thumb|Termohaline cirkulation.
Oceanografi (sammensat af de græske ord ωκεανός der betyder "verdenshav" og γράφω som betyder "at skrive") eller oceanologi er en gren af geovidenskaberne og er læren og udforskningen af verdenshavet.
Oceanografi dækker en bred vifte af emner, inklusiv havorganismer og økosystemers dynamik; havstrømme, havbølger og geofysiske fluiddynamik; pladetektonik og havbundens geologi; og strømmene af forskellige kemiske stoffer og fysiske egenskaber i verdenshavet og gennem dets afgrænsninger. Disse forskelligartede emner viser de mange discipliner, oceanografer blander for at øge viden om verdenshavet og forståelse for processerne i det: biologi, kemi, geologi, meteorologi og fysik.
Historie
Antikken thumb|Kort over golfstrømmen af Benjamin Franklin, 1769-1770. NOAA Photo Library. Allerede i antikken erhvervede mennesker sig viden om havets og oceanernes bølger og strømme. Observationer om tidevand blev registreret af Aristoteles og Strabo. Den tidligste udforskning af oceanerne var primært knyttet til kartografi og hovedsagelig begrænset til havenes overflader og af de dyr, som fiskerne fangede i deres net, selvom dybdemålinger ved lodliner også blev foretaget.
Ældre historisk tid Først efter de store opdagelsesrejsers tid var der mulighed for en udvikling af oceanografien, og i løbet af Renæssancen og senere begyndte at udkomme en mængde søkort og praktiske sejlanvisninger, men mange af de indsamlede oplysninger blev tilbageholdte for offentligheden som laugs- eller statshemmeligheder.
Den ældste beretning om dybdelodning på verdenshavene fandt sted i 1521. Dette år foretog Magellan i nærheden af Tuamotu-øerne i Stillehavet et forsøg på at måle havdybden. Han lod alle de ti lodliner, man havde ombord, binde sammen, hvilket gav en samlet længde på ca. 700 m. Alligevel rakte den ikke til at nå bunden, og Magellan skrev i skibsjournalen, at han havde fundet det bundløse hav. Senere undersøgelser har vist, at havet det pågældende sted er 3-4.000 m dybt.Kiilerich, s. 210
Selv om Juan Ponce de León i 1513 som den første identificerede Golfstrømmen, og denne var kendt af de søfarende, blev det Benjamin Franklin, der foretog den første videnskabelige undersøgelse af den og gav den sit navn. Franklin målte vandtemperaturer under flere atlantiske krydsninger og korrekt forklarede Golfstrømmens årsag. Franklin og Timothy Folger lod trykke det første kort over golfstrømmen i 1769-1770.1785: Benjamin Franklin's 'Sundry Maritime Observations' Wilkinson, Jerry. History of the Gulf Stream 1 January 2008 Allerede 1737 tegnede den franske geograf Buache det første isobathekort.
left|thumb|Kort fra 1799 over strømforholdene i Atlanterhavet og indiske oceaner, af James Rennell. Oplysninger om strømmene i Stillehavet blev samlet af opdagelsesrejsende i slutningen af det 18. århundrede, herunder James Cook og Louis Antoine de Bougainville. James Rennell skrev de første videnskabelige lærebøger om oceanografi, der beskriver de nuværende strømme i Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Under en rejse omkring Kap det Gode Håb i 1777 kortlagde han "bankerne og strømmen ved Lagullas". Han var også den første til at forstå arten af den intermitterende strøm nær Scilly-øerne, (nu kendt som Rennell's Current).
Omkring 1750 begyndte spekulationen over sammenhæng og vekselvirkning mellem fænomenerne og over årsagerne til deres udbredelse, det vil sige en geografisk behandling, men endnu frem til omkring 1850 var litteraturen om havet næsten kun enten fortællinger om iagttagelser af spændende og interessante oplevelser, om mærkelige rejser eller beretninger til vejledning for sejladsen. I disse beretninger fortaltes også om vind og strøm, samt for de mere lavvandede havområders vedkommende undertiden om dybde- og bundforhold.
Sir James Clark Ross tog den første moderne sondering i havdyb i 1840, og Charles Darwin udgav et papir om rev og dannelsen af atoller i forlængelse af HMS Beagle'''s anden rejse i 1831-1836. Robert FitzRoy udgav en fire-binds rapport om Beagle's tre rejser. I 1841-1842 foretog Edward Forbes mudring i Det Ægæiske Hav, og grundlagde derved den marine økologi.
Den moderne oceanografi tager form Til trods for disse spredte studier forblev menneskets viden om oceanerne begrænset til de øverste få dele af vandet og en lille del af bunden, hovedsagelig i lavvandede områder. Næsten intet var kendt for havets dybder. Royal Navy's bestræbelser på at kortlægge alle verdens kystlinjer i midten af 1800-tallet forstærkede den vage ide om, at det meste af havet var meget dybt, selvom der endnu ikke var meget mere kendt. På samme måde som udforskning fængede både en populær og videnskabelig interesse i polarområderne og i Afrika, gjorde mysterierne for de uudforskede oceaner det også.
Den første superintendent fra United States Naval Observatory (marineobservatoriet) i Washington 1842-1861, Matthew Fontaine Maury, viede sin tid til undersøgelsen af den marine meteorologi, navigation og kortlægning af fremherskende vinde og havstrømme. Hans lærebog fra 1855, Physical Geography of the Sea (oversat: Havets Fysiske Geografi) var et af de første omfattende oceanografiske studier. Mange nationer sendte oceanografiske observationer til Maury på Naval Observatory, hvor han og hans kolleger vurderede oplysningerne og distribuerede resultaterne verden over.Williams, Frances L. Matthew Fontaine Maury, Scientist of the Sea. (1969)
Det var Maurys fortjeneste, at han på den internationale kongres i Bruxelles i 1853 fik indført internationale ensartede skibsdagbøger. Disse blev samlet i de forskellige staters hydrologiske eller meteorologiske institutter og bearbejdet der. Dybder større end 300 favne var, efter Forbes’ undersøgelser 1840—41 i Det Ægæiske Hav, antaget for at være døde og uinteressante, til trods for forskellige men ikke påagtede tegn på det modsatte, som Cook, James Ross og andre havde fundet. Først henimod 1850 begyndte dybhavslodningerne, men allerede 1854 havde Maury kunnet udgive det første dybdekort over det nordlige Atlanterhav. Omtrent på denne tid blev sliploddet opfundet af amerikaneren Midshipman Brooke, og dette gjorde lodningerne langt lettere at udføre. Omtrent samtidig fremkom der planer om at nedlægge telegrafkabler på havbunden, og disse planer gjorde lodningerne til en nødvendighed. Det første kabel mellem Europa og Amerika blev nedlagt i 1858. Til trods for fordommene om den manglende dybhavsfauna havde nordmanden Michael Sars’ undersøgelser siden 1850 overraskende vist, at der fandtes dyreliv også på store dybder. Dette blev bekræftet af andre forskere, og ved optagelsen af brudte kabler omkring 1860 fremkom yderligere beviser på denne særlige dyreverden, ligesom også englænderen Wallich i 1862 og svenskeren Torell i 1864 bidrog til at ændre billedet.
right|thumb|HMS Challenger foretog den første globale havforskningsekspedition i 1872. En begivenhed adf afgørende betydning for grundlæggelsen af den moderne videnskab om oceanografi var Challenger-ekspeditionen 1872-76. Som den første ægte oceanografiske krydstogt lagde denne ekspedition grundlaget for en hel akademisk og forskningsdisciplin.Then and Now: The HMS Challenger Expedition and the 'Mountains in the Sea' Expedition, Ocean Explorer website (NOAA), accessed 2 January 2012 Baggrunden herfor var, at nogle engelske dybsøforsknings-togter foretaget af "Lightning" 1868 og på "Porcupine" og "Shearwater" 1869—70 var så overraskende, at den engelske regering gav tilsagn om at finansiere mere systematiske studier.
Challenger-ekspeditionen Som svar på en anmodning fra Royal Society bevilgede den britiske regering i 1871 støtte til en ekspedition for at udforske verdens oceaner og foretage en passende videnskabelig undersøgelse. Charles Wyville Thompson og Sir John Murray ledede Challenger-ekspeditionen. Challenger, som blev leaset fra Royal Navy, blev ombygget til videnskabeligt arbejde og udstyret med separate laboratorier for naturhistorie og kemi. Under det videnskabelige tilsyn fra Thomson rejste Challenger næsten 70.000 sømil (130.000 km) opmåling og udforskning. På sin rejse rundt om kloden blev der taget 492 dybhavslydinger, 133 bundgravere, 151 åbne vandtrawl og 263 serielle vandtemperaturobservationer.Oceanography: an introduction to the marine environment (Peter K. Weyl, 1970), p. 49 Omkring 4.700 nye arter af marint dyreliv blev opdaget. Resultatet var en omfattende rapport om de videnskabelige resultater af forskningsrejsen for H.M.S. Challenger i årene 1873-76. Murray, som overvågede publikationen, beskrev rapporten som "det største fremskridt i vores planetens kendskab siden de berømte opdagelser i det femtende og sekstende århundrede". Han fortsatte med at grundlægge den akademiske disciplin for oceanografi ved Edinburghs universitet, som blev et centrum for oceanografisk forskning langt ind i det 20. århundrede. Murray var den første til at studere havgrave og især den Midtatlantiske højderyg, og kortlægge de sedimentære forekomster i oceanerne. Han forsøgte at kortlægge verdens havstrømme baseret på saltholdighed og temperaturobservationer, og var den første til korrekt at forstå karakteren af koralrevenes udvikling.
Andre ekspeditioner Også andre lande gik ind i oceanforskningen. Således bidrog USA med skibene "Tuscarora", "Gettysburg", "Blake" og andre 1873—80, Tyskland bidrog med skibet "Gazelle" 1874—76, Norge bidrog med en akspedition med skibet "Vøringen" 1876—80, Frankrig bidrog med skibene "Travailleur" og "Talisman" 1880—83, Italien med skibene"Washington" og "Vettor Pisani" 1881—85. Af senere togter kan nævnes fyrsten af Monacos mange ekspeditioner, den russiske "Vitiaz"-ekspedition under Makaroff 1886—89, den tyske "National" eller Plankton-ekspedition med Victor Hensen om bord, de østrigske "Pola"-ekspeditioner 1890—98, endvidere svenskerne Otto Petterson’s og Gustav Ekman’s undersøgelser, Nansen’s drift med "Fram" over Polhavet 1893—96, den danske "Ingolf"-ekspedition 1895—96, hvori Martin Knudsen og Ostenfeld deltog, den belgiske antarktiske ekspedition på "Belgica" 1897—99, den tyske dybhavsekspedition 1898—99 på "Valdivia" under ledelse af Carl Chun, skibene "Nero" og "Albatross" 1899—1900 fra USA med Alexander Agassiz, den hollandsk-ostindiske "Siboga"-ekspedition 1899—1900 med Max Weber. I forbindelse hermed må også nævnes, at i årene 1901-04 fandt betydningsfulde antarktiske ekspeditioner sted fra England, Tyskland, Sverige og Skotlands side. Mellem 1903 og 1911 undersøgte de tyske skibe "Edi", "Stephan" og "Planet" oceanerne, og i 1904 "Albatross" (Agassiz) fra USA Stillehavet. 1907—09 besøgte James Murray og andre Antarktis på en ny britisk ekspedition. 1908—10 var en dansk ekspedition på "Thor" i Middelhavet med I.N. Nielsen og under ledelse af Johannes Schmidt, 1910 indtraf den norske Atlanterhavsekspedition med "Michael Sars", hvori John Murray og Johan Hjort deltog, i 1911 fandt den tyske antarktiske ekspedition med skibet "Deutschland" sted, og endelig 1921—22 foregik den danske "Dana"-ekspedition under Johannes Schmidt til Sargassohavet og Golfstrømregionen.Jensen, s. 378
I slutningen af det 19. århundrede udsendte også private og institutioner skibe, som blandt andet foretog oceanografiske undersøgelser. Det første til formålet bygget oceanografiske skib, Albatros, blev bygget i 1882. I 1893 fik Fridtjof Nansen sit skib, Fram, til at blive frosset i den arktiske is. Dette gjorde det muligt for ham at foretage oceanografiske, meteorologiske og astronomiske undersøgelser på et fast sted i længere tid.
International kongres og internationalt samarbejde thumb|225px|right|Havstrømme (1911).