Saab 35 Draken (svensk for Dragen) er et svensk kampfly bygget af Saab i 651 eksemplarer mellem 1955 og 1974.Nationalencyklopedin, Femte bind (DIO-ET), Bokförlaget Bra Böcker, 1996, . Draken var det første fuldt supersoniske fly, der var i tjeneste i Vesteuropa.
Draken blev udviklet sidst i 1940'erne og først i 1950'erne og var beregnet til at afløse Sveriges førstegenerations jetjagere, først Saab J 29 Tunnan og senere jagerversionen (J 32B) af Saab 32 Lansen. Flyet havde en innovativ "dobbelt deltavinge", og for at teste de aerodynamiske kvaliteter i denne helt nye konfiguration fremstillede og fløj man med en nedskaleret udgave af flyet, Saab 210. Al udvikling og produktion foregik i Sverige, og Draken trådte i tjeneste ved Flygvapnet den 8. marts 1960. De første udgaver af flyet blev udelukkende anvendt til luftværnsmissioner, og typen var i datiden anset for at være en kapabel dogfighter.
Draken tjente som et effektivt supersonisk jagerfly under den kolde krig. Mens flyet var i svensk tjeneste, blev det ad flere omgange opgraderet. Den endelige version var J 35J-modellen. Flyet blev eksporteret til Østrig, Danmark, Finland og USA.
Fremme i 1980erne var Flygvapnets Draken-fly i det store og hele blevet erstattet med de mere avancerede Saab 37 Viggen-kampfly, og introduktionen af de mere kapable Saab JAS 39 Gripen-kampfly var forventet inden for det næste årti, selv om denne var blevet forsinket. Som en konsekvens af nedskæringer og høje serviceomkostninger valgte Flygvapnet at trække Draken ud af tjeneste i december 1999.
Udvikling I den tidlige jetalder, lige efter 2. verdenskrig, forudså det svenske forsvar, at der ville opstå et behov for en jetjager, der dels kunne afskære bombefly i stor flyvehøjde, dels med succes kunne engagere fjendtlige jagere. I løbet af september 1949 udfærdigede Flygvapnet, via Försvarets materielverk, den nyligt formulerede specifikation for et banebrydende interceptor jagerfly, som man forestillede sig kunne angribe fjendtlige bombefly, der opererede med transoniske hastigheder.Flight International 30 December 1960, p. 1017. Man forudså en topfart på Mach 1,4 til 1,5; i løbet af 1956 blev hastighedskravet revideret opefter til Mach 1,7-1,8.
Blandt de øvrige specifikke krav var, at flyet skulle kunne flyves af en enkelt pilot og være i stand til at flyve kampmissioner under alle vejrforhold og om natten, samtidigt med at det skulle kunne lette fra primitivt udrustede flyvepladser og alligevel medføre alt det nødvendige udstyr til at neutralisere moderne jetbombefly. Selv om andre interceptorer, som f.eks. US Air Forces F-104 Starfighter, blev udviklet samtidig med Draken, skulle denne operere under forhold, der var unikke for Sverige. For eksempel skulle flyet være i stand til at starte og lande på et stykke forstærket offentlig vej, som i tilfælde af krig skulle benyttes som feltflyveplads. På en sådan flyveplads skulle flyet kunne optankes og oplades med ammunition på under 10 minutter, med arbejdet udført af værnepligtige soldater med en minimal træning.
Som respons til den udfærdigede specifikation påbegyndte den svenske flyfabrik SAAB arbejdet med et fly, der kunne opfylde rollen. Indledende studier havde vist, at langt de fleste kritiske designopgaver, som var en følge af specifikationen, kunne løses ved at anvende en deltavinget konfiguration. Dette medførte dog en række vanskeligheder - for at vingen kunne sidde i en aerodynamisk gunstig position, måtte den forreste del af skroget forlænges kraftigt, hvilket ville gøre flyet unødvendigt tungt. Den teoretisk optimale løsning viste sig at være en dobbelt-deltavinge. Der var bare den lille hage, at en sådan vingetype aldrig havde været forsøgt i praksis. SAAB's designteam (mere end 500 teknikere, ledet af flyingeniøren Erik Bratt) valgte at designe og bygge et lille jetfly til at teste konceptet med dobbelt-deltavingen.
thumb|left|Lilldraken på vingerne i 1952. Dette resulterede i det eneste nedskalerede testfly bygget i Sverige, Saab 210, som uofficielt blev døbt "Lilldraken" (Den Lille Drage). Saab 210 fløj første gang den 21. januar 1952. Saab 210 var et lille fly: 6,1 meter langt, 4,88 meter bredt og med en Armstrong Siddeley Adder turbojetmotor med en trykkraft på 4,67 kN (1.050 lbf). Selv i denne beskedne konfiguration havde Lilldraken en topfart på 644 km/t (347 knob). Engelsk Wikipedia: Saab 210 Besøgt 29. juli 2017
De udmærkede resultater, som Lilldrakens testflyvninger frembragte, førte til, at der blev placeret en ordre på tre Draken-prototyper i fuld størrelse. Den 25. oktober 1955 fløj den første af disse prototyper første gang. Dette fly havde ingen efterbrænder. Ifølge flymagasinet Flight International blev der udført et atypisk intenst testprogram for at fastslå flyets flyveegenskaber, dets exceptionelle hastighedsområde og de komplicerede systemer. Den anden prototype, som var forsynet med en efterbrænder, kom utilsigtet til at bryde lydmuren under stigning på sin første testflyvning..
I løbet af 1956 gik den første produktionsudgave, Draken J 35A, i serieproduktion, og i februar 1958 gik det første produktionsfly på vingerne.Flight International 30. december 1960, pp. 1017–1018.
Design thumb|Saab TF-35 Draken fra Flyvevåbnet Saab 35 Draken er et jagerfly, udstyret med en let genkendelig dobbelt-delta vinge. Magasinet Flight International hævder at det er vanskeligt at skelne mellem hvad der er skroget og hvad der er vingen. Skroget har et cirkulært tværsnit, og den indenbords del af vingen har en stor middelkorde og strækker sig agterud fra motorens luftindtag; det er vanskeligt at se overgangen mellem disse to elementer. Det var ikke nødvendigt med et haleplan, og hele designet er meget 'rent'. Drakens distinkte dobbelt-delta vinge har to forkantvinkler; forkanten af den indre vinge er 80° tilbagestrøget, hvilket giver god ydelse ved høj hastighed, og den ydre vinge er 60° tilbagestrøget og virker godt ved lav hastighed.
Drakens cockpit havde hovedsageligt svensk-producerede instrumenter. Efterhånden som der fremkom nye modeller blev cockpittet revideret og forbedret, f.eks. med en ny hood og med nye instrumenter. Nogle eksportkunder fik en Ferranti-bygget Airpass II-ildledelsesradar, som effektivt kunne opfange forskellige luft- og jordmål, og som kunne samarbejde med flyets navgationssystemer. Typisk ville der blive installeret to separate radiosystemer, en højhastigheds data link og to navigationssystemer. Eftersom flyet ikke gav naturligt feedback i styrepinden, ville et kunstigt feedback blive genereret af et q-feel system. Draken var også udstyret med en tre-akset autopilot.
Skroget i en Draken bestod af to sektioner, forrest og agterst, samlet med bolte. Den forreste sektion, som var integreret med luftindsugningskanalerne og en del af vingestrukturen, indeholder ildledelsesradaren, cockpittet, understellets næsehjul, integrerede brændstoftanke og forskellige andre systemer. Den agterste del, som var fremstillet som et stykke og fast sammenbygget med den agterste del af indervingen, indeholdt motoren og efterbrænderen, brændstoftanke udformet som poser, bevæbning, understellets hovedhjul og andre systemer. Kontrolfladerne består af et konventionelt sideror, sammen med elevons (kombination af højde- og krængeror) på både den ydre og indre vinge, sektionerne på den ydre vinge var afbalanceret med vægte. Hver rorflade blev drevet af et dobbelt sæt hydrauliske aktuatorer, som blev drevet af uafhængige kredsløb. For at spare på vægten blev de hydrauliske systemer drevet med at tryk på ca. 200 bar, mere end det dobbelte af trykket anvendt i den gamle Saab 29 Tunnan.
Drivkraften blev leveret af en enkelt Svenska Flygmotor RM6B/C turbojetmotor, en licensbygget version af Rolls-Royce Avon 200/300-motoren.Flight International 30. december 1960, p. 1018. Der var placeret en nedfældelig ram air turbine (en fartvindsdreven nødgenerator/hydraulikpumpe) under flyets bug, som kunne levere styring i tilfælde af motorsvigt; motoren havde også et indbygget nødstartssystem. For om nødvendigt at reducere landingsstrækningen, kunne Draken benytte en bremseskærm. Den primære bevæbning blev båret eksternt, op til fire AIM-9 Sidewinder luft til luft-missiler blev båret på hard points under vingerne og skroget; alternativt kunne et udvalg af bomber, raketter eller droptanke medbringes. Der var monteret to 30 mm maskinkanoner i den indre vingesektion, senere blev pladsen udnyttet til ekstra brændstof. Alle Draken kunne benyttes som rekognosceringsfly ved at medbringe en kamerabeholder under skroget.Flight International 30. december 1960, p. 1020.
Operativ historie Sverige Ved slutningen af 1959 påbegyndtes leverancerne af J 35A-Draken til Flygvapnet, og den første enhed der fik flyet var wing F13, der var udstationeret i Norrköping. I marts 1960 deltog F13s Draken i en tre-dages øvelse hvor de fløj nat og dag, til stadighed under vilkårene for "højeste beredskab". Jfr. Flight International var introduktionen af J 35A "gået glat", og det viste sig at 'scramble'- (alarmstart) og 'turn-round'- (klargøring til næste flyvning) tiderne blev fundet "særdeles tilfredsstillende". Ved slutningen af 1960 var adskillige wings (flygflottiljer) blevet udrustet med Draken og havde opnået operativ status.
thumb|left|Den tidligere danske RF-35XD N217FR, i tjeneste ved National Test Pilot School starter fra Mojave Spaceport.
Selv om J 35-Draken ikke var beregnet til at tjene som 'dogfighter' viste den sig at være manøvredygtig og var et udmærket jagerfly, selvom de tidlige modeller udelukkende var planlagt til at flyve luftværnsmissioner. For at assistere med omskoling af piloter til typen producerede SAAB et mindre antal af det tosædede J 35C-skolefly, den første blev færdig i december 1959. I løbet af 1959 fremkom en forbedret model til luftværn, J 35B, som havde forbedret ydelse og udstyr i forhold til J 35A. Blandt andet var den forsynet med en forbedret motor med en større efterbrænder, en omdesignet halesektion af skroget, et nyt Saab-bygget S.7-sigte og ildledelsesradar, og integration med Sveriges STRIL.60-luftforsvarskontrolnetværk.Flight International 30. december 1960, pp. 1018, 1020.
I alt 651 stk. Draken blev fremstillet af Saab. Sveriges flåde af Draken bestod af seks forskellige modeller, og yderligere to versioner af Draken blev tilbudt eksportkunder. Den sidste model Draken der blev produceret var J 35F som, opgraderet til J 35J, blev den sidste model i svensk tjeneste. Eksportkunderne var Danmark og Finland. I maj 1985 købte Østrigs Luftvåben 24 stk. J 35D, efter at flyene var blevet renoveret af Saab.
Designet af J 35 Draken gennemgik adskillige opgraderinger. Den sidste af disse var J 35J-versionen, som blev fremstillet sidst i 1980erne; på dette tidspunkt var Draken næsten fuldstændigt afløst af Saab 37 Viggen i tjenesten ved Flygvapnet. Draken J 35J var reelt en 'service life extension' (renovering med levetidsforlængelse) som blev fundet nødvendig efter at leverancen af den nye Saab JAS 39 Gripen havde lidt under adskillige forsinkelser. Programmet var beregnet på at holde Draken flyvende efter år 2000, men som en konsekvens af nedskæringer i budgettet og flytypens høje vedligeholdelsesomkostninger, blev Draken taget ud af svensk tjeneste i december 1998, selv om nogle fly i begrænset omfang har tjent videre i militære og civile roller.
Flygvapnets versioner Flygvapnet var superbruger på Saab 35. Draken blev produceret fra 1955 til 1974, mens ombygningerne blev foretaget indtil 1991. J 35A (Jakt), overlydsjagerfly; afløste J 32B Lansen, J 29F Tunnan og J 34 Hunter i 1960. 90 stk. J 35B, med en bedre radar. 73 stk. Sk 35C (Skolning), tosædet omskolingsfly. 25 ombyggede J35A. J 35D, kraftigere motor. 120 stk. S 35E (Spaning), fotorekognosceringsfly afløste S 29C Tunnan. 32 stk. plus 28 ombyggede J 35D. J 35F, med forbedret avionics, kun én maskinkanon. 230 stk. J 35J, levetidsforlængede J 35F. 66 stk.
Danmark