thumb|280px|Mandshoved fra døbefonten i Todbjerg Kirke, Østjylland. Fonten er fra ca. 1130, og hovedet viser skæg- og hårmode i tidlig, dansk middelalder, da kristendommen var ved at være almindeligt udbredt i landet.

Danmarks ældre middelalder afgrænses oftest af årstallene 1047 (Svend Estridsens tronbestigelse) og 1397 (da rigsrådene i de tre skandinaviske lande enedes om at oprette Kalmarunionen). Året, hvor Svend Estridsen blev konge af Danmark, symboliserer overgangen fra den danske vikingetid til den danske middelalder. Det er senere end indledningen til europæisk middelalder, og det skyldes, at Danmark aldrig kom under direkte romersk indflydelse. Perioden 400-800 kaldes germansk jernalder (eller sen jernalder), mens perioden 800-1047 kaldes vikingetiden. Først derefter begynder dansk middelalder.

I årene mellem 1047 og 1397 ændredes såvel de økonomiske, samfundsmæssige og politiske som de religiøse og kulturelle forhold, og landskabet fik et udseende, som det skulle beholde helt frem til udskiftningen af landsbyfællesskaberne i begyndelsen af det 19. århundrede. Brydningerne mellem den gamle vikingekultur og den nye, europæiske kultur gav alvorlige problemer i Danmark. Gennem en stor det af det 12. århundrede gav det, at kongen skulle vælges, anledning til stridigheder, som til tider udartede til borgerkrigslignende tilstande.

Men også blandt befolkningen var den tidlige historiske tid en periode med mange og afgørende ændringer. I løbet af disse 250 år forandredes de økonomiske betingelser for udenrigshandlen, og vikingetidens kombinerede handels- og røverøkonomi blev konfronteret med Hanseaternes monopol på de væsentligste dele af handlen. Samtidigt slog den romersk-katolske model for et samfund igennem, så alt fra vugge til grav blev reguleret af kirkens normer: Kongemagten blev fast etableret, den jordejende adel fik magt, og kirken fik betydelig indflydelse; alt blev styret af et spirende feudalt system af pligter og privilegier.

Efterhånden blev alle danske også kristne, men det gik langsomt. Selv på Saxos tid fandtes hedninge.Karsten Friis Jensen: (1994); Nordisk hedenskab og europæisk latinhumanisme hos Saxo i i N. Lund (red.): Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder, 1994, side 217 Der blev bygget sognekirker overalt, og præsteskab, bisper og munke blev en selvfølgelig del af tilværelsen. Det kulturelle liv var først præget af den gamle, nordiske fælleskultur, men efterhånden forsvandt runeindskrifter, vikingeskibe og den lokale klædedragt. De blev erstattet af latinske bogstaver, lastfartøjer og europæisk tøjmode. Landsbyfællesskabet, 3-vangsbruget og hjulploven satte et markant præg på landskabet lige som opdelingen af jorden i eng, ager og overdrev.

Indenlandske forhold

Landsbyerne Mens landsbyerne tidligere var blevet flyttet rundt på ejerlavets jord (senere ofte ensbetydende med sognets jord), blev de stedfaste ved middelalderens begyndelseErland Porsmose: Landsbyernes anlæggelse i Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie 4.000 f.Kr. – 1536, 1988 side 222-223. Derfor kan man slå fast, at vore landsbyer blev grundlagt ved overgangen mellem sen vikingetid og middelalder (ca. 1.000 – 1.100), mens at deres navne er langt ældre, ofte endda fra romersk jernalder (år 0 – 400).

Det er ikke tilfældigt, at landsbyerne blev stedfaste på samme tid, som den danske statsmagt blev fastlagt, og danerne blev kristne. Netop på den tid blev trevangsbruget indført, og med det fulgte en opdeling af landsbyens jord i tre vange, hvor hver gård havde sin part (ager) alt efter størrelsen af gårdens toft, dvs. hjemmejord. Med dette system blev det muligt at beskatte gårdene efter et retfærdigt fordelingsprincip, men samtidig blev det urealistisk at flytte rundt på landsbyen.

Foruden den dyrkede jord i vangene, havde hver landsby også en ydermark, som bestod af græsningsarealer (overdrev), engstykker og skovparter. Denne ejendom var fælles (jf. begrebet fælled), og kunne bruges af gårdenes ejere, som behovet nu varErland Porsmose: Landsbyernes anlæggelse i Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie 4.000 f.Kr. – 1536, 1988 side 228-231.

Opførelsen af de mange sognekirker bidrog også stærkt til at lægge landsbyerne fast i bymarken. Med kristendommen og kirkebyggeriet blev gravpladsen i form af inddigede kirkegårde flyttet ind i landsbyerne, og den indviede jord kunne ikke senere bruges til andetErland Porsmose: Landsbyernes anlæggelse i Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie 4.000 f.Kr. – 1536, 1988 side 232-233.

Sognene var fra begyndelsen underlagt herrederne, der hver havde et mødested, herredstinget, hvor krænkelser, uretfærdigheder, personlige stridigheder og tvistigheder om ejendomsforhold m.m. skulle behandles og pådømmes.

Infrastruktur thumb|310px|Lyø by på Lyø. Her kan tiden have stået stille siden Middelalderen. Byggestilen og de snoede bygader er fælles for hele perioden. Lyø var stedet, hvor Henrik af Schwerin tog Valdemar Sejr og hans søn til fange i 1223.

Infrastrukturen i den tidlige historiske tids Danmark var meget enkel: den bestod af et vejsystem og en række broer samt havneanlæg, der kunne samle færdslen rundt til markedspladserne; de senere købstæder i Danmark. Vejene havde engang været simple hjulspor, ofte som vigtige hovedveje langs vandskel, hvad der mindsker problemerne med at skulle krydse vandløb og moser. Det ses f.eks. langs den jyske hærvej. Dér, hvor det blev nødvendigt at krydse vandløb, blev vejføringen bestemt af det bedste og mest stabile vadested - jf. stednavnet Immervad midt i Århus, som ligger netop på det sted, hvor man altid (gammelt dansk: "immer") kunne komme over Århus å. Tilbage i vikingetiden havde man gjort mere ved at vejfæste sumpede strækninger ned mod vadestederne med forskellige typer brolægning - jf. "Ravningbroen" ved Vejle - og da landsbyerne blev mere stedfaste, kunne man også forvente at vejene skulle have samme forløb, og det gav måske så mere mening at bygge holdbare broer over vandløbene.

I den tidlige historiske tid nåede også en ny byggeteknik til landet, nemlig stenbyggeri med kalkmørtel som bindemateriale. Stenhuggere var blevet uddannet i stort tal i forbindelse med brugen af kvadersten eller kløvet kamp ved opførelsen af landsbykirkerne, så der fandtes den nødvendige, uddannede arbejdskraft. Bønderne måtte dog stadig levere det ufaglærte arbejde ved at hente og transportere byggesteneneLøvel Bro i Himmerland.

Persontransporten skete til hest i vogn eller oftest: til fods. En dagsrejse var på 4-5 mil (28–35 km) og man fulgte gerne ruter, der var overleveret fra mund til mund, eller som var nedskrevetElse Roesdahl og Karl Grinder-Hansen: Samfærdsel, handel og penge i Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks Middelalder, 1999 side 174.. Om foråret var vejene opblødte på grund af snesmeltning, og om efteråret betød regnen, at de også blev vanskeligt fremkommelige. Derfor foregik meget af den tunge transport ad vandvejen, eller – hvis det måtte foregå på land – fortrinsvis om sommeren, men ofte også i vintertiden, hvor man kunne bruge slæder og kaner.

thumb|310px|Havnen var vigtig i middelalderens byer, fordi den gav adgang til vigtige forsyningsveje. På billedet ses havnen Middelaldercentret med to rekonstruerede skibe; Gedesbyskibet og Bredfjedskibet. Fra gammel tid havde Hærvejen fungeret som en hovedvej gennem Jylland fra Viborg til Dannevirke med forbindelse til andre vejsystemer i Slesvig og Holsten. Sidst i det 12. århundrede fik man desuden etableret mere vedvarende vejsystemer, som stod i forbindelse med vigtige havne. Fra Vesterhavet var der forbindelse via Ejderen og Trene over Hollingstedt til Slesvig, ligesom der var en rute over land fra Ribe til Kolding og HaderslevElse Roesdahl og Karl Grinder-Hansen: Samfærdsel, handel og penge i Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks Middelalder, 1999 side 177..

Det meste af transporten foregik dog pr. skib, og selv om man var afhængig af vejret, så var rejsen langs åer og over søer eller på havet hurtigere og mere bekvem end rejsen over land. Fra midten af det 13. århundrede blev Agger Tange så massiv, at man ikke kunne bruge Limfjorden som smutvej mellem Østersøen og Vesterhavet. I stedet måtte man sejle ad den farlige rute nord om Skagen ("ommelandsfart"). En egentlig færgetrafik mellem landsdelene blev først etableret senere i middelalderen, hvor man oprettede ruter mellem Århus og Kalundborg og over StorebæltElse Roesdahl og Karl Grinder-Hansen: Samfærdsel, handel og penge i Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks Middelalder, 1999 side 176.. I begyndelsen af perioden var skibene bygget i den tradition, som lå bag vikingeskibene, men fra begyndelsen af det 13. århundrede gik man mere og mere over til at bruge kogger til den tunge godstransport. Det var effektive, men ikke særligt hurtige skibe, som kom langt omkring (fra havne i Flandern og England til andre dybt inde i Østersøen)Else Roesdahl og Karl Grinder-Hansen: Samfærdsel, handel og penge i Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks Middelalder, 1999 side 184-188..

Landbruget thumb|310px|Langå Østerskov. Den sidste skov, hvor der stadig foregår græsning. Sådan må de middelalderlige skove have set ud.

Landbruget var den bærende bestilling i den tidlige middelalder, og sådan fortsatte det med at være ind i højmiddelalderen og senmiddelalderen, ja helt frem til industrialiseringen sidst i det 19. århundrede. I Danmark som helhed var landbruget mest baseret på korndyrkning, mens kvægavl havde større betydning i Jylland, hvor stude kunne afsættes i Tyskland. Under alle omstændigheder var det bøndernes arbejde, som skabte det overskud, der kunne fordeles i samfundet som helhed.

Selv om der stadig var enkelte selvejerbønder tilbage, blev flere og flere fæstebønder under den lokale herremands eller klosterets beskyttelse og opsyn. I mange landsbyer var der også gårde, som blev drevet direkte under herremandens hovedgård ved en forvalter, "bryde". Alt tilsammen dannede bønderne i landsbyen et arbejsfællesskab, essentielt berammet af landsbyens jorder, der lå samlet. De helt jordløse, de såkaldte "gårdsæder", boede i landsbyen, men levede af at arbejde for bønder og herremand.Anders Bøgh: Samfundet i Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks Middelalder, 1999 side 31.

thumb|left|310px|Højryggede agre i Fløjstrup skov syd for Århus. Disse langstrakte agre er resultatet af pløjning med den tunge hjulplov, der var besværlig at vende, og af at man bevidst pløjede jord sammen, sådan at den høje del fik bedre afdræning, mens den lave kunne tjene som grøft.

Landsbyens dyrkbare jord blev inddelt i agre, hvor hver gård havde sin strimmel. Ageren blev tilsået, hegnet, afhøstet og pløjet i fællesskab. Året efter blev hele den samlede ager udnyttet på en ny måde, for landsbyens jord blev drevet i en treårig omdrift: Mens ageren ét år bar vintersæd (rug eller sjældnere: hvede), bar den næste år vårsæd (byg eller sjældnere: havre). Det tredje år lå ageren brak, dvs. udyrket og uden afgrøde, men med kreaturgræsning. Denne dyrkningsmetode kaldes trevangsbrug, og metoden skulle give jorden ét års hvile, sådan at dens frugtbarhed kunne genskabes.

thumb|280px|En skvatmølle i funktion. Det er udelukkende vandstrømmens kraft, der udnyttes af det vandretgående møllehjul, og ikke vandets faldvægt som hos de nyere, egentlige vandmøller.