Islandske navneord bøjes i fire kasus og to tal. Der forefindes tre køn. Der er en mængde bøjningsklasser, som man ser nedenfor, men et hovedskel er mellem stærk og svag bøjning. Skønt endelserne ikke er ligeligt fordelt mellem de grammatiske køn, er en endelse meget sjældent et sikkert kendetegn for et ords køn. Den almindeligste endelse i den islandske bøjning er -ur. Den forekommer i mange sammenhæng og de fleste navneord som ender på -ur i nominativ er faktisk hankøn, men der findes i det mindste 150-200Jeres skribent satte sig engang ned og anslog tallet. Dette er ikke egen forskning, som jo strider mod Wikipedias regler, men en simpel optælling. Skribenten holdt op, da han var nået til ca. 150. intetkønsord og også nogle få hunkønsord med den endelse. For en meget kort redegørelse for den næsten altdominerende endelse -ur se den overfladisk behandling i de islandske adjektivers underartikel. Virkeligheden er noget mere kompliceret end dér beskrevet, men man får i al fald en vis ide.

Islandsk besidder mange former, men der trods alt er et vist system i sproget. Omlydene er f.eks. ret regulære, når man har fået en oversigt.

En bemærkning angående kønnene er på sin plads. Islandske ords køn er grammatiske, ikke „naturlige“. Dette er et velkendt fænomen blandt verdens sprog, og tysk opfører sig på samme måde, for at give en sammenligning, f.eks. Mädchen som betyder pige, men er et intetkønsord. Islandsk besidder et meget smukt ordpar, som ser ens ud og betyder nøjagtigt det samme, nemlig hrund og sprund. Begge to er poetiske ord som betyder kvinde, men hrund er hunkøn, sprund er intetkøn. Man må altså lære ordenes køn udenad. Et par holdepunkter har man dog i nominativendelserne, men ikke nogle helt almengyldige. Man kan heller ikke stole på at de danske køn svarer til de tilsvarende islandske. Eksempler er kaffi (kaffe) og vín (vin), intetkøn på islandsk, fælleskøn på dansk. Undtagelserne er færre hvad intetkønnet angår, et dansk intetkønsord vil oftest have en tilsvarende islandsk makker — hvis ordene i øvrigt etymologisk er de samme.

Indtil videre følges til dels Valtýr Guðmundssons, til dels Halldór Halldórssons inddeling af navneordene.

Stærk bøjning Maskulina, 1. klasse Klassisk bliver disse ord kaldt a-stammer. Denne betegnelse (samt de øvrige stammers) beror på ordets senere vokal i urnordisk tid. Hestur lød således engang *hestaʀHer må vi indrømme en vis inkonsekvens, som man vil blive opmærksom på i det følgende. Den klassiske gengivelse af den rekonstruerede hest er *hestaʀ men man er i stigende grad gået over til at benytte z i stedet for ʀ, i dette tilfælde *hestaz. Det klassiske tegn ʀ er jeres tjener ret kært, men helt konsekvent er disse bogstaver ikke benyttet i artiklerne om det islandske sprog. Vi vil forsøge at rydde op efterhånden. Grunden til denne veksel i tegnet er, at man almindeligvis regner med at et urnordisk r betegner en alveolær vibrant (som stadigvæk på islandsk) mens ʀ nok betegnede en dorsal frikativ. Lydene gengives i hvert fald med forskellige runer, ᚱ for r og ᛉ for ʀ. Se Noreen, side 33f.. Hestur er et eksempel på en ren a-stamme. Understammer er wa-stammer, ja-stammer og ia-stammer. Ia-stammerne er stadig store og stærke, meget få men vigtige ord tilhører wa-stammerne og ja-stammerne venter kun på nekrologen.

Hestur (hest) bliver ofte benyttet som et første eksempel. Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisnominativ hestur hestarakkusativ hest hestadativ hesti hestumgenitiv hests hesta

Et vigtigt uregelmæssigt ord er dagur (dag), som undergår i-omlyd i entallets dativ, men ikke ellers. Det kan også tjene som et eksempel på u-omlyden i flertallets dativ, når grundvokalen er a.

Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisnominativ dagur dagarakkusativ dag dagadativ degi dögumgenitiv dags daga

Egennavnet Dagur bøjes undertiden, om end sjældent, med dativen Dag. Det er forskelligt fra person til person, hvilken form de selv benytter, men dativen Dag er vel nok ældre når det drejer sig om navnet — det forekommer allerede i den Ældre Edda.

Maskulina, som ender på -ann, -inn, -unn, -all, -ill og -ull viser assimilation, dvs. nominativens r assimeleredes til den foranstående konsonant. Et eksempel er himinn (himmel).

Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisnominativ himinn himnarakkusativ himin himnadativ himni himnumgenitiv himins himna

Bemærk sammentrækningen i forskellige fald.

Ordet ketill (kedel) har hverken i-omlyd i entallets dativ eller i flertallet i det hele taget, mens den forventede u-omlyd optræder i flertallets dativ.

Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisnominativ ketill katlarakkusativ ketil katladativ katli kötlumgenitiv ketils katla

På samme måde bøjes egennavnene Ketill og EgillDer findes en anekdote om en dansker, som en sommer arbejdede på en islandsk gård. Da han blev spurgt om bondens navn var han ikke helt sikker, fordi „undertiden hed han Egill, undertiden Agli“.. Ketill er et urgammelt latinsk låneord. Når det bruges som senere led i sammensatte mandsnavne er det som oftest i den sammentrukne form -kell, Hrafnkell, Þorkell o.m.fl. I de tilfælde har vi en dobbelt bøjning i dativen, idet dativerne Hrafnkeli og Hrafnkatli er ligeberettigede. Egill stammer nok fra det urnordiske *Agilaʀ og betyder vistnok en som der står skræk om.

R-et i endelsen hestur tilhører ikke ordets stamme. Som et eksempel på et ord, som har et r i stammen tager vi det hyppigt brugte akur (ager)Det på samme måde skrevne og betydningsmæssigt næsten det samme latinske ord ager er et meget kønt eksempel på, hvordan ord kan være etymologisk de samme, undergå en helt forskellig udvikling for så at mødes igen. Et omvendt eksempel er det islandske vargur (bl.a. ulv), som betyder det samme som varg- i visse indiske sprog. Denne indiske ulv er dog ikke etymologisk beslægtet med den nordiske, idet den er vokset fra den samme rod som gav ordet úlfur (ulv) som mærkværdigvis også gav romerne deres lupus. Udseendet alene er virkeligen ikke noget holdepunkt som helst, når det gælder etymologi. Og hvis nogen husker den serbiske politiker Vuk Drašković, så betyder Vuk ulv, og er etymologisk det samme ord..

Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisnominativ akur akrarakkusativ akradativ akri ökrumgenitiv akurs akra

Ordet blástur (blæsning) tilhørte tilforn u-stammerne og bøjes nu uregelmæssigt.

Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisnominativ blástur blástrarakkusativ blástradativ blæstri blástrumgenitiv blásturs, blástrar blástra

Et eksempel for ia-stammerne er læknir (læge).

Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisnominativ læknir læknarakkusativ lækni læknadativ lækni læknumgenitiv læknis lækna

Samtlige islandske maskulina, som ender på -ir i entallets nominativ bøjes som læknir med undtagelse af ordene bróðir (broder) og faðir (fader). Ordet eyrir (den monetære enhed øre) har en særpræget bøjning, idet man har i-omlyd i entallet, men ikke flertallet. Ásgeir Blöndal rekonstruerer det urnordiske ental som *auriaʀ, flertallet som *aurōʀ, som forklarer omlyden i ental og dens manglende optræden i flertal, mens selve ordet er et meget gammelt låneord fra latin, aureus (guldmønt).

Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisnominativ eyrir aurarakkusativ eyri auradativ eyri aurumgenitiv eyris aura

Wa-stammerne er så godt som forsvundet, men vi angiver bøjningen for söngur (sang), som er et så hyppigt forekommende ord, at det næppe snart vil ændre sin bøjning. Ordet spör (spurv) tilhører også denne klasse, om end nu oftest i formen spörfugl. De oldnordiske former var sǫngr og spǫrr og vi har her, som den opmærksomme læser måske har set, med w-omlyd at gøre. De urnordiske former har været noget i retning af *sangwaʀ og *sparwaʀ. For morskabens skyld tilføjer vi den oldislandske bøjning for sǫngr ifølge Halldór Halldórsson..

Navneord, maskulinum, 1. klasseSingularisPluralisSingularis (oldislandsk)Pluralis (oldislandsk)nominativ söngur söngvar sǫngr sǫngvarakkusativ söng söngva sǫng sǫngvadativ söng(vi) söngvum sǫngvi sǫngumgenitiv söngs söngva sǫngs sǫngva

Dativen söngvi kan kun bruges for poetiske formål. Hvad den oldislandske bøjning angår, så er entallets dativ altid sǫngvi, mens vi i flertallets dativ ser det fænomen, at v forsvandt foran vokalerne o, ó og u, og desuden de vokaler som opstod som omlyd af disse oprindelige vokaler (dvs. ø, ɶ og y). Dette v er dog genoptaget senere.

Maskulina, 2. klasse Dette er i-stammerne uden videre opsplitning. Den urnordiske form for gestur var gastiʀLæg mærke til den fejlende asterisk og tænk på guldhornenes indskrift..

Gestur (gæst) bruges ofte som et første eksempel. Navneord, maskulinum, 2. klasse, stærk bøjningSingularisPluralisnominativ gestur gestirakkusativ gest gestidativ gesti gestumgenitiv gests gesta

Dette er dog ikke den eneste mulige bøjning. Vi tager ordene staður (sted) og drykkur (drik) som paradigmata.

Navneord, maskulinum, 2. klasse, stærk bøjningSingularisPluralisnominativ staður staðirakkusativ stað staðidativ stöðumgenitiv staðar staða

Navneord, maskulinum, 2. klasse, stærk bøjningSingularisPluralisnominativ drykkur drykkirakkusativ drykk drykkidativ drykkjumgenitiv drykkjar (drykks) drykkja

Alt efter omstændighederne kan den 2. klasse besidde -i som bøjningsendelse i entallets dativ, undertiden altid, undertiden aldrig og så har vi ret mange ord, som have den eller ikke. Entallets genitiv kan være -jar, -ar eller -s. Ligesom entallets dativ kan vi her skelne mellem altid, aldrig og undertiden. Man skulle tage notits af j-et som forvolder omlyden u > y. Denne gruppe er ikke ret talstærk, men som så ofte, er de tilhørende ord ofte i brug.

Maskulina, 3. klasse Disse er de klassisk betegnede u-stammer, da den sidste vokal var u. Ordet björn (bjørn) udviklede sig f.eks. *bernuʀ>bjǫrn>björn. (Den nyere skik er at betegne den ikke helt bestemmelige, men sikkert r-agtige endelse med -z. Men det ville noget af en helligbrøde at ændre den alle danskere bekendte gengivelse, ek hlewagastiʀ holtijaʀ horna tawidōDisse fem ord fortæller os ikke så lidt om urnordisk. For det første har vi stedordet ek (jeg). Så har vi, at i hvert fald én navneordsklasse havde -iʀ som nominativendelse. Vi genkender ordet horna og slutter deraf, at visse intetkønsord dengang besad akkusativendelsen -a, som nu er forsvundet. Vi har et verb her, tawidō og selv om det ikke forefindes mere ved vi, at det drejer sig om første person, ental, indikativ (dette sluttes af ek), som sandsynligvis betyder at lave, og så har vi dermed endelsen -(i)dō. Vi anede det også, fordi de germanske svage verbers præteritum har en dental i endelsen, og dermed har vi også, at tawidō er et svagt verb i datid. Hermed har vi udrettet en hel del. Ordet holtijaʀ er ikke helt bestemmeligt, men det siger os dog, at -(j)aʀ enten er en nominativendelse for et adjektiv eller et navneord. Hvad holt- angår, så betyder det skov, det være sig som tilnavn, attribut eller hvad man ellers kan finde på. Til slut skal det nævnes, at hlewa- sandsynligvis mistede endelsen -wa- med det til følge, at e > é, dvs. hlewa- udvikledes til hlé (ly) --- Krause er dog ikke enig. Og alt dette baseret på fem ord og kendskab til oldislandsk..) Først vises bøjningen for köttur (kat).

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjningSingularisPluralisnominativ köttur kettirakkusativ kött ketti (köttu)dativ ketti köttumgenitiv kattar katta