thumb|Republikken Nordingermanlands flag thumb|Ingermanlands beliggenhed i Leningrad oblast. Ingermanland, ( (), ) er et historisk landskab i det nordvestlige Rusland, i Sankt Petersborg-området. Det ligger mellem floden Neva og Den Finske Bugt i nord, floden Narva og Peipus-søen i vest og Ladoga-søen Volkhov-floden i øst. Oprindelig udgjorde Neva grænsen mellem Ingermanland og Karelen, men fra omkring 1600 blev grænsen trukket længere mod nord på det karelske næs. Ingermanlands befolkning talte oprindeligt forskellige finsk-ugriske sprog (votisk og ingrisk).
Landskab thumb|Terrænforhold i Ingermanland og omegn. Området er helt beliggende inden for det nordøsteuropæiske lavland. Kendetegnende for dette terræn er, at det er fladt med mindre højder (generelt 50-150 meter over havets overflade). Den del af området, der omdatter Det Karelske Næs (og især dens nordvestlige del) adskiller sig ved at have ujævnt terræn med mange klippeskær og masser af søer. Den Karelske Næs er en del af den baltiske skjold. Det højeste punkt på Det Karelske Næs, Kivisjurja har en højde på 203 m over havets overflade (i henhold til de finske før krigen landmålere dog 205 m) og ligger ikke langt fra landsbyen Novozhilova.
Lavlandet er for det meste beliggende langs bredden af Den Finske Bugt og Ladoga-søen, og i dalene for større floder. De mest markante floder er Pljussa og Luga.
De største bakker er Lembolovo, Izhora-højderne, Lodeynopolskye og Vepsiske højder. Det højeste punkt i området - Gapselga (291 meter over havet) - ligger på de Vepsiske højder. En interessant objekt er en geografisk baltisk klint, en 40-60 meter høj klippe, der strækker sig mere end 200 km fra vest til øst område. Det er bredden af et gammel hav.
Floder thumb|Floden Oredezh - en biflod til Luga. NavnLængde (km)afvandingsområde (km²) Luga353 13.200 Tararajka - - Solka - - Sista - - Kovachi - - Vruda - - Rosona 27 - Mga 77 - Izhora 76 - Lemovza - - Narva 75 56.200 Neva 74 281.000
Søer thumb|Ladoga-søen med øen Konevets. thumb|Den Finske Bugt nær Primorsk. Navn Areal (km²)Maksimal dybde (m) Ladoga17.700 225 Khabolovo - - Babinskoje - - Valgovitsy - - Velkota - - Kopanskoje - - Lubenskoje - - Teditskoje - - Zaozerskoje - -
Klima Klimaet er kontinentalt. Marine luftmasser fra Atlanterhavet betinger en relativt mild vinter med hyppig tø og moderat varme, til tider en kølig sommer. Den gennemsnitlige temperatur i januar er -8 °C - -11 °C og i juli 16 °C - 18 °C. Den absolutte maksimumtemperatur +37,8 °C (målt i Tikhvin), det absolutte minimum af -52 °C. Kulde forekommer mest i de østlige regioner, varme mest mod sydvest.
Nedbøren for året 600-700 mm. Den meste nedbør falder i de højere liggende områder, den maksimale på Lembolovo. Den mindste nedbør falder i det kystnære lavland. Den meste regn falder i sommeren og efteråret.
Vinternedbøren falder hovedsagelig i form af sne. Permanent snedække forekommer fra anden halvdel af november eller begyndelsen af december til anden halvdel af april.
Dyreliv Området er beboet af talrige vilde dyr, herunder 68 arter af pattedyr. De vigtigste er egern, ilder, mår, væsel, hare, pindsvin, og forskellige gnavere (markmus og skovmus, rotter, etc.). Mindre almindelige er ulv, vildsvin, rådyr, ræv, elg, bjørn, los, odder, spættet sæl, bæver, mink, vaskebjørn.
Området er hjemsted for omkring 300 arter af fugle er den vigtigste ryper, agerhøne, hjerpe, urfugl, ænder, gæs, dobbeltbekkasin, skovfugle som flagspætter, drosler, solsort, gøg, stær, krage, spurve, dompap; de fleste trækfugle forlader området i slutningen af august.
I farvandene i området findes omkring 80 arter af fisk. Fra marine fisk er mere almindelige østersøsild, brisling, torsk, lange, desuden smelt, laks, ørred, ål. Blandt ferskvandsfisk er aborre, sandart, brasen, skalle.
I fredningsfortegnelsen (Red Book) er indført: baltisk ringsæl, Ladoga-ringsæl, gråsæl, kongeørn, slangeørn, vandrefalk, fiskeørn, havørn.
Historie thumb|Ingermanland ca. 1900 I tiden 500-1000 fik voterne den første kontakt med østslaverne. Oprettelsen af Novgorod (første gang omtalt år 859) blev med tiden en magt, der var i stand til at beskatte voterne. Sammen med prins Vseslav af Polotsk forsøgte voterne at bekæmpe Novgorod men uden held.
Under Republikken Novgorod 1136-1478 thumb|Kort, der viser Ingermanlands tilhørsforhold til Fyrstendømmet Novgorod. Ingermanland blev i middelalderen en skueplads for magtkampe mellem øst og vest. Især to forhold bevirkede dette: missionsvirksomhed og kampe om overherredømmet over handelsvejene mellem Vesteuropa og Østeuropa. Med udgangspunkt i pavelige buller fra 1100- og 1200-tallet indledtes en række katolske korstog fra svensk, dansk og tysk side for at kristne karelere, ingermanlændinge og votere (Ingrie, Lappie et Watlandie), mens omvendt Novgorod virkede for at udbrede den græsk-ortodokse tro i egnene omkring den Finske Bugt og nordøst herfor.Haltsonen, sp. 398 Neva og Ladoga var i middelalderen en af tidens vigtigste handelsveje og udløste et stort antal krige om overherredømmet over denne.Haltsonen, sp. 399 Ingermanland synes på den tid at være inddelt i fire områder: Vatland (voternes land) mod vest, det egentlige Ingermanland i midten, Loppis mod vest og Karelen mod nord.
Da Jaroslav var storfyrste (i midten af 1000-tallet), udstedte han en forordning, hvor efter voterne (votskaja) skulle anses som lydende under Novgorod. Da Republikken Novgorods indflydelse voksede fra 1136, styrkedes forbindelserne med Ingrerne, som antog den ortodokse tro men beholdt deres finsk-ugriske sprog. Ingermanland udgjorde en femting (en af de fem dele), Vodskaja pjatine, i Novgorods magtområde. Voter og ingrere måtte kæmpe sammen med Novgorod i de mange krige, blandt andet mod Tavastland i 1149. Gennem flere hundrede år bølgede krige mellem Republikken Novgorod og henholdsvis svenskere og den Tyske Orden. Krige med svenskerne foregik blandt andet 1240, hvor Alexander Nevskij med tropper med fremgang kæmpede mod katolske korsfarere under ledelse af Finlands biskop Thomas (hvilken sejr gav ham hans tilnavn), og 1248 og standsede først med Nöteborg-traktaten 1323. Ved traktaten fik svenskerne kontrollen over Karelen og en del af det Karelske næs. Grænseområdet var ikke trygt, og mange ingrere flyttede vest på mod Narva og floden Oredezj. Kampe med den Tyske Orden foregik blandt andet 1241, 1242 og 1269. Nye fettog skete 1444 og 1447, men det lykkedes ikke den Tyske Orden at få fodfæste på Republikken Novgorods område. Også danske korsfarere forsøgte i 1294 at vinde områder i Ingermanland på den østlige bred af Narva-floden, men uden fremgang. left|thumb|Korela (svensk: Kexholm, finsk: Käkisalmi) fæstning. left|thumb|Koporje fæstning. thumb|Ivangorod (estisk: Jaanilinn) fæstning opført 1492 af den russiske zar Ivan III ved Narva-floden. Fæstninger opførtes af svenskerne under marsken Torgils Knutsson i Vyborg i 1293 og 1299 eller 1300 fæstningen Landskrona på det sted, hvor Okhta og Neva flyder sammen, i Koporje i 1240 af den Tyske Orden (den blev dog ødelagt af Alexander Nevskij i 1241) og i Narva af danskerne i 1256 på Narva-flodens østlige bred, men efter angreb fra Novgorods side flyttet til den vestre bred (i 1346 faldt borgen i den Tyske Ordens hænder, og de beholdt den til 1558-81, da de måtte overdrage den til russerne). Novgorod byggede fæstninger i Koporje (i stedet for den ødelagte), Nöteborg og Jaama (Jama).
1384 opførtes en græsk-ortodoks kirke og et kloster i Jaama (senere Kingisepp).
Igennem hele middelalderen var den vigtigste næringsvej landbruget. Rug var den mest dyrkede afgrøde, men også havre, byg, hvede, ærter og hamp blev dyrket. Bønderne måtte betale skatter i form af brød, øl, kål, malt og humle. Også husdyrholdet spillede en betydelig rolle. Af datidige skattelister fremgår, at man holdt kvæg, svin, får og heste. Hestene havde et så godt ry i omegnen af Keltto og Toksova at man talte om Hoppe-Karelen (Kobylitskaja Karela). Ved kysterne og flodbredderne spillede fiskeri en hovedrolle som næringsvej. Skind af egern og hare samt skovfugle udgjorde skattepersiller lige som kvinders håndarbejder, linned, klæder af hamp, håndklæder og sengedækker.Haltsonen, sp. 400
Bebyggelserne i Ingermanland var små: Duderhofs (finsk: Tuutari) pogosta omfattede 160 bebyggelser, hvoraf de 52 bestod af een, 30 af to husholdninger, mens de resterende talte mere en to husholdninger.
Under Storfyrstendømmet Moskva 1478-1583
1478 omstyrtedes Republikken Novgorod af Storfyrstendømmet Moskva, og de erobrede områder blev opdelte i femtedele, hvorved den største del af Ingermanland kom under Novgorods (voternes) femtedel. Områderne vest for floden Luuga kom under Sjelonas femtedel.
Storfyrstedømmet Moskva regerede over Ingermanland. I 1484 og 1488 blev et stort antal voter og ingrere deporteret til det centrale Rusland, og russiske nybyggere flyttede ind. Storfyrstedømmet fremmede den græsk-ortodoxe kirke.
Under Sverige 1583-1595
Ingermanland blev første gang svensk i 1583 ved Våbenstilstanden i Pljussa. Det svenske herredømme varede til 1595, da Sverige ved Freden i Teusina måtte afstå området til Rusland.
Under Storfyrstendømmet Moskva 1595-1617 Mellem 1595 og 1617 hørte Ingermanland atter under Storfyrstendømmet Moskva.
Det svenske Ingermanland 1617-1721 thumb|left|Ingermanland 1659. Svenskere og russere havde konkurrerende interesser i området fra tidlig vikingetid, men den første befæstning blev først anlagt tidligt i 1300-tallet. Det var den svenske fæstningen Landskrona ved floden Okhtas udløb i Neva. I 1580'erne fik Ingermanland status som svensk besiddelse, blev overleveret til Rusland ved freden i Teusina 1595, og blev igen svensk 1617 efter den ingermanlandske krig.
thumb|250px|Ingermanlands våben i den svenske tid: en strøm mellem to mure (fra Karl 12.s store segl). Ifølge traditionen forestiller det floden Neva med mure fra fæstningen Nyenskans.
Under den nordiske 25-årskrig erobrede Pontus De la Gardie 1581 Narva, Ivangorod, Jaama og Koporje (Kapris). Ved våbenstilstanden i Pljussa i 1583 beholdt Sverige disse erobringer, det vil sige stort set hele Ingermanland med undtagelse af Nöteborg og omegn. Denne erobring, med undtagelse af Narva, blev tilbagegivet til Rusland ved Freden i Teusina 1595. 1610 startede Den ingermanlandske krig, der sluttede med, at størstedelen af Ingermanland blev en svensk provins efter freden i Stolbova 1617. Dette var første gang Ingermanlands grænser fastlagdes.
Sveriges interesse i Ingermanland var strategisk. Området skulle udgøre en bufferzone mod russiske fremstød mod Det karelske næs og Finland. Desuden skulle russisk handel tvinges til at passere svensk territorium. Sverige anvendte også Ingermanland som område hvortil man sendte dem, der var blevet dømt til forvisning.
Sverige forsøgte at introducere den lutherske tro, hvilket dog kun lykkedes med beskeden fremgang. Den lutherske tro tiltog dog i forhold til den græsk-ortodokse derved, at en betydelig del af de ortodokse flyttede til Rusland,Nationalencyklopedin: Uppslagsord Ingermanland, især i de nordøstlige dele af Ingermanland hvor de svenske love og den lutherske kirkebrug vakte stort utilfredshed. Samtidigt skete en indvandring af lutherske finner fra egnene i Savolax og Det karelske næs (hovedsagelig fra Äyräpää) til Ingermanland.
1664 udgjorde befolkningen i Ingermanland højst 15.000 personer. Den lutherske del udgjorde 41.1% 1656, 53.2% 1661, 55.2% 1666, 56.9% 1671 og 73.8% 1695.