Carl Gustav Jung (født 26. juli 1875 i Kesswil i Thurgau i Schweiz, død 6. juni 1961 i Küsnacht i Schweiz) var en schweizisk psykiater. Han videreudviklede dybdepsykologien – i forhold til Sigmund Freud - med begreber som ”det kollektive ubevidste” og ”arketyper”, hvorved han forsøgte at forklare religiøse erfaringer. Hans retning kaldes analytisk psykologi eller jungiansk psykologi. Hans terapiform kaldes jungiansk terapi, der er en særlig dybdeterapi.Jungian Therapy | Psychology Today Tilhængere af hans retning kaldes jungianere.
Liv C.G. Jungs forældre var præsten Johann Paul Achilles Jung (1842-1896) og Emilie Jung, født Preiswerk (1848-1923). Hans søster Gertrud blev født i 1884 og døde i 1935.
Fra 1895 studerende Jung medicin ved universitetet i Basel. Under sit studium specialiserede han sig i psykiatri.
Efter sin eksamen i 1900 arbejdede han som assistent for Eugen Bleuler på det psykiatriske universitetshospital i Zürich. I løbet af denne tid førte hans observationer af skizofrene patienter til hans afhandling Om såkaldt okkulte fænomeners psykologi og patologi (1902). Han forskede i hjernevævsprøver og arbejdede med den dengang populære hypnose for at helbrede symptomerne på psykisk sygdom.E. A. Bennet: C. G. Jung. Einblicke in Leben und Werk, s. 31 f.
I 1903 blev han gift med Emma Rauschenbach (1882-1955). Hun skrev som ”Emma Jung” om Den Hellige Gral og om anima og animus. Hun var ikke kun en vigtig samtalepartner og kritiker af hans tekster, men hjalp ham også i hans arbejde ved at overtage skrivearbejdet. Fra 1930 arbejdede hun selv som analytiker.Deirdre Bair: C. G. Jung. Eine Biographie, s. 114–123. De fik fem børn: Agathe Niehus-Jung (født 1904), Gret Baumann-Jung (født 1906), Franz Jung-Merker (født 1908), Marianne Niehus-Jung (født 1910) og Helen Hoerni-Jung (født 1914).
I 1905 fik Jung habilitation (den højeste akademiske grad) med afhandlingen Diagnostiske associationsstudier: Bidrag til den eksperimentelle psykopatologi. Samme år blev han overlæge ved det psykiatriske universitetshospital i ZürichDeirdre Bair: C. G. Jung. Eine Biographie, s. 144. og blev udnævnt til overordentlig professor (assisterende professor) i psykiatri ved Zürich Universität.Deirdre Bair: C. G. Jung. Eine Biographie, s. 37.
Hans habilitationsafhandling blev offentliggjort i 1906 og bragte ham den første internationale anerkendelse.Deirdre Bair: C. G. Jung. Eine Biographie, s. 140. I 1907 fulgte hans bog Om psykologien i Dementia praecox. I 1909 åbnede han en privatpraksis i sin nye bopæl i Küsnacht ved Zurichsøen. thumb|left|240px|Freud og Jung i 1909 foran Clark Universitet i Massachusetts, USA. Forreste række: Sigmund Freud, G. Stanley Hall, C. G. Jung. Bageste række: Abraham A. Brill, Ernest Jones, Sándor Ferenczi. thumb|left|240px|Jung som 35-årig i 1910. thumb|left|240px|Jung som 60-årig i 1935.
I 1907 mødte han Sigmund Freud i Wien. I årene forud var han blevet en tilhænger af Freud og hans synspunkter, omend han mente, at Freud lagde for stor vægt på seksualitetens betydning for personlighedsdannelsen. Ved deres første møde talte de sammen i 13 timer. Jung var imponeret over Freuds usædvanlige intelligens og skarpsindighed.C.G. Jung: Erindringer, drømme, tanker, s. 131. Men han kunne ikke give ham ret i hans syn på seksualiteten.
Freud mente, at seksuelle forhold er en grundlæggende faktor bag menneskers handlinger, herunder neurotiske handlinger. Selv åndelige manifestationer som kunst og litteratur så han som fortrængt seksualitet. Det, han ikke umiddelbart kunne forklare som seksualitet, kaldte han ”psykoseksualitet”.
Et andet konfliktpunkt var deres forskellige holdninger til religion og det irrationelle. Jung tog såkaldte parapsykologiske fænomener alvorligt, mens Freud afviste dem som "nonsens". Jung var skuffet over Freuds holdning og tilskrev den hans "materialistiske fordomme". Deirdre Bair: C. G. Jung. Eine Biographie, s. 169 ff.
Forskellene mellem de to blev stadig større. I slutningen af 1912 kom det til et brud, efter at Jung havde udgivet sin bog Transformationer og symboler på libido. I bogen kritiserede han Freuds begreb om libido (psykisk energi), "som gik ud fra den primære betydning af sexlysten, der stammer fra det respektive individs barndom", mens Jung var af den opfattelse, "at definitionen af libido skal udvides, at begrebet skal udstrækkes til, at universelle adfærdsmønstre, som er fælles for mange forskellige kulturer i forskellige historiske perioder, også vil være dækket af det." Deirdre Bair: C. G. Jung. Eine Biografi, s. 301.
Freud erklærede derefter, at han ikke kunne betragte Jungs arbejde og udsagn som en legitim fortsættelse af sin psykoanalyse.Fritz Wittels: Sigmund Freud. Manden, lærepladsen, skolen, s. 161. I januar 1913 opsagde han skriftligt venskabet.
Samme år ophørte Jung med at undervise ved universitetet i Zürich. Fra da af arbejdede han i sin egen praksis. Samtidig havde han en fase med indre orientering og psykologisk pres. Fra 1913 begyndte han i stigende grad at hengive sig til sit ubevidste, sine drømme og fantasier, samt at rekapitulere sin barndom.
I 1920’erne og 1930’erne foretog han omfattende rejser. Han ville studere fremmede folkeslag for at finde materiale til sin teori om ”det kollektive ubevidste”. I 1924-25 rejste han til puebloindianerne i Nordamerika. I 1925-26 rejste han til de indfødte stammer på Mount Elgon i Østafrika. Han ville gerne øge sin forståelse af "primitiv psykologi" gennem samtaler med de kulturelt isolerede beboere i dette område.
I 1937 rejste han til Indien. Her fik han et stærkt indtryk af den indiske kultur. Hinduistisk filosofi og religion kom derefter til at spille en stor rolle i hans forståelse af det ubevidstes liv.C.G. Jung: Erindringer, drømme, tanker, s. 229-33.
I 1930’erne fik nazismen stadig mere magt. Jung forsøgte at forklare Hitler og nazismen ud fra en psykologisk synsvinkel.Interview udført af H. R. Knickerbocker med Jung; trykt i Januarudgaven 1939 af „International Cosmopolitan“. Tysk oversættelse i tillægget til: Heinrich H. Balmer: Die Archetypentheorie von C. G. Jung. Eine Kritik, s. 197 ff. Han beskrev Hitler som en "rørt" og "besat". Hermed mente han, at Hitler var overvældet af indhold fra det kollektive ubevidste. Han var under kommando fra en "højere magt", som han tvangsmæssigt fulgte. Hitler repræsenterede for tyskerne, hvad der levede i "det tyske folks ubevidste" - hvilket var grunden til, at andre nationer ikke kunne forstå tyskernes fascination af ham.Heinrich H. Balmer: Die Archetypentheorie von C. G. Jung. Eine Kritik, s. 138
Hitler afledte således sin magt fra sit folk. Uden det tyske folk ville han ikke være noget. Han legemliggjorde det ubevidste i Tyskland.Heinrich H. Balmer: Die Archetypentheorie von C. G. Jung. Eine Kritik, s. 134 og 148. Ifølge Jung talte hele den tyske underbevidsthed fra Hitlers læber.
I denne psykiske funktion ville Hitler mest svare til medicinmanden, ypperstepræsten, seeren eller lederen af et primitivt samfund, for han virkede som om han besad magi.Heinrich H. Balmer: Die Archetypentheorie von C. G. Jung. Eine Kritik, s. 136. Han havde faktisk en "magisk" effekt, nemlig gennem det ubevidste. Han var "højtaleren, der forstærker den tyske sjæls uhørlige mumlen, indtil den kan høres af tyskernes ubevidste øre". Han spillede rollen som formidler af tyskernes ubevidste ytringer. Efter Jungs mening var det billedet af den nordiske gud Odin, der blev aktiveret, men på en destruktiv måde. Han mente også, at tyskerne havde et mindreværdskompleks, hvilket var en nødvendig forudsætning for deres "messianisering" af Hitler.Gesammelte Werke, Band 10, s. 203–218.
Jung offentliggjorde gennem hele livet sine refleksioner og synspunkter. I årene 1910-1914 var han præsident for The International Psychoanalytic Association. I 1934 blev han præsident for General Medical Society for Psychotherapy. I 1935 blev han titulær professor ved Eidgenössische Technische Hochschule i Zürich. I 1936 blev han æresdoktor ved Harvard Universitet og senere universiteterne i Kolkata, Benares, Allahabad og Oxford Universitet.
I 1943 blev han professor i medicinsk psykologi ved Basel Universitet, men han tog sin afsked allerede året efter i forbindelse med et hjertestop. Derefter levede han et mere privat liv. Han fortsatte dog sin forskning i det kollektive ubevidste, specielt angående religionens betydning for psyken.
C.G. Jung døde den 6. juni 1961 i sit hus i Küsnacht.
Psykologi
Bevidstheden og det ubevidste thumb|320px|Figur 1. Jungs personlighedsmodel. Jungs psykologi, der også kaldes ”analytisk psykologi” eller ”jungiansk psykologi”, er en retning inden for dybdepsykologien. Ifølge Jungs psykologi er menneskets psyke grundlæggende delt op i to områder: bevidstheden og det ubevidste.
Bevidstheden består af de psykiske indhold (erindringer, tanker, følelser, forestillinger), som er stillet i direkte forbindelse med jeget, dvs. som kan opfattes direkte af jeget. Bevidstheden er alt det, som man (jeget) under normale omstændigheder er bevidst om. Med andre ord: Bevidstheden er alt det, man sanser, ved og husker.
Jeget er bevidsthedens centrum. Det er en betingelse for, at noget er bevidst; for et psykisk indhold er kun bevidst, hvis det er stillet i direkte forbindelse med jeget.
Det ubevidste består af de psykiske indhold, som ikke kan opfattes direkte af jeget. Det ubevidste er med andre ord alt det, som man ikke er bevidst om, men som alligevel er en del af den samlede psyke, og som udøver en – ubevidst – indflydelse på ens handlinger og reaktioner.Preben Grønkær: Jungs analytiske psykologi, s. 39. Der kan for eksempel være vigtige, men glemte, hændelser i ens liv, der har betydning for, hvordan man reagerer i bestemte situationer. Om det ubevidste gælder det, at det under særlige omstændigheder kan gøres bevidst – f.eks. under psykoterapi.
Det ubevidste deler Jung igen op i to dele: det personlige ubevidste og det kollektive ubevidste. Det personlige ubevidste er de psykiske indhold, der er specielle for det enkelte menneske. Det er de indhold, der er blevet oplagret i det ubevidste i løbet af personens liv, men som er glemt eller fortrængt. Det kan for eksempel være en fortrængt erindring om et seksuelt overgreb i barndommen.
Det kollektive ubevidste er de psykiske indhold, der ikke er specielle for det enkelte menneske, men som er fælles for alle mennesker, og som individet ikke er bevidst om. Det er instinkterne, som alle mennesker er fælles om (f.eks. kamp- eller flugt-instinktet), og det er de universelle forestillinger, som alle mennesker ligeledes er fælles om. Se figur 1.
De universelle forestillinger - der kendes fra myter, eventyr, drømme og visioner - er f.eks. forestillingen om Gud, forestillingen den gamle vismand og forestillingen om det hellige bryllup (hieros gamos). Disse forestillinger kalder Jung arketyper.Gesammelte Werke, bind 8, par. 270. Mere præcist er arketyperne kollektivt nedarvede dispositioner til bestemte typer forestillinger.Preben Grønkjær: Jungs analytiske psykologi, s. 47. thumb|320px|Figur 2
Jung skelner mellem arketypen i sig selv og den arketypiske forestilling. Arketypen i sig selv er ikke en forestilling, men er det, der giver anledning til forestillingen. Et eksempel: Der findes mange forestillinger om ”Gud” i verdensreligionerne: den kristne Gud, Jahve, Allah, osv. Men alle disse Gudsforestillinger er udsprunget af den samme arketype – Gudsarketypen - som er fælles for alle mennesker.
Bevidstheden udgør kun en lille del af den samlede psyke. Jung sammenligner forholdet mellem bevidstheden og det ubevidste med forholdet mellem en ø og oceanet.Gesammelte Werke, bind 11, par. 141 Ydermere er det ubevidste historisk set den oprindelige psyke, som bevidstheden er vokset frem af. Bevidstheden er et relativt sent fænomen.Gesammelte Werke, bind 6, par. 475.