Regeringens Sikkerhedsudvalg (forkortet RSIK; indledningsvist kaldt det særlige ministerudvalg) er et særligt koordinerende regeringsudvalg i regeringens sikkerhedsorganisation, hvor ministre og centrale embedsmænd drøfter følsomme og principielle spørgsmål om Danmarks sikkerheds-, udenrigs- og efterretningspolitiske forhold. Udvalget består i dag af statsministeren som formand samt udenrigsministeren, justitsministeren, forsvarsministeren og ministeren for samfundssikkerhed og beredskab. Øvrige ministre deltager efter behov. Cheferne for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) deltager desuden i møderne sammen med enkelte andre embedsmænd. Udvalget blev etableret i 1950'erne.
Under Den Kolde Krig diskuterede udvalget bl.a. spionsager og udvisning af diplomater. Møder i sikkerhedsudvalget afholdes i Islandsværelset i Statsministeriet, der er særligt aflytningssikret.
Historie Historisk fungerede udvalget som et koordinationsorgan for de ministre, hvis ressortområder berørte sikkerhedspolitiske forhold, navnlig statsministeren, udenrigsministeren, forsvarsministeren og justitsministeren. Udvalget ses første gang under regeringen Hedtoft 1947–1950. Ved overvejelserne om etableringen af Politiets Efterretningstjeneste i 1950 var det tanken, at både politiets og forsvarets efterretningstjenester skulle referere til Regeringens Sikkerhedsudvalg. Dette blev imidlertid ikke gennemført, og udvalget, der til tider omtales som "det lille ministermøde" eller "det særlige ministerudvalg", synes i de første årtier at have fungeret uregelmæssigt og ad hoc-præget under statsministerens ledelse. Frem til 1960’erne er der ikke efterladt referater fra møderne.
Enkelte møder i "det særlige ministerudvalg" blev afholdt under regeringen Erik Eriksen 1950–1953. Udvalget blev formelt konstitueret under Hans Hedtofts anden regering 1953–1955, og i forbindelse med drøftelserne om en ny PET-instruks i 1953 var det hensigten, at Regeringens Sikkerhedsudvalg skulle mødes omtrent hver tredje uge og modtage referat fra PET. Udvalget ses dog ikke at have fungeret under H.C. Hansens regering 1955–1960, og der blev heller ikke afholdt møder i udvalget under Viggo Kampmanns statsministerperiode 1960–1962.
Efter en række udenlandske spionageskandaler tog statsminister Jens Otto Krag i 1964 initiativ til en genetablering af Sikkerhedsudvalget, denne gang med justitsministeren som formand. Efter 1964 kom udvalget til at fungere i samspil med det hyppigere mødende Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg og med deltagelse af medlemmer derfra. Ordningen gav, ved siden af de enkelte ministeriers almindelige kontrol, de deltagende ministre en vis mulighed for indseende med efterretningstjenesternes virke. Formandskabet overgik i 1971 til Statsministeriet.
Regeringens Sikkerhedsudvalg har siden fungeret med varierende intensitet og grad af formalisering. Under VKR-regeringen 1968–1971 ses der eksempelvis ikke systematiske referater fra udvalget. Under Den Kolde Krig lå mødehyppigheden typisk på to til fire møder årligt, suppleret af ad hoc-møder i forbindelse med udenrigspolitiske kriser og andre særlige situationer. Møderne behandlede blandt andet spionsager, udvisning af østdiplomater, større udenrigspolitiske kriser og spørgsmål om reglerne for politiets og forsvarets efterretningstjenesters virksomhed.
Udvalget mødes fortsat efter behov. Dets funktion er ikke alene at samle regeringens centrale ministre på sikkerhedsområdet, men også at skabe et forum, hvor efterretningstjenesternes oplysninger og vurderinger kan indgå i regeringens behandling af følsomme sikkerhedspolitiske spørgsmål. Dele af Regeringens Sikkerhedsudvalgs forhandlinger er behandlet i PET-Kommissionens beretning, men på grund af restriktiv kildeadgang er de øvrige dele af udvalgets virke kun i begrænset omfang behandlet i den historiske forskning.
Referencer
Kategori:Danmarks politik