Ved byplanlægning eller fysisk planlægning forstås målbevidste tiltag til en styring af arealanvendelsen ved at fastlægge rammerne for anvendelsesmulighederne for forskellige land- og vandarealer, herunder behovene for sammenpasning. Byplanlægningen kan omfatte såvel planer for byudvikling og byomdannelse og enkelte sider af denne som planer, der lægger begrænsninger på denne eller styrer den på en given måde med hensyn til de fremtidige byforhold.
De tidligste tiltag inden for byplanlægningens område fandt sted allerede i det 19. århundrede, men det var først efter Første Verdenskrig, at der blev skabt formelle rammer for byplanlægning i Danmark. Planlægningsvirksomheden tog et voldsomt opsving efter Anden Verdenskrig dels i form af planer udarbejdet i henhold til lovgivningen, dels i form af frivillige plantiltag af yderst uens omfang: således udarbejdedes frivillige regionsplanforslagKaufmann, s. 67ff og mange sektorer tog planlægningsredskabet i brug med henblik på at overskue og styre forskellige samfundsområders fremtidige udvikling, således blev der lavet planer for betjeningen med folkeskolerKaufmann, s. 131, gymnasierKaufmann, s. 134ff, sygehuseKaufmann, s. 138ff, butikscentreKaufmann, s. 143 og meget andet.
Planlovgivning
Som andre former for samfundsstyrende tiltag har den fysiske planlægning i det meste af det 20. århundrede været og er også i det 21. århundrede styret ved lovgivning.
Danmarks første egentlige byplanlov blev vedtaget i 1925, 1937 ændredes naturfredningsloven hvorved en bestemmelse om fredningsplaner indførtes, en ny byplanlov blev vedtaget 1938, i 1949 suppleret af en byudviklingslov med henblik på styring af egnsudviklingen. I 1960 fulgte landsbyggeloven som et supplement.
I 1970 gennemførtes en kommunalreform, hvorved antallet af kommuner og amter mindskedes, og denne fulgtes op af en større planlovreform omfattende: lov om by- og landzoner (vedtaget 1969, ikrafttrådt 1970), lov om lands- og regionplanlægning (vedtaget 1973, ikrafttrådte 1. april 1974), lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet (vedtaget 1973, ikrafttrådte 1. april 1974), lov om kommuneplanlægning (vedtaget 1975, ikrafttrådte 1. februar 1977). På samme tid blev den tidligere saneringslov afløst af lov om byfornyelse.
Planlægningsformer
Den fysiske planlægning kan efter indhold inddeles i: stedplanlægning, områdeplanlægning, egnsplanlægning, emneplanlægning, landsplanlægning, grænseoverskridende fysisk planlægning.
Stedplanlægning
En stedplan (oprindeligt kaldet Partiel Byplanvedtægt, siden lokalplan) har til formål i enkeltheder at fastsætte rammerne for den tilladte arealanvendelse, herunder byggevirksomhed.
Stedplaner omtales hverken i byplanloven fra 1925 eller byplanloven fra 1938 men første gang i indenrigsministeriets cirkulære af 21. oktober 1939 og senere i ministeriet for byggeri og boligvæsens cirkulære af 30. juni 1940Kaufmann, s. 32.
En stedplan udarbejdes for at sikre at de målsætninger, der er udtrykt i områdeplanlægningen, kan bringes til udførelse og tillige for at forhindre tiltag, der kunne modvirke opfyldelsen af disse målsætninger. I nyere byplanvirksomhed er det ofte et led i planens udarbejdelse at redegøre for dennes forudsætninger, herunder de rammer som er fastlagt i overordnet planlægning – først og fremmest kommuneplanen – og dermed godtgøre, at der ikke er modsætninger mellem planudkastet og rammeplanlægningen.
En stedplan omfatter som regel et mindre område, enten med et mere eller mindre ensartet præg eller for hvilket en samlet plan anses for ønskelig – eller et område hvis arealanvendelse samlet ønskes ændret på en given måde.
Stedplaner kan indeholde bestemmelser om: vejanlægs beliggenhed, størrelse, retning og indbyrdes tilslutning samt byggelinjer; beliggenheden af fælles rør- og ledningsanlæg; byggegrundes afgrænsning (bredde, dybde) og beliggenhedsmuligheder for byggeri på disse (udstrækning, indbyrdes afstand og afstande til skel); bebyggelsens anvendelse(sbegrænsninger); bebyggelsens ydre udformning, herunder højde, antal etager, fremtoning; frednings- og andre beskyttelsesbestemmelser; offentlige friarealer og deres anvendelse; beplantningsforhold.
Stedplaner har retsgivende betydning for de ejendomme, de omfatter, og tinglyses derfor på disse.
Områdeplanlægning
En områdeplan (oprindeligt kaldet dispositionsplan, siden kommuneplan) har til formål at sammenfatte og samordne arealernes anvendelse i hovedtræk. Områdeplanlægningen omtales allerede i byplanloven af 1925 og siden i byplanloven af 1938 under navn af byplan, idet man havde forestillet sig, at det fra begyndelsen ville være muligt i enkeltheder at fastlægge de samlede byområders bestemmelser i lighed med bestemmelserne i bygningsreglementerKaufmann, s. 38. Dette viste sig i praksis umuligt, hvorfor der ved indenrigsministeriets cirkulære af 21. oktober 1939 og senere i ministeriet for byggeri og boligvæsens cirkulære af 30. juni 1940 blev fastsat en mere tilpasningsegnet fremgangsmåde, nemlig at udarbejde dels en oversigtlig redegørelse for tankerne om byudviklingen i det samlede byområde (= dispositionsplanen), dels detaljerede planer for de enkelte steder i takt med, at behovene herfor gjorde sig gældende(= partielle byplanvedtægter)Kaufmann, s. 41.
En områdeplan omfatter i reglen et samlet, større område, fx en kommune.
Områdeplanen kan indeholde bestemmelser om: vejanlægs beliggenhed, størrelse, retning og indbyrdes tilslutning samt klassificering; beliggenheden af fælles tekniske anlæg; arealanvendelsen i hovedtræk, herunder beliggenheden af arealer til boligformål (underinddelt i familieboliger og etageboliger), erhvervsformål (underinddelt i forretningsformål, industriformål, (mere eller mindre offentlige) tekniske anlæg, offentlige bygninger, sports- og legepladser, havnearealer, bus- og jernbanestationer, flyvepladser, kirkegårde, parker og friarealer, vandområder med mere; bebyggelsens ydre fremtræden, herunder højde- og etageforhold, bebyggelsesprocent og bygningers indbyrdes afstand samt afstand til skel; frednings- og beskyttelsesforhold samt lovbetingede bebyggelsesbegrænsende/styrende bestemmelser; arealer fastlagt til fremtidige byformål; byarealer, hvis anvendelse skal søges ændretKaufmann, s. 40.
Mens de tidlige dispositionsplaner overvejende kun redegjorde for tankerne bag den foreslående bystruktur, indeholdt kommuneplanerne tillige oplysninger om forudsætningerne for planen: foruden egnsplanlægningens rammer og lovgivningsmæssige begrænsninger (så som byggelinjer) tillige aldersgruppeopdelte befolkningsfremskrivninger (der blandt andet begrundede boligbehov og behov for vuggestuer, børnehaver, folkeskoler og plejehjem), pendlingsoplysninger og oplysning om forholdet mellem arbejdssøgende og arbejdspladser, de økonomiske rammer for kommunale investeringer og meget andet.
Egnsplanlægning
En egnsplan (oprindeligt kaldet byudviklingsplan, siden regionplan) er en plan, der har til formål i hovedtræk at fastlægge byudviklingens fordeling, grænserne for bymæssige områder, hovedtræk i vejnettet og lignende.
De ældre egnsplaner var byudviklingsplanerne, som omfattede flere kommuner, hvis byudvikling var ønsket samordnet. Fra 1975 omfattede egnsplanlægningen som regel et amt, i Nordøstsjælland dog det samlede hovedstadsområde.
Hovedsigtet med byudviklingsplanerne og senere regionplanerne var at fastlægge hvilke områder, der kunne inddrages til byudvikling og hvilke områder, der skulle søges friholdte for byudvikling. Men hvor byudviklingsplanerne alene var en slags zoneplaner, der fastslog hvilke områder, der umiddelbart kunne anvendes eller inddrages til byudvikling (kaldet inderzoner), hvilke der på længere sigt skulle kunne inddrages til byudvikling (kaldet mellemzoner), og områder reserverede til fritidsbebyggelse, samt områder der helt skulle friholdes for byudvikling og fritidsbebyggelse (kaldet yderzoner)Gaardmand, s. 105-107, så udviklede regionplanlægningen sig til en yderst omfattende planlægning for blandt andet: byområder (herunder hovedanvendelsesformål boliger eller erhverv), områder til landbrugsformål, områder til skovformål og skovrejsning, områder til råstofudvinding, områder til vandindvinding, overordnede vejnet, jernbanelinjer, godshavne, overordnede stinet, overordnede varme- og energiledningsanlæg og lignende, flyvepladser, detailhandelscenterstrukturer, kulturhistoriske bevaringsværdier, naturhistoriske bevaringsværdier, områder til fritidsformål såsom badestrande, lystbådehavne og lignende, betjening med gymnasier on andre videregående uddannelser, sygehusbetjeningGaardmand, s. 196-214. Alle disse forhold blev indbyrdes afvejet således, at der blev taget største mulige hensyn til alle behov og tilstræbt undgået modsætninger. Derved repræsenterede regionplanerne tillige det nærmeste, man nogen sinde er kommet en samlet landsplanlægning: ved at samle oplysningerne fra de datidige regionplaner på eet oversigtskort ville man kunne danne sig et indtryk af hvilken fremtidig arealanvendelse, der ville kunne ske inden for planernes gyldighedstid. Yderligere havde regionplanerne det særtræk, at de var blevet til efter offentlig fremlæggelse, hvorved ikke kun folkevalgte kommunestyrer – der jo var valgte for at tage vare på den kommunale økonomiske styring, men som ikke nødvendigvis afspejlede befolkningens opfattelse inden for den overordnede arealanvendelse eller offentlige tjenester – men tillige menigmand havde mulighed for at fremsætte synspunkter og forslag; de udgjorde et ubestridt højdepunkt i dansk folkestyreGaardmand, s. 198-200.
Emneplanlægning
En emneplan er en plan for et enkelt emne, fx naturfredning, fordelingen af offentlige tjenester, arealer til vindmøller, landsomfattende gasrørsnet, bredbåndsnet og lignende. Sådanne planer omfatter i almindelighed større områder (en egn, landsdel eller hele landet).
Emneplaner har gennem tiden blandt andet vedrørt: byudviklingsområderKaufmann, s. 72ff; fredningsplanområderKaufmann, s. 304ff; skovbrugsområderArealplanlægning, s. 118ff; landbrugsområderArealplanlægning, s. 100ff; betjeningen med folkeskoler; beliggenheden af gymnasier; beliggenheden af sygehuse; beliggenheden af butikscentre; arealer til forsvarsformålArealplanlægning, s. 96ff; arealer til hovedveje, jernbaner, tekniske anlæg (naturgas o.lign.); beliggenheden af vindmølleparkerGaardmand, s. 262; råstofudnyttelsesområderArealplanlægning, s. 126ff;
Efter kommunalreformen i 1970 blev de fleste emner overdraget amterne at planlægge i forbindelse med regionplanlægningen.
Landsplanlægning
Ved landsplanlægning forstås tiltag fra statens side til arealanvendelsesstyring omfattende hele landet. Sådanne planer kan omfatte fx fastlæggelse af byudviklingsområder og forudsætningerne herfor (befolkningsfremskrivninger), beliggenheden af større godshavne, beliggenheden af flyvepladser, sikring af naturfredningsværdier, opgørelse af bygningsfredningsværdier, planlægning af større vejanlæg, udpegning af sikkerhedszoner og dermed restriktionsområder for eventuelle atomkraftanlæg, sikring af arealer til forsvarsformål, sikring af arealer til forskningsformål analyse af arealinteressekonflikter.