thumb|Sankt Marxer Friedhof. thumb|Gravstene på Sankt Marxer Friedhof. Sankt Marxer Friedhof er en nu nedlagt kirkegård beliggende i Østrigs hovedstad Wien i bydelen 3. Bezirk, Landstraße. Kirkegården blev lukket i 1874, da man åbnede den store fælles Wiener Zentralfriedhof. Kirkegården er i dag fredet og fungerer som rekreativt areal. Den er berømt for at være stedet, hvor komponisten Wolfgang Amadeus Mozart er begravet.
Sankt Marxer Friedhof blev etableret i 1784, som en følge af kejser Joseph II.'s reformer, der i Østrig skabte overgangen til oplysningstiden. Joseph II. havde bestemt, at kirkegårde ikke måtte findes indenfor Wiens bymure, og derfor anlagde man fem nye kirkegårde, hvoraf Sankt Marxer Friedhof var den ene af dem. Han bestemte endvidere, at begravelser skulle ske på en simpel måde, hvor bl.a. kister skulle genbruges, så lig blev båret til graven i en kiste, hvorefter liget blev kastet i en fællesgrav via en lem i bunden af kisten.
Wolfgang Amadeus Mozart blev begravet på Sankt Marxer Friedhof på denne måde i 1791, hvilket således var almindeligt for den tid. Mozarts præcise gravsted på Sankt Marxer Friedhof er dermed ikke kendt, og hans jordiske rester har derfor ikke kunne overføres til andre grave. I 1855 rejstes en gravsten på Sankt Marxer Friedhof, hvor man mente, at hans gravsted måtte være. Der er oprettet en æresgrav for Mozart på Zentralfriedhof, men der er blot tale om, at man har overført gravstenen som et gravmindesmærke og ikke hans jordiske rester. Siden er der igen rejst en mindesten for Mozart på Sankt Marxer Friedhof.
Efter lukningen forfaldt kirkegården, men i 1937 åbnede den igen for offentligheden efter et restaureringsarbejde.
Blandt andre kendte begravede på Sankt Marxer Friedhof kan nævnes Johann Georg Albrechtsberger, Josef Strauss, Anton Diabelli, Philipp von Cobenzl, Georg Donner, Alexander Ypsilanti, Franz Pfeiffer, Baron Ernst Von Feuchtersleben og Louis Montoyer.
Historie Kejser Josef 2.s reformer thumb|upright|Indgangsporten til kirkegården.
Siden det 16. århundrede var der gjort en indsats i Wien for at forbyde kirkegårde i den indre by. Det viste sig dog vanskeligt at gennemføre reformen hvad angår begravelser i Wien, da wienerbefolkningen havde en fast forudfattet opfattelse af, hvordan en begravelse og de tilhørende festligheder skulle tilrettelægges og ikke havde til hensigt at opgive deres traditionelle skikke. Det var først mod slutningen af det 18. århundrede at Kejser Josef 2. gennemtvang lukningen af kirkegårdene i byen og i forstæderne i forbindelse med en epidemi- og hygiejneforordning, der blev udstedt som led i hans reformer, og der blev også udstedt forbud mod begravelser i kirkegravene og klostre inden for Linienwall, en ydre linje af fæstningsværker for Wien, som lå mellem byens forstæder og de afsidesliggende landsbyer. Dette gjaldt ikke for begravelser i krypterne Kapuzinergruft, Stephansgruft og i salesianernes kloster.
I stedet blev der i 1784 anlagt fem såkaldte fælleskirkegårde uden for Linienwall, i dag også kendt som Biedermeier-kirkegårdene. Disse var Sankt Marxer Friedhof, Hundsturmer Friedhof, Matzleinsdorfer Friedhof, Währinger Friedhof og Schmelter Friedhof, der oprindeligt var planlagt at skulle anlægges i Brigittenau. Forordningen tillod også det jødiske samfund i Wien at anlægge en jødisk kirkegård i Währing uden for Linienwall som erstatning for deres kirkegård i Rossau. I modsætning til de katolske forstadskirkegårde blev sidstnævnte ikke forladt, da gravene på jødiske begravelsespladser eksisterer "i evighed", og der må ikke foretages opgravninger og forflytninger af de jordiske rester.
Sankt Marxer Friedhofs anlæggelse thumb|Begravelsesoptoget for en officer i færd med at krydse Wiener Neustadt-kanalen på vej mod Sankt Marxer Friedhof i 1823, litografi af Josef Kriehuber
Sankt Marxer Friedhof blev anlagt uden for Linienwall nær linjeporten St. Marxer Linie. Sankt Marx var en del af forstaden Landstrasse, navnet kan spores tilbage til et kapel på Bürgerspital i bydelen, der er opkaldt efter evangelisten Markus (Sankt Marks).
Med åbningen af Sankt Marxer Friedhof blev flere mindre forstadskirkegårde lukket og knoglerne bragt til den nye kirkegård, og de jordiske rester af dem, der blev begravet i Landstrasser St. Nikolai-Friedhofs (hvor Rochusmarkt ligger i dag) blev overført hertil, inklusive dem af billedhuggeren Georg Raphael Donner. Sankt Marxer Friedhof blev første gang nævnt ved navn i et dødsregister den 17. maj 1784 i kirken Pfarrkirche Rennweg, men det er sandsynligt, at begravelser allerede havde fundet sted her i ugerne før denne dato. Ansvaret for kirkegården omfattede dele af Innere Stadt, forstæderne til Landstrasse, Erdberg og Weißgerber samt dagens Leopoldstadt.
På tidspunktet for åbningen lå kirkegården stadig langt uden for byen, men fra 1850 – efter nedrivningen af forsvarssystemerne, indlemmelsen af wienerforstæderne og fjernelsen af Linienwall – rykkede byen hurtigt frem til kirkegården. Som samtidige kilder og forordninger viser, var formålet med de kommunale kirkegårde under Josephine-reformerne også at holde de døde så langt væk fra de levende som muligt. I de første år var det endda forbudt at følge med ligvognene på deres vej til kirkegården efter bymuren eller at markere grave. En undtagelse var grave placeret direkte på kirkegårdsmuren, hvorfor de ældste grave med gravsten er placeret der. Først da forbuddet blev ophævet, fordi modstanden fra gejstligheden og borgerne var for stærk, kunne selv simple grave udstyres med gravsten.
Efter opførelsen af Wiener Neustädter Kanal, der åbnede i 1803, lå kirkegården nu på den sydvestlige bred af dette vandløb og var derfor omgivet af Sankt Marx og Rennweg . Foran St. Marx linjeporten blev der bygget en bro over kanalen, over hvilken kirkegården stadig kunne nås. Den 26. oktober 1848 fandt kamphandlinger sted på kirkegården under Wiener Oktoberrevolutionen, hvorunder Wiens forsvarere var i stand til at skubbe de kroatiske enheder tilbage. Men allerede to dage senere faldt St. Marxer Linie, og den 31. oktober stormede de fremmede tropper den indre by.
Lukning og omdannelse til park
thumb| Gravsten, der er overbegroet af vegetation. Fra midten af 1800-tallet blev fælleskirkegårdene hurtigt for små på grund af befolkningseksplosionen i Wien. Derfor besluttedes det at grundlægge en ny hovedkirkegård Wiener Zentralfriedhof, som åbnede den 1. november 1874. Samtidig blev de fem fælleskirkegårde nedlagt efter 90 års eksistens. På det tidspunkt bestod Sankt Marxer Friedhof – efter flere udvidelser – af et areal på over 60.000 m² og var dermed efter Schmelzer Friedhof den største af de kommunale kirkegårde. Af og til fandt der dog stadig begravelser sted her efter 1874, først og fremmest i eksisterende familiegravsteder; for eksempel blev Prater-entreprenøren Basilio Calafati begravet i 1878. I 1880'erne blev flere prominente afdøde fra Sankt Marxer Friedhof gravet op og genbegravet på centralkirkegården, hvor grupper af æresgrave blev anlagt for at øge tiltrækningskraften af den nye "dødeby".
Sankt Marxer Friedhof blev efterfølgende overladt til sig selv, hvilket førte til, at området blev tilgroet. Ifølge en beslutning truffet af Wiens kommunalbestyrelse 10. februar 1922 skulle de fem tidligere fælleskirkegårde nedlægges og omdannes til parker. I de følgende år blev Hundsturm-kirkegården til Haydn-parken, Matzleinsdorf-kirkegården blev til Waldmüller-parken, Währinger-kirkegården blev til Währinger-parken, og March-parken blev bygget på en del af den tidligere Schmelzer-kirkegård. Lokalhistorikeren Hans Pemmer førte dog en ihærdig kamp for at bevare Sankt Marxer-kirkegården med det resultat, at den blev fredet og altså som den eneste af de fem kirkegårde fortsat blev bevaret. Efter en renovering og reparation af hele kirkegården under ledelse af arkitekten Anton Waldhauser blev den åbnet den 22. oktober 1937 som offentlig park for wienerbefolkningen og i 1943 overdraget til stadsgartnerkontorets pleje og vedligeholdelse.
I 1945 var kirkegården under slaget ved Wien i slutningen af 2. verdenskrig skueplads for fjendtligheder mellem Den Røde Hær og en SS-enhed, efter at dele af området var blevet alvorligt beskadiget af bomber i de foregående måneder. Kort efter krigens afslutning var Hans Pemmer med til at reparere komplekset igen, så kirkegården allerede fra 3. august 1946 igen var åben for offentligheden. I årene efter 2. verdenskrig fik Wiens Kulturkontor opsat mindesten og gravsten for flere fremtrædende afdøde, for eksempel hvis de blev overført til hædersgrave på centralkirkegården eller var blevet begravet i skaktgrave. Dette gjaldt blandt andre Alois Negrelli von Moldelbes, Moritz Daffingers, Karl Agricolas, Johann Georg Albrechtsbergers og Joseph Drechslers grave.
I november 1957 planlagde Wiens byplansmyndighed en forlængelse i bydelen Landstrasse af ringvejen Gürtel, der omkranser bykernen. Ruten var oprindeligt beregnet til at løbe nord for kirkegården. Derfor blev kirkegården i 1958 reduceret med omkring 1.500 m² i det nordlige hjørne til højre for indgangen. Fire historisk vigtige grave måtte flyttes et par meter (Louis Montoyers, Jakob Hyrtls, Karl Krottenthalers og Johann Nepomuk Höfels). Teglindustrimanden Heinrich von Drasche-Wartinbergs mausoleum, som aldrig var blevet brugt til begravelser, blev derimod af de ansvarlige kunsthistorikere klassificeret som ikke bevaringsværdigt. Efter at disse justeringer allerede var blevet foretaget, ændrede byplankontoret sine planer, således at forbindelsen mellem båndet og den projekterede "Wien sydlige motorvejsforbindelse" nu skulle løbe syd for kirkegården. Det frigjorte areal i den nordlige del af komplekset blev i stedet brugt til kommunale boliger. En fællesbygning, færdiggjort i 1959, blev opført mellem Hofmannsthalgasse og kirkegårdens nyligt tegnede nordlige grænse; et tilhørende grønt område med en legeplads strækker sig nu til kirkegårdsmuren.
Det var først mange år senere, at konstruktionen af motorvej A23 og dens forbindelse til Gürtel i Landstrasse gjorde det nødvendigt at reducere størrelsen af kirkegårdsområdet yderligere, men denne gang kun med få kvadratmeter i kompleksets sydlige hjørne. Her blev tre historisk relevante grave flyttet nogle meter, herunder industrimanden Karl Klinkoschs. Siden åbningen af denne sektion af motorvejen i 1970'erne har bymotorvejen, der var designet som en højbane i dette område, og dens afkørsel til Gürtel løbet i en kurve tæt forbi syd- og østsiden af Sankt Marxer Friedhof.
I 1996 blev en plan for bevaring af havemonumenter udviklet på vegne af den kompetente myndighed i Østrig for beskyttelse og bevarelse af monumenter, Bundesdenkmalamt. Blandt andet er der udført en modelrestaurering på to typiske grave i samarbejde med Wiener Kulturkontor. En analyse af stenmaterialet afslørede, at der blev brugt finkornet Leitha-kalksten fra Stotzing til stelerne og medaljonen på den største gravsten, mens inskriptionspladerne bestod af kalkskifer fra Solnhofen i Bayern, og sokkel og opsætning af grovkornet Leitha-kalksten fra stenbruddene St. Margarethen og Kaisersteinbruch.
I august 2005 vedtog byen Wien en omfattende pakke af foranstaltninger for yderligere at bevare kirkegården. Hovedfokus var på reparation af gravstenene, da disse stort set består af sandsten og ikke var i god stand. Tidligere blev der sjældent lavet gravpladser af forholdsvis vejrbestandige materialer som marmor eller granit. På vegne af kulturkontoret blev alle gravsteder og deres bevaringstilstand registreret i en database. Beskadigede og forvitrede gravsten blev fra 2005 restaureret som en del af et flerårigt projekt støttet af Wiener Altstadterhaltungsfonds.St. Marxer Friedhof wird restauriert. PID Presse- und Informationsdienst der Stadt Wien, 19. august 2005. Hentet 1. december 2022.
Kirkegården i dag
thumb| Syrenen blomstrer på kirkegården.