thumb|180px|Kort over den administrative inddeling Fyrstendømmet Asturien (de såkaldte “comarcas” (svarende til “amter”)). thumb|180px|Den "romerske" bro ved Cangas de Onís. I sin nuværende form er den bygget i middelalderen.
Asturien (spansk: Asturias, officielt: Principado de Asturias, dvs. Fyrstendømmet Asturien, asturisk: Asturies, officielt: Principáu d'Asturies, officielt Fyrstendømmet Asturien) er en provins og en autonom region beliggende i det nordlige Spanien, på den kantabriske kyst. Det grænser op til Galicien mod vest, Castilien og Leon mod syd og Kantabrien mod øst. Dens hovedstad er byen Oviedo.
Rummer det meste af det middelalderlige kongedømme Asturien. Regionen er opdelt i otte amter (comarcas).
De vigtigste byer er fyrstendømmets hovedstad, Oviedo, havnebyen Gijón, som også er den største by, og industribyen Avilés. Andre bymæssige områder i Asturien omfatter Cangas de Onís, Cangas del Narcea, Gozón, Grado, Langreo, Llanera, Laviana, Lena, Llanes, Mieres, Siero, Valdés, Vegadeo og Villaviciosa.
Asturien er desuden hjemsted for prisoverrækkelsen af Premios Princesa de Asturias.
Landets navn Navnet Asturias stammer fra betegnelsen for de først kendte indbyggere, asturerne. Det var primitive beboere ved mundingen af floden Astura (nu: Esla) indtil den romerske erobring af landet. Navnet asturer kom til at omfatte både dem på begge sider af bjergene.
Astura (som efter den romerske invasion blev kaldt Estura eller Estula) bygger på det keltiske ord stour, som betyder "flod". Samme ordstamme findes i England, hvor Plinius taler om floden Stur. I dag findes der tre floder med navnet "Stour", nemlig i Kent, Suffolk og Dorset. Tæt på Elbens munding findes en biflod, Stör, i Antikken kaldet Sturia. Tilsvarende fandtes der en keltisk stamme i Piemonte, Esturi, og en flod ved navn Stura. Den samme tabte, sproglige rod fandtes på gælisk og bretonsk i ordene ster og stour med betydningen "flod".
Historie 180px|thumbnail|left|De romerske bade i Asturien Asturien var først beboet af Homo erectus, så af Neanderthalere og fra den ældste stenalder - af moderne mennesker. Lidt senere blev der skabt mange hulemalerier i områdets østlige del. I den mellemste stenalder opstod der en indfødt kultur, kaldet Asturiense, og samtidigt med bronzealderen blev der bygget stendysser og rejst bautastene. I jernalderen kom området kulturelt under keltisk indflydelse. De keltiske folk, der var kendt som asturer, bestod af stammer som Luggones, Pesicos m.fl., og de bebyggede hele området med befæstede bjergbyer. Endnu i dag kan den keltiske indflydelse i Asturien genfindes i stednavnene, først og fremmest for floder og bjerge. 180px|thumbnail|right|Santa María del Naranco, de asturiske kongers ældste palads, fra 842 Da Asturien blev erobret af romerne under Augustus (29-19 f.Kr.), trådte regionen ind i den skrevne historie. Efter mange århundreder under Romerriget og uden fremmed indtrængen, besatte sveberne og visigoterne efterhånden landet fra det 6. århundrede til begyndelsen af det 8. århundrede. Deres tid sluttede med den muslimske erobring af Spanien (711-718) og Septimanien (719–720). Men som det gik romerne og visigoterne, opdagede maurerne, at det ikke var let at erobre bjergområderne, og landet ved Spaniens nordkyst blev aldrig fuldstændigt indlemmet i det islamiske Spanien. Tvært imod blev denne egn et tilflugtssted for kristne adelige allerede fra begyndelsen af den mauriske erobring, og i 722 blev der skabt et kongedømme, som i praksis var uafhængigt, Regnum Asturorum (Kongeriget Asturien). Det skulle blive arnestedet for den spirende Reconquista (generobring). thumb|180px|Middelhavsområdet i år 800 med Asturien nabolandene.
I det 10. århundrede blev det asturiske rige forenet med Kongeriget León, og i Middelalderen betød den geografiske isolation, at historiske beretninger om landet gik tabt. Da Henrik af Castilien gjorde oprør i det 14. århundrede, blev fyrstendømmet grundlagt. De kendteste forkæmpere for uafhængighed var Gonzalo Peláez og droning Urraca, som nok opnåede betydningsfulde sejre, men som led nederlag til Castilien i sidste ende. Da landet var blevet en del af Spanien, forsynede Asturien det spanske hof med adelige af høj rang, og dets indbyggere spillede en vigtig rolle ved koloniseringen af Amerika. Efter 1388 har den castilianske spanske tronarving været tituleret "Fyrste af Asturien". I det 16. århundrede nåede befolkningstallet for første gang over 100.000, og allerede hundrede år senere var dette tal blevet fordoblet på grund af majsdyrkning indført fra Amerika.
thumb|upright|left|180px|Gaspar Melchor de Jovellanos I det 18. århundrede blev Asturien et af oplysningstidens centre. Den kendte tænker, Benito de Feijóo, slog sig ned i benediktinerklostret ’’San Vicente’’ i Oviedo. Gaspar Melchor de Jovellanos blev født i havnebyen Gijón, og han var forsker og reformpolitiker sent i det 18. århundrede.
Industrialiseringen nåede Asturien efter 1830, da man opdagede kulforekomster og fik oprettet de jernværker i mineområderne Nalón og Caudal, som gjorde Asturien til et industriområde. På samme tidspunkt var der en betydelig emigration til Mellem- og Sydamerika (særligt til Argentina, Uruguay, Puerto Rico, Cuba og Mexico). De heldige vendte ofte tilbage til deres hjemland som meget rige. Disse iværksættere blev kendt som 'Indianos', da de havde boet i Vestindien eller endnu længere borte og tjent deres formuer dér. Vidnesbyrd om disse rige familier kan stadig ses i dag: mange store 'modernista' villaer findes spredt over hele regionen, men disse rige grundlagde også kulturelle institutioner som gratis skoler og offentlige biblioteker.
Asturien spillede en vigtig rolle i de begivenheder, der førte til den Spanske Borgerkrig. I oktober 1934 indledte de asturiske minearbejdere og andre arbejdergrupper et oprør (se De asturiske minearbejderes strejke i 1934) som svar på, at et højreorienteret parti, CEDA, havde fået tre ministerposter. I en måned regerede en folkefrontkommitté i det sydlige Asturien, mens andre, lokale arbejderkomitéer opstod forskellige steder i landet. En kampkomité, der var domineret af anarko-syndikalister, tog magten i Oviedo, men tropper under kommando af en dengang ukendt general ved navn Francisco Franco Bahamonde blev tilkaldt fra Spansk Marokko for at nedkæmpe oprøret. Franco anvendte en taktik, som ellers kun var kendt i kolonierne, og brugte tropper fra den Spanske legion og fra Marokko. Resultatet blev en brutal undertrykkelse af oprørerne.
Derfor forblev Asturien loyal over for den demokratiske, republikanske regering under borgerkrigen, og landet blev skueplads for et usædvanligt forsvar i vanskeligt terræn, nemlig Slaget ved El Mazuco. Da Franco til sidst havde fået kontrol over hele Spanien, blev Asturien – der ellers var nøje forbundet med den spanske krone – blot omtalt som "Provinsen Oviedo" fra 1939 til Francos død i 1975. Provinsens rette navn blev genoptaget i fuldt omfang, efter at demokrati var genindført i Spanien i 1977. I 1950'erne og -60'erne fortsatte industrialiseringen af Asturien med oprettelsen af nationale selskaber som Ensidesa og Hunosa, mens 1980'erne var et årti med dramatisk omstilling af industrien.
Den 30. december 1981, blev Asturien et selvstyrende samfund inden for den decentraliserede, territoriale struktur, der var skabt med den spanske grundlov af 1978. Rafael Luis Fernández Álvarez, der havde været præsident for regionens råd siden 1978, blev den første præsident for Fyrstendømmet Asturien, da selvstyret blev gennemført. Den asturiske regionalregering har omfattende myndighed over områder som sundhed, uddannelse og miljøbeskyttelse. Fra 2019 hedder præsidenten for Astureiens regering Adrián Barbón Rodríguez.
Politiske forhold Det selvstyrende område har haft en lovgivende myndighed, udøvet af Fyrstendømmet Asturiens Generalråd siden 1982. Rådet har 45 deputerede, der er valgt for fire år ved almindelige valg, hvor resultaterne er opgjort efter D'Hondts metode. Ved valgene er Asturien delt i tre kredse.
Politisk parti 1983 1987 1991 1995 1999 2003 2007 2011 2012PSOE 26 20 21 17 24 22 21 15 17FAC 16 12PP 14 13 15 21 15 19 20 10 10IU 5 4 6 6 3 4 4 4 5CDS 8 2 PAS 1 1 URAS 3 UPyD 1
Liste over Asturiens præsidenter Nº Navn Start Slut Politisk parti Bemærkninger 1. Rafael Fernández Álvarez19781983 FSA-PSOE Før autonomi: Præsident indtil 11. januar 1982. 2. Pedro de Silva Cienfuegos-Jovellanos19831991 FSA-PSOE 3. Juan Luis Rodríguez-Vigil19911993 FSA-PSOE Fratrådt på grund af Petromochoskandalen. 4. Antonio Trevín Lombán19931995 FSA-PSOE 5. Sergio Marqués Fernández19951999 PP/URAS 6. Vicente Álvarez Areces19992011 FSA-PSOE 7. Francisco Álvarez Cascos20112012 FAC Udskrev nyvalg, da budgettet blev nedstemt 8. Javier Fernández Fernández2012 FSA-PSOE
Administrativ og geografisk opdeling thumb|180px|Plaza de la Barquera i Gijón thumb|180px|Typiske bygninger i Avilés Asturien er geografisk inddelt i kommuner, der igen er inddelt i sogne.
Asturiens kommuner Der er i øjeblikket (2014) 78 kommuner i Asturien.
Nr. Kommune Befolkning1 20px Gijón 277.5542 20px Oviedo 224.0053 20px Avilés 84.2424 20px Siero 51.1815 20px Langreo 45.5656 20px Mieres 44.0707 20px Castrillón 22.8948 20px San Martín del Rey Aurelio 18.7299 20px Corvera de Asturien 15.95510 20px Villaviciosa de Asturien 14.775
Sogne Et "parroquia" eller sogn er den mindste, geografiske enhed underlagt en kommune. Der er i alt 857 sogne, der er samlet i regionens 78 kommuner, og de er normalt sammenfaldende med den kirkelige inddeling.
Geografi og klima left|thumb|180px|Bjergkæden Picos de Europa De Kantabriske bjerge (Cordillera Cantábrica) danner Asturiens naturlige grænse til provinsen León mod syd. I den østlige del af kæden finder man Nationalparken Picos de Europa med de højeste og sikkert også de mest iøjnefaldende bjerge, hvor Torrecerredo når op i 2.648 m højde. Andre bemærkelsesværdige steder i denne kæde, der hovedsageligt består af kalksten, er Parque Natural de Redes mod øst, Ubiñas syd for Oviedo og Parque Natural de Somiedo mod vest. De kantabriske bjerge strækker sig over ca. 200 km i alt, nemlig fra provinsen Galicien vest for Asturien til provinsen Kantabrien mod øst, og de giver muligheder for at dyrke klatring, skiløb og huleforskning.
thumb|right|180px|Torimbia stranden ved Llanes. Det væsentligste træk ved Asturiens geografi er de vilde kystklipper og bjergene inde i landet. Kysten ud mod Biskayen er lang med hundreder af strande, vige og naturlige huler. Blandt de berømte eksempler findes Playa del Silencio (Stilhedens strand) nær ved fiskerbyen Cudillero (vest for Gijón) og de mange strande rundt om feriestedet Llanes, så som Barro, Ballota og Torimbia (den sidstnævnte mest for nudister). De fleste af Asturiens strande er dækket af sand, de er rene og afgrænset af stejle klipper, hvor man ofte ser kreaturer på græs.
Klimaet i Asturien er, som i resten af det nordvestlige Spanien, mere foranderligt end i den sydlige del af landet. Somrene er almindeligvis fugtige og varme med meget solskin, men også en del regn. Vintrene er kolde med perioder med stærk kulde. Kulden føles mest inde i bjergene, hvor der ligger sne fra oktober til maj. Både regn og sne er sikre i Asturiens vintre.
Befolkningsforhold I 2008 havde Asturien en fertilitetsrate på 1.07, som er den laveste i EU.Fertility rate, by NUTS2 regions number of live births per woman — Eurostat Asturien er også et af de mindst religiøse i Europa. Ca. 45 % af Asturiens befolkning tror ikke på nogen gud eller større magt.
Sprog thumb|180px|Kort over sprogforhold i Asturien