Zionisme er en form for jødisk nationalisme, som tager udgangspunkt i, at det jødiske folk udgør en etnisk/national gruppe med ret til at leve i hele eller dele af det historiske landområde, bestående af Judæa, Samaria, Galilæa, med hovedvægt på Jerusalem, som siden kong Davids tid har været hovedstad for det jødiske land og folk. Der fandtes dog også grene af zionismen, der blot kræver et hjemland til jøderne uafhængigt af den geografiske placering. Holm-Nielsen (1975), s. 56
Grundlaget for zionismen blev skabt med Theodor Herzls bog Der Judenstaat (), hvis førsteudgave udkom i 1896. Herzl mente, at den eneste løsning på de øgende restriktioner mod jøder, de mange pogromer og den stigende antisemitisme var, at jøderne oprettede en selvstændig jødisk stat. Herzl var bl.a påvirket af retssagen mod den uskyldige fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus, som blev beskyldt for landsforræderi i det, der senere blev kendt som Dreyfus-affæren.
Den politiske zionisme fokuserede fra 1917 på at etablere en stat i det nuværende Israel. Dens første positive resultat opstod, da den engelske regering den 2. november 1917 udstedte Balfour-deklarationen. Den 14. maj 1948 blev den uafhængige stat, Israel, udråbt, hvilket markerede et afgørende skridt i zionismens politiske bestræbelser.
FN's generalforsamlings resolution 3379 blev vedtaget i 1975 med stemmerne 72 for og 35 imod (32 undlod at stemme). Denne resolution sagde, at "zionisme er en form for racisme og racediskriminering". Imod denne resolution stemte hovedsageligt vestlige lande, herunder Danmark.United Nations, General Assembly 1975, Officiel Records: Rapport fra plenarmøde: Debat om Resolution 3379 , afstemningsresultat på side 795. (hentet ) Resolution 3379 blev senere, i 1991, tilbagekaldt med FN's generalforsamlings resolution 46/86."260 General Assembly Resolution 46-86- Revocation of Resolution 3379- 16 December 1991- and statement by President Herzog". GxMSDev. Hentet d. 17. april 2016.
Etymologi Etymologien af ordet Zion (Hebraisk: צִיּוֹן, transskription: Zion, Sion, Tzion, Tsion eller Tsiyyon)Hebrew Academy 2006 convention for the romanization of Hebrew, Announcements of the Academy of the Hebrew Language er usikker. I den jødiske bibel (Det Gamle Testamente) omtales Zion som et sted i Jerusalem. Ordet henviser oprindeligt til en bestemt bakke i Jerusalem – kendt som Zion-bjerget – der er beliggende syd for Moriah-bjerget (også kendt som Tempelbjerget). Navnet er refereret i Anden Samuelsbog (kapitel 5, vers 7), hvor der bl.a. står skrevet; "Men David indtog klippeborgen Zion (...)"."Anden Samuelsborg - kapitel 5". Bibelselskabet. Hentet 08-12-2023 I henhold til fortællingen i Anden Samuelsbog kapitel 5 var der således en fæstning – af samme navn – beliggende på Zion-bjerget, som i henhold til fortællingen blev erobret af Kong David. I henhold til samme fortælling blev denne fæstning efterfølgende omdøbt til Davidsbyen.
Selvom navnet kan føres tilbage til tiden inden Kong David indtog byen, står Zion som symbolet for templet i Jerusalem. Holm-Nielsen (1975), s. 52 Ordet bruges derfor oftest som et synonym for Jerusalem og Israels land som helhed.This is Jerusalem, Menashe Harel, Canaan Publishing, Jerusalem, 1977, pp. 194–195 Efter templets ødelæggelse i år 70 drog talrige jøder stadig til Jerusalem og templets vestlige mur, som er bevaret, er stadig et symbol for zionisterne. Holm-Nielsen (1975), s. 53
Baggrund Danskeren Holger Paulli agiterede allerede i 1600-tallet for jødisk erobring og genopbygning af Jerusalem og Judæa.
Herzl havde haft forløbere allerede i midten af det 19. århundrede, således Moses Hess med Rom und Jerusalem og med Auto-Emanzipation, men de var kun litterære forløbere for den politiske bevægelse. I Rusland opstod i 1881 en jødisk bevægelse, Zions venner (חובבי ציון), som var inspireret af Pinsker, og med den tyrkiske regerings tilladelse fik de mulighed for at etablere den første jødiske koloni i det nuværende Israel, som på det tidspunkt var en del af det tyrkiske Osmannerrige Holm-Nielsen (1975), s. 57
Længslen efter det land, som jøderne var blevet drevet ud af i år 70, da Titus ødelagde templet i Jerusalem, var i over 1.800 år bevaret som en fælles erindring af symbolsk religiøs betydning. I 1896 udgav den wienske pariserkronikør, dr. Theodor Herzl, opildnet af pogromerne mod jøderne i Rusland og Dreyfus-affæren i Frankrig, "Der Judenstaat"Theodor Herzl (1896): Der Judestaat, På Wikisource (hentet ) , og skabte en national og politisk bevægelse med indkaldelsen til den 1. zionistkongres i Basel i 1897 under hans ledelse. Han fremsatte her sit politiske program, det såkaldte "Baselerprogram", og skabte den zionistiske verdensorganisation
Trods lille modstand i både ortodokse og indifferente kredse vandt zionismen større og større udbredelse, hvad der tydeligt fremgik af antallet af dem, der sendte delegerede til kongresserne, af hvilke der inden 1. Verdenskrig var afholdt 11 (1., 2., 3., 5., 6., 7. og 10. i Basel, 4. i London, 8. i Haag, 9. i Hamburg og 11. i Wien).
Etablering af den politiske zionisme Herzl fandt fremstående medarbejdere i så godt som alle lande, blandt de mest kendte Max Nordau og , men mødte også kritik af sit pragmatiske standpunkt, fordi han ikke ville udelukke, at det jødiske "hjem" kunne placeres udenfor Palæstina. Holm-Nielsen (1975), s. 60 Chaim Weizmann deltog i den 2. zionistkongres i 1898 og var medvirkende til, at kongressen vedtog Palæstina som det eneste sted, hvor den jødiske stat kunne placeres. Holm-Nielsen (1975), s. 61 Hertzl blev også kritiseret for at negligere betydningen af den særlige jødiske kultur.
Samtidig med diplomatiske henvendelser hos de forskellige regeringer blev der arbejdet på en kolonisation i selve Palæstina, men trods løfter fra sultanens side lagde den tyrkiske administration dog hindringer i vejen for en jødisk kolonisation i større omfang i det dengang nyoprettede britiske protektorat Palæstina (nutidens Israel og Jordan), som havde været en gruppe provinser i det tyrkisk-styrede Osmanniske rige. I 1917 blev Sykes-Picot-aftalen afsløret af Sovjetunionen, og dens fastlæggelse af Palæstina som engelsk interessesfære under international kontrol vakte stor bestyrtelse blandt zionister. Holm-Nielsen (1975), s. 65 Inden denne aftale var iværksat, udløste forhandlinger mellem engelske diplomater og zionistiske ledere et brev, stilet til Lord Rothschild og underskrevet af den engelske udenrigsminister Arthur James Balfour. Dette dokumentet er gået over i historien som Balfour-deklarationen. Holm-Nielsen (1975), s. 67
Balfour-deklarationen 1. verdenskrig førte blandt andet til Osmannerrigets sammenbrud, og kort efter, at de Allierede var blevet herrer over det sydlige Palæstina med Jerusalem, udstedte den engelske regering den 2. november 1917 Balfour-deklarationen:
Denne deklaration fik snart tilslutning fra den franske, italienske og amerikanske regering. Dette førte til nedsættelsen af en zionistisk kommission, som skulle danne bindeleddet mellem den jødiske befolkning i Palæstina og de britiske myndigheder. Ligeledes skulle kommissionen, der fik den engelske kemiker dr. Chaim Weizmann som præsident, være rådgivende kollegium i jødiske sager.
På fredskonferencen mødtes Weizmann med tre andre af de zionistiske ledere og fremsatte det jødiske folks ønsker. Det førte til, at Folkenes øverste Råd den 24. april 1920 i San Remo bestemte, at Balfour-deklarationen skulle optages som led i fredsbetingelserne med Tyrkiet, og Storbritannien skulle overtage mandatet over Palæstina. Ratificeringen heraf fandt sted den 24. juli 1922. thumb|Jødisk ejendom i 1947 Den sikkerhed, der var skabt for jødisk kolonisering fik følger: Den jødiske indvandring tog til, og i løbet af få år oprettedes koloni sig ved koloni i de palæstinensiske områder. Hebræisk blev igen et levende sprog, og det blev undervisningssproget i skoler og højskoler og ved det jødiske universitet, som Balfour indviede den 1. april 1925.Salmonsen, s. 627
Ha'avara-aftalen
Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev i nogle zionistiske kredse set som en mulighed for at få en allieret i deres ønske om at fremme den jødiske udvandring til Palæstina. Allerede i august 1933 indgik den tyske regering og de tyske zionister Ha'avara-aftalen, der tillod zionister gennem HAAVARA, LTD at overføre formuer fra Tyskland til Palæstina for derved at fremme jødisk emigration fra Tyskland. HAAVARA, LTD virkede under lignende vilkår som tidligere Hanotea-kompagniet. HAAVARA, LTD krævede af immigranterne en indbetaling på mindst 1.000 pund sterling til banken. Disse penge blev efterfølgende benyttet af emigranterne til at købe tyske eksportvarer til import til Palæstina. Systemet blev benyttet af ca. 50.000 jødiske emigranter.Heritage: Civilization and the Jews: Haavara Agreement Documents (hentet ) Aftalen førte til splittelse i den internationale zionistiske bevægelse, og den zionistiske verdenskongres i 1935 tog klart afstand fra aftalen med som den stærkeste opponent.Francis R. Nicosia Zionism and Anti-Semitism in Nazi Germany Cambridge University Press, 5. maj 2008, p.99
Ha'avara-aftalen blev af det nazistiske styre betragtet som en måde at få løst "det jødiske problem" på. Lederen af Mellemøsten-divisionen i udenrigsministeriet støttede politikken med at samle jøderne i Palæstina. Han mente, at hvis jøderne boede ét samlet sted, ville udenrigspolitikkens mål om at holde jøderne under kontrol blive lettere.Francis R. Nicosia: The third Reich & the Palestine question, På googlebøger, siderne 132–133. (hentet ) Hitlers støtte til Ha'avara-aftalen svingede gennem 1930'erne. Oprindeligt var Adolf Hitler kritisk over for aftalen, men efter kort tid skiftede han holdning og støttede den siden aktivt og uforbeholdent frem til 1939 - selv da kritik blev rejst fra anden side.Francis R. Nicosia: The third Reich & the Palestine question, På googlebøger, siderne 140, 142. (hentet )
2. verdenskrig Under 2. verdenskrig formulerede de zionistiske ledere en storstilet plan for en million immigranter. Disse flygtede i små både til "det forjættede land", Palæstina, og efter krigen fulgte en massiv bølge af immigranter, især overlevende fra Holocaust. Selv om dette stred mod engelsk lovgivning, forenede jødeforfølgelserne langt størstedelen af de jødiske samfund i verden i forsvaret for det zionistiske projekt.
Udviklingen efter 2. verdenskrig thumb|right|David Ben-Gurion proklamerer Israels uafhængighed, stående under et stort portræt af Theodor Herzl
Efter 2. verdenskrig blev jøderne mødt med stor international sympati på baggrund af nazisternes forfølgelse af og drab på ca. 6 millioner jøder. Alligevel kunne emigranter ikke på lovlig vis immigrere til Palæstina, og det skabte stor international opmærksomhed, da Exodus den 11. juni 1947 sejlede fra Frankrig med 4.554 overlevende Holocaust-flygtninge med kurs mod det britiske mandatområde Palæstina. Under omfattende mediedækning blev skibet bordet af det engelske Royal Navy, og alle passagererne blev deporteret tilbage til Europa. Da Storbritannien i 1947 opgav at administrere mandatområdet efter omfattende jødiske / arabiske konfrontationer, vedtog FN en delingsplan for Palæstina, der omfattede en jødisk og en palæstinensisk stat samt et Jerusalem under international administration. De jødiske indvandrere accepterede, da 56% af området skulle tilfalde en jødisk stat. Jøderne udgjorde på det tidspunkt 33% af befolkningen og ejede 9% af jorden. Planen blev pure afvist af palæstinenserne og de arabiske stater. Da den jødiske stat, Israel, alligevel blev udråbt 14. maj 1948, dagen før mandatets udløb, førte det til væbnet konflikt. Et år senere havde den israelske hær erobret landområder, der svarer til 80% af Palæstina og staten Israel var en kendsgerning. Vestbredden og Gaza blev herefter administreret af henholdsvis Jordan og Ægypten. Under krigshandlingerne i 1948-49 blev ca. 800.000 palæstinensere fordrevet.