thumb|Det nuværende Sønderjylland (lyserødt) og Sydslesvig (lyseblåt) thumb|Det historiske Sønderjylland Ved Sønderjylland forstås i dag de landsdele, der ved genforeningen i 1920 blev en del af det danske kongerige efter at have været under tysk styre siden 1864. Sønderjyske forskere har haft forskellige holdninger til denne officielle definition.I egnsleksikonnet Historisk samfund for Sønderjylland (Udg.): Sønderjylland A-Å, Aabenraa 2011, skrev dr.phil Lars N. Henningsen og dr.phil Hans Schultz Hansen i opslaget "Sønderjylland" s. 371, at det historisk set er ukorrekt at bruge ordet Sønderjylland alene om Nordslesvig. Men i kapitlet "Om Sønderjylland A-Å", s. 8, skrev Inge Adriansen, ph.d., cand.mag. Elsemarie Dam-Jensen og cand.mag. Lennart S. Madsen at "Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland) blev genindlemmet i Danmark efter 700 års adskillelse", hvorved de brugte den officielle definition.
Det tyske mindretal i Sønderjylland kalder landsdelen Nordslesvig (tysk: Nordschleswig). Sønderjylland har godt 250.000 indbyggere, hvoraf ca. 15.000 tilhører det tyske mindretal.
Før 1920 blev betegnelsen Sønderjylland brugt om hele området Slesvig.
Det historiske Sønderjylland Tidligere i historien var Sønderjylland et større område. Fra slutningen af det 11. århundrede til 1375 var der jarler eller hertuger af Sønderjylland - eller Slesvig, som dengang var det samme. De styrede et område på Den Jyske Halvø fra Kongeåen og Kolding Fjord i nord til Ejderen og Levenså i syd samt de Nordfrisiske Øer - dog ikke Ribe og ribekirkens godsområder, mens til gengæld også Als kom til fra slutningen af det 12. århundrede. Hertugdømmet Slesvig blev mere slesvigsk og mindre sønderjydsk, da Ærø og Femern, der ikke hører til Sønderjylland, kom under hertugdømmet og - som Arild Huitfeldt ihukommer det - dronning Margrete 1. (1353-1412) tog gods i Slesvig og lagde dem under Kronen, så Sønderjylland nu både havde et hertugdømme og de kongerigske enklaver.
Den sydlige, tyske del af det historiske Sønderjylland hedder nu Sydslesvig (på ), det er en del af den nordtyske delstat Slesvig-Holsten (på ).
"De Sønderjyske Landsdele" Efter genforeningen kom landsdelen ikke til at hedde Sønderjylland officielt, men De Sønderjyske Landsdele. Denne betegnelse afspejler, at det ikke var hele det historiske Sønderjylland, der kom tilbage til Danmark, og efter nogles opfattelse heller ikke hele den danske del af det. Håbet om at få mere af Sønderjylland tilbage blev slukket definitivt med Oktobernoten efter 2. Verdenskrig, men betegnelsen De Sønderjyske Landsdele begyndte først at glide ud af officiel brug med kommunalreformen i 1970, hvor Sønderjyllands Amt blev dannet. Landsarkivet for Sønderjylland skiftede først navn i 1993 efter at have heddet "Landsarkivet for de sønderjydske landsdele" siden oprettelsen i 1931.
Administration Sønderjyllands Amt (1970-2007) var ikke helt identisk med det Sønderjylland, der blev dansk ved genforeningen. Kommunalreformen i 1970 skulle skabe storkommuner, der havde mindst 5.000 indbyggere og kunne levere en effektiv service, så det var ikke altid hensigtsmæssigt at lade de nye kommunegrænser følge Sønderjyllands nordgrænse. Rødding Kommune blev rent sønderjysk med Kongeåen som nordgrænse. Men Ribe Kommune i Ribe Amt fik 3 sønderjyske sogne med: Hviding, Roager og Spandet. Og Christiansfeld Kommune i Sønderjyllands Amt fik 3 sydjyske sogne med: Taps, Vejstrup og Hejls.
Kommunalreformen i 2007 medførte endnu større kommuner. Ribe Kommune indgik i Esbjerg Kommune, der for det meste ligger i Sydvestjylland, men altså også indeholder 3 sønderjyske sogne. Rødding Kommune indgik i Vejen Kommune, som for det meste ligger i Sydjylland, men nu også indeholder 8 sønderjyske sogne: Hjerting, Jels, Lintrup, Rødding, Skodborg, Skrave, Sønder Hygum og Øster Lindet. Christiansfeld Kommune blev delt mellem Kolding Kommune og Haderslev Kommune, så Kolding Kommune, der for det meste ligger i Sydjylland, nu også indeholder 4 sønderjyske sogne: Aller, Frørup, Stepping og Tyrstrup.
Det er vigtigt, at kommunerne holder styr på hvilke sogne der hører til Sønderjylland, da der stadig kan være regler, der er specielle for Sønderjylland, fx vedrørende personregisterføringen, dvs. registrering af fødsler og navngivning. Det sker i Sønderjylland hos kommunens personregisterfører, mens det i resten af Danmark foregår hos sognepræsten.
Foruden ovennævnte dele af Esbjerg, Vejen og Kolding kommuner består Sønderjylland af Haderslev Kommune, Sønderborg Kommune, Aabenraa Kommune og Tønder Kommune. I 2007 indgik Sønderjyllands amt i Region Syddanmark.
Største byer Sønderborg har . Byen er beliggende på begge sider af Alssund, størstedelen på Alssiden. Byen er vokset op omkring Sønderborg Slot lidt før år 1200. Sønderborg er kendt for at have et dynamisk erhvervsmiljø inden for højteknologi, maskin-, levnedsmiddel- og tekstilindustri samt for at have mange uddannelsesinstitutioner, bl.a. en afdeling af Syddansk Universitet. Haderslev har . Byen ligger 15 km fra Lillebæltskysten og er kendt for at være en domkirke-, garnisons- og uddannelsesby samt administrativt centrum for Haderslev Kommune. Industrien domineres af metalvarevirksomheder, men andre brancher er også repræsenteret, fx bryggeriet Fuglsang. Haderslev Kaserne er hjemsted for Hærens 1. Brigade og Danske Division. Aabenraa har . Byen ligger på Sønderjyllands østkyst 25 km fra den dansk-tyske grænse. Byen er kendt for at have dansk og tysk kultur med tyske børnehaver, skoler, gymnasium, foreninger og avisen Der Nordschleswiger. Et nyt stort akutsygehus er ved at blive bygget nordvest for byen nær motorvejsafkørslen og skal stå færdigt i 2020. Der er store virksomheder inden for papir-, maskin- og metalindustri. Desuden ligger der et kendt orgelbyggeri, Marcussen & Søn i byen. Vojens har . Byen ligger 10 km vest for Haderslev. Vojens er kendt for at have et 2 km² stort, alsidigt industri- og servicekvarter mod vest, der forbinder Vojens med Skrydstrup. Sydvest for Vojens ligger en flyveplads med en civil del, Vojens Lufthavn, og en militær del, Flyvestation Skrydstrup. Tønder har . Byen ligger 5 km fra den dansk-tyske grænse. Mange af arbejdspladserne findes på nogle få store virksomheder inden for emballage-, jern- og metalindustri (Norsk Hydro Aluminium og Brdr. Hartmann A/S). Desuden har skokoncernen ECCO et stort center i byen.
Historie Dannevirke ved Den Jyske Halvøs smalleste punkt udgjorde fra jernalderen og århundreder frem danernes sydligste forsvarsværk. I 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk-romerske kejser Karl den Store, men i de følgende århundreder blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk-romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen. Denne jarl af Sønderjylland styrede et område, der bestod af Barvidsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel, dvs. fra Kongeåen og Kolding Fjord i nord til Ejderen og Levenså i syd inklusive de Nordfrisiske Øer, senere også Als.
Knud Lavard, der blev jarl af Sønderjylland i 1115, fik efter sin sejr over venderne titlen hertug af Holsten og valgte at have denne mellemeuropæiske titel også i Sønderjylland i stedet for den nordiske titel jarl. Hans efterfølgere kaldte sig i flæng hertug af Sønderjylland eller hertug af Slesvig - det gjorde ikke den store forskel dengang. Derimod fik det betydning, at hertug Abel i 1237 giftede sig ind i den holstenske greveslægt Schauenburg. Hertugtitlen blev betragtet som arvelig i hans slægt, men da den uddøde med hertug Henrik af Sønderjylland i 1375, kunne Schauenburgerne overtage Hertugdømmet Slesvig, og betegnelsen Sønderjylland gled efterhånden ud. Dronning Margrete 1. måtte affinde sig med, at greven af Holsten havde overtaget Sønderjylland, og hun valgte at gøre ham til sin lensmand i 1386. Sideløbende opkøbte hun dog ejendomme i hertugdømmet Slesvig for at lægge dem direkte ind under Kongeriget Danmark.
Selvom der efter 1375 ikke var noget, der officielt hed Sønderjylland, blev navnet et slagord med stor appel til den dansksindede befolkning i 1800-tallet, hvor modsætningen mellem tysk og dansk blev tilspidset. I modsætning til navnet Slesvig, der bare hentydede til hertugens residensby, signalerede navnet Sønderjylland en sammenhæng med Nørrejylland mod nord og en reference til halvøen Jylland, hvis geografiske sydgrænse går helt nede ved en linje fra Elbens munding til Lübeck. Det er ikke så underligt, at tyskerne i 1895 forbød at bruge navnet Sønderjylland undtagen i historiske fremstillinger.
Striden om Sønderjylland fandt en foreløbig løsning, da Danmark i 1448 på anbefaling fra hertug Adolf 1. af Slesvig (grev Adolf 8. af Holsten) fik en konge med tysk baggrund: Christian 1. af Huset Oldenborg. Foruden at blive konge af Danmark blev han efter Adolfs død hertug af Slesvig og greve - senere hertug - af Holsten. Denne personalunion mellem helstatens bestanddele gav det danske rige en indre stabilitet i de følgende århundreder, men forhindrede også, at der i 1800-tallet kunne dannes en dansk nationalstat, bestående af kongeriget og Slesvig - et "Danmark til Ejderen". Christian 1. havde nemlig måttet love, at Slesvig og Holsten skulle "blive evigt udelte sammen". Det stod de tysksindede slesvig-holstenere fast på, og de gjorde oprør mod Danmark i 1848. Treårskrigen 1848-50 endte med status quo, men da Danmark i 1863 indførte Novemberforfatningen, som knyttede Slesvig tættere til kongeriget end Holsten, blev landet angrebet af Preussen og Østrig og tabte krigen i 1864.
Da grundloven blev indført i 1849 var den ikke gældende i hertugdømmerne, selvom den i forordet åbnede muligheden for en senere udvidelse af dens gyldighed til Hertugdømmet Slesvig.Thomas Riis (Udg.): Forfatningsdokumenter fra Danmark, Norge og Sverige 1809-1849, München 2008 Derfor var det i Sønderjylland kun befolkningen i de kongerigske enklaver, der kunne deltage i valgene til Rigsdagen. Her repræsenterede Sofus Høgsbro enklaverne. Da Danmark måtte afstå Slesvig i 1864, kom det meste af Høgsbros valgkreds til at ligge i Preussen, men han bibeholdt sit mandat frem til grundlovsændringen i 1866.
I stedet for Grundloven gjaldt i Slesvig Slesvigs forfatning fra 1854, Helstatsforfatningen fra 1855 og Novemberforfatningen fra 1863.
thumb|De vigtigste kongerigske enklaver (med blåt) thumb|Grænsesten nr. 1 ved Grænsegrøften, set fra syd med den tyske inskription KrPr (Königreich Preussen) 1864 Efter nederlaget måtte Danmark afstå hertugdømmerne, men i Slesvig – især mod vest – lå enklaverne, som stammede fra Margrete 1.'s godskøb. Dem kunne tyskerne ikke så godt rejse et historisk krav på, men af praktiske grunde blev man enige om, at de fleste enklaver skulle indlemmes i Slesvig, så det blev et sammenhængende område, mod at Slesvig afstod områder af lignende omfang til kongeriget.
De største enklaver var Ribe by og området omkring Møgeltønder og Ballum, men der var også enklaver, der kun omfattede en enkelt eller nogle få gårde. Hertil kom dele af de Nordfrisiske Øer, som strengt taget ikke var enklaver, da de lå ud til åbent vand: Mandø, den sydlige del af Rømø, den nordlige del af Sild, den vestlige del af Før samt Amrum. Alle enklaverne undtagen Ribe og Mandø blev indlemmet i Slesvig, og følgende slesvigske områder blev indlemmet i kongeriget: Ærø. De 6 sogne i Ribe Herred, som ikke allerede hørte til kongeriget. Ribe by, der havde været omgivet af hertugdømmet på alle sider, og Mandø, hvis forbindelse med fastlandet gik til Vester Vedsted, kom hermed til at hænge sammen med kongeriget. 8 sogne syd for Kolding, som udgjorde Nørre Tyrstrup Herred, bl.a. Vejstrup Sogn, hvor Skamlingsbanken ligger. Dens top Højskamling var det historiske Sønderjyllands højeste punkt med 113 m o.h. Det oprindelige Tyrstrup Herred blev delt, og de 7 sogne, der forblev i hertugdømmet, kom til at udgøre Sønder Tyrstrup Herred.