Kolding er en fjordby i Sydjylland og er med sine Danmarks 8. største by. Kolding er hovedby i Kolding Kommune og ligger i Region Syddanmark.
Byen er sandsynligvis opstået i sidste halvdel af 1100-tallet. I middelalderen blev byen ramt af flere krige og pest, hvilket bevirkede en tilbagegang i indbyggertal og handel, men siden slutningen af 1800-tallet har byen gennemgående haft fremgang og er i dag en driftig handels- og erhvervsby i Trekantområdet.
På grund af byens centrale placering i Danmark har handel og eksport gennem tiderne været af stor betydning for byens udvikling, og Kolding Å var i mange år toldgrænsen mellem Kongeriget og Hertugdømmerne sydpå. Handlen foregik først via landevej og skib og senere også via jernbanen.
Nord for Kolding Å ligger Slotsbanken med byens vartegn, kongeslottet Koldinghus, der blev bygget som kongerigets beskyttelse af den sydlige grænse. De kongeliges ophold på slottet har været betydende for byen, da det kastede glans over byen og gav arbejde til indbyggerne. De mest betydende kongelige var nok Kong Christian 3. og hans hustru Dronning Dorothea i 1500-tallet, Kong Christian 4. i begyndelsen af 1600-tallet og Kong Frederik 4. i begyndelsen af 1700-tallet.
Selve landskabet er opstået og formet i slutningen af den sidste istid, også kaldet Weichsel-istiden. I denne periode var området fuldstændig dækket af is flere gange, og isen, gletsjere og smeltevand har skabt Koldings landskabsmæssige kendetegn med tunneldale, fjord og søer, samt Kolding Å, der snor sig gennem Kolding og oplandet.
Centrum og byens ældste del ligger i bunden af en øst-vestlig dal, og byen breder sig op ad dalens sider og videre ud i landskabet. Byens udvikling har betydet, at forstæderne, Vonsild, Tved, Bramdrupdam, Seest, Strandhuse og Harte er blevet en del af byen.
Etymologi
Navnet Kolding ses første gang på skrift i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 og her benyttes navnet Kaldyng. Et segl på et brev fra bystyret i slutningen af 1200-tallet har indskriften "SIGILLUM SANCTI KANVTI DE KALDING" og på et andet segl fra 1421 skrives "S’CIWITATIS IN KAALDYNG", men i begyndelsen af 1300-tallet vinder stavemåden Kolding/Colding dog frem, og Kolding bliver senere den mest brugte form.
Der har været fremført forskellige forklaringer på ordets betydning, og stednavneforskerne mener i dag, at Kolding betyder “den kolde å”. Navnet Kolding er afledt af adjektivet kald, kold, tilføjet endelsen ung med betydningen ‘den kolde å’ eller 'det kolde vand', som menes at hentyde til åen eller fjorden.Nationalmussets hjemmeside. Artikel om kirkerne i Kolding. Side 1. Hentet 16-12-2012.stadsarkiv.kolding.dk Rådhus og bystyre i Kolding 1500-2000. Hentet 17-09-2013.
Indbyggere i Kolding betegnes som koldingensere uanset fødested. Undertiden anvendes betegnelsen 'koldinger', hvormed der menes de indbyggere, som bor i Kolding og tillige er født og opvokset i byen.www.kolding.dk Artikel om Koldinger/Koldingenser i Kolding Leksikon. Hentet 17-09-2013.
Historie
Middelalderen
Kolding har været kongelig residensby siden middelalderen, og Jyllands eneste tilbageværende kongeborg, Koldinghus, er stadig et vartegn i byen. Byen nævnes første gang i Kong Valdemars Jordebog som Kaldyng, hvor byen er anført under Almindherred (senere Brusk Herred), og hvor byen er ansat til 80 mark guld, mens landet om den er ansat til 13 mark; 1236 kaldes den i et gavebrev Kaldingh (endnu i begyndelsen af det 15. århundrede kaldes den Kalding; 1447 forekommer formen Collinghe, senere Kolynghæ); men den har vistnok bestået en del tidligere som fiskeleje.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 319
Dens ældste privilegier som købstad kendes ikke; 1321 omtales de første gang, da de stadfæstedes af Christoffer II; senere er de ofte blevne bekræftede, således i 1327, 1422, 1452, 1483, 1525, 1540, 26/6 1560 osv. Den har i middelalderen været en ret anselig by, der blomstrede ved handel og skibsfart, og dens beliggenhed som grænsestad, slottet Koldinghus og den store hofholdning, der hørte hertil (mange adelsmænd havde gårde i Kolding, langt op i den nyere tid) har vel nok givet den forøget betydning og gjort den til skueplads for vigtige historiske begivenheder, men også ofte påført den ulykker.
Da der efter Erik Plovpennings tronbestigelse udbrød strid mellem ham og broderen Abel, blev der i 1242, ved nogle tyske fyrsters mægling, sluttet forlig mellem dem på "Eldenæs" ved Kolding, hvor Abel skal have haft et slot, men allerede året efter "førte Kongen en Hær til Kolding mod sin Broder". Den 22. oktober 1245 bortskødede Abel og Christoffer Kolding til broderen Erik den ham tilkommende del af deres fælles besiddelser på Als. Da krigen udbrød igen, skal kongen 1247 have afbrændt Kolding, som kong Abel havde i pant, hvilket dog er meget tvivlsomt. Året efter begyndte Abel at opføre Koldinghus. Det var i Kolding, at Christoffer I den 24. juni 1254 forlenede sin brodersøn Valdemar Abels søn med Sønderjylland. Erik Klipping indløste 1268 Koldinghus fra hertug Erik og genopbyggede og befæstede slottet "som en Port og Nøgle for Riget", lige som han skal have udvidet byen og tilbygget den sydlige del. Efter der var udbrudt et bondeoprør i Jylland, og bønderne ved Kolding 1313 havde slået Erik Menveds drost Niels Olufsen Bild, drog kongen selv til Jylland for at tugte oprørerne og pålagde almuen som straf den såkaldte guldkornsskat (ɔ: 1 skp. rug af hver mark gulds jord) samt tvang dem til at opføre faste borge, deriblandt også at "befæste Kolding". Året efter, 21. juli, sluttedes der i Kolding et forbund mellem kongen og ditmarskerne. Efter Christoffer IIs fordrivelse 1326 var Kolding blandt de forleninger, som kong Valdemar tildelte marsken Ludvig Albertsen (Eberstein). Valdemar Atterdag og grev Gerts sønner Henrik og Nicolaus sluttede forlig i Kolding 7. juli 1365, og 24. marts 1411 sluttedes her ligeledes våbenstilstand mellem Erik af Pommern og hertuginde Elisabeth af Slesvig. Jutte Lembæk overlod 1427 Koldings indbyggere byen Brendkjær syd for Kolding Å, og dens jorder lagdes til Kolding bymark. På en herredag i Kolding den 30. april 1440 forlenede Christoffer af Bayern hertug Adolf med Slesvig som arveligt len.
Byen havde i middelalderen et kloster. Det var et Gråbrødrekloster stiftet i 1288 med samtykke af enkedronning Agnes som formynderske for Erik Menved og indrettet af en gård og et kapel, kaldet Dueholm, tilhørende en ridder Henrik Dulmer, der selv indtrådte som munk i klosteret. Om dets historie vides i øvrigt ikke meget; 1413 betænktes det i et testamente; 1474 holdt ordenen kapitel her; 1517 indførtes den strengere regel, observansen. I 1529 blev, i væsentlig grad efter tilskyndelse af borgerne og en adelsmand Hartvig Andersen, klosteret ophævet og munkene fordrevet. Bygningerne synes derefter stykvis at være afhændede (en fik 1530 gråbrødrenes vaskehus, to andre 1532 hver et hus af klosteret) og efterhånden nedbrudte. I 1551 traf kongen foranstaltninger til, at de, som ville bygge og bo i Kolding, måtte få overladt den plads, hvorpå klosteret havde stået; da var det altså forsvundet. Det har ligget ved hjørnet af Klostergade og Klosterstræde. Ved udgravning af en ejendom i Klostergade i år 1900 blev der fundet rester af skeletter og flere af egeplanker dannede kister med skeletter fra middelalderen, muligvis hidrørende fra klosterets kirkegård.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 320
Af milde stiftelser havde byen i middelalderen også kun en, et Sankt Jørgens Hospital for spedalske. Det nævnes første gang i 1525, men hidrører sikkert fra den tidligere middelalder; i 1543 blev det ophævet og jordegodset henlagt til det nyoprettede hospital i Ribe. Sankt Jørgensgård lå imidlertid så belejligt til Koldinghus, at kongen allerede to år efter tog gaven tilbage og 1552 overlod Ribe hospital et andet gods som vederlag for de 16 gårde og nogle jordstykker i Koldingegnen, som havde tilhørt Sankt Jørgensgården. Hvornår denne (med tilhørende kapel) er nedbrudt, vides ikke; den har ligget mod vest uden for byen. Navnet overførtes på det 1558 oprettede hospital.
Der har i middelalderen været et Sankt Knuds Gilde (et signet er fra ca. 1290; der haves et brudstykke af dets skrå, fra 1393), som indtil 1484 havde sit gildehus i Laasbygade (Lusbygade), og vistnok også et kalentegilde.
Christian II havde et møde her 1522 med sin farbroder hertug Frederik. Under Grevens Fejde mødtes her i december 1534 Christian III og grev Christoffer af Oldenburg for at komme til forlig, hvilket dog ikke lykkedes.
Renæssancen
I 1558 stiftede Christian 3. Sct. Jørgens Hospital og Latinskolen. Hans hustru, Dronning Dorothea byggede det første skolehus i 1566 og Slotsmøllen.
På en herredag i Kolding 1547 fik lübeckerne deres privilegier stadfæstede. En særlig betydning for byens handelsliv i de første århundreder af den nyere tid har utvivlsomt øksnetolden ("Kronens Told", "Store Tolden") haft, en told, der hvilede på udførslen af øksne til Hertugdømmerne. Studehandelen var i det 16. og det 17. århundrede landets fordelagtigste handel, og de fleste øksne fra Nørrejylland blev udførte over Ribe og Kolding.Kancelliets Brevbøger 1/1 1567, 4/9 1571 osv. Efter toldrullen 1672 udrededes 1½ specie for stykket af øksne; 1691 forhøjedes den til 2, og 1718 og 1719 var den endog ansat til 3 specie pr. Stk. Hvor betydelig øksnetolden var, ses bedst ved sammenligning med andre toldafgifter; i 1621 udrededes der af told på rostockerøl 100 daler, på heste 523 daler og på øksne 13.820 daler; i 1634 var tallene på de samme varer henholdsvis 103½, 1.319 og 13.775 daler.
Som så mange andre byer led Kolding meget under krigene i 17. århundrede. I 1627 blev den plyndret og brændt af de danske lejetopper,Samlinger til jydsk Historie 2. R. III S. 206ff og 367ff da de flygtede for den indtrængende tyske kejserlige hær, som kort efter besatte den og tog hovedkvarter her; 1644 blev den atter hjemsøgt både af venner og fjender, der ødelagde mange bygninger, deriblandt kirken og skolen; men mest led den under krigen 1657-60, da den først var i de svenskes hænder og derpå indtoges af de allierede, polakkerne og brandenburgerne, som stormede Koldinghus og hærgede det og byen langt mere end fjenden. En heftig pest 1659 gjorde tilstanden endnu værre (pest havde også hjemsøgt Kolding i 1640 og 1654).
I Koldings Bys Bog fra 1646 er der optalt 280 huse med anslået 2.800 indbyggere, hvilket var en stor provinsby.
Under enevælden thumb|Kort over Kolding fra 1768. I 1672 havde byen 1.094, i 1769 1.396 indbyggere. I Danske Atlas fra 1769 siges, at byens handel var meget ringe, til dels på grund af naboskabet med Hertugdømmet; der drives mest handel på København og Norge, især med korn og fedevarer; i en økonomisk beskrivelse af Koldinghus Amt fra 1786 af amtmanden. Af Hans de Hofman (der også har skrevet om Kolding i Danske Atlas) skildres tilstanden endnu mere sørgelig: byen aftager meget i næring, havnen vil snart blive tilgroet, og de handlende har ikke råd til at anskaffe den fornødne mudderpram; ørredfiskeriet aftager også, og vil vistnok ganske ophøre, når åen tilgror; mange formuende familier er døde og deres midler ved arv komne fra byen, mens de fleste af de ny tilkomne ingen formue havde.