Jogaila, senere Vladislav 2. Jagiełło ()Han kendes under flere navne: ; ; . (ca. 1352/1362 – 1. juni 1434) var storfyrste af Litauen (1377–1434) og konge af Polen (1386–1434), først sammen med sin kone Jadwiga 1399 og derefter som enehersker over Polen. Han regerede i Litauen fra 1377. Jogaila var født som hedning, men konverterede i 1386 til kristendommen og blev døbt Vladislav i Kraków, gift med den unge dronning Jadwiga, og kronet til konge af Polen som Vladislav 2. Jagiełło. I 1387 kristnede han Litauen. Han regerede alene i Polen fra 1399, da dronning Jadwiga døde, og de næsten 35 år, hvor han grundlagde den flere århundrede lange polsk-litauiske realunion. Han var et medlem af det polske jagielloniske dynasti, der bærer hans navn, og som i storfyrstendømmet Litauen tidligere var kendt som Geminid-dynastiet. Dynastiet herskede over begge stater til 1572,Anna Jagiellon, det sidste medlem af den royale Jagiellon-familie, døde i 1596. og blev et af de mest indflydelsesrige dynastier i den sene middelalder og tidlige moderne tid i det centrale og østlige Europa. Under hans regering var den polsk-litauiske stat den største i den kristne verden.Anna Boczkowska, Sarkofag Vladislava II Jagiełły i Donatello, Gdańsk 2011, p. 27.

Jogaila var den sidste hedenske hersker i det middelalderlige Litauen. Efter han blev konge af Polen, som resultat af Krevo-unionen, konfronterede den nydannede polsk-litauiske union den Tyske Ordens voksende magt i Den store krig. Efter at have vundet slaget ved Tannenberg i 1410 fik Polen gennem Freden i Thorn sikret de polske og litauiske grænser. Det blev befgyndelsen til den polsk-litauiske alliances rolle som en større europæisk magt. I Vladislav 2 Jagiełłos regeringstid begyndte Polens guldalder.

Tidlige liv

Litauen Der vides ikke meget om Jogailas tidlige liv, og selv hans fødeår er uvist. Tidligere har historikere formodet, at han blev født i 1352, men nyere forskning peger på omkring 1362. Han var efterkommer af Geminiderne og blev sandsynligvis født i Vilnius. Han forældre var Algirdas, storfyrste af Litauen, og dennes anden kone, Uljana, datter af storfyrsten af Tver Alexander 1.

Storfyrstendømmet Litauen, som tilfaldt Jogaila som storfyrste 1377, var en politisk entitet, der bestod af to centrale, men meget forskellige nationaliteter og to politiske systemer: etniske litauere i nordvest og de store ruteniske territorier fra det tidligere Kijevrige bestående af de områder, der i dag er Ukraine, Hviderusland og dele af det vestlige Rusland. Til at begynde med regerede Jogaila — ligesom hans far før ham — primært de sydlige og østlige litauiske territorier, mens hans onkel, Kęstutis, hertug af Trakai, fortsatte med at regere den nordvestlige region.Nogle historikere har kaldt dette system et diarki (; ). Rowell mener dog at denne situation med to herskere "...reflekterer politisk hensigtsmæssighed; den passer i hvert fald ikke på den formelle definition af et diarki som 'regering af to uafhængige autoriteter'...de to ledere var ikke lige: storfyrsten i Vilnius var højest" (). Jogailas overtagelse af storfyrstetitlen kom dog til at sætte dette dobbelt-hersker-system under pres.

thumb|Moderne afbildning af Vladislav 2. Jagello

I begyndelsen af sin regeringstid var Jogaila travlt optaget af opstande i de gamle Kijevrige-områder. I 1377–1378 undsagde Algirdas' ældste søn, og Jogailas halvbror, Andrej af Polotsk, Jogailas autoritet og søgt selv at blive storhertug. I 1380 allierede Andrej og en anden bror, Dmitrij, sig med fyrst Dmitrij af Moskva mod Jogailas alliance med emir Mamai, der de facto var khan af Den Gyldne Horde. Da de to hære stødte sammen i Slaget ved Kulikovo, kom Jogailas styrker for sent til at kunne assistere sin allierede, og hans tropper nåede kun periferien af slagmarken, hvilket førte til, at Mamais hær led nederlag til fyrst Dmitrij efter en drabelig kamp, der kostede begge sider stort. Moskovitternes pyrrhiske sejr over Den Gyldne Horde kom til at markere begyndelsen på Storfyrstendømmet Moskvas langsomme opstigen til en stærk regional magt, som i det næste århundrede kom til at udgøre den mest alvorlige rival og trussel til Litauen. I 1380 var Moskva dog stærkt svækket efter de enorme tab i kampen, og Jogaila var derfor fri til samme år at begynde en kamp med Kęstutis om kontrollen med Litauen.

I den nordvestlige del af riget var Litauen plaget af konstante invasioner fra Den Tyske Orden — en ridderorden, der blev grundlagt efter 1226 for at bekæmpe og omvende de hedenske baltiske stammer gammelpreusserne, jotvingerne og litauerne. I 1380 vedtog Jogaila og Den Tyske Ordens stormester Winrich von Kniprode i al hemmelighed Daudisk-traktaten, der var rettet mod Kęstutis. Da Kęstutis opdagede planen, førte det til udbruddet af den litauiske borgerkrig. Kęstutis indtog Vilnius, væltede Jogaila og udråbte sig selv til storfyrste. I 1382 rejste Jogaila en hær af sin fars vasaler og mødte Kęstutis tæt på Trakai. Jogalia narrede Kęstutis og hans søn Vytautas til at komme til Jogailas lejr for at forhandle, men tog dem begge til fange, da de ankom og indespærrede dem i Krevaslottet, hvor Kęstutis blev fundet død, sandsynligvis myrdet, en uge senere. Vytautas undslap og flygtede til Den Tyske Ordens fort Marienburg, hvor han blev døbt Wigand.

Jogaila formulerede herefter Dubysa-traktaten, som belønnede Ordenen for deres hjælp til at besejre Kęstutis og Vytautas ved at love omvendelse og at tildele Ordenen Žemaitija vest for Dubysa-floden. Jogaila ratificerede dog aldrig traktaten, hvilket fik Ordenen til at invadere Litauen i sommeren 1383. I 1384 blev Jogaila forsonet med Vytautas og lovede at returnere hertugdømmet Trakai til ham. Det førte Vytautas til at vende sig mod Ordenen og angribe og plyndre flere preussiske slotte.

Dåb og vielse Jogailas russiske mor Uliana af Tver anbefalede ham at gifte sig med Sofia, hvis far fyrst Dmitrij af Moskva, dog krævede at han først skulle konvertere til ortodoksien.Historikeren John Meyendorff foreslår at Jogaila muligvis allerede var ortodoks kristen: "I 1377 døde Olgerd af Litauen, og efterlod storfyrstendømmet til sin søn Jagiello, en ortodoks kristen..." (). For at ægteskabet kunne finde sted krævede Dmitrij at Jogaila "skulle døbes i den ortodokse tro og at han skulle erklære sin kristendom for alle" (). Den mulighed ville dog næppe stoppe Den Tyske Ordens korstog mod Litauen, da Ordenen anså ortodokse kristne som skismatikere og ikke meget bedre end hedninge. Jogaila accepterede et polsk tilbud, der indebar at han konverterede til katolicismen og giftede sig med den 11-år-gamle dronning Hedvig af Polen.Hedvig var egentlig blevet kronet som konge af Polen (rex poloni), da det polske politiske system ikke havde nogen provision for en regerende dronning ). Lillepolens adelige havde flere grunde til at komme med dette forslag: De ønskede at neutralisere Litauen som en trussel og at sikre de frodelige territorier i fyrstendømmet Galicien-Volhynien. De så det derudover som en mulighed for at øge deres egne privilegier og undgå indflydelse fra hertugdømmet Østrig via Hedvigs tidligere forlovede, hertug Vilhelm af Østrig.

Jogaila bekræftede sine ægteskabsløfter 14. august 1385 i Kreva slot i det, der blev kendt som Krevo-unionen. Blandt ægteskabsløfterne var konvertering til kristendom, tilbagelevering af lande "stjålet" fra Polen af dets naboer samt terras suas Lithuaniae et Russiae Coronae Regni Poloniae perpetuo applicare, en klausul som historikere læser som alt fra en personalunion mellem Litauen og Polen til en total inkorporering af Litauen i Polen. Aftalen ved Krevo er blevet beskrevet som både fremsynet og desperat.Den "reflekterer den exceptionelle fremsynethed blandt de politiske eliter der herskede i begge lande" (). Det var "en desperat satsning af Jogaila for at undgå en tilsyneladende uundgåelig underkastelse" ()

Jogaila blev døbt i Wawel-katedralen i Kraków 15. februar 1386 og anvendte nu formelt navnet Vladislav eller latinske varianter heraf.Vladislav er et slavisk navn, der ofte latiniseres til enten Vladislaus eller Ladislaus. Valget af navnet trak tråde tilbage til både Vladislav 1. "den Korte" af Polen, som var dronning Hedvigs tipoldefar og forenede kongeriget i 1320, og sankt Ladislaus 1. af Ungarn, en konge som tog pavens side mod kejser Henrik 4. af Det Tysk-romerske rige og gjorde Transsylvanien kristent (). Brylluppet fandt sted tre dage senere og 4. marts 1386 blev Jogaila kronet kong Vladislav af ærkebiskop Bodzanta. Han blev også juridisk adopteret af Hedvigs mor, Elisabeth af Bosnien, så han kunne beholde tronen i tilfælde af Hedvigs død. Den kongelige dåb udløste konvertering af størstedelen af Jogailas hof og adel samt massedåb i Litauens floder. Det blev begyndelsen på den endelige kristning af Litauen. Kongens konvertering og dens politiske implikationer skabte vedvarende forandring i både Litauens og Polens historie.

Hersker af Litauen og Polen

Tiltrædelse 250px|thumb|Polen og Litauen 1386–1434

Vladislav 2. Jagiello og dronning Hedvig regerede sammen; og selvom Hedvig sandsynligvis ikke havde meget reel magt, deltog hun aktivt i Polens politiske og kulturelle liv. I 1387 ledte hun to vellykkede militærekspeditioner til Røderusland, genvandt land som sin far Ludvig 1. af Ungarn havde overført fra Polen til Ungarn og sikrede sig tribut fra Petru 1. af Moldova. I 1390 forhandlede hun personligt med Den Tyske Orden. Hoveddelen af det politiske ansvar tilfaldt dog Jagiello, mens Hedvig ofte tog del i kulturelle og velgørende aktiviteter, som hun stadig hyldes for.

Snart efter Jagiellos tiltræden som polsk regent tildelte han Vilnius et privilegium meget lig Krakóws baseret på Magdeburgrettighederne; og Vytautas udstedte et privilegium til en jødisk kommune i Trakai på næsten de samme betingelser som privilegier udstedt til Polens jøder under Bolesław den Fromme og Kasimir den Store. Vladislavs forening af de to juridiske systemer var til at begynde med delvis og ustabil, men kom til at få varig betydning. Da Lublinunionen fandt sted i 1569, var der ikke længere synderlig forskel på Litauen og Polens administrative og juridiske systemer.

Under Jagiellos styre blev katolicismen fremmet i Litauen på bekostning af ortodoksien; i 1387 og 1413 blev litauiske katolske boyarer tildelt særlige juridiske og politiske privilegier, der ellers blev nægtet ortodokse boyarer. Efterhånden som denne proces tog til, blev den fulgt af en voksende Rus' og litauisk identitet i det 15. århundrede.

Udfordringer thumb|Vytautas den Store skabte flere problemer for Vladislavs kontrol over Litauen Jagiellos dåb stoppede ikke Den Tyske Ordens korstog mod Litauen - Ordenen påstod at hans konvertering var svindel, muligvis endda kættersk, og fornyede deres angreb under påskud af, at der fortsat befandt sig hedninge i Litauen. Ordenen begyndte dog at få sværere og sværere ved at retfærdiggøre et korstog og blev samtidigt stillet over for en eksistentiel trussel i form af kongeriget Polen og en reelt kristen litauisk alliance. Vladislav støttede oprettelsen af bispedømmet Vilnius under biskop Andrzej Wasilko, Elisabeth af Ungarns tidligere skriftefader. Bispesædet omfattede Žemaitija, der dengang hovedsageligt blev kontrolleret af Den Tyske Orden, og blev underlagt Stolen i Gniezno i modsætning til Ordenens Stol i Königsberg. Denne beslutning forbedrede næppe Vladislavs forhold til Ordenen, men skabte et tættere bånd mellem Litauen og Polen, og lod den polske kirke assistere sin litauiske modpart frit.