Johan Sigismund lensgreve Schulin (født 16. august 1694 i Prichsenstadt, Franken, død 13. april 1750) var greve, gehejmeråd og hvad der svarer til dansk udenrigsminister under kongerne Christian 6. og Frederik 5.
Ungdom og rejse til Danmark Schulin var født 18. august 1694 i Prichsenstadt nær Ansbach, hvor hans fader var præst. Denne sørgede med omhu for, at han kunne få en god akademisk uddannelse, og efter at have gennemgået et gymnasium i Heilbronn studerede han på universiteterne i Jena, Helmstedt og Leiden. Det var et vidnesbyrd om det gode navn, han vandt sig, at han snart blev antaget som hovmester for de unge markgrever Frederik Ernst og Frederik Christian af Brandenburg-Kulmbach, brødre til den danske kronprinssesse Sophie Magdalene. Medens han beklædte denne stilling, forelskede han sig i en datter af en dr.jur. V.D. Veni og ægtede hende; men hun døde snart. Hvor svært han end i øjeblikket følte dette tab, kom det dog vistnok til at gavne ham med hensyn til hans fremtidige løbebane, da han vel næppe, hvis hans hustru var blevet i live, ville være kommet til at søge sin lykke i et fremmed land og derved være blevet en anset statsmand.Holm, s. 325
Da hans hustru var død, var han sin egen herre, så at han kunne følge den ældste af de unge markgrever til Danmark, og her kom han, som imidlertid havde kunnet pynte sig med titlen af bayreuthsk hofråd, i forbindelse både med markgrevernes moder, Christian 6.s svigermoder, og med ham selv, der den gang endnu var kronprins. Hvor stærkt han snart vandt prinsens yndest, derom vidner bl.a. et brev, sorn denne skrev til ham 1729, og hvori han ikke alene takkede ham for den omhu, han havde næret for de 2 unge markgrever, men tillige tilføjede de betydningsfulde ord: "Jeg ønskede intet højere, end at Gud måtte sætte mig i stand til at gjøre gjengjæld for den Trofasthed, han (Schulin) har vist imod hele Familien ... Jeg har endnu mange Desseins med ham." Husker man på, hvor nær tanken om den forestående kongegerning den gang måtte ligge kronprinsen, kan man ikke være i tvivl om, at han her har tænkt på at ville gøre brug af Schulin i statstjenesten.
Hastig karriere under Christian 6. Tiden til at gøre alvor heraf kom snart, da Frederik 4. døde natten imellem 11. og 12. oktober 1730. Ikke mere end et par måneder derefter gjorde Christian 6. Schulin til en af direktørerne i Generalpostamtet, en uge derefter udnævnte han ham til etatsråd, og 6. april 1731 optog han ham i den danske adel. Rask gik nu vejen videre opad, således at han, efter 1733 at være blevet sekretær i Tyske Kancelli, 28. maj 1735 blev oversekretær (præsident) i dette kollegium, hvad der ville sige, at han foruden at få, vigtige sider af Slesvigs og den kongelige del af Holstens styrelse i sin hånd tillige blev udenrigsminister. Dannebrogsordenen tilfaldt ham Schulin a., og efter at han 26. juli 1737 var blevet udnævnt til assessor i Konseillet, hvad der gav ham ret til at votere i dette, opnåede han højdepunktet af nådesbevisninger under Christian 6., da han 28. november 1738 blev virkelig gehejmeråd i konseillet.Holm, s. 325f Året efter fik han l'union parfaite.
Den yndest, Christian 6. viste Schulin, var visselig fuldt berettiget. Schulin var afgjort en begavet mand med en skarp forstand og fortrinlig oplagt til at tumle med de udenrigske forhold, da han både var smidig og forsigtig, så han kunne være ganske uigennemtrængelig; han havde desuden øjnene godt med sig og, hvad der under diplomatiens krogveje nok kunne være brug for, tillige fornøden dristighed til, hvor det behøvedes, at nægte ubehagelige sandheder. Som personlighed efterlod han sig et godt minde her hjemme. Det blev bl.a. efter hans død sagt til hans ære, at uagtet han var født tysker, sluttede han sig helt til sit nye fædreland, lærte vort sprog til fuldkommenhed og gjorde personlig ikke det mindste for at trække sine landsmænd, end ikke sine egne brødre, ind i landet. Også vidste man at fortælle, at han i sit væsen var en meget behagelig mand.Holm, s. 326 thumb|300px|Frederiksdal (1745-47), tegnet af Nicolai Eigtved Taget ændret til mansard 1752-53 af J.G. Rosenberg. Det omgængelige i hans måde at være på i forbindelse med det smidige hos ham og en vis forsigtighed, hvori man for øvrigt nok kunne være fristet til at se nogen beregning, kom ham overordentlig til gode i hans forhold til kongen. Thi hvor meget godmodigt, venligt og bravt der end fandtes hos denne, var han på grund af de besynderlig vidtgående meninger, han havde om sin kongelige magts ophøjethed, ikke altid ganske let at have at gøre med. Han krævede noget "submist" hos dem, som han ret skulle holde af at se om sig, og han havde en lidet behagelig lyst til i embedsmanden først og fremmest at ville se kongetjeneren. Foruden at komme godt ud af det med kongen ville det imidlertid også være af stor vigtighed at stå på en god fod med kongens damer, hans svigermoder, markgrevinden af Bayreuth, og dronningen, Sophie Magdalene, der begge gjaldt meget hos Christian 6., og af hvilke markgrevinden var en ærgerrig fyrstinde, som havde lyst til at spille en politisk rolle og på grund af den respekt, kongen havde for hende, ingenlunde var ude af stand til at gøre det. Schulin havde imidlertid det rette greb på at behandle disse damer, som desuden i ham ikke uden grund så en mand, der i sin tidligere stilling som hovmester for dronningens 2 brødre havde gjort sig fortjent af familien. Hertil kom, at Sophie Magdalene med sine ødsle tilbøjeligheder, især efter at hun havde kastet sig ind i byggeforetagenderne ved Hirschholm Slot, idelig var i pengeforlegenhed og under de vanskeligheder, den voldte hende, ikke kendte nogen bedre rådgiver end Schulin.Holm, s. 326f Der kunne være noget tiltalende for denne ved den tillid, der således vistes ham, og den omfattende brevveksling, kongen førte med ham, indeholder mange træk af virkeligt venskab fra kongens side og af omhu hos ham for Schulins vel. Som et enkelt betegnende træk af kongens venskab for ham kan det nævnes, at han forærede ham herresædet Frederiksdal i Nordsjælland, og året efter påbegyndtes byggeriet af Schulins lystslot, der blev en fast base for den nye adelsslægt. Landstedet stod færdigt 1747.Holm, s. 327
Men ganske sikkert var det besværligt for Schulin at skulle fungere som et slags husminister og blive overhængt med en mængde anmodninger vedrørende kongefamiliens private forhold, som f.eks. at skulle skaffe bankaktier afsatte for kongen, give råd om tegninger til Christiansborg Slot, ja lige til at skulle sige dronningen sin mening om nye tjenestefolk, der skulle antages, eller om, hvad hun skulle skrive til sin yngste broder, når han gjorde skandaler, og først og fremmest om, hvorledes hun skulle komme ud af sine pengesorger. Det var et ikke ringe tillæg af trættende småting, der herved føjedes til Schulins ansvarsfulde statsmandsgerning.
Så længe Christian 6. levede, kan man vistnok ikke sige, at Schulin som minister alene bestemte statens ydre politik, thi kongen ville i virkeligheden her selv være den styrende; men han trængte i høj grad til råd af andre, og der kan ingen tvivl være om, at Schulin efterhånden her blev den, hvis ord i udenrigske sager gjaldt mest, ligesom det er en selvfølge, at han ved sit forhold både til de indenlandske og de fremmede diplomater på mange måder kunne udøve indflydelse.
Udenrigspolitik og alliancer Den gang Schulin tiltrådte sin ministerplads, havde staten for kort tid siden sluttet forsvarsforbund med England og med Sverige, ligesom forholdet til Rusland også måtte gælde for venskabeligt, og det fremtrædende ønske hos Schulin som hos kongen var, at freden i Norden kunne blive bevaret. Men der var uheldigvis en stærk spænding imellem Rusland og Sverige, i hvilket sidste land Hattepartiet snart kom til roret og nærede planer om at vinde oprejsning for tabene ved Freden i Nystad. Bag dette parti stod tydelig nok Frankrig, som på denne tid indtog en i høj grad imponerende stilling i Europa. Under indtrykket af, at det om kort tid på denne kant ville komme til et brud, hævede der sig blandt statsmændene her hjemme røster for, at man, hvis det skete, skulle forene sig med Sverige og dets stærke ven Frankrig, for at Rusland, hvis overmagt havde vist sig at kunne være truende nok, kunne blive trængt tilbage og lejligheden tillige blive nyttet til at vinde en udvidelse af dansk-norsk område, samtidig med at Sverige naturligvis også skulle blive stærkere. Både fra Frankrigs og Sveriges side lød der lokkende røster, og da der tillige var forskellige grunde til misnøje med Frankrigs gamle medbejler England, blev følgen en svingning over imod Frankrig ved nytårstid 1740, som 2 år senere fremkaldte afslutningen af et forbund 15. marts 1742 og en dertil knyttet handelstraktat af 23. august 1742. Foruden Poul Vendelbo Løvenørn havde Schulin stor del i denne svingning, og kongen udtalte da også sin store tilfredshed med, hvad han havde gjort for at bane vejen til denne forbindelse.Holm, s. 327f
Men til trods for, at denne alliance syntes at frembyde betydelige fordele for vort fædreland, udviklede der sig dog netop nu forhold, som Christian 6. og Schulin ikke kunne magte. Da svenskerne nemlig i 1741 højst ubesindig havde begyndt krig med Rusland, gik det dem såre galt i kampen, således at de ved en kapitulation 4. september 1742 endog måtte rømme Finland, og medens denne ulykkelige krig gik sin gang, kom spørgsmålet om valget af en tronfølger i Sverige frem på den svenske rigsdag. Som vel kendt bejlede Christian 6. til denne stilling først for sig selv og siden for sin søn, Kronprins Frederik, i det han i tilfælde af et sligt valg lovede hjælp imod Rusland. Det var altså en fornyelse af Kalmarunionen, der her var på bane. At en sådan ville være forbunden med vanskeligheder, kunne ikke være skjult for nogen; men både kongen og Schulin håbede ikke alene, at der på den måde skulle vindes forøget glans for det Oldenborgske hus, men også at der skulle opnås varige goder for Norden i det hele. "Jeg ser godt", skrev Schulin derom, "hvor meget de 3 nordiske Kongeriger vilde vinde i Magt, Selvstændighed og lykke, naar deres Interesser bleve de samme, efter at de hidtil havde været, om end ikke hverandre fuldstændig modsatte, saa dog adskilte. De fælles Fordele, der ville blive følgen deraf, ere alt for mange til, at en stor Del af dem ikke let skulle falde i øjnene på den, der vil tænke over dem. Jeg ser heller ikke andet, end at Sagen maa være mulig. Under den nuværende Stilling i Norden ere Danmarks og Sveriges Interesser de samme med hensyn til alle de evropæiske Hoffer, og det er kun deres adskillelse, som forhindrer dem fra altid at stemme overens og saa er der enhed, hvad Nationalitet og Religion angår, ikke mindre end med hensyn til Handel og Kongerigernes indre saa vel som ydre Forhold."Holm, s. 328f
Men denne plan mislykkedes som vel bekendt. Til trods for, at Hattepartiet en tid havde anglet efter Christian 6.s hjælp, optrådte det, da tronfølgerspørgsmålet kom til at foreligge, bestemt imod at tage den danske kronprins til tronfølger, og tilnærmelsen til hoffet i Versailles var så langt fra at være til gavn for unionspolitikken, at dette endog bestemt bekæmpede denne. Endelig kom som det afgørende, at kejserinde Elisabeth af Rusland ved de russiske våbens fremgang fik det i sin hånd at diktere svenskerne freden, og da hun som vilkår for at lade Sverige få den største del af Finland tilbage krævede, at det skulle tage hendes slægtning, den gottorpske prins Adolf Frederik, til tronfølger, var dennes valg dermed en afgjort sag.Holm, s. 329