Tamkatten (Felis catus eller Felis silvestris catus) er et lille, tæmmet, kødædende pattedyr oftest med pels. Den kaldes huskat eller bare kat, når der ikke er grund til at skelne den fra andre kattedyr. Katten er værdsat af mennesker for dens selskab og evne til at jage mus og rotter. Mange huskatte bliver op mod 20 år gamle.
Kattens anatomi ligner andre kattedyr: stærke, fleksible kroppe, hurtige reflekser, skarpe klør og tænder, der er velegnede til at dræbe byttet. Katte bruger deres gode hørelse og evnen til at se i næsten totalt mørke til at jage i tusmørke. Katte kan høre lyde, der er både dybere og højere end hvad mennesker kan høre. Det skyldes, at kattes hørelse er tilpasset deres naturlige bytte, der ofte er gnavere som mus. Når katte kommunikerer, bruger de miaven, spinden, hvæsen, dufte og kropssprog.
Katte kan formere sig hurtigt. Undladelse af kastration og sterilisation og senere efterladelse af dem har resulteret i henved 60 millioner vildtlevende katte i Nordamerika alene. Under kontrollerede forhold avles katte og får registrerede stamtavler, såkaldte racekatte.
Fordi katte var tilbedte og højt værdsatte i oldtidens Ægypten, antoges det, at dyret blev domesticeret der, men der kan have været tilfælde af domesticering så tidligt som i stenalderen. Et genetisk studie i 2007 viste, at alle huskatte nedstammer fra fem hundyr af den afrikanske vildkat (Felis silvestris lybica) ca. 8000 f. Kr. i Mellemøsten. Katten er i øjeblikket det mest populære kæledyr og kan findes næsten overalt i verden.
Etymologi Det danske ord kat er oprindeligt et låneord, der blev introduceret til mange sprog i Europa fra latin cattus og byzantinsk græsk , ligesom det var tilfældet med det engelske cat, spanske gato, franske chat, tyske Katze, litauisk katė, det oldkirkeslaviske kotka og oldnordisk kǫttr hankat; ketta hunkat/ kætte, blandt andre. Den endelige kilde til ordet er afroasiatisk, antagelig fra det senegyptiske čaute, hvilket er femininum af čaus "afrikansk vildkat". Ordet blev introduceret (sammen med det tamme dyr) til den romerske befolkning omkring 100 f. Kr. Et alternativt ord med sprogligt slægtskab på mange sprog er det engelske puss (pussycat). Da det først er registreret i det 16. årh århundrede, kan det stamme fra det hollandske poes eller fra det nedertyske puuskatte, hvilket igen svarer til det svenske kattepus eller norske pus, pusekatt. Etymologien kendes ikke, men det tyder på spor af germanske sprogs navn på dette dyr.OED. Webster's Encyclopedic Unabridged Dictionary of the English Language. New York: Gramercy Books, 1996: 1571.
Navngivning og klassificering thumb|Vildkatten Felis silvestris – her fotograferet i Parc des Félins (Lumigny-Nesles-Ormeaux, Frankrig) – er huskattens stamfader. Tamkatten fik sit latinske navn Felis catus i 1758, da Carl von Linné udsendte 10. udgave af sin Systema Naturae med en revolutionerende inddeling af dyrearterne. Således betegner ”Felis” slægten, mens ”catus” repræsenterer arten. Denne inddeling hedder binomial nomenklatur. Johann Christian Daniel von Schreber døbte den europæiske vildkat Felis silvestris i 1775. Tamkatten betragtes ofte som en underart af vildkatten, hvorfor den ifølge det internationale nomenklatursystem hedder Felis silvestris catus. Det er dog mest almindeligt at betegne tamkatten som Felis catus. Nyere forskning har slået fast at tamkatten nedstammer fra den afrikanske vildkat, F. silvestris lybica.
+Klassifikation baseret på menneskelig indblanding PopulationFødekildeLySocialiseret Racekat Fodret af ejer Menneskehjem Ja Huskat Fodret af ejer Menneskehjem Ja Halvvild Generel fodring Bygninger Ja Vild Generel fodring/fouragere Bygninger Nej
Selv om vildkatten er den art, hvorfra tamkatten nedstammer, er der flere mellemtrin fra huskat/racekat til de helt vilde katte. Den halvvilde kat er en kat, der ikke ejes af en enkelt person, men alligevel generelt er tryg ved mennesker og bliver fodret af flere forskellige mennesker. Vilde tamkatte lever i nærheden af menneskelig bebyggelse og bliver muligvis fodret af mennesker eller søger føde i affald, men er normalt forbeholden over for mennesker.Bradshaw; Horsfield, G. F.; Allen, J. A.; Robinson, I. H. (1999). "Feral Cats: Their Role in the Population Dynamics of Felis catus". Applied Animal Behaviour Science 65 (3): side 273–283
En kat, hvis herkomst er formelt registreret, kaldes en racekat, en renavlet kat eller en udstillingskat. I snæver forstand stammer en renavlet kat kun fra individer af samme race. En racekat er en kat, hvis herkomst er registreret, men den kan have stamfædre af forskellige racer. Katte, hvis herkomst er ukendt, kaldes langhårede eller korthårede huskatte.
Karakteristika Udseende Tamkatten vejer typisk imellem 3 og 6 kg og adskiller sig ikke nævneværdigt fra andre medlemmer af Felis-slægten. Visse racer som Maine Coon kan dog opnå en vægt på over 11 kg. En gennemsnitlig kat måler 23-25 cm i højden, 46 cm fra snudespids til den bageste del af kroppen (hannen er lidt større end hunnen) og har en hale på 30 cm. thumb|left|235px|alt= |Anatomi over den almindelige huskat Benene thumb|right|To katte, der leger
Ligesom hunde er katte tågængere. Knoglerne i foden danner den nederste synlige del af benet. Til forskel fra de fleste andre pattedyr går katten i girafgang (den flytter først begge ben på den ene side og dernæst begge ben på den anden side). Når katten begynder at gå, strækker den først højre bagben frem, dernæst højre forben, så det venstre bagben og venstre forben. Foruden at forbruge mindst mulig energi, gør denne gangart katten hurtigere, mere elegant og adræt, og forbedrer dens evne til at liste sig frem. Ydermere placerer katten sin bagerste pote så godt som præcist i sporet af den forreste, hvilket efterlader færre synlige spor og støjer mindst muligt. Går den over i trav, bevæger den det højre forben samtidig med det venstre bagben, og på samme måde det venstre forben med det højre bagben (diagonalgang). I fuld fart kan katten opnå en fart på næsten 50 km/t, hvilket bl.a. muliggøres af dens fleksible rygrad, der trækker sig sammen og strækker ud under sprint. Derudover bruger katten begge bagben til at løfte sig fremover i en masse små ”spring”. I fuld fart kan bagbenene komme foran forbenene, så katten er flyvende. Katten kan dog ikke opretholde det tempo ret længe, da dens sprintermuskler hurtigt trættes.
Som de fleste andre medlemmer af kattefamilien har huskatten et sæt klør på hver pote den kan trække frem. Kløerne er normalt gemt bag skind og pels, hvilket forhindrer at de slides ved kontakt med jorden. Katten er i stand til af egen vilje at trække kløerne frem på en eller flere poter. Hvor mange og hvor meget afhænger af om katten bruger dem under jagt, i selvforsvar, til at forbedre støtten ved bløde overflader eller til at lege med tøj, tæpper m. m. De fleste katte har fem klør på de forreste poter og fire på de bagerste. På forpoterne er der et fremspring der minder om en sjette ”finger”. Denne ”håndrodspude”, som katten har tilfælles med hunden og de store katte, sidder på indersiden. Den har ikke nogen funktion ved normal gang, men menes at forbedre fodfæstet under spring.
Ørerne Kattens ører har 30 muskler, og den kan bevæge ørerne uafhængigt af hinanden. Bortset fra nogle få racer hvor ørerne bøjer nedad, vender kattens ører opad. Når katten er vred eller bange bøjer den ørerne bagud. Det gør den også, når den leger eller lytter efter noget, der kommer bagfra.
Munden
Katte har et sæt specialiserede tænder, der gør dem i stand til at aflive et bytte og flå dets kød på samme måde som en saks klipper igennem stof. Kattens tredje øvre forkindtand og nedre bagkindtand fungerer tilsammen som en saks, hvilket er væsentligt ved indtagelsen af føde, idet dens små kindtænder ikke er i stand til at tygge føden. Kattens tunge er overdækket med 0,5 millimeter lange pigge kaldet papillae. Disse pigge indeholder keratin, hvilket gør dem stive og anvendelige til soignering. Huskatten kommunikerer på en lang række måder: den mjaver (adskillige slags), snerrer, hvæser, triller, spinder. Men kattens kommunikation er i mindst ligeså høj grad baseret på kropssprog som på de lyde den laver.
Skindet Kattens skind sidder ret løst hvilket gør den i stand til at vende sig om under et sammenstød med et andet rovdyr – også selv om det har fået greb om katten. Det løse skind har også fordele (for dyrlægerne), idet det gør indsprøjtninger noget nemmere at udføre. Kattens skind er særligt løst i nakken, og det er også her at katten tager fat i sine killinger når de skal flyttes. Tendensen til, at katten bliver stille og passiv når den gribes på dette sted, er der også i voksenlivet: når en hankat parrer sig, tager han fat samme sted.
Sanserne Synet thumb|left|Tapetum lucidum reflekterer grøn farve i en kats pupiller Katten er meget bedre til at se i mørke end mennesket, da dens hornhinder og pupiller pga. deres størrelse er i stand til at samle meget mere lys. Derudover har katten et lag spejlagtige celler på eller bagved nethinden (tapetum lucidum) som kaster den del af lyset, der ikke blev opfanget af nethinden i første omgang, tilbage til nethinden, så der er endnu en chance for at lyset bliver opfanget. Kattens tapetum reflekterer 130 gange mere lys end det menneskelige øje, hvilket er en del af forklaringen på kattens bedre nattesyn. Det lys, der hverken er blevet absorberet på vej ind eller på vej ud af øjet, skaber kattens lysende øjne i mørke. De to forskellige slags celler der fungerer som lys-receptorer på en nethinde er tapceller og stavceller. De første er sensitive over for store mængder lys og de sidste over for små mængder lys. Katte har en større koncentration af stavceller i øjnene; det betyder at katte ser bedre i svagt lys. Katte er desuden langt bedre til at opdage ting eller dyr, der bevæger sig langs jorden i det fjerne. Det skyldes, at receptorerne hos katten er fordelt i en horisontal stribe, mens de i det menneskelige øje overvejende sidder midt i øjet. På grund af katteøjets høje lysfølsomhed er det nødvendigt i højere grad at skærme det i dagslys ved at indsnævre pupillen. Hos katte lukkes pupillen af to sammenflettede muskler, hvilket er mere effektivt end den tilsvarende ringmuskel hos mennesket. I skarpt lys danner pupillen derfor blot en lodret sprække hos katten, hvilket sammen med sammenknebne øjne kun tillader meget lidt lys at få adgang til øjet.Tommy Asferg, Marianne Ujvari. Katten. Natur og Museum, nr 1, marts 2003. . Kattens synsfelt ligger typisk på omkring 200°, hvor menneskets er på 180°. Arkiveret udgave fra 2013. Det binokulære felt er imidlertid smallere end hos mennesket. Katte kan godt skelne mellem visse farver – f.eks. kan de godt se forskel på rød, blå og gul, såvel som mellem grøn og rød. De er bedre til at skelne mellem de blå nuancer end mellem de røde.
Katte har et tredje øjenlåg – en såkaldt blinkhinde. Den består af et tyndt lag hud og lukker sidelæns. Blinkhinden kan normalt ikke ses, men bliver synlig, hvis katten er syg eller søvnig.
Modsat mennesker har katte ikke behov for at blinke regelmæssigt. Dog vil katten ofte knibe øjnene sammen i kontakt med venligtsindede mennesker. Når katten endelig blinker, gør den det langsomt, og gerne et øje ad gangen.
De mest gængse øjenfarver er gul, grøn og orange. Blå øjne forbindes med siamesere. Hvide katte med blå øjne er en anelse mere tilbøjelige til at være døve. En hvid kat med kun ét blåt øje vil ofte have svækket hørelse i siden med det blå øje.
Hørelsen Katte er blandt de pattedyr med den mest udviklede høresans.