thumb|Jens Baggesen thumb|Baggesens eg, her skrev Baggesen digtet Landforvanlingen Jens Immanuel Baggesen (født 15. februar 1764 i Korsør, død 3. oktober 1826 i Hamborg) var en dansk digter. Han var far til generalmajor August Baggesen.
Baggesens højdepunkt som digter lå i den korte periode, der lå mellem Oplysningstidens afslutning og Romantikkens fremvækst, så samtiden havde svært ved at finde ud af, hvor han stod. At han selv også havde problemer med det, gjorde det ikke lettere. Hans tidlige år begyndte med små komiske vers i stil med Johan Herman Wessels, men tidens smag gled snart over i romantikken anført af Adam Gottlob Oehlenschläger, og han satte højere pris på den alvorlige litteratur som Johannes Ewalds tragedier og historiske værker end de lette humoristiske digte, der var på mode i Oplysningstiden. Baggesen blev anset som håbløst umoderne.
Hovedværket Labyrinthen er dog ingen af delene, og må snarere betegnes som en tidlig psykologisk roman. Baggesen beskriver en rejse gennem Europa, men synet på landskaberne og menneskene han møder på sin vej afspejler i høj grad hovedpersonens egen udvikling. Baggesen indrømmer i bogen, at hans sind er omskifteligt: hvad der begejstrede ham den ene dag kunne kede ham den anden. Overalt i værket fremføres en kosmopolitisk og åben holdning, der nok røber forfatterens rødder i Oplysningstidens rationalitet, men som hos Baggesen samtidig er følt og bliver stærkere alt som han kommer videre på rejsen.
Baggesens eftertid afskrev ham som en aldrig modnet digter, men hans værker kan modsat Johannes Ewalds læses med lethed. Det skyldes Baggesens ligefremme sprog, der i lighed med Johan Herman Wessels var dagligdags og uden tidligere tiders komplicerede billedsprog og romantikkens langtrukne stil.
Allerede inden sin debutudgivelse havde Baggesen vundet anerkendelse for sine digte trykt i Christen Henriksen Pram og Knud Lyne Rahbeks toneangivende tidsskrift Minerva. Debutudgivelsen Comiske Fortællinger (1785) vækker opsigt, og kort tid før sin død hilser selveste Wessel den unge Baggesen velkommen med digtet "Til Hr. Jens Baggesen". Comiske Fortællinger indeholder en lille række fortællinger i versform, hvoraf den vigtigste er et programdigt Poesiens Oprindelse. Det baner vejen for en forståelse af det poetiske univers, som Baggesen var på vej til at udfolde. Som ilter ærkeklassicist kom Baggesen på fjendtlig fod med de kommende romantiske tendenser i den danske litteratur. Oehlenschläger og Baggesen var ærkefjender, som stredes om tronen i den danske poesi i begyndelsen af 1800-tallet. Striden blev kendt som Oehlenschläger-Baggesenfejden.
Liv og gerning De unge år
Jens Immanuel Baggesen var født i fattige kår og blev optaget på Slagelse Latinskole pga. sin åbenlyse begavelse. Han kom siden på Københavns Universitet. I hovedstaden kom han ind i kredsen omkring prins Frederik Christian af Augustenborg. Deres donationer muliggjorde, at han kunne digte uden økonomiske bekymringer. Faderen, Bagge Baggesen, var kornmåler ved fæstningens oplagshus og skriver ved amtstuen; med sin et år ældre hustru, en skipperdatter fra byen, havde han ti børn. Jens var en svagelig, stille og indesluttet dreng, der uhyggelig tidlig blev hjemsøgt af religiøse og erotiske anfægtelser, så han allerede inden sit 9. år havde gjort flere forsøg på at tage sig af dage; under "den strænge, tragisk religiøse Moders" førelse voksede børneflokken op "ligesom i bestandig Bøn til Gud". Modvægten til denne kuelse dannede i drengens sind hans romantiske trang til vovestykker, om hvilken han skriver i et brev fra sine sidste leveår, at "det øverste af Master og Tårne alt som Barn var hans Yndlingsopholdssted". Det tarvelige liv i hjemmet gav således dog i visse måder de ekstreme elementer i hans natur næring, uden at nogen ballast af regelbundet arbejde tilvejebragte den fornødne ligevægt, thi den på én gang umodne og overmodne dreng nød indtil sit 13. år kun en højst nødtørftig, af alskens tilfældig læsning suppleret undervisning, medens hans smukke håndskrift, tagen i tjeneste af postmesteren og amtsforvalteren, bidrog sin del til hans underhold.Hansen, s. 432
1777 kom han i Slagelse Latinskole. Han fandt her tid både til at forelske sig, at føre dagbog over sine eksalterede stemninger og ensformige oplevelser og at skrive digte så vel af munter som af alvorlig art, og nogle af disse poetiske forsøg, som uden hans vidende kom Johannes Ewald for øje, indbragte ham "et med Blyant skrevet apollonisk Opmuntringsvink" fra den dødssyge digter. 18 år gammel dimitteredes Baggesen fra latinskolen med et godt resultat, i hvilket også hans digteriske begavelse var omtalt. Skønt yderst svag af helbred måtte han i København føre den fattigste students tilværelse, løbe lange veje for at ernære sig ved timeinformationer og stundom, af mangel på egen bolig, søge nattely hos en ven eller endog under åben himmel. Men hverken hans livlige hoved eller hans let bevægelige følelse tog skade af disse genvordigheder, og den usædvanlige opvakthed, som var over ham, skaffede ham desuden snart venner og velyndere.Hansen, s. 432f Christen Henriksen Pram, som allerede på den tid var en afholdt digter og indtog en betrygget stilling i samfundet, åbnede sit nystiftede hjem for Baggesen, hvem han i et brev til Knud Lyne Rahbek betegnede som "en Dreng, der har alle mulige Talenter til at blive en god og stor Digter," og karakteriserede som "en underlig, entusiastisk, melankolsk, ubeskrivelig én". I et par af Pram udgivne nytårsgaver for 1783 og 84 debuterede Baggesen som lyriker og vandt så meget bifald for en den gang sjælden fylde og lethed i udtrykket, at bebudelsen af et større arbejde fra den 20-årige forfatters hånd samlede det højst usædvanlige antal af 1200 subskribenter. I begyndelsen af 1785 så dette værk lyset under titlen Komiske Fortællinger, indeholdende Poesiens Oprindelse, en wesselsk behandling af Eddamyten om suttungsmjøden, Katten eller Elskovs Magt, første afsnit af Deukalion og Pyrrha, en travestering af Ovid, samt Jeppe, hvor der over motiver fra Holbergs komedie og et gammelt eventyr er bygget en skildring af bondens trællestand og udtalt tanker om hans frigørelse i overensstemmelse med tidsalderens emancipatoriske stræben.Hansen, s. 433
Modsætninger mellem dansk og tysk
Baggesen har på et senere trin af sin udvikling fremhævet, at det ikke var af indre tilskyndelse, han ved sin debut slog ind på den komiske digtning. Den overvejende del af hans læsning havde haft den alvorlige poetiske litteratur til genstand, fra den havde han modtaget de dybeste indtryk, og det var gengivelsen af sådanne, der voldte ham størst tilfredsstillelse. Men da de kendere, hvis dom han søgte, afgjort fandt mere behag i hans komiske forsøg, stillede han deres indsigt over sin egen fornemmelse og betrådte det spor, de anviste ham. Udfaldet godtgjorde, at han derved også traf det større publikums smag. De komiske fortællinger henriver læseverdenen ved deres åndfuldt konverserende form, ved den til en hidtil ukendt fuldkommenhed drevne behandling af det metriske sprog, ved den elegante lethed, hvormed de foretager overgangene fra alvor til spøg, fra erotisk-lyriske stemninger til satiriske forstandsræsonnementer, samt ikke mindst ved den gratie, hvormed de halvt som i leg berørte de politiske, sociale og religiøse spørgsmål, som vare oppe i tiden, og behandlede dem i dennes noget frivole og til oppositionel kritik stemte ånd.
De kyndigste i litteraturen hilste denne forfatterdebut som noget ualmindelig lovende, og Johan Herman Wessel selv, hvis komiske fortællinger disse digtninger fortsatte, uden dog at nå forbilledets friske naivitet, hyldede Baggesen som den opgående sol og ønskede ham lykke på hans vandring. men ikke blot for det bredere publikum var Baggesen nu med ét slag bleven dagens helt; ikke blot de litterære kredse søgte at tilegne sig ham, som da han knyttedes til det nylig stiftede tidsskrift Minerva, hvor han bl.a. offentliggjorde de versificerede fortællinger Emma og Censurens Oprindelse. Også samfundets øverste cirkler, hvor tillige den videst omfattende dannelse havde hjemme, åbnede sig for den unge digter: hos Schimmelmanns, Reventlows, Bernstorffs og Stolbergs deltog Baggesen i et under de fineste og yppigste former blomstrende åndeligt liv, der havde tidens højeste interesser til emne, og med den vidunderlige tilpasningsevne, som allerede tidlig var en fremtrædende bestanddel af Baggesens væsen, fandt den borgerlig fødte og i fattige forhold opvoksede digter sig hurtig til rette i de rige adelige omgivelser, fængslende mændene ved sin livfulde tilegnelse af de ledende tanker og forkælet af damerne som en gratiernes sanger, der ikke forlangte bedre end at inspireres af deres skønhed og vid. I de danske litterære kredse, hvor demokratiske og nationale følelser begyndte at fæstne sig til modstand mod adelsoverlegenhed og tysk indflydelse, var man med lige så megen harme som beklagelse vidne til et erobringsværk, der endog – da Baggesen havde forsøgt sig med tyske poesier – truede med at berøve det danske sprog dets talentfuldeste digter. Denne stemning fik luft i en skarp og på adskillige punkter ubillig polemik imod Baggesens operatekst Holger Danske (1789).Hansen, s. 434
Op gennem 1800-tallet blev denne strid altovervejende udlagt som en dansk-tysk kamp, en forløber for stridighederne med hertugdømmerne under Treårskrigen og i 1864. Men i dette tilfælde stod kampen snarere mod operaen som udenlandsk, kostbar og unaturlig kunstart. Derudover var en række unge veluddannede københavnere fra borgerskabet frustrerede over, at statsledelsen favoriserede den holstenske adel – de ønskede også gode jobs i administrationen.
Livet igennem var Baggesen i stand til at skrive levende, vittigt og præcist både på dansk og tysk, ligesom tysk og fransk var de to "officielle" sprog. Baggesen havde kort forinden godtgjort både sin kærlighed til og sit mesterskab i det danske sprog ved sin ypperlige oversættelse af Holbergs Niels Klim, originaludgaven var på latin.
Rejsebeskrivelsen Labyrinthen Baggesens yderst sensible natur følte sig på det pinligste berørt af denne litterære modgang, og han modtog under disse omstændigheder med dobbelt taknemmelighed det tilbud om en udenlandsrejse, som hans velynder prinsen af Augustenborg, universitetets patron, gjorde ham. Medens "Holgerfejden" vedblev at brede sig her hjemme, tiltrådte Baggesen da i foråret 1789 denne sin første større rejse, hvis begyndelsesafsnit – turen gennem Tyskland indtil indtrædelsen i Schweiz – han 1792 og 93 skildrede i de to bind af Labyrinthen, der hører til vor litteraturs ypperste prosaværker og indtage en førsterangsplads blandt rejseberetninger overhovedet ved opfattelsens friske oprindelighed og den uforlignelig livfulde fremstilling, hvis stil og metode på ethvert punkt slutter sig på den inderligste måde om emnet. At forfatterens hyppige ekstasetilstande, hans stundom affekterede begejstring og usunde sværmen hist og her skæmme fremstillingen for en ædruelig nutidslæsers smag, viser jo kun, at Baggesen gav sig, som han var, i denne lyrisk-episke rejseskildring. Forelskelse og bryllup