Johan Ernst Gunnerus (født 26. februar 1718 i Kristiania, død 25. september 1773 i Kristiansund) var biskop i Trondhjem og naturforsker, kendt som en af stifterne af Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. Faren, Erasmus Gunnerus (død 20. november 1732 som stadsfysikus), synes at have været nordmand; moren, Anna født Gerhard, var fra Skotland.
Opvækst og uddannelse i Tyskland Gunnerus kom i 1729 i Kristiania Skole, hvorfra han dimitteredes i 1737.Thrap, s. 314 Han glimrede ved eksamen artium, og det kan ikke undre, når der – efter hans egne ord – næppe var nogen klassisk autor (ophavsmand, kan også staves auktor), han ikke allerede i skolen havde læst foruden en hel del ældre filologiske skrifter. Hans dygtige lærere, rektor Jacob Rasch og konrektor (medforstander) Erik Nicolai Arbien, fritog ham for at læse den tids "usle filosofiske Lærebøger", og allerede som skolediscipel kunne han holde filologiske forelæsninger for kammerater. I København blev han kun kort, da han snart måtte vende tilbage til sin fattige mor, informere, prædike og på egen hånd studere filosofi og teologi til 1740, hvor han atter kom til København og blev baccalaureus.
Halle og Jena Gunnerus blev her nu i to år, fik da et kongeligt stipendium og rejste til Halle, hvor han i to år studerede de forskelligste videnskaber, mens han tillige var hovmester hos en livlandsk adelsmand, von Stahl. Han blev her også optaget i frimurerlogen Z. d. dr. Schlüss 18. marts 1744, og steg hurtigt i graderne således at han blev tredje grad allerede 28. juli samme år.K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, bind 1, 1910, s. 48.
Da von Stahl gik i fransk tjeneste, drog han med to kurlandske herrer, von Medem, til Jena. Måske det var forholdet til disse, der straks ved ankomsten 18. december 1745 bekostede Gunnerus’ magisterpromotion, som førte ham til dette på den tid ikke blomstrende universitet. Her var imidlertid en størrelse som Joachim Georg Darjes, der kan have tiltrukket Gunnerus, som slog sig ned her og i to år fortsatte sine studier i de forskelligste retninger.
Wolffianisme Gunnerus var tidlig blevet bekendt som en af de dybere Wolffianere, man satte ham i klasse med Alexander Gottlieb Baumgarten, Reuschmuligvis:Reusch, Johann Peter (1691-1758) , Meier muligvis :de:Joachim Meier eller Meier, Georg Friedrich (1718-1777) og flere, og man tør efter hans litterære produktion antage, at det er de filosofiske studier, der har fængslet ham her i de mange år, og at han måske har håbet på denne vej at gøre lykke. Her har vel imidlertid fattigdommen været ham en hindring, da det ellers er vanskeligt at forstå, at han ikke tog doktorgraden. 1747 optrådte han som forfatter med to latinske traktater, hvori han ville bevise, at de nyere filosoffers lære om friheden stemte overens med teologernes. Forelæsninger havde han hidtil ikke holdt, men i begyndelsen af 1748 blev J. E. Schubert, præst i Stadthagen og privatdocent i Jena, kaldet til professor i Helmstedt, og Gunnerus påtog sig da at tilendebringe et af ham påbegyndt kollegium.Thrap, s. 315
Disputation og forelæsninger Efter at have disputeret pro venia docendi (med ret til at undervise, Lehrbefugnis) begyndte Gunnerus da at holde forelæsninger og synes her at være kommet på sin rette hylde. Han tog derhos fat på det betydelige arbejde over natur- og folkeretten, som han tilendebragte på fire år, idet han læste otte timer ugentlig hvert semester og så ved siden heraf i otte bind (1748-52) udgav sit arbejde som fortolkning af Darjes' kompendium (Erklärung des Natur- und Völkerrechts nach den Grundsätzen des Herrn Darjes), fra hvilket han afveg i enkelte punkter.
Har han nu ved dette arbejde skaffet sig venner og beundrere indenfor den akademiske ungdom, så fik han også at føle, hvor farligt det var at optræde mod en størrelse som Darjes. Denne optrådte i et skrift mod Gunnerus, efter at den 1. del af hans værk var udkommet, og snart løftede flere deres røst. Gunnerus blev ikke sine modstandere svar skyldig, men synes ikke at have befæstet sit ry ved denne strid, da de lærde tidsskrifter, der med velvilje havde omtalt hans tidligere arbejder, forbigik dette hans betydeligste værk med tavshed. Om noget avancement blev der ikke tale for Gunnerus i Jena, men hans dygtighed måtte erkendes, og han blev mod slutningen af sit ophold her (1753) adjunctus designatusdesigneret (udpeget) adjunkt, jf. designatus ved det filosofiske fakultet og begyndte at foredrage "Mathematikken og alle Filosofiens Dele". Ved denne tid blev han også optaget i det latinske selskab, og dette var da alt, hvad han her opnåede.
Danmark Noget egentlig nyt og stort kan Gunnerus ikke siges at have båret frem under sin ihærdige filosofiske virksomhed i Tyskland, medens han vel må betragtes som en dygtig bearbejder af de ideer, som bevægede tiden indenfor det Leibnitz-Wolfske systems ramme. At han befæstede sit ry indenfor den kreds, hvor han arbejdede og stred, er rimeligt nok, om det end ikke er kommet så vidt, som man senere antog (Suhm, Saml. Skr. VII, 50).
Til hans fædreland kan det næppe være nået, da han ikke nævnes i Københavns lærde Tidender alle de år, han var i Tyskland. Gunnerus var ikke længere ung, og hvor vel han end befandt sig ved det tyske studenterliv, hvis duelvæsen og ubundne levemåde han ikke var ukendt med, måtte han dog nu tænke på sin fremtid. Måske har en sådan tanke ligget i tilegnelsen af hans store værk om natur- og folkeretten til kong Frederik 5. Muligvis har man også nu søgt at finde en plads til ham i Danmark, og da Herlufsholms kald i november 1754 blev ledigt, kaldedes han hertil, hvorved han fik titel af professor og blev Lector lingvæ Hebraicæ ved skolen 13. december samme år.Thrap, s. 316
At han i Jena fik tilbud om et professorat, som brodersønnen N. D. Gunnerus fortæller, er knap sandsynligt, medens det tør anses sikkert, at man der ville have ham til rektor ved latinskolen. Herlufsholms kald har han næppe søgt, da han ikke havde attestats, og man ikke har fundet nogen ansøgning fra ham. Ved påsketid 1755 kom han til København, hvor han snart fik anledning til at optræde ved en af professor Obelitz afholdt disputats og vakte opsigt, men ikke ubetinget anerkendelse. 12. juni 1755 blev han ordineret efter at være fritaget for attestats.
Til Herlufsholm kom han imidlertid ikke, og som præst kom han aldrig til at virke. Der blev indledt forhandlinger med kommunitetsprovsten Nicolai Engelhardt Nannestad om at bytte embede, og det lykkedes, så Gunnerus 10. september 1755 kunne udnævnes til kommunitetsprovst, hvorved han blev biskoppens vikar ved universitetet. Han forlovede sig med en jomfru Hagen, søster til professorinde Kratzenstein, men hævede snart forbindelsen, gav sin forlovede erstatning i penge og pådrog sig ubehagelig omtale.
Forelæsningsvirksomhed Det anfægtede ham dog ikke, og han begyndte straks en forelæsningsvirksomhed, som vistnok på den tid var enestående i København. Han læste over teologi, logik, metafysik, natur- og folkeret – holdt fire kollegier om dagen foruden sine akademiske forelæsninger. Det klinger næsten utroligt, men hans arbejdskraft må have været lige så stor som hans polyhistoriske viden. Ved siden af denne betydelige akademiske gerning gik også her en forfattervirksomhed, der ikke ved sit omfang alene måtte vække den største opmærksomhed, og fra nu af have også de lærde tidender nok at fortælle om ham.
Endnu før han havde tiltrådt sin lærestol, udkom hans Institutiones theologiæ dogmaticæ, hvori han efter Wolffs metode søger at forklare de gamle teologer, navnlig Baier, medens han dog også vil have fremført originale tanker, navnlig til klargørelse af den Helligånds vidnesbyrd og måden, hvorpå det opkommer i sjælen. Målet for verdensstyrelsen sætter han ikke i Guds forherligelse, men i menneskenes lyksalighed, som han dog vil forlige med læren om helvedestraffenes evighed.
Han optræder her med stor formel dygtighed, der også må erkendes i hans mindre teologiske arbejder. Ved siden af disse må nævnes hans metafysik (1757), der roses som et særdeles godt arbejde. At han gjorde lykke og samlede mange tilhørere, blandt hvilke mærkes Børge Riisbrigh og Tyge Rothe, må vel ikke blot tilskrives hans personlighed, kraft og iver, men også forholdene ved universitetet, hvor Wolffs filosofi hidtil ikke havde fundet synderligt indpas. Som en nyhedernes mand af uomtvistelig dygtighed og temmelig utilhyllet lyst til at fremhæve sig selv fandt han både modstandere og misundere.Thrap, s. 317
Norge Biskop i Trondheim Gunnerus blev ikke længe i København. I Juli 1758 blev Trondheims bispestol ledig, og Gunnerus blev under en audiens hos kongen af denne lykønsket som dens indehaver, hvortil han få dage efter (31. juli) blev udnævnt. Det antages, at hans stilling som overhovmester i grev Moltkes hus har givet anledning hertil.
Gunnerus drog til Norge, medens B. Riisbrigh, J. Wøldike, Christian Gotthold Seydlitz og J. Sivertsen på en måde fortsatte hans gerning ved foredrag og disputatser over hans filosofiske kompendier. Selv havde han begyndt på kirkehistoriske forelæsninger, og han trådte frem for sit stifts gejstlighed med kirkehistoriske tanker i sit hyrdebrev (1758), mod hvis rettroenhed der intet er at bemærke, om det end kan ses, at dets forfatter ikke hører den gamle tid til. Han anbefaler sine præster Johann Arndt og Spener, medens han indtrængende lægger dem på hjerte at vedblive med videnskabelig, navnlig filosofisk, syssel.
Størst interesse har dette hyrdebrev ved den udførlige fortegnelse over alle i Trondheims stift fødte eller bosatte forfattere efter reformationen. Han udtalte her, at han agtede at oprette et videnskabeligt selskab, som han også straks med Peter Friderich Suhm og Gerhard Schøning satte i værk. 1. bind af dets skrifter (1761) åbnede han med en afhandling om sjælens udødelighed. Ved jubelfesten 1760 blev han dr. theol. Videnskabsselskabet blev i 1767 kongeligt og har siden haft ikke ringe betydning for stiftet.
Videnskabeligt arbejde Gunnerus satte sig til formål at virke for videnskabelighed i sit fødeland. Han begyndte med historien, men fandt snart i zoologien og botanikken aldeles ubearbejdede felter, hvor han kunne udrette mere. Hvad han her har bragt for dagen omtales nedenfor, og her skal kun bemærkes den iver, han optændte hos præster og andre mænd for at indsamle mærkelige sager, og den interesse, han så ofte viste for at efterspore de overtroiske forestillinger, der knyttede sig til forskellige planter og dyr.
Fra fjendtligt hold, Nicolaus Christian Friis, fik han bebrejdelser for, at han brugte tiden på sine visitatser til at fremme sine naturvidenskabelige interesser. Dette er sikkert nok, men der er ingen grund til den tanke, at han for disses skyld forsømte sit embede. Dette fik den ovennævnte forfatter selv bedst at føle, da Gunnerus afslørede hans mislige forhold som kasserer for missionen. Han var en flittig visitator, blev en varm talsmand for finnerne og en god støtte for det i hans tid virkende Seminarium Lapponicum. De erklæringer, der er fundet fra hans hånd, lader i klarhed, bestemthed og frimodige – til dels noget hensynsløse – udtalelser intet tilbage at ønske. For bispearkivet indsamlede han en del kirkehistoriske aktstykker.Thrap, s. 318
Arbejde for et universitet i Norge