Norges historie kan dateres tilbage til tiden før år 800, hvorfra man har fundet flere helleristninger skrevet med runer. Det menes, at der i denne periode har eksisteret flere små kongedømmer.
Perioden 800–1066 betegnes normalt som Vikingetiden. I denne periode rejste både nordmænd, danskere og svenskere i langskibe over store dele af Europa som vikinger, opdagelsesrejsende, bosættere og handelsfolk.
I midten af det 11. århundrede fik Norge en stærk kongemagt, selvom der stadig kun var en rudimentær administration. Efter Den sorte død gik Norge ind i en nedgangsperiode.
Mellem 1396 og 1536 var Norge en del af Kalmarunionen, og efter dennes sammenbrud blev landet indtil 1814 en del af Danmark-Norge.
Danmark–Norge gik ind i en alliance med Napoleon, hvorefter krigen førte til dårlige tider og hungersnød i 1812. I 1814 tabte Danmark-Norge Englandskrigene, og kongen af Danmark-Norge, Frederik VI blev tvunget til at overdrage Norge til kongen af Sverige ved Freden i Kiel. Efter et norsk forsøg på uafhængighed og vedtagelsen af en fri forfatning blev Norge tvunget ind i en løs union med Sverige.
I denne periode blomstrede den norske, romantiske nationalfølelse, og nordmændene prøvede at udvikle deres egne nationale træk. Unionen med Sverige blev ophævet i 1905.
Norge forblev neutral under 1. verdenskrig. Under 2. verdenskrig erklærede Norge sig igen neutral, men blev 9. april 1940 invaderet af Nazi-Tyskland.
Norge blev medlem af NATO i 1949. To forsøg på at blive medlem af EU blev nedstemt i folkeafstemninger med en lille margin i 1972 og 1994. Norge har været en tæt allieret af USA. Store fund af olie og naturgas blev gjort i 1960'erne, hvilket førte til et stort økonomisk boom.
Stenalder (før 1800 f.Kr.)
De ældste spor af mennesker i det, som i dag er Norge, er fundet i Aukra kommune og dateres til omkring 9200 år f.Kr. Den 11.000 år gamle boplads blev fundet af arkæologer fra Videnskabsmuseet i Trondhjem. Pionerbosætning er et begreb, arkæologerne bruger om den ældste bosætning, mennesker som sandsynligvis kom fra Doggerland (det isfrie landområde, der opstod vest for Jylland og som strakte sig op imod Norge i senglacial tid). Fosnakulturen, Komsakulturen og Nøstvetkulturen er de traditionelle betegnelser på fangstkulturer fra ældre stenalder.
Under den yngre stenalder (4000 f.Kr.–1800 f.Kr.) er et nyt folk indvandret, det såkaldte stenøksefolk. Helleristninger fra denne periode viser motiver fra jagt og fiskeri, som stadig var vigtige erhverv. Fra denne periode er der fundet en megalitgrav i Østfold.
thumb|float|none|Helleristningerne ved Alta
Bronzealder (1800 f.Kr.–400 f.Kr.) thumb|float|Gravhøj i Karmøy
I bronzealderen blev samfundet mere organiseret og lagdelt end i stenalderen. En rig høvdingeklasse, som havde nære forbindelser med Sydskandinavien, voksede frem. Bosættelserne blev mere permanente, og folk tog hest og ard i brug. Man skaffede sig statussymboler af bronze, boede i langhuse, og folk blev gravlagt i store gravhøje. Helleristninger fra bronzealderen indikerer, at mennesker dyrkede solen som en gud.
Bronze blev i Norge taget i brug til redskaber fra omkring år 1500 f.Kr. Bronze er en legering af tin og kobber, og disse metaller blev indført, fordi de på dette tidspunkt ikke blev udvundet i landet. Bronze antages at have været et relativt kostbart materiale. Bronzealderen i Norge kan opdeles i to faser: Ældre bronzealder (1700–1100 f.Kr.) Yngre bronzealder (1100–500 f.Kr.)
For den forhistoriske (skriftløse) tid findes der begrænset viden om samfundsforhold og eventuelle statsdannelser. Fra bronzealderen kendes store gravhøje af stensætninger langs kysten, blandt andet i Vestfold og Agder. Det var sandsynligvis kun høvdinge eller andre stormænd, som kunne rejse sådanne gravmonumenter, og der fandtes formentlig en form for organiseret samfund knyttet til disse. I bronzealderen blev samfundet mere organiseret og lagdelt end i stenalderen. Der voksede en rig høvdingeklasse frem, som havde tætte forbindelser til Sydskandinavien. Bosættelserne blev mere permanente, og man tog hest og ard i brug. Man anskaffede sig statussymboler af bronze, boede i langhuse, og de døde blev begravet i store gravhøje. Helleristninger fra bronzealderen indikerer, at befolkningen dyrkede solen.
Finnmark I det sidste årtusinde f.Kr. blev klimaet køligere, og fyrreskoven forsvandt fra kysten; fyrreskov fandtes eksempelvis kun inderst i Altafjorden, mens yderkysten næsten var træløs. Omkring år 0 lå grænsen for birkeskov syd for Kirkenes. Dyr med skov som biotop (elg, bjørn og bæver) forsvandt, og rensdyret etablerede sandsynligvis sine årlige trækruter på dette tidspunkt. I perioden 1800–900 f.Kr. blev der væsentligt flere bopladser, og udnyttelsen af indlandet blev særligt tydelig på Finnmarksvidda.
Fra omkring år 1800 f.Kr. til år 0 var der en markant stigende kontakt mellem Finnmark og områder mod øst, herunder Karelen (hvor der blandt andet blev produceret metaller som kobber) samt det centrale og østlige Rusland. De yngste helleristninger i Alta viser langt flere både end de ældre faser, og bådene minder om typer kendt fra helleristninger i det sydlige Skandinavien. Det er uklart, hvilken indflydelse sydskandinaviske samfund havde så langt mod nord som Alta før år 0.
Mange af de kulturtræk, som i moderne tid regnes for typisk samiske, blev skabt eller konsolideret i det sidste årtusinde f.Kr. Dette gælder blandt andet skikken med gravlæggelse i murede kamre i stenur. Mortensnes-gravfeltet kan have været i brug i op til 2000 år, frem til omkring år 1600 e.Kr.
Jernalder (ca. 500 f.Kr.–ca. 1050 e.Kr.) thumb|float|Einangstenen fra 300-tallet.
Ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.–ca.570 e.Kr.) Omkring år 500 f.Kr. regner forskerne med, at bronzealderen afløses af jernalderen, idet jern overtager som det vigtigste materiale til våben og redskaber. Bronze, træ og sten blev fortsat brugt. Jern var billigere end bronze, lettere at bearbejde end flint og kunne anvendes til mange formål; sandsynligvis blev jern et allemandsmateriale. Jern kunne blandt andet bruges til at fremstille solide og skarpe økser, som gjorde det langt lettere at fælde træer. I jernalderen blev også guld og sølv taget i brug dels til udsmykning og dels som betalingsmiddel. Det er ukendt, hvilket sprog der blev brugt i Norge før vor tidsregning. Fra omkring år 0 og til omkring år 800 talte alle i Skandinavien (bortset fra samerne) urnordisk, et nordgermansk sprog. Derefter udviklede der sig i dette område flere forskellige sprog, som kun delvist var indbyrdes forståelige. Jernalderen inddeles i flere perioder:
Ældre jernalder Førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.–ca. 0) Romersk jernalder (ca. 0–ca. 400 e.Kr.) Folkevandringstid (ca. 400–600). I folkevandringstiden (ca. 400–600) kom nye folkeslag til Norge, og ruiner af fæstningsbygninger o.l. tolkes som tegn på, at der har været tale om en voldelig invasion.
Yngre jernalder Merovingertiden (500–800) Vikingtiden (793–1066)
Norske vikinger drog på plyndringstogter og handelsrejser langs Vest-Europas kystlande. Store grupper af nordmænd udvandrede til De Britiske Øer, Island og Grønland. Harald Hårfager indledte sent i 800-tallet en samlingsproces af Norge, som blev fuldført af Harald Hardråde i 1060’erne. Landet blev kristnet under kongerne Olav Tryggvason, faldt i slaget ved Svolder (1000) og Olav Haraldsson (den hellige), faldt i slaget på Stiklestad i 1030.
I vikingtiden fra 700-tallet til 1000-tallet blev de områder, der nu udgør Norge, gradvist lagt under en kongemagt. Kong Harald Hårfager underlagde sig de sydvestlige dele af Norge ved slaget i Hafrsfjord omkring 880. Østlandet kom under kongemagtens kontrol i midten af 1000-tallet. I 995 grundlagde kong Olav Tryggvason landets første kristne kirke på Moster i Bømlo, og efter slaget på Stiklestad i 1030 vandt kristendommen frem som statsreligion, hvilket medførte, at kongemagten herefter kunne støtte sin magt på en landsdækkende skrivekyndig kirkelig organisation.
Kilder til forhistorisk tid Smeltende isbræer i højfjeldet, blandt andet i Jotunheimen og Breheimen, har fra omkring år 2000 afdækket genstande fra vikingetid og tidligere. Det er genstande af organisk materiale, som er bevaret af isen, og som andre steder i naturen bliver nedbrudt på få måneder. Fundene bliver stadigt ældre, efterhånden som smeltningen gør, at arkæologerne kommer dybere ned i isen. Omkring halvdelen af alle arkæologiske fund på isbræer i verden bliver gjort i Oppland. I 2013 blev der fundet en 3400 år gammel sko og en kjortel fra år 300. Fund på Lomseggen i Lom, offentliggjort i 2020, afdækkede blandt andet velbevarede hestetruger, som blev brugt på en fjeldovergang. Mange hundrede genstande omfatter bevarede beklædningsdele, kniv, piskeris, vanter, skindsko, træskrin og hesteudstyr. Et stykke stof dateret til år 1000 har bevaret sin oprindelige farve. I 2014 blev der fundet en træski fra omkring år 700 i Reinheimen. Skien er 172 cm lang og 14 cm bred, med bevaret binding af læder og vidje.
Pytheas fra Massalia er den ældste kendte beretning om det, som sandsynligvis var Norges kyst, måske et sted på kysten af Møre. Pytheas besøgte Britannien omkring år 325 f.Kr. og rejste videre nordpå til et land ved "Ishavet". Pytheas beskrev den korte sommernats og midnatssolens forhold længere mod nord. Han skrev blandt andet, at folk dér lavede en drik af korn og honning. Cæsar skrev i sit værk om det galliske felttog om den germanske stamme haruderne. Andre romerske kilder omkring år 0 omtaler kimbrernes land (Jylland) og de kimbriske næs (Skagen), og at kilderne oplyste, at kimbrere og charyder boede i dette område. Nogle af disse folkeslag kan have indvandret til Norge og dér være blevet kendt som horder (som i Hordaland). Kilder fra Middelhavsområdet omtalte øerne Scandia, Skandinavien og Thule ("den yderste af alle øer"). Den romerske historiker Tacitus skrev omkring år 100 et værk om Germania og nævnte dér folkeslaget svionerne i Scandia. Ptolemaios skrev omkring år 150, at kharuderne (horderne) boede længere nordpå end alle kimbrer; i nord boede finnoi (finner eller samer) og i syd gutai (gøter). Norden og Norge lå uden for Romerriget som dominerede Europa på den tid. Den gotiskfødte historiker Jordanes skrev i 500-tallet om 13 stammer eller folkegrupper i Norge, blandt andet raumaricii (sandsynligvis Romerike), ragnaricii (Ranrike) og finni eller skretefinni (skrid-finner eller skifinner, det vil sige samer) samt en del uklare grupper. Prokopios skrev på samme tid om Thule nord for danernes og slavernes land; Thule var ti gange så stort som Britannia og den største af alle øer. I Thule var solen oppe i 40 dage i træk om sommeren. Efter folkevandringstiden blev sydeuropæernes beretninger om det nordlige Europa mere udførlige og mere pålidelige.
Bosætning i forhistorisk tid