right|250px|thumb|Georg Wilhelm Friedrich Hegel Hegels logik er det logiske system, som filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel opbyggede i løbet af sin levetid, hvor han har givet en samlet fremstilling af det i bøgerne Logikkens videnskab samt Encyklopædien.
Logikkens videnskab er inddelt i tre hovedkapitler – Første kapitel er en fremstilling af Væren (Sein), anden kapitel er en fremstilling af Væsen (Wesen) og det sidste er slutteligt om Begrebet (Begriff). Han mente, at de tre grundbegreber – Væren, Væsen og Begrebet – er logikkens vej til den absolutte sandhed.
Logikken har været meget misforstået gennem filosofiens historie. En af grundene til dette er, at man tildeler Hegels påstande udelukkende en begrebslogisk værdi, hvorimod Hegel taler om hvad man i al almindelighed forstår som ontologi, og langt mere end blot Begrebet som det forstås i daglig tale. Dette er vigtigt at notere sig, når man giver sig i kast med hans tanker.
Indledning I logikken forudsætter Hegel det "videnskabelige synspunkt" opnået i Åndens fænomenologi. Han havde vist, at de logiske bestemmelser (kategorier), som i den klassiske metafysik, hverken kan forstås som rene bestemmelser af en Subjekt-uafhængig virkelighed, eller som rene bestemmelser af Subjektet, som i Kants filosofi. De skal snarere forstås ud fra Subjektets og Objektets enhed.
Logikkens opgave er at præsentere ren Tænkning i dens specifikke betydning. Samtidig har de logiske bestemmelser en ontologisk karakter hos Hegel: De skal ikke blot forstås som indhold af Bevidstheden, men også som "verdens indre".
Hegel påtager sig opgaven at foretage en systematisk udledning af kategorierne og at forklare deres nødvendighed. Det afgørende middel hertil repræsenteres af dialektikkens princip, som Hegel ser som funderet i selve den logiske bestemmelses natur. Derfor er han overbevist om, at alle kategorier "som et Totalitetssystem" på denne måde er fuldt udledelige. Logikken er opdelt i en "objektiv logik" - teorien om væren og essens - og en "subjektiv logik" - teorien om begreb. Væren Det værende som begyndelse I en videnskabelig fremstilling er vi nødt til at begynde et sted. Men spørgsmålet er dog hvilket sted man må begynde, da man ikke bare uden videre kan begynde et hvilket som helst sted. Begynder man det forkerte sted, vil det følgelig lede til forkerte slutninger, så selve begyndelsen er uhyre vigtig, og helt essentiel for den videre undersøgelses gyldighed. Man er nødt til at begynde med noget forudsætningsløst for at kunne være troværdig. Man kan således ikke begynde med noget værende, da man således allerede fra starten har forudsat noget – nemlig forudsat dette værende der er startpunktet uden at man kender til dets gyldighed. Men hvor man ikke kan starte med noget værende, må man med nødvendighed starte med det værende – da man uanset hvad er nødt til at starte med noget der er. Man kan altså ikke komme udenom, at uanset hvad man forudsætter, så må det være noget værende. Men hvis man starter med noget der er, har man allerede forudsat dette noget, så man er derfor nødt til at starte med begrebet om det værende – og da dette begreb må være uden indhold, altså uden forudsætninger, da følger det, at man må starte med den rene væren. Dette er ganske enkelt den nødvendige begyndelse.
Der er ikke noget denne rene væren er, for hvis den er noget, så er den ikke ren. Den kan følgelig ikke være noget. Dette vil sige, at væren er intet. Væren er simpelthen det samme som intet. Det skal her tydeligt understreges, at Hegel kun snakker om begrebslogiske forhold, hvorfor man ikke kan forstå dette ontologisk. I så fald vil man uundgåeligt misforstå hvad Hegel her forklarer. Man kan muligvis forklare det ved, at begrebet intet er indbygget i begrebet væren, således at så snart vi har tænkt begrebet væren, så har vi også tænkt begrebet intet. Vi forstår kun begrebet den rene væren hvis vi forstår begrebet intet, hvorfor det kan siges, at negationen er indbygget i det. De to begreber forudsætter hinanden. Begrebet væren udsiger altså med nødvendighed noget andet end det, som vi først tænkte i det – nemlig begrebet intet. Vi tænkte nemlig ikke 'intet' til at begynde med, men derimod 'væren', hvor vi dog indså, at vi ikke kunne gøre dette uden at tænke 'intet', hvorfor der derved er en bevægelse i begrebet væren. Noget opstår, når vi tænker det, og vi opdager, at der er tilblivelse.
Der er intet ontologisk i denne nævnte bevægelse, og der er derfor heller ingen tidsfølge i den nævnte tilblivelse. Det er ikke tilfældet, at begrebet 'intet' kommer ud af begrebet 'væren' i tid. De to begreber er identiske – den ene har ingen prioritet over den anden. De er indbyrdes betingede.
Dasein Tilblivelsen er værens forsvinden i intet og intets forsvinden i væren, samt af forsvindingen af væren og intet i det hele taget. Deres forsvinden betyder dog ikke, at de er tilintetgjorte, for som begreber er deres forskelle bevaret.
Her opstår det begreb Hegel kalder Dasein. Dasein bliver muliggjort af, at negationen bliver en integreret del af begrebet væren. Det, som et begreb ikke er, er nemlig med nødvendighed indtænkt i det pågældende begreb, og det er derfor, at negationen er en integreret del af begrebet væren, da begrebet bliver bestemt af det der negerer det. Ethvert begreb er bestemt af det som det ikke er. Dette er en begrebsmæssig nødvendighed. Begrebet bliver med andre ord bestemt af det der negerer det, og her forekommer overgangen fra den rene væren, som er intet, til Dasein, som er en bestemt væren. Der er altså en overgang fra at være et intet til at være et noget. Dasein er således et værensbegreb der bliver skabt i den begrebsmæssige enhed mellem den rene væren og intet, for det er her negationen opstår.
Så snart negationen bliver en integreret del af begrebet væren, (at begrebet 'væren' bliver negeret og begrænset med nødvendighed qua begrebet 'væren') da bliver begrebet 'væren' derved et noget der er forskellig fra det som det ikke er. Det bliver bestemt som noget i forhold til noget andet i kraft af negationen, som begrænser og negerer det. Begrebet væren (intet) bliver derved til Dasein (til noget), altså den bliver bestemt i og med, at den kun kan forstås som negation af begrebet intet og derved bliver bestemt i forhold til dette. Det er hvad der menes med, at Dasein er den bestemte væren. Men dette er ikke noget der sker – den rene væren går ikke over tilblivelse til den bestemte væren som en kronologisk følge, og der er derved ingen proces, men kun en begrebsmæssig nødvendighed. Det der får bestemmelse eksisterer lige så lidt forud for det der giver bestemmelsen, som den rette linje eksisterede før firkanten.
Kvalitet På grund af den nødvendighed, at alt er bestemt som et 'noget' der er forskellig fra 'noget andet', da opstår begrebet kvalitet – for et noget kan ikke være et noget uden kvalitet, og altså kun i kraft af sin kvalitet. Det er nemlig kvaliteten der gør noget til et noget. Kvalitet er også med nødvendighed både realitet og negation – det er et noget, en væren i sig selv (realitet), men også en væren for noget andet (negationen, da dette 'noget andet' negerer den). Hvis der intet andet var – hvis der ikke var en negation – ville den pågældende realitet heller ikke være. Uden negation ingen realitet. Og uden realitet ingen negation. Realitet og negation er altså betinget af hinanden. Det er dette Hegel kalder forandring – altså at et noget implicerer et andet noget for overhovedet at kunne være et noget, hvorfor det også med nødvendighed begrænser sig selv. Et bestemt noget er lige så meget et noget andet, som det rent faktisk er et noget, hvilket kan virke paradoksalt. Den er både identisk med sig selv og i konflikt med sig selv.
Der er to måder at forstå dette dialektiske forhold mellem 'noget' og 'noget andet' på – nemlig ved den slette uendelighed og den sande uendelighed. Ved den slette uendelighed tænker man, at ethvert 'noget' implicerer 'noget andet', og dette 'noget andet' er selv et 'noget', der implicerer et 'noget andet' og således kan man fortsætte i en endeløs række. Vi får med andre ord en uendelig række af disse negeringers negeringer, da man aldrig vil kunne nå til ende i kraft af, at der intet findes der er ubetinget, men alt er betinget af et andet i det uendelige. Den slette uendelighed indeholder den modsigelse i sig, at så snart man taler om et noget, da snakker man per definition om en begrænsning og noget endeligt, men ethvert noget er samtidigt også noget uendeligt, da det altid implicerer et andet, hvorved man får en uendelig række, der dog er afskåret fra nogensinde at være andet end endelig, altså at den, trods sin uendelighed, aldrig kan transcendere grænsen til det uendelige og derved er endelig, selvom den er uendelig. Det er en endeløs serie der dog aldrig når ud over det endelige. Den er med andre ord ikke hvad den bør være.
left|thumb|Den sande uendelighed kan sammenlignes med en cirkel Med den sande uendelighed bliver modsigelsen ophævet. Her ser man, at dette 'noget andet' er identisk med det 'noget', som det er noget andet end, da negationen og begrænsningen ligger i selve begrebet, og med Hegels ord kan man sige, at vi har en negation af negationen, altså en selv-negation, en selv-relation og en selv-bestemmelse. Det er nævnt tidligere, at negationen netop ligger i begrebet, som en betingelse for begrebet, og dette betyder at ethvert 'noget' faktisk er det samme som 'noget andet'. Om dette skriver Hegel:
Dette giver en lille idé om Hegels svært tilgængelige sprog, men også en idé om nogle af selve hovedforudsætningerne for hans tænkning, nemlig at noget altid er noget i forhold til noget andet, men dette andet ejer det i en vis forstand selv, eller, dette andet er i det selv, og altså er det en negation af negationen, da selve negationen bliver negeret af hvad der nødvendiggjorde negationen.
Forsigværen Men hvad er så dette Forsigværen (eller For-Sig-Væren), som Hegel snakker om i det ovenstående citat? Dette begreb fremkommer ved at man forstår dialektikken mellem 'noget' og 'noget andet' i kraft af den sande uendelighed. Der kan bemærkes en interessant ting her, nemlig at den sande uendelighed er foreningen mellem endelighed og uendelighed, og endda en enhed af disse, hvor vi igen ser det dialektiske i Hegels tænkning. Det endelige bliver en del af uendeligheden, og derfor forsvinder det endelige i en vis forstand egentlig også, hvilket retfærdiggør navnet 'den sande uendelighed' snarere end det skulle være 'den sande endelighed'. For det er stadig en uendelighed. Hegel mente nemlig, at alt måtte forstås i forhold til det universelle, altså at endelighed må forstås i lyset af uendeligheden. Alt hvad vi støder på i det endelige, det kontingente, det der forgår, er udtryk for det universelle, det uendelige, og dette har ligeledes forbindelse med diskussionen om universalieproblemet eller striden om almenbegreberne. Hegel mente således i denne diskussion, at alt er udtryk for et universalie.