2. Slesvigske Krig blev udkæmpet mellem på den ene side Preussen og Østrig og på den anden Danmark i tiden 1. februar – 20. juli 1864. Krigen førte til, at Danmark måtte afstå hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig (Sønderjylland). Det nordlige Sønderjylland blev efter en folkeafstemning genforenet med Danmark i 1920.
Baggrund Situationen i Europa De europæiske grænser var fastlagt ved Freden i Kiel efter Napoleonskrigene. Her havde Danmark på trods af nederlaget og afståelsen af Norge fastholdt resten af helstaten.Glenthøj(2014), s. 32 De følgende år var der ikke blot en magtkamp mellem staterne, men tillige en strid mellem de mange europæiske fyrstedømmer og de oppositionelle kræfter, der krævede en fri forfatning. I forlængelse heraf opstod der en række nationale bevægelser, der kædede kampen for demokrati sammen med national selvbestemmelse.Glenthøj(2014), s. 38 f. Krimkrigen i 1853-1856 var et varsel om, at den stabilitet, der havde hersket mellem stormagterne siden 1814 ikke længere var holdbar.Glenthøj(2014), s. 265 For Danmark betød Ruslands svækkede position efter nederlaget i denne krig, at Zaren både mistede evnen, men til dels også viljen til at forsvare Danmark. Sammen med presset fra de nationale kræfter i hertugdømmerne svækkede dette de danske regeringers manøvremuligheder, hvilket betød, at flere ledende danske politikere satte deres lid til Skandinavismen.Glenthøj(2014), s. 268 f.
Arvefølgen Det havde i mange år stået klart at den danske kongeslægt ville uddø med Kong Frederik 7. Han døde 15. november 1863 som den sidste i Oldenborg-slægten. I London-protokollen fra 1852 var det bestemt at prins Christian skulle efterfølge ham som både konge af Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Den danske konge havde siden middelalderen også været hertug af Slesvig og Holsten, men der gjaldt forskellig arveret i områderne. I Danmark gjaldt ifølge arvefølgereglerne i Kongeloven fra 1655 i første række mandlig arvefølge, men hvis den direkte mandslinje uddøde, overgik arveretten til kvindesiden. I Holsten, som var tysk len indtil 1806, gjaldt den saliske ret, og derfor kunne tronen der kun nedarves via mandssiden. Da den gamle grænse mellem Danmark og det tysk-romerske rige gik ved Ejderen, gjaldt i Slesvig som dansk len Jyske Lov og den danske arveret, men efter tysk opfattelse var forbindelsen mellem Slesvig og Holsten (evig udelt) så vigtig, at den saliske ret også skulle gælde i Slesvig. De tysksindede slesvig-holstenere kæmpede særlig for dette, da de ønskede en slesvig-holstensk stat og dermed også en slesvig-holstensk hertug.
"Friedrich der Achte" Hertug Christian-August af Augustenborg havde som efterkommer af hertug Hans den Yngre gjort krav på den danske krone. Dette krav blev i det åbne brev fra 1846 afvist af Christian 8. Hertugen af Augustenborg tog i 1848-50 del i det slesvig-holstenske oprør (Treårskrigen) og blev landsforvist. Den 31. marts 1852 gav han afkald på sine arvekrav mod en klækkelig erstatning, og 8. maj samme år blev det bekræftet i London-protokollen.
Alligevel overdrog han i 1863 tronrettighederne til sin søn Frederik, som kort efter kong Frederik den 7.'s død, den 19. november, udråbte sig til "Frederik den 8." (Friedrich der Achte), hertug af Slesvig-Holsten. Det tyske forbund og de fleste tyske stater anerkendte ham, men ikke de to vigtigste: Preussen og Østrig. Efter krigen i 1864 tvang Preussen og Bismarck ham til at træde tilbage.
Arvefølgespørgsmålet blev tidligere af især tyske historikere anset for en vigtig årsag til krigen, men efter dansk opfattelse for uvæsentligt. Nyere historieskrivning er enige om, at det var en ubetydelig komplikation. Spørgsmålet var et hedt emne fra 1840, men afgjort ved Hertug Christian-Augusts tronafkald og London-protokollen af 1852.
Dansk forfatningsproblem London-protokollen fastlagde at enevælde fortsat skulle gælde i hertugdømmerne, selv om Danmark havde fået en demokratisk grundlov. Fællesforfatningen for den danske helstat (kongeriget og hertugdømmerne) skulle sikre at statens fælles anliggender fortsat kunne fungere, trods de forskellige styremåder. Men i 1858 havde det tyske forbund ophævet fællesforfatningen for Holstens og Lauenborgs vedkommende, da disse to hertugdømmer samtidig var optaget som medlemmer af det tyske forbund ved Wienerfreden i 1815.Glenthøj (2014), s. 30 I den fælles dansk-slesvigsk-holstenske regering (rigsrådet) var der en løbende konflikt mellem de politikere fra Danmark, der ønskede reformer, og de adelige repræsentanter for Holsten, der ønskede en meget konservativ kurs, men samtidig var positive overfor helstaten som konstruktion. De liberale kræfter i Slesvig og Holsten sigtede derimod mod en forbundsstat under det tyske forbund.
De liberale kræfter i Danmark var hovedsagelig af den opfattelse, at Holsten måtte adskilles fra Danmark. I sidste ende frygtede de, at Holsten via sin rolle i rigsrådet førte til tysk indblanding i ikke kun Slesvig, men også i rent danske forhold. De liberale kræfter i Holsten var for så vidt enige, men de ønskede at også Slesvig skulle løsrives, og at der skulle oprettes et Slesvig-Holsten inden for det tyske forbund. Som alternativ hertil blev Ejderpolitikken formuleret af danske nationalliberale, og Orla Lehmann fremstod i offentligheden som dens ivrigste fortaler. Egentlig foretrak Lehmann en deling af Slesvig, således at de nordlige sogne tilfaldt Danmark og de sydlige tilfaldt Holsten. Da denne mulighed sprængte martsministeriet i efteråret 1848, blev den midlertidig opgivet;Glenthøj (2014), s. 209 men ved flere senere lejligheder blev spørgsmålet om Slesvigs deling taget op i ledende politiske kredse, bl.a. i skandinavistiske kredse. En af planerne gik ud på, at prins Oscar (den senere Oscar 1. af Sverige) skulle regere et forenet Skandinavien med sydgrænse ved Dannevirke.Neergaard (1916), s.481Glenthøj (2014), s. 267Glenthøj (2014), s. 271
Nationale spændinger Novemberforfatningen vakte stærk modstand blandt de tysksindede i hertugdømmerne og i hele Tyskland. Den tysk-nationale opinion vejrede nu mulighed for revanche for Treårskrigen. I den tyske forbundsdag i Frankfurt taltes om at befri hertugdømmerne for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem.
De tyske oprøreres drøm om en slesvig-holstensk stat havde lidt nederlag i Treårskrigen fra 1848 til 1850. I selve Slesvig havde stemningen siden da været rolig, men forbitret og modsætningsfuld.
I 1850'erne blev sprogreskripterne gennemført i Mellemslesvig. De betød, at dansk skulle være skolesprog i de områder, hvor befolkningen talte dansk (sønderjysk). Kirkesproget vekslede, mens retssystemet og administrationen var tosproget. Den nordligste del af Slesvig var dog fortsat rent dansksproget, og den sydligste del fortsat rent tysksproget. Formålet var at bremse tilbagegangen for dansk, men reformerne blev indført af regeringen uden megen debat. Det vakte mange tysksindedes vrede, da de igennem århundreder havde været vant til tysk som det dominerende sprog. De tysksprogede så sprogreskripterne som et forsøg på "danisering" og dansk undertrykkelse.
I danske politiske kredse havde Ejderpolitikken været omdiskuteret i årevis, men da mange forsøg på at imødekomme de slesvig-holstenske krav blev afvist af den holstenske stænderforsamling og det Tyske Forbund, blev Danmark til Ejderen efterhånden set som den eneste løsning. Martskundgørelsen, hvor regeringen den 30. marts 1863 opgav forfatningsforbindelsen med de tyske forbundslande, og efterfølgende i efteråret 1863 forelagde det dansk-slesvigske Rigsråd, som var blevet tilbage efter Holstens og Lauenborgs udtræden, et forfatningsudkast, der knyttede Slesvig tættere til Danmark, var et afgørende skridt i denne retning. Centralt placerede politikere som fx C. C. Hall, Orla Lehmann og Ditlev Gothard Monrad blev efterhånden, trods forskellige udgangspunkter, enige om, at en skandinavisk union var den eneste mulige vej til at gennemføre Ejderpolitikken.Glenthøj(2014), s. 318f.. I afgørende øjeblikke vaklede den danske regering dog, hvis ikke om målet, så om timingen. I 1862 havde der været adskillige diplomatiske sonderinger med den svenske regering om en union med den svenske konge Karl 15. som overhoved, og de to regenter var den 22. juli 1863 enige om at skabe en union, der ville sikre et Skandinavien til Ejderen.Glenthøj(2014), s. 328 Den danske tronfølger, prins Christian skulle som kompensation tildeles Holsten som sit kongedømme. Hall så denne løsning som den bedste mulighed for at undgå en krig og på denne baggrund blev novemberforfatningen udfærdiget. Den svenske regering nøjedes imidlertid med en principiel støtte til de danske krav, men var splittet i spørgsmålet om en union.Glenthøj(2014), s. 333 En bindende aftale blev derfor ikke indgået, og da svenskerne trak sagen i langdrag, sendte Hall en følelsesladet appel, som blev besvaret positivt, men uden konkrete løfter.Glenthøj(2014), s. 336
Preussens ambitioner Ministerpræsident Otto von Bismarck i Preussen var imidlertid ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske forbund med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Han allierede sig med Østrig; officielt for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, men i praksis i håbet om at erobre Slesvig og Holsten for Preussen, som han har fortalt i sine erindringer. Tyskland var ikke en hel nation, idet det tyske forbund var en relativt løs alliance, der bestod af 38 forskellige selvstændige områder; flere af disse havde ambitioner om at blive den førende nation i et samlet Tyskland. I Preussen var Bismarck under pres, fordi liberale kræfter, der modsatte sig hans ambitiøse hærreform med tre års værnepligt, havde vundet flertallet i Landdagen. Derfor kunne han bruge en rask lille krig mod Danmark til at vise, at Preussen var den mest magtfulde tyske nation, ligesom hærens evner kunne prøves af. Østrig havde tilsvarende ambitioner og fulgte derfor Preussen trop.
Forbundseksekution og rømningen af Holsten Efter at både det Tyske Forbund og den holstenske stænderforsamling havde afvist fællesforfatningen fra 1855 og efter at holstenske deputerede havde forladt det fælles rigsråd, udstedte kongen den 30. marts 1863 en af C.C. Hall udformet kundgørelse, hvorved Holsten og Lauenborg skulle få en ny forfatning (kundgørelse af 30. marts 1863). De tyske stormagter protesterede og den tyske forbundsdag vedtog den 9. juli 1863, at kundgørelsen skulle tilbagekaldes inden seks uger. Alligevel forelagde udenrigsminister Hall få uger senere, den 28. september 1863, et udkast til en ny fælles forfatning kun for Danmark og Slesvig. Den internationale reaktion var forudsigeligt negativ. Den engelske regering opfordrede Danmark at trække kundgørelsen af 30. marts tilbage og den svensk-norske regering stillede sig modvillig overfor de forhandlinger om en fælles nordisk alliance, som den svenske konge Karl 15. havde tilbudt Frederik 7. Knud Rasmussen: General de Meza og Den Dansk-Tyske Krig 1864. Universtitetsforlag, Odense 1997, , side 28..
Den 1. oktober 1863 vedtog den tyske forbundsdag i Frankfurt, at hertugdømmerne Holsten og Lauenborg -som medlemsstater i det Tyske Forbund- skulle besættes af tyske forbundsstyrker (forbundseksekution) for at tvinge Danmark til at overholde Londonaftalerne. Besættelsen skulle udføres af Preussen, Østrig, Sachsen og Hannover. De to sidstnævnte skulle hver udnævne en kommissær til Holstens og Lauenborgs styrelse. Imidlertid underskrev den nye konge Christian 9. den 18. november 1863 - trods store betænkeligheder - den nye novemberforfatning.
Novemberforfatningen