Operation Bøllebank var en træfning udkæmpet i forbindelse med en svensk bemandet FN-observationspost (OP), Tango 2, nær Tuzla den 29. april 1994. Tango 2 kom under beskydning fra serbiske styrker, og en dansk kampvognseskadron fra NORDBAT 2 rykkede OP'en til undsætning. Undervejs var de danske kampvogne i to omgange i ildkamp mod serbiske styrker, der fra nedgravede stillinger og bunkere rettede ild mod de danske kampvogne. Hverken danske eller svenske soldater blev dræbt under træfningen, men antallet af dræbte serbere blev anslået at være op til 150.
Baggrunden for træfningen Jugoslavien brød i 1991 sammen i en blodig borgerkrig, som fra 1992 også kom til at omfatte Bosnien-Hercegovina.Artikel. Christian Axboe Nielsen: Jugoslaviens Sammenbrud 1991-1999, hentet 8. september 2020. FN etablerede UNPROFOR (United Nations Protection Force) den 21. februar 1992, efter FN's sikkerhedsrådet havde vedtaget Resolution 743. UNPROFOR-styrkens rolle var at fungere som fredsbevarende styrker i Kroatien med det mål at sikre freden mellem den kroatiske løsrivelseshær og det af serbisk styrker besatte Krajina-område. Mandatet blev senere udvidet til Bosnien-Herzegovina, indtil den Jugoslaviske borgerkrig fandt en fredelig, politisk løsning. Senere resolutioner udvidede området for UNPROFOR yderligere til også at dække Serbien-Montenegro og Makedonien.Unproformissionens historie. FN missionens historie. Danmark bidrog til missionen, og det skabte overskrifter dengang, fordi danske soldater ikke siden 2. verdenskrig havde deltaget i en skarp konflikt. I alt nåede omkring 8.000 danske soldater at være udsendt som en del af UNPROFOR. Hovedparten af de første danske FN-soldater kom til Krajina-området, der var en del af Kroatien og udgjorde den danske bataljons operationsområde. Balkanveteraner samlet. Forsvaret, 15. august 2018.
Trods FN's anstrengelser blev der begået store overgreb på civilbefolkningen, og efter at byen Srebrenica i Bosnien-Hercegovina i 1993 var tæt på at blive erobret af serberne, oprettede FN's sikkerhedsråd en række såkaldte "sikre zoner", der skulle beskytte civilbefolkningerne i udvalgte områder. FN skulle beskytte disse "sikre zoner". En af dem var Tuzla i Bosnien-Hercegovina, en by med normalt 170.000 indbyggere, der som følge af kampene var svulmet op til at rumme 371.000 civile. Danmark, Sverige og Norge blev i august enige om at stille med en ny styrke – NORDBAT 2 under UNPROFOR – der skulle beskytte den udpegede sikre zone ved Tuzla. Ud fra et ønske om at beskytte dansk personel ønskede det danske Forsvar, at det danske bidrag skulle bestå af en kampvognseskadron.Robert Petersen: Danske sneleoparder i Bosnien. I: Militært tidsskrift, Årg. 139, nr. 1 2010, s. 4-23. Danske sneleoparder i Bosnien, pdf. Folketinget godkendte beslutningen med beslutningsforslag B 107 den 17. august 1993 med et flertal i tinget på 105 (S, K, CD, R og Q), mens 17 stemte imod (SF og Z) og 1 stemte hverken for eller imod (1 fra S).Folketingstidende 17. august 1993. Sidste behandling af B 107.
Oprindelig besluttede FN, at den nordiske bataljon NORDBAT 2 med de danske kampvognene skulle køre ad den korteste vej ind til Tuzla, det vil sige forskydes ind Bosnien-Hercegovina via den serbiske by Pančevo i Serbien. Det lykkedes 743 soldater og 24 pansrede mandskabsvogne at komme frem til Tuzla ad denne rute. Men serbisk obstruktion betød, at 200 soldater, 36 pansrede mandskabsvogne, over 150 containere og hele den danske eskadron DANSQN (Danish Tank Squadron) på 10 Leopard 1A5 kampvogne strandede flere måneder i Pančevo uden for Beograd. Forsvaret begyndte at kigge på alternative ruter, og det endte med, at den resterende del af den nordiske bataljon blev trukket ud af Pančevo og med skib sejlet til Split i Kroatien, hvorfra de kunne køre til Tuzla. Den 17. januar 1994 begyndte forskydningen af den danske eskadron ud af Pančevo. Turen gik via Ungarn og Østrig og frem til den italienske havneby Trieste, hvorfra mandskab og materiel blev sejlet til Split. Den 17. februar 1994 begyndte forskydningen af eskadronen fra Split. Først på kampvognstransportere til byen Tomislavgrad i Bosnien-Hercegovina, derefter skulle kampvognene af egen kraft køre resten af vejen til Tuzla. Hele flytningen blev udfordret af chefen for UNPROFOR, som den 18. februar 1994 beordrede de danske kampvogne til at køre til Vitez i Bosnien-Hercegovina og her at afvente ordrer på at køre videre til Sarajevo, hvor enheden skulle fungere som en ”robust reserve”. Det udløste hektisk diplomatisk aktivitet mellem Danmark og FN, og først den 23. februar 1994 nåede styrken frem til den ”sikre zone” rundt om Tuzla. Kampvognene var hvidmalede og bar sorte UN-markeringer (United Nations), som det er kutyme for køretøjer på FN-missioner.
Operation Bøllebank thumb|Lars R. Møllers hjelm og skudsikre militærvest, som han bar under Operation Bøllebank. I april 1994 rettede serberne en række angreb på den "sikre zone" i Goražde i det østlige Bosnien-Hercegovina, hvilket blandt andet medførte, at NATO rettede nålestiksaktioner fra luften mod de serbiske styrker. Det øgede den serbiske aggressivitet mod de andre "sikre zoner". Den daværende næstkommanderende i NORDBAT 2 – oberst Lars R. Møller – skriver, at han erindrer, at det var normalt med 500-600 granatnedslag i Tuzla og omegn i denne periode. Serberne begyndte tillige i stigende grad at beskyde lufthavnen i Tuzla, som det var den danske kampvognseskadrons primære opgave at beskytte, fordi den blev brugt til at flyve nødhjælp ind. I den forbindelse udarbejdede eskadronen den såkaldte "plan Bøllebank", der gik ud på, at eskadronen med kort varsel skulle kunne rykke ud for at beskytte lufthavnen, hvis den igen kom under angreb. Planen blev flere gange aktiveret i løbet af april, hvor det den 4. april 1994 kom til et sammenstød med serbiske styrker ved Gradacac. Sidst i april gik det for alvor galt, da serberne angreb en svensk observationspost – Tango 2 – der fra en bjergtop havde til opgave at holde øje med fjendtlige aktiviteter og herunder også angreb på Tuzlas lufthavn. Det serbiske angreb førte til, at en modificeret udgave af planen blev sat i værk. Eskadronen rykkede frem med syv kampvogne og en pansret mandskabsvogn, men kom undervejs under voldsom ild fra serbiske styrker. Da de serbiske styrker også tog panserværnsvåben i brug, gav oberst Møller ordre til at besvare ilden. Dele af eskadronen søgte ly i en landsby, mens et par kampvogne blev sendt op til Tango 2. Da de danske kampvogne forlod landsbyen igen, blev de på ny udsat for en voldsom beskydning, som de besvarede. I alt affyrede de danske kampvogne 72 stk. 105 millimeter granater i løbet af de cirka to timer, træfningen varede: 44 brisantgranater, 9 fosforgranater og 19 panserskud. Det viste sig siden, at den sidste danske granat havde ramt et ubeskyttet ammunitionsdepot med voldsomme eksplosioner til følge. Sidstnævnte menes at have medført et større tabstal på serbisk side. Officielt har serberne kun indrømmet, at ni soldater blev dræbt. Uofficielt har der været spekuleret i, at så mange som 150 serbere kan være blevet dræbt. Operation Bøllebank var første gang kampvogne af typen Leopard 1 var involveret i egentlige kamphandlinger noget sted i verden.
Hærens Operative Kommando, der i perioden 1991-2014 var kommandomyndighed for Hæren, har givet følgende beskrivelse af hændelsen. “Fredag den 29. april kl. 22.50 blev en svensk observationspost i NORDBAT 2's ansvarsområde ved Tuzla beskudt to gange. Da besætningen på posten var i alvorlig fare, besluttede den svenske bataljonschef, oberst Christer Svensson, at iværksætte en undsætningsplan. Den danske kampvognseskadron fik under ledelse af eskadronchefen, major Carsten Rasmussen, ordre til at indsætte to kampvognsdelinger og rykke frem i retning mod observationsposten. Forskydningen skete med stor hastighed og med kørelys for at markere, at her kom NORDBAT 2. Klokken 23.15 blev delingerne beskudt af serbisk artilleri, men træfningen var dårlig. Fremrykningen skete herefter med slukkede lygter. Den fremrykkende kampvognsstyrke blev nu beskudt med panserværnsmissiler, morterer og maskinkanoner; ilden over kampvognene og en nærliggende ruinby blev efterhånden så kraftig, at der var lyst nok til, at man kunne læse avis. Kampvognene måtte hele tiden skifte position for derved at forsøge at undgå at blive ramt. Da kampvognene ikke kunne bevæge sig uden overhængende fare for personellet, var det nødvendigt at benytte sig af FN-styrkers ret til selvforsvar, og der blev givet ordre til at beskyde området, hvorfra ilden kom. Afstanden til målområdet var 4.200 meter, hvilket er uden for den afstand, hvorpå kampvognskanonen normalt kan træffe med brisant ammunition. Klokken 00.35 (lørdag) var der ro omkring observationsposten, og der blev givet ordre om tilbagetrækning. Da tilbagetrækningen blev indledt, blev der igen åbnet ild fra de serbiske stillinger. Stillingerne blev derfor holdt nede med ild fra kampvognene, således at delingerne kunne dække hinanden under tilbagetrækningen, der blev afsluttet kl. 01.00. Herefter blev der ro. Der blev affyret i alt 72 skud”.Beskrivelse af kampen. HOK Information 2/94, s. 2. thumb|476x476px|Bjerget Vis (Sukkertoppen) hvorfra Serbiske styrker beskød Tango 2 og senere de fremrykkende Danske Leopard-kampvogne. Billedet er taget fra hovedgaden i Kalesija.
Efterspillet thumb|En dansk Leopard 1A5 knuser en 20 mm kanon i Serbien i 1996. Den danske kampvognseskadron overgik i slutningen af 1995 fra FN's UNPROFOR til NATO's IFOR, hvorfor kampvognene atter skiftede farve fra hvide til grønne.|alt= Med en enkelt undtagelse – operation Amanda den 26. oktober 1994, som var det tredje større sammenstød mellem de danske kampvogne og serberne – søgte de serbiske militser aldrig siden at udfordre de danske kampvogne i en direkte kamp. Interviewede danske og svenske soldater giver udtryk for, at kampvognene var med til at øge sikkerheden for soldaterne og dæmpe kamphandlingerne. NORDBAT 2’s soldater kom under beskydning ved mange tilfælde, men antallet af angreb faldt markant efter operationen den 29. april 1994. Det havde afgørende indvirkning på muligheden for at åbne humanitære ruter og beskytte de humanitære konvojer, som var yndlingsmål for fulde serbiske soldater eller for de militsledere, der ville berige sig på humanitærhjælpen.Arben Deliu: Kommentar til artiklen Danske Sneleoparder i Bosnien. Krigsvidenskab 14. januar 2011.
Det serbiske syn på træfningen kendes ikke. Oberst Lars R. Møller giver i sin bog "Operation Bøllebank – soldater i kamp" fra 2001 udtryk for, at det med sikkerhed var et velorganiseret baghold, de danske kampvogne løb ind i. Lars R. Møller: “Operation Bøllebank – soldater i kamp”. Høst & Søn. 2001. 414 sider. Ifølge oberst Møller havde de serbiske militser kort forinden haft held til at skyde et britisk NATO-fly ned over Goražde og ville nu vise, at de kunne gøre det samme på landjorden ved at nedkæmpe de danske kampvogne. Til en britisk avis formulerede den danske oberst det på den måde, at det imidlertid denne gang var musen, der åd katten.