Volksbühne (da.: Folketeatret) eller Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz er et ensembleteater i Berlin, Tyskland. Teatret er beliggende på Rosa-Luxemburg-Platz i bydelen Mitte i det tidligere Østberlin.
Teatret har sine rødder i organisationen "Freie Volksbühne", der i 1892 formulerede en vision om et teater for folket. Målet var at opføre socialrealistiske skuespil samt at have en entrépris, som den almindelige arbejder havde råd til at betale. Oprindeligt var teatrets slogan "Die Kunst dem Volke" (Folkets kunst).
Den oprindelige bygning blev opført i 1913–1914 efter tegninger af arkitekten Oskar Kaufmann og var et af Berlins mest markante eksempler på tidlig modernistisk arkitektur. Teatret blev ødelagt under 2. verdenskrig og blev genopbygget 1950-1954. Det nye teater er tegnet af Hans Richter.
Teatret har gennem sin historie været centrum for både socialdemokratisk kulturarbejde, politisk teater og avantgarde-scenekunst. På grund af sine provokerende og eksperimenterende opsætninger er teatret blevet kaldt den mest spændende scene i Tyskland.
Grundlæggelse og tidlige år (1890–1933) thumb|left|Den oprindelige teaterbygning, fotograferet i 1930 I 1890 stiftede Bruno Wille og andre socialdemokrater foreningen Freie Volksbühne for at bryde det borgerlige kulturmonopol. Gennem et abonnementssystem med enhedspriser kunne arbejdere få adgang til teaterforestillinger. I starten lejede foreningen sig ind på eksisterende teatre; blandt andet fandt uropførelsen af Gerhart Hauptmanns Die Weber (Væverne) sted i 1893 i regi af foreningen.
I 1914 kunne foreningen indvie sit eget hus på Bülowplatz (i dag Rosa-Luxemburg-Platz). Byggeriet var finansieret gennem medlemsindbetalinger, de såkaldte „Arbeitergroschen“ (frit oversat “arbejdermønter”). Arkitekten Oskar Kaufmann tegnede en banebrydende bygning i moderne stil med plads til ca. 2.000 tilskuere.Theater-Verzeichnis. I: Berliner Adreßbuch, 1940, Teil 1, S. 6 Hentet 1. april 2026 thumb|Scenografi af Traugott Müller til Rudolf Leonhards teaterstykke Segel am Horisont opført i 1924 på Volksbühne med instruktion af Piscator Fra 1915 til 1918 var den berømte teatermand Max Reinhardt teatrets leder. Efter 1. Verdenskrig splittedes organisationen i en socialdemokratisk og en kommunistisk fraktion. Det var især under den kommunistiske indflydelse, at teatret i 1920'erne blev et center for politisk teater, anført af Erwin Piscator. Piscator iscenesatte dokumentariske tidsdramaer og eksperimenterede med filmiske virkemidler.
Nazismen og 2. Verdenskrig Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev Volksbühne ensrettet efter nazisitisk ideologi. I 1937 blev den oprindelige organisation opløst, og huset blev drevet videre under navnet "Theater am Horst-Wessel-Platz" ledet af skuespilleren Eugen Klöpfer. Under 2. Verdenskrig blev bygningen voldsomt beskadiget ved luftbombardementer.
Genopførelse og DDR-tiden (1945–1990) thumb|Genåbningen af Volksbühne 21. april 1954 med Wilhelm Pieck i æreslogen Efter krigen lå bygningen i ruiner. I 1948 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om genopførelsen. Det endelige design af Hans Richter (1952–1954) genbrugte de gamle ydermure og den monumentale facade med de seks kalkstens-søjler, men forenklede tagkonstruktionen til flade tage. Teatret genåbnede den 21. april 1954 med Schillers Wilhelm Tell.
I DDR-tiden fungerede teatret som en af Østberlins hovedscener. Fra 1974 til 1977 var Benno Besson, en elev af Bertolt Brecht, teaterchef. I 1979 ændredes navnet officielt til Volksbühne am Luxemburgplatz. I efteråret 1989 deltog skuespillere fra teatret aktivt i de fredelige demonstrationer, der førte til murens fald.
Det genforenede Berlin og Frank Castorf (1992–2017) Efter murens fald overtog instruktøren Frank Castorf posten som direktør i 1992. Under hans ledelse blev Volksbühne et internationalt anerkendt center for postdramatisk og provokerende teater. Castorf arbejdede tæt sammen med instruktører som Christoph Marthaler, Christoph Schlingensief og Dimiter Gotscheff. thumb|Tændstikæsker med provokerende udsagn som merchandise i Volksbühne I 1992 overtog teatret også Altberliner Prater i Prenzlauer Berg som anden scene, dedikeret til performancekunst og ungdomsteater. I 1993 proklamerede kunstnerkollektivet NSK (Neue Slowenische Kunst) med det slovenske band Laibach under en begivenhed kaldet NSK Staat Berlin teatret som en midlertidig stat, hvilket mindes med en mindeplade i bygningen.Hören: Laibach. DJ ab 19 Uhr im Parkettcafé: Jens Balzer. Adk.de. Hentet 1. april 2026
I 2009 gennemgik hovedbygningen en omfattende renovering, hvor den over 50 år gamle sceneteknik blev udskiftet. I 2016 og 2017 kårede teaterkritikere Volksbühne til "Årets teater" i det tysksprogede område. Castorfs kontrakt udløb i sommeren 2017.
Krisen og Chris Dercon (2017–2018) Castorfs efterfølger blev museumsmanden Chris Dercon, hvis udnævnelse i 2015 vakte stor modstand blandt teatrets publikum og medarbejdere.Max Hollein: Holleins Kunstwelt : Flucht in den Kommerz. Bilanz, Juli 2015. Hentet 4. marts 2026 Dercons vision om at gøre teatret til et tværkunstnerisk hus og flytte fokus til den tidligere lufthavn Tempelhof mødte hård kritik.
Efter Dercons tiltræden i 2017 eskalerede konflikten. I september 2017 besatte en aktivistgruppe kaldet Staub zu Glitzer teatret i protest mod gentificering og Dercons ledelsesstil. Besættelsen blev afsluttet af politiet efter en uge. Chris Dercon trak sig tilbage i april 2018, kun få måneder efter sin officielle start.
René Pollesch og fremtiden (2021–) Efter en overgangsperiode under Klaus Dörr overtog dramatikeren René Pollesch direktørposten fra sæsonen 2021/22. Under Pollesch genvandt teatret sit oprindelige navn Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz. Pollesch døde pludseligt i februar 2024.
I oktober 2024 overtog duoen Vegard Vinge og Ida Müller midlertidigt ledelsen, men trak sig kort efter på grund af usikkerhed omkring offentlige budgetnedskæringer i Berlins kultursektor. Det er annonceret, at Matthias Lilienthal overtager posten som direktør fra 1. august 2026. thumb|Räuberrad set fra en vinkel, hvor man har teatret i ryggen og ser ud imod byen
Arkitektur og kapacitet Den oprindelige sal fra 1914 havde tre balkoner og 1.968 pladser. Efter genopførelsen i 1950'erne og senere ombygninger blev antallet af pladser reduceret til de nuværende ca. 800.Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz. Museum-digital.de. Hentet 3. april 2026 Bygningens facade er præget af neoklassicistiske elementer blandet med modernisme, især den store halvrunde front med søjlerne.
Volksbühnes kendetegn og uofficielle logo har siden 1994 været metalskulpturen Die Räuberrad (dansk: Røvercyklen) som står på pladsen foran teatret. Oprindeligt er skulpturen lavet af billedhuggeren Rainer Haußmann, inspireret af Frank Castorfs iscenesættelse af Schiller-skuespillet Die Räuber, som blev opført i 1990.
Direktører
1914–1915: Emil Lessing 1915–1918: Max Reinhardt 1918–1923: Friedrich KayßlerDie Volksbühne in der Weimarer Republik. Kulturvolk.de. Hentet 4. marts 2026 1923–1928: Fritz Holl 1928–1929: Heinrich Neft (1868–1944)Ausstellung - 135 Jahre Freie Volksbühne Berlin. Kulturvolk.de. Hentet 4. marts 2026 1929–1932: Karl Heinz Martin 1932–1934: Heinz Hilpert 1934–1936: Bernhard zu Solms-LaubachSpielzeitchronik 1930 bis 1940. Volksbuehne.adk.de. Hentet 5. marts 2026 1936–1944: Eugen Klöpfer 1953–1961: Fritz Wisten 1961–1963: Wolfgang Heinz 1963–1965: Maxim Vallentin 1965–1974: Karl HolánSpielzeitchronik 1960 bis 1970. Volksbuehne.adk.de. Hentet 5. marts 2026Spielzeitchronik 1970 bis 1980. Volksbuehne.adk.de. Hentet 5. marts 2026 1974–1978: Benno Besson 1978–1990: Fritz Rödel (1930–2010) 1990–1991: Winfried Wagner, Marion van de Kamp, Annegret HahnSpielzeitchronik 1990 bis 2000. Volksbuehne.adk.de. Hentet 5. marts 2026 1991–1992: Annegret Hahn 1992–2017: Frank Castorf 2017–2018: Chris Dercon 2018–2021: Klaus Dörr (midlertidig) 2021–2024: René Pollesch 2024–2026: ledig 2026–: Matthias Lilienthal
Referencer
Eksterne henvisninger
Volksbühnes hjemmeside
Kategori:Teatre i Berlin Kategori:Etableret i 1890