Harald Sigurdsson (; ca. 1015 – 25. september 1066), også kendt som Harald 3. og med tilnavnet Hardråde i sagaerne,"Det store norske leksikon" (The Great Norwegian Encyclopedia) var konge af Norge fra 1046 til 1066. Han gjorde uden held krav på den danske trone indtil 1064 og på den engelske trone i 1066. Før han blev konge, tilbragte Harald 15 år i eksil som lejesoldat og militær leder i Kijevriget og som leder af væringergarden i det Byzantinske Rige. I sin krønike, Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum, kaldte Adam af Bremen ham "Nordens lyn".
I 1030 kæmpede den femtenårige Harald i slaget ved Stiklestad sammen med sin halvbror Olav Haraldsson. Olav forsøgte at generobre den norske trone, som han havde mistet til den danske konge Knud to år tidligere. Olav og Harald blev besejret af styrker loyale mod Knud, og Harald blev tvunget i eksil til Kijevriget. Derefter tjente han i hæren hos storfyrst Jaroslav den Vise, hvor han blev anfører, indtil han omkring 1034 drog videre til Konstantinopel med sine ledsagere. I Konstantinopel steg han hurtigt i graderne og blev leder af den byzantinske væringergarde, hvor han deltog i kampe i Middelhavet, i Lilleasien, på Sicilien, muligvis i Det Hellige Land, i Bulgarien og i selve Konstantinopel, hvor han blev involveret i kejserlige dynastiske stridigheder. Harald opbyggede en betydelig formue under sit ophold i det byzantinske rige, som han sendte til Jaroslav i Kijevriget til opbevaring. I 1042 forlod han det byzantinske rige og vendte tilbage til Kijevriget for at forberede sig på at generobre den norske trone. I hans fravær var den norske trone blevet tilbageerobret fra danerne af Olavs uægte søn Magnus den Gode.
I 1046 slog Harald sig sammen med Magnus’ rival i Danmark, tronprætendenten Svend Estridsen, og foretog plyndringstogter langs den danske kyst. Magnus, som ikke ønskede at kæmpe mod sin onkel, indgik en aftale om at dele kongemagten med Harald, mod at Harald til gengæld delte sin rigdom med ham. Fællesstyret ophørte brat året efter, da Magnus døde: Harald blev enehersker over Norge. Indenrigspolitisk knuste Harald modstand og lagde grundlaget for Norges samling. Hans regeringstid var præget af relativ fred og stabilitet, og han indførte en møntøkonomi og udenrigshandel. I et forsøg på at genoprette Knuds "Nordsøimperiet" gjorde Harald krav på den danske trone og tilbragte næsten hvert år frem til 1064 med at angribe den danske kyst og kæmpe mod sin tidligere allierede, Svend. Selvom felttogene var succesfulde, lykkedes det ham aldrig at erobre Danmark.
Kort efter at Harald havde opgivet sit krav på Danmark, svor den tidligere jarl af Northumbria, Tostig Godwinson, bror til den engelske konge Harold Godwinson, troskab til Harald og opfordrede ham til at gøre krav på den engelske trone. Harald accepterede og invaderede det nordlige England med 10.000 soldater og 300 langskibe i september 1066, hvor han besejrede de engelske regionale styrker fra Northumbria og Mercia i slaget ved Fulford nær York den 20. september. Harald blev besejret og dræbt i et overraskelsesangreb af Harold Godwinsons styrker i slaget ved Stamford Bridge den 25. september, hvilket udslettede hans hær. Historikere betragter ofte Haralds død som afslutningen på vikingetiden.
Opvækst og tidligt liv thumb|Haralds aner ifølge de yngre sagaer. Personer, hvis eksistens bestrides af moderne historikere, er i kursiv.
Harald blev født i Ringerike i Norge,Hjardar & Vike (2011) p. 284 i 1015 (eller muligvis 1016)Halvor Tjønn (2010) Harald Hardråde p. 13 som søn af Åsta Gudbrandsdatter og hendes anden mand Sigurd Syr. Sigurd var småkonge i Ringerike og blandt de stærkeste og rigeste høvdinge i Oplandene .Tjønn (2010) p. 14 Gennem sin mor Åsta var Harald den yngste af tre halvbrødre til kong Olav Haraldsson (senere Sankt Olav). I sin ungdom udviste Harald træk af en typisk rebel med store ambitioner og så op til Olav som sit forbillede. Han adskilte sig dermed fra sine to ældre brødre, som lignede deres far mere og var jordnære og hovedsageligt optaget af at passe gården.Tjønn (2010) pp. 15–16
De islandske sagaer, især Snorri Sturluson i Heimskringla, hævder, at Sigurd – ligesom Olavs far – var oldebarn af kong Harald Hårfagre i mandlig linje. De fleste moderne forskere mener, at de forfædre, der tilskrives Harald Hårdrådes far, sammen med andre dele af Hårfagreslægtens genealogi, er konstruktioner, der afspejler de politiske og sociale forventninger på forfatternes tid (omkring to århundreder efter Harald Hårdrådes levetid) snarere end historisk virkelighed.Se for eksempel Joan Turville-Petre, "The Genealogist and History: Ari to Snorri", Saga-Book 20 (1978–81), pp. 7–23 (pdf), Claus Krag, Ynglingatal og Ynglingasaga: en studie i historiske kilder, Oslo: Universitetsforlaget 1991, , og Knut Helle, Cambridge History of Scandinavia, Volume I, Prehistory to 1520, Cambridge University Press, 2003, , pp. 185, 191. Harald Hårdrådes påståede afstamning fra Harald Hårfagre nævnes ikke og spillede ingen rolle i Harald Hårdrådes egen samtid, hvilket virker bemærkelsesværdigt, da det ville have givet betydelig legitimitet i forbindelse med hans krav på den norske trone.
Efter et oprør i 1028 blev Haralds bror Olav tvunget i eksil, indtil han vendte tilbage til Norge i begyndelsen af 1030. Da Harald hørte nyheden om Olavs planlagte tilbagevenden, samlede han 600 mænd fra Oplandene for at møde Olav og hans mænd ved deres ankomst til det østlige Norge. Efter en venlig modtagelse gik Olav videre med at samle en hær og kæmpede til sidst i slaget ved Stiklestad den 29. juli 1030, hvor Harald deltog på sin brors side.Tjønn (2010) pp. 17–18 Slaget var en del af et forsøg på at genindsætte Olav på den norske trone, som var blevet erobret af den danske konge Knud den Store. Slaget endte med nederlag for brødrene mod nordmænd, der var loyale over for Knud, og Olav blev dræbt, mens Harald blev hårdt såret. Det blev dog bemærket, at Harald udviste betydeligt militært talent under slaget.DeVries (1999) p. 25
Eksil i øst Til Kijevriget
Efter nederlaget ved slaget ved Stiklestad lykkedes det Harald at flygte med hjælp fra Rögnvald Brusason (senere Jarl af Orkney) til en afsidesliggende gård i Østlandet. Han opholdt sig der i nogen tid for at hele sine sår og rejste derefter (muligvis op til en måned senere) nordpå over bjergene til Sverige. Et år efter slaget ved Stiklestad ankom Harald til Kijevriget (omtalt i sagaerne som Garðaríki eller Svíþjóð hin mikla). Han tilbragte sandsynligvis i hvert fald en del af tiden i byen Staraja Ladoga (Aldeigjuborg), hvor han ankom i første halvdel af 1031. Harald og hans mænd blev budt velkommen af storfyrst Jaroslav den Vise, hvis hustru Ingegerd var en fjern slægtning til Harald.Tjønn (2010) pp. 21–22DeVries (1999) pp. 25–26 Jaroslav havde stort behov for militære ledere, genkendte et militært potentiale i Harald og gjorde ham til anfører for sine styrker.DeVries (1999) p. 26 Haralds bror Olav Haraldsson havde tidligere været i eksil hos Jaroslav efter oprøret i 1028,Tjønn (2010) p. 16 og Morkinskinna fortæller, at Jaroslav først og fremmest tog Harald til sig, fordi han var Olavs bror.Tjønn (2010) p. 25 Harald deltog i Jaroslavs felttog mod polakkerne i 1031 og kæmpede muligvis også mod andre fjender og rivaler i Kijevriget i 1030’erne, såsom tjuderne i Estland samt byzantinerne og petjenegierne og andre steppe-nomadefolk.DeVries (1999) p. 27
I byzantinsk tjeneste thumb|Nær-samtidig fremstilling af byzantinske væringergardister i en illumination fra Skylitzes' Synopsis
Efter nogle år i Kijevriget drog Harald og hans styrke på omkring 500 mand sydpå til Konstantinopel (Miklagard), hovedstaden i det Østromerske rige (også kendt i dagmen ikke af samtidigesom det Byzantinske rige), sandsynligvis i 1033 eller 1034,Tjønn (2010) p. 28 hvor de sluttede sig til væringergarden. Selvom Flateyjarbók hævder, at Harald i første omgang forsøgte at skjule sin kongelige identitet, er de fleste kilder enige om, at Harald og hans mænds ry var velkendt i øst på dette tidspunkt. Mens væringergarden primært skulle fungere som kejserens livgarde, blev Harald sat ind i kampe på "næsten alle imperiets grænser".DeVries (1999) p. 29 Han deltog først i felttog mod arabiske pirater i Middelhavet og derefter i indlandsbyer i Lilleasien/Anatolien, som havde støttet piraterne. På dette tidspunkt var han ifølge Snorri Sturluson blevet "leder over alle væringerne". I 1035 havde byzantinerne drevet araberne ud af Lilleasien mod øst og sydøst, og Harald deltog i felttog, der nåede helt til Tigris og Eufrat i Mesopotamien. Ifølge hans skjald Þjóðólfr Arnórsson (gengivet i sagaerne) deltog han i erobringen af firs arabiske fæstninger, et tal som historikerne Sigfus Blöndal og Benedikt Benedikz ikke finder nogen særlig grund til at betvivle. Selvom han næppe havde selvstændig kommando over en hær, som sagaerne antyder, er det sandsynligt, at Harald og væringerne til tider blev sendt ud for at erobre byer eller borge.DeVries (1999) pp. 29–30 I de første fire år af Byzantinske kejser Michael 4. Paflagonerens regeringstid kæmpede Harald sandsynligvis også i felttog mod petjenegierne.
Derefter fortæller sagaerne, at Harald drog til Jerusalem og deltog i kampe i området. Selvom sagaerne placerer dette efter hans ekspedition til Sicilien, har historikeren Kelly DeVries sat spørgsmålstegn ved denne kronologi.DeVries (1999) p. 30 Om rejsen var af militær eller fredelig karakter afhænger af, om den fandt sted før eller efter fredsaftalen i 1036 mellem Michael 4. og det muslimske Fatimidekalifatet under kalif Ma'ad al-Mustansir Billah (i virkeligheden kaliffens mor, oprindeligt en byzantinsk kristen, da kaliffen var mindreårig). Det anses dog for usandsynligt, at rejsen fandt sted før. Moderne historikere har foreslået, at Harald kan have været en del af en eskorte for pilgrimme til Jerusalem (muligvis inklusive medlemmer af den kejserlige familie) efter fredsaftalen, da det også blev tilladt byzantinerne at reparere Gravkirken. Dette kan samtidig have givet Harald mulighed for at bekæmpe røvere, der overfaldt kristne pilgrimme.DeVries (1999) pp. 30–31Tjønn (2010) p. 43
I 1038 deltog Harald i byzantinernes ekspedition til Sicilien,DeVries (1999) p. 31Tjønn (2010) p. 47 i George Maniakes' (i sagaerne "Gyrge") forsøg på at generobre øen fra de muslimske saracener, som havde etableret Emiratet Sicilien. Under felttoget kæmpede Harald sammen med normanniske lejesoldater såsom William Jernarm. Ifølge Snorri Sturluson erobrede Harald fire byer på Sicilien. I 1041, da det byzantinske felttog på Sicilien var afsluttet, udbrød et lombardisk-normannisk oprør i Syditalien, og Harald ledede væringergarden i flere slag. Harald kæmpede sammen med Italiens katepan Michael Dokeianos med indledende succes, men normannerne, ledet af deres tidligere allierede William Jernarm, besejrede byzantinerne i slaget ved Olivento i marts og i slaget ved Montemaggiore i maj. Efter nederlaget blev Harald og væringergarden kaldt tilbage til Konstantinopel efter Maniakes’ fængsling og fremkomsten af andre presserende problemer.DeVries (1999) pp. 31–32 Harald og væringerne blev derefter sendt til kamp på den sydøsteuropæiske grænse i Bulgarien, hvor de ankom sent i 1041. Her kæmpede han i kejser Michael 4.’s hær i slaget ved Ostrovo under felttoget i 1041 mod det bulgarske oprør ledet af Peter Delyan, hvilket senere gav Harald tilnavnet "bulgarbrænderen" (Bolgara brennir) hos hans skjald.Tjønn (2010) pp. 55–56