Den finske borgerkrig (; ) var en af de nationale, politiske og sociale omvæltninger, som blev forårsaget af 1. verdenskrig (1914–1918) i Europa. Borgerkrigen drejede sig om kontrol og ledelse af Storhertugdømmet Finland da det opnåede sin uafhængighed af Rusland efter oktoberrevolutionen i Petrograd. Krigen blev udkæmpet fra 27. januar til 15. maj 1918 mellem styrker fra Finlands Socialdemokratiske Parti under ledelse af Finske Folks Delegation, kaldet "De røde" (, ) og styrker fra de ikke-socialistiske konservativt-anførte Finske senat, kaldet "De hvide" (, ). De røde var hovedsagelig finsktalende arbejdere og fik støtte fra den den Føderative russiske Sovjetrepublik. De havde deres base i industribyerne mod syd. De hvide bestod overvejende af landmænd og svensktalende fra middel- og overklassen, og de fik militær støtte fra det Tyske kejserrige. De hvide vandt krigen, hvor omkring 37.000 mennesker døde ud af en befolkning på 3 millioner., ,
Efter landdagen i Borgå i 1809 var Finland, som tidligere havde tilhørt Sverige, blevet regeret som en nominelt uafhængig del af det Russiske kejserrige med betegnelsen Storfyrstendømmet Finland. Det udviklede sig gradvist til det, der blev den finske stat i sammenhæng med en markant finsk bevægelse, som var centreret om den finsktalende del af befolkningen. Finland havde været kulturelt delt mellem flertallet, som var finsktalende, og mindretallet som talte svensk, men de blev forenet i deres modstand mod russificeringen, som blev indledt i 1899.,
Februar- og oktoberrevolutionerne i 1917 førte til Ruslands kollaps og udtræden af 1. verdenskrig. Det kaos som fulgte i selve Rusland førte til et sammenbrud i storhertugdømmet Finland af såvel regering, militær, økonomi og samfund. Før 1917 havde der været en høj befolkningstilvækst i Finland, industrialisering, forbedring af økonomien og levestandarden, vækst i arbejderbevægelsen og tydelige økonomiske, sociale og politiske skel, og det politiske system i Finland var i en ustabil fase af demokratisering og modernisering., , , ,
Magttomrummet i 1917 førte til en bitter kamp om ledelsen af den finske stat mellem den venstreorienterede arbejderbevægelse, som blev anført af socialdemokraterne og de mere højreorienterede ikke-socialister. Begge sider afviste at indgå politiske kompromisser og prøvede at få overtaget. Til sidst gennemsyrede magtkampen alle lag i samfundet fra den lokale administration til arbejdspladserne. Finland erklærede sig uafhængigt den 6. december 1917 og den nyligt dannede russiske Folkekommissærernes råd anerkendte det den 31. december 1917. Selv om flertallet af finnerne støttede uafhængigheden, kom uafhængighedserklæringen under en magtkamp; derfor medførte den hverken en samling eller en fredeliggørelse af nationen eller samfundet., ,
Både venstre- og højrefløjen begyndte at danne væbnede grupper efter foråret i 1917. Til sidst blev det til to paramilitære styrker – den røde og den hvide garde. Der var en atmosfære af politisk vold, frygt og mistro i Finland. Kampe brød ud mellem de røde og de hvide i januar 1918 og de eskalerede hurtigt. Finnernes skæbne i 1917–1918 mindede meget om den mindre folkeslag oplever når de adskilles fra store folkeslag i opløsning.
Den røde garde havde en samlet styrke på omkring 85.000 mand og gennemførte en generaloffensiv fra midten af februar til starten af marts, men den slog fejl. Den hvide gardes generaloffensiv blev indledt den 15. marts. (dens styrke var omtrent den samme som den røde gardes). 60.000-80.000 russiske tropper var stadig stationeret i Finland i starten af 1918, men hovedparten var demoraliserede og uvillige til at kæmpe, og de var trukket tilbage fra Finland inden udgangen af marts. Den vigtigste sovjetiske støtte til de røde bestod af forsyninger af våben. Den hvide gardes offensiv blev understøttet af den 10.000 mand store tyske Ostsee division og den 3.000 mand store Detachement Brandenstein fra den tyske hær som greb ind i det sydlige Finland den 3. og 7. april. Slagene om Tampere og Vyborg blev vundet af de hvide og slaget om Helsinki blev vundet af de tyske tropper, og det var de afgørende militære operationer under krigen. Både de røde og de hvide brugte politisk terror som våben under krigen., ,
I kølvandet på krisen og borgerkrigen i 1917–18 skiftede Finland fra at tilhøre den russiske til den tyske magtsfære. Det konservative finske senat forsøgte at oprette et finsk kongerige, som skulle regeres af hessiske kongehus, men efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig blev Finland en uafhængig demokratisk republik med et samfund under modernisering., , Manninen, T. 1992 in; Manninen, O. ed., part I pp. 346–395 and pp. 398–433, , , ,
Borgerkrigen er fortsat den mest traumatiske, kontroversielle og følelsesmæssigt ladede begivenhed i det moderne Finlands historie, og der har været strid om hvad krigen skulle kaldes.Den finske borgerkrig er også blevet kaldt Frihedskrigen, Broderkrigen, Klassekrigen, Den røde Opstand og Den finske revolution. Haapala 1993 , , , , Hovedparten af ofrene i borgerkrigen døde ikke på slagmarkerne. Tre fjerdedele af de døde tilhørte den røde garde og dens støtter. Hovedparten af de døde var ofre for politiske terrorkampagner og stor dødelighed i fangelejre. Omvæltningerne førte til en alvorlig fødevaremangel, ødelagde den finske økonomi, knuste det politiske apparat og delte den finske nation i mange år. Finland blev langsomt genforenet gennem kompromisser, som blev udformet af moderate politikere. Skiftet til en fredelig udvikling af det finske samfund blev muliggjort af resultatet af 1. verdenskrig og af den kulturelle og nationale enhed som var opstået før 1918., , ,
Baggrund Den vigtigste årsag bag den finske borgerkrig var 1. verdenskrig. Krigen førte til det russiske kejserriges kollaps og februar- og oktoberrevolutionen i 1917. Dette medførte et stort magtvakuum, som medførte en magtkamp. Det autonome Storfyrstendømmet Finland, var en del af det russiske kejserrige og blev en del af kampen og tomrummet. Krigen mellem Tyskland og Rusland havde stor betydning for Finland fra 1914 og frem.
Begge riger havde politiske, økonomiske og militære interesser i det finske område. Den militære betydning af storfyrstendømmet var vokset for Rusland siden midten af det 19. århundrede med de stigende spændinger og kappestriden mellem de europæiske stormagter. Det nordvestlige område var sammen med Estland en del af adgangsvejen og bufferzonen foran den russiske hovedstad Petrograd (Sankt Petersborg), via den Finske bugt ind til Kronstadt flådebasen og Karelen. Storfyrstendømmet var også blevet en vigtig kilde til råstoffer, industriprodukter, fødevarer og arbejdskraft for Rusland.
Fra starten af 1. verdenskrig havde det tyske rige betragtet Østeuropa – og ikke mindst Rusland – som en vigtig kilde til vitale produkter og råmaterialer som kunne opretholde landets styrke under krigen og efter den endelige sejr. Nogle tyske ledere var mest optaget af to-frontskrigen som Tyskland var indblandet i. De fulgte en politik, som gik ud på at ødelægge fjenden indefra ved økonomisk at støtte revolutionære grupper såsom bolsjevikkerne i Rusland. I alt blev der brugt 25 mio. rigsmark på Rusland. Kontrol over det finske område ville også give den tyske hær adgang til Rusland via Petrograd og trænge frem mod nordøst mod Kolahalvøen, et område, som var rigt på råmaterialer til mineindustrien. Landet havde også rigelige tømmer og malmreserver foruden en veludviklet skovindustri., , , , ,
Mellem 1809–1898, en periode, som kaldtes Pax Russica, havde det finsk-russiske forhold været usædvanligt fredeligt og stabilt, sammenlignet med andre dele af det russiske kejserrige. Krimkrigen i 1850'erne førte til forsøg på at sætte fart på moderniseringen af Rusland, hvilket førte til over 50 år med positiv økonomisk, industriel, kulturel og uddannelsesmæssig udvikling i Storfyrstendømmet Finland. Det finske sprogs forbedrede status var især slående. Denne udvikling opmuntrede også finsk nationalisme og en kulturel enhed gennem grundlæggelsen af den Fennomanske bevægelse, som bandt finnerne til det lokale styre og førte til tanken om at de finske storfyrstendømme var en stadig mere autonom del af det russiske kejserrige., , , , , ,
I 1899 indledte det russiske kejserrige en integrationspolitik gennem russificering af det finske storfyrstendømme: den militære og strategiske situation i Rusland var blevet mere vanskelig på grund af det Tyske rige og Japan, og den russiske centraladministration og filosofien om panslavisme var vokset i Sankt Petersborg.
Som konsekvens heraf havde den russiske zar og de militære ledere siden 1870'erne forsøgt at forene det store heterogene rige i en russisk multinational dynastisk union.
Russificeringen af Finland og regeringskrisen i landet efter det kejserlige dekret i 1899 var resultatet af et sammenstød mellem ideologien om periferal autoritet (storfyrstendømmet som en stat i det russiske rige, men en adskilt del af det russiske regeringsapparat) og centralmagten (et udelt Rusland domineret fra Sankt Petersborg). Russificeringen havde til formål at styre den militære og administrative kontrol over Storfyrstendømmet. Finnerne kaldte integrationspolitikken for "den første undertrykkelsesperiode, 1899–1905."
Efter 1899 forværredes det finsk-russiske forhold, og der blev for første gang udkastet planer for adskillelse fra Rusland eller selvstændighed for Finland. Dette førte til fremkomsten af en række forskellige politiske og økonomiske grupper i landet. Den mest radikale, aktivistbevægelsen, som rummede anarkistiske grupper fra både arbejderklassen og den svensk-talende intelligentsia udførte terroristangreb.
Under 1. verdenskrig og fremkomsten af Germanisme, indledte de sidste (svecomaner) et hemmeligt samarbejde med kejserriget Tyskland, og fra 1915–1917 blev en finsk "Jäger" (Jääkärit)-bataljon på 1.900 finske frivillige uddannet i Tyskland. Til gengæld valgte nogle få tusinde finner, som havde sympati for zaren, at slutte sig den russiske hær i 1914., , , , , , , ,
Politik De vigtigste årsager til de voksende politiske spændinger blandt finnerne var zarens autokratiske styre og det udemokratiske klassedelte stændersamfund i storfyrstendømmet. Dette system havde sine rødder i det svenske rige i 1600-tallet, som i praksis delte det finske folk i to grupper, som var adskilt økonomisk, socialt og politisk. Den finske befolkning voksede hurtigt i det 19. århundrede fra 860.000 i 1810 til 3.130.000 i 1917, og der opstod en klasse af industri- og landarbejdere og uformuende bønder. Den industrielle revolution og økonomisk frihed kom senere til Finland end til Vesteuropa (1840–1870), på grund af Romanov familiens autokratiske styre., , Industrialiseringen blev typisk ledet og finansieret af staten. Det betød at nogle af de sociale problemer, som er forbundet med industrialiseringen, blev reduceret gennem kontrol over administrationen og ved at lære fra andre landes erfaringer såsom England. I det finske område var der tydelige kulturelle forskelle mellem Rusland og Storfyrstendømmet. Stænderne planlagde at opbygge en stadig mere autonom finsk stat, som blev ledet af eliten og intelligentsiaen. Fennomanerne især sigte mod at inddrage almindelige mennesker for at fastholde staten i en ikke-politisk rolle for at mindske uro på grund af sociale problemer. Rent faktisk var bønderne og præsterne allerede begyndt at støtte arbejdernes sag inden industrialiseringen begyndte for alvor. Arbejderbevægelsen og mange upolitiske bevægelser (såsom ungdomsforeninger og afholdsbevægelsen, der blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet) blev i starten "ledet oven fra".