Kalmarunionen var en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, oprettet i 1397 og bestående til 1523, da Sverige endeligt trådte ud og valgte Gustav Vasa til konge. Unionen omfattede dermed også de tilknyttede områder Finland, Ålandsøerne, Island, Grønland, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Efter Sveriges udtræden fortsatte Danmark og Norge i personalunion frem til 1814.
Unionen blev etableret ved mødet i Kalmar i 1397, hvor Margrete 1.s søsterdattersøn Erik af Pommern blev kronet til konge over de tre riger, efter allerede at være antaget som konge i hvert af dem. Baggrunden var dels dynastisk, idet de tre kongehuse var nært beslægtede, dels den fælles interesse i at modstå politisk og økonomisk ekspansion fra nordtysk side, især fra Mecklenburg, Lübeck og de schauenburgske grever i Holsten. Fra mødet foreligger to centrale dokumenter. Kroningsbrevet, udfærdiget på pergament og forsynet med 67 hængende segl fra de tre rigsråd, er et retsgyldigt dokument, som nøgternt fastslår, at kroningen fandt sted, men ikke regulerer unionens nærmere indhold. Det såkaldte unionsbrev er derimod skrevet på papir, nævner 17 udstedere, men bærer kun 10 påtrykte segl og lover, at der senere skulle udstedes seks retsgyldige pergamentsbreve med samme indhold; dette skete aldrig. Brevet må derfor opfattes som et udkast til en unionsforfatning, hvori det blandt andet fastslås, at et angreb på ét rige skulle betragtes som et angreb på alle, samtidig med at hvert rige fortsat skulle administreres særskilt efter egne love.
Netop forholdet mellem fælles kongemagt og de tre rigers selvstændige styre blev unionens grundlæggende problem. Margrete opnåede ved Eriks kroning formentlig, hvad hun anså for realistisk, og kan have forestillet sig, at udviklingen over tid kunne føre mod en tættere realunion eller et arvekongedømme (regimen regale). Hun synes derfor ikke at have ønsket at binde sig til unionsbrevets model med en svag central kongemagt i en personalunion præget af tre stærke rigsrådsregeringer (regimen politicum). Frem til unionens endelige opløsning i 1523 forblev det afgørende spørgsmål derfor, om magten skulle ligge hos de tre nationale rigsråd eller hos én stærk centralmagt.
Efter Erik af Pommern blev de tre riger fortsat regeret af en fælles monark, blandt andre Christoffer af Bayern. Ved hans pludselige død i januar 1448 manglede der imidlertid en given arvefølger, og Danmark og Sverige valgte hver sin regent. Først i 1457 blev de tre riger igen samlet under én konge, Christian 1., men denne genforening blev kortvarig. Senere konger som Hans og Christian 2. formåede kun i begrænsede perioder at herske over Sverige. I Sverige forblev unionen dog et reelt politisk alternativ helt frem til 1523. Samtidig svækkedes det tyske pres, hvilket reducerede svensk interesse i unionssamarbejdet, ikke mindst fordi Sverige havde andre økonomiske interesser end Danmark. Norge var derimod både økonomisk og politisk for svagt til at hævde sig selvstændigt og forblev derfor i union med det danske rige indtil 1814.
Som historisk begreb er Kalmarunionen senere blevet problematiseret i forskningen. Middelalderhistorikere har påpeget, at selve ordet union ikke forekommer i unionsbrevet, og at forestillingen om Kalmarunionen som en særlig skandinavisk statsdannelse i høj grad er en konstruktion med rødder i 1800-tallets nationalistiske og skandinaviske bevægelser.
Baggrund Norge og Sverige i union
Norge og Sverige var under kongerne Magnus Eriksson (Smek) og sønnen Håkon Magnusson forenede under samme krone. Christoffer 2. af Danmark havde pantsat Skåne til Johan af Holsten i 1329, men et oprør brød ud i 1332, og i november samme år valgte Johan mod et løsen at overdrage Skåne og Blekinge til den svenske konge. Magnus anerkendte Skåne som et autonomt kronland, mens skåningene anerkendte folkungerne som kongeæt. Magnus kaldte sig derefter "Sveriges, Norges og Skånes konge". Den danske konge Valdemar Atterdag, der var blevet anerkendt som den retmæssige indløser af de pantsatte danske områder, vandt imidlertid Skåne, Blekinge og det sydlige Halland tilbage 1360. Sommeren 1361 vandt han tillige Gotland. Tabet af Skåne gjorde, at den svenske adel vendte sig mod Magnus Eriksson, og 1361 fængsledes han af sin egen søn Håkon Magnusson. Håkon valgtes til konge af Sverige på Mora stene i februar 1362.Carlsson (1945), s. 19–31
Håkon Magnusson og hans far forsonedes dog i foråret 1362 og kom overens om at samregere i Sverige og Norge. For at få hjælp til at besejre den svenske adel, vendte de sig til Valdemar Atterdag i Danmark. Håkon Magnusson havde i 1359 forlovet sig med Valdemars seksårige datter Margrete. Under pres fra den svenske adel havde Håkon ophævet forlovelsen og i stedet forlovet sig med en prinsesse fra Holsten, Elisabet. Da prinsessen i december 1362 rejste til Sverige for at møde sin kommende ægtefælle, blev hendes skib af vinden drevet til Bornholm og der sattes hun i fængsel. Magnus Eriksson og hans søn skyndte sig til København, og den 9. april 1363 giftede Håkon sig med Margrete. Den holstenske prinsesse slap siden ud af fængslet; hun levede resten af sit liv i kloster.Carlsson (1945), s. 32–33
Valdemar havde to døtre, Ingeborg og Margrete, og i denne situation kunne begge vælges som tronfølger. Ingeborg var gift med Henrik Bödeln af Mecklenburg, søn af Albrecht den Store af Mecklenburg. Den stormandsopposition, som fandtes i Sverige mod Håkon Magnusson, forenede sig med Albrecht for at sætte dennes søn Albrecht af Mecklenburg på Sveriges trone. Under andet halvår 1363 begav Valdemar Atterdag sig ud på en lang europæisk rejse og hans allierede Magnus og Håkon kunne derfor ikke vente nogen hjælp fra Danmark. I november 1363 sejlede en stor tysk hær til Sverige i et overraskende angreb mod folkungerne, som lykkedes. I februar 1364 kunne Albrecht derfor lade sig hylde som Sveriges konge på Mora stene. De to folkunger Magnus og Håkan havde alene kontrollen over Norge og vestre Sverige tilbage, og herfra rettede de et militært angreb mod østre Svealand men besejredes 1365 i slaget ved Gataskoven på grænsen mellem Västmanland og Uppland. Valdemar Atterdag gik til angreb i 1366 og i begyndelsen med store fremgange. Han blev senere angrebet af mecklenburgske, holstenske og hanseatiske tropper og tvunget til at slutte fred. I 1371 blev Valdemar tvunget til at godkende sin dattersøn Albrecht 4. af Mecklenburg som dansk tronfølger. Magnus Eriksson blev fængslet i seks år frem til 1371 men frigivet efter, at folkungerne havde lovet, at de vestsvenske områder, som blev holdt i forlening af dem, skulle overdrages til Albrecht ved Magnus Erikssons død.Carlsson (1945), s. 33–36
Danmark og Norge i union
Da Magnus Eriksson døde i 1374, blev disse områder imidlertid ikke overdraget, og da Valdemar Atterdag døde i oktober 1375, blev Albrecht 4. ikke udråbt til dansk konge. I stedet stillede Håkon Magnusson med en modkandidat, sin egen søn Oluf. Håkon fik støtte af Danmarks mest indflydelsesrige stormænd, og ved et rigsmøde i Slagelse i maj 1376 blev Oluf udråbt til dansk regent. Samtidig bestemtes det, at regeringen skulle udøves af dennes forældre, Håkon og hans hustru Margrete. Af betydning var det, at både Håkon og Margrete havde opholdt sig i Danmark for at virke for sønnens kandidatur men tillige, at kun Margrete kunne anses at repræsentere det danske kongedynasti; hendes søster Ingeborg var i mellemtiden afgået ved døden. For at styrke sit krav på tronen begyndte hun at kalde sig "Danmarks, Sveriges og Norges dronning" under tiden frem til valget af sønnen som konge.Carlsson (1945), s. 37–38
Ved udnævnelsen af Oluf var der ved Danmarks og Norges forening fremkommet et storvælde, som ikke blot indbefattede de to lande men tillige andre områder under deres styre som Skåne og Gotland. Da Håkon døde 1380, blev Oluf tillige konge af Norge, mens Margrete virkede som hans formynder. Den svenske konge Albrecht af Mecklenburg sad ikke uvirksom men forsøgte under 1380–1384 at erobre Skåne men måtte nøjes med det sydlige Halland. Albrechts forsøg på at forene Skåne og Sverige under en krone havde tillige en støtte blandt den skånske adel. Folkungernes indflydelse i Skåne svækkedes også af det forhold, at vestre Skåne havde været pantsat til den tyske Hansa siden 1370. I 1385 kom Oluf Håkonsen imidlertid til Lund, hvor han blev hyldet af skåningerne efter at have bekræftet skåningernes traditionelle privilegier. Nogle uger senere overdrog hanseaterne deres borge i vestre Skåne til den danske konge. I forsommeren 1385 begyndte Oluf Håkonsen at anvende titlen "sand arving til Sveriges rige" og havde derefter mulighed for at påbegynde oprustning for krig i stedet for forsvar.Carlsson (1945), s. 38–42
Dynastiske forudsætninger for unionen Dette stamtræ viser de nordiske rigers familieforhold i tiden omkring Kalmarunionen, og hvordan de forskellige kongehuse blev flettet sammen. Der er kun medtaget personer, der er nødvendige for sammenhængen.
(Konger af ét nordisk rige er markeret med kursiv, konger af to nordiske riger er markeret med fed, unionsregenter er markeret med fed og kursiv)
Krigen mod Albrecht
Albrecht af Mecklenburgs stilling som svensk konge var med tiden blevet svækket. Til sin hjælp havde han indkaldt tyskere til at fungere som lensherrer og fogeder i stedet for den svenske adel. En af de stormænd, som havde støttet Albrecht og modarbejdet folkungerne, var Bo Jonsson (Grip), blandt andet med forhåbningen om, at Albert ville erobre Skåne fra Valdemar Atterdag. Bo Jonsson var ikke blot rigets drost men tillige dets største jordejer. I april 1384 var han på vej til Skåne for at deltage i felttoget, men i Vadstena gjorde han sit testamente, hvori han erklærede som sin sidste vilje, at alle hans forleninger i Finland og det egentlige Sverige efter hans død skulle forvaltes af otte navngivne stormænd for derved at forhindre, at kong Albrecht skulle få kontrol over lenene. Bo Jonssons mecklenburgske ægtefælle og hans børn blev holdt væk fra al kontrol over lenene. Hvorledes forholdet havde været mellem Bo Jonsson og Albrecht i de senere år er ikke kendt; formodentlig har Albrechts manglende evne til at erobre Skåne ikke gavnet ham. Da Bo Jonsson døde i august 1386, blev testamentet kendt og Albrecht erklærede sig at være enkens og børnenes formynder for på denne måde at forsøge at omgøre testamentet. Albrecht fik da også kontrol over nogle steder. I den indenrigspolitiske krise, som indtrådte Sverige, forsøgte nu de svenske stormænd støtte hos Margrete. Nogle af dem mødtes med Oluf og Margrete i Skåne i sommeren 1387.Carlsson (1945), s. 42–48
thumb|Margrete er i eftertiden blevet symbolet på Kalmarunionen. Gravering af H.P. Hansen
Margrete opholdt sig i Ystad, da Oluf hastigt blev meget syg af feber og døde på Falsterbo slot den 3. august 1387. Margrete sikrede sig hurtigt, at hun blev hyldet som Danmarks regent, først ved en sørgemesse i Lund den 10. august, derefter på landsting i Ringsted, Fyns landsting i Odense og formodentlig tillige på det jyske landsting i Viborg. Margrete rejste også til Norge, hvor hun i februar 1388 hyldedes som Norges regent ved en herredag i Oslo. Efter besøget i Norge mødte hun Bo Jonssons testamentsexekutorer i Dalaborg. Ved Dalaborgstraktaten anerkendtes Margrete som Sveriges "fuldmægtige frue og rette husbonde" af den forsamlede adel. De lovede at stille de svenske slotslen til hendes rådighed og at give hende militær støtte til at erobre magten fra kong Albrecht.Carlsson (1945), s. 48–51