Knud Lavard (født ca. 1096, død 7. januar 1131 i Haraldsted) var søn af Erik Ejegod, hertug af Slesvig (dengang Jylland/Sønderjylland) 1115–1131 og fra 1128/29 til sin død desuden vendernes knes eller fyrste. Han blev dels opdraget hos Hvideslægten, dels i Tyskland, og blev af sin farbror, kong Niels, sat som jarl i Sønderjylland for at sikre grænsen mod venderne. Dette lykkedes så godt, at han blev valgt til fyrste over den største venderstamme. Han anlagde siden den tyske titel hertug. Tilnavnet "Lavard", der er beslægtet med det engelske lord og betyder "brødgiver" eller "brøduddeleren", fik han på grund af sin gavmildhed over for sin hird.
Knud Lavard synes at have optrådt som kong Niels’ ligemand, og hans betydelige folkelige popularitet gjorde ham formentlig til en farlig konkurrent i dennes søns Magnus’ øjne. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han derfor myrdet af sin fætter Magnus den 7. januar 1131 i Haraldsted Skov. Drabet blev indledningen til den borgerkrig, som først fandt sin afslutning i 1157, da Knuds søn Valdemar den Store blev enekonge. Knuds hustru, en rus-prinsesse fra Novgorod, fødte otte dage efter mordet sønnen Valdemar.
Den myrdede fyrstes popularitet gav omfattende tilslutning til oprøret mod kong Niels og Magnus. I 1170 fik Valdemar den Store faderen helgenkåret; det synes dog at fremgå af pavens godkendelsesbrev fra 1169, at den ellers obligatoriske undersøgelse af miraklernes kvalitet ikke var blevet foretaget, hvilket tyder på, at kanoniseringen i høj grad var en imødekommelse af kong Valdemars ønsker. Som helgen fik Knud Lavard i alt 51 gilder opkaldt efter sig, de fleste i Danmark, men desuden også i Sverige, på Gotland og efter den danske erobring i 1219 tillige i Estland. Sankt Knuds-gildernes købmænd havde økonomiske forbindelser med hinanden. Senere skete der en omfattende sammenblanding mellem kongehusets to helgener, Knud konge og Knud hertug.
Liv og gerning Knud Lavard var den eneste legitime søn af Erik Ejegod og hans hustru Bodil. Han var halvbror til Harald Kesja, Erik Emune og Ragnhild (mor til Erik Lam). Han blev tidligt forældreløs, da Erik Ejegod og Bodil i 1103 døde under en pilgrimsrejse til Det hellige land. Ved afrejsen i 1102 overlod de den omkring 6 år gamle dreng til opfostring hos den sjællandske høvding Skjalm Hvide. I sit fravær udnævnte Erik frillesønnen Harald Kesja som sin stedfortræder; men da stormændene trådte sammen i 1104 for at vælge ny konge, valgte de i stedet den femte af Svend Estridsens sønner, den ca. 40-årige Niels.
Kampen mod venderne thumb|Landskab i Süpplingenburg, hvor den unge Knud Lavard tjente hos den senere kejser Lothar 3. Som ung gik Knud i tjeneste hos den saksiske hertug Lothar af Süpplingenburg (senere kejser Lothar 3.). Ved hans hof fik Knud en politisk og militær uddannelse, og dertil indblik i europæisk kultur og livsstil. Omkring 1114 vendte han hjem og fandt sit fædreland i en sørgelig forfatning. De hedenske vendere fra Sachsen og Preussen hærgede i Danmark, og sydgrænsen ved Ejderen var truet af stadige plyndringstogter fra venderfyrsten Henrik - søn af Godskalk og Svend Estridsens datter Sigrid Svendsdatter - fordi han ikke fik sin mødrene arv udbetalt af morbroren, kong Niels af Danmark. De stadige stridigheder skabte kaos, og der var ingen retssikkerhed i landet. For at gøre ende på hertug Henriks stadige angreb, foretog kong Niels et søtogt til vagirernes land, dvs. det østlige Holsten, hvor jarlen Eliv i Slesvig nordfra skulle støde til med rytteri; men Eliv lod sig bestikke af hertug Henrik og blev hjemme. Kong Niels og den danske hær led et afgørende nederlag ved Ljutka. http://heimskringla.no/wiki/A._Ved_hellig_Knuds_lidelse (kap. 19)
Henrik angreb derefter Slesvig by. Den hellige Knut Lavard (~1096-1131) — Den katolske kirke Kong Niels udnævnte i 1115 sin brorsøn Knud til jarl af Sønderjylland, hvorefter Knud gik til angreb på de vendiske obotrittere i Holsten. Ved lynsnare fremstød til hest gjorde Knud hertug Henrik utryg i hans eget land. Snart søgte Henrik fred, og Knud tilkendte sin fætter hans mødrene gods. Henrik og Knud havde derefter et venskabeligt forhold, og sydgrænsen var omsider sikret. Knud blev efterfølgende udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten), og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som hertugdømmet Slesvig. Senere blev han tillige hersker over obotritterne, for hertug Henrik døde i 1127 og efterlod sig to sønner, Zventopolk og Knud Henriksen. De kom i indbyrdes strid, og Knud blev dræbt; dernæst blev Zventopolk dræbt af en holstener, og da også hans søn Zvinike blev myrdet i 1129, overtog Knud Lavard hertug Henriks områder.
Tysk skik Hjemme holdt han hånden over landefreden og straffede alle ufredsmænd, af hvad æt de end var. I øvrigt lod Knud sig kalde hertug efter almen europæisk skik, og indførte tysk dragt og tyske skikke ved sit hof.
Kirkens mand Knud viste sit kirkelige sindelag ved at skænke de sønderjyske kirker bøger og alterkar. Han søgte at udbrede kristendommen blandt venderne, og støttede derfor Skt. Vicelin af Oldenburg, vendernes apostel og senere biskop af Staargard (nu Oldenburg). Til borgerstanden i Slesvig stod Knud i et vist fortroligt forhold, idet han var oldermand for deres bygilde. Oprindeligt var knudsgilderne opkaldt efter Knud den Store; men i Flensburg og Slesvig by har knudsgilderne navn efter Knud Lavard.
Ægteskab og børn thumb|Knud Lavards datter Kirsten flyttede til Bergen, da hun blev gift med kongesønnen Magnus den Blinde. Knud ægtede den russiske fyrstedatter Ingeborg af Novgorod, søsterdatter af kong Niels’ dronning Margrete Fredkulla og af russisk-svensk familie, som gav hende betydelige svenske godser i medgift. Hendes far Mistislav og farfaren (Vladimir) - som hun opkaldte sin søn Valdemar efter - blev begge storfyrster af Kijev. Parret fik tre døtre: Margrethe, gift med Stig Hvide i Skåne. Deres datter Christine Stigsdatter Hvide blev gift med kong Karl Sverkersson af Sverige. Kirsten, gift i 1133 med Sigurd Jorsalfars søn Magnus den Blinde i Norge, som forstødte hende. Kort tid efter brylluppet var Kirstens farbror Erik Emune flygtet til Norge; men da Kirsten opdagede, at hendes ægtefælle planlagde at udlevere hendes farbror til hans fjender, røbede hun sin mands rænker for sin farbror, som dermed undslap. Magnus sendte hende derfor fra sig. Senere kendes Kirsten kun som vidne, da Erik Lam udstedte et gavebrev til Odense kloster i 1141. Folkevisen omtaler "liden Kirsten", som den "Valdemar den Stores søster", der havde et forhold til Henrik Skadelårs søn, prins Buris, og ligger gravlagt udenfor Vestervig Kirke; 188 (Dansk biografisk Lexikon / IX. Bind. Jyde - Køtschau) men det er der ikke noget historisk hold i. Magnus blev i 1135 pågrebet af sin påståede halvbror Harald Gille i Bergen, gildet og blindet og sat i fangenskab; men allerede i 1136 blev Harald Gille dræbt, også i Bergen, mens hans nye kone, prins Buris' mor Ingrid Ragnvaldsdatter, var til stede i kongsgården. Karen eller Catharina, som i sit ægteskab med venderfyrsten Prizlav fik sønnen Knud, der spillede en vis rolle ved Valdemar den Stores hof.
Ingeborgs og Knuds søn Valdemar blev først født 7 dage efter, at Knud var blevet dræbt. Da Knud selv var blevet myrdet, voksede hans søn op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.
Magtudvidelsen i Vendland I tronstridighederne efter venderfyrsten Henriks død i 1127, omkom hans efterkommere. Knud aflagde lensed til den tyske konge Lothar 3., der i 1129 anerkendte ham som konge eller knes (knjas) for obodritterne; og i de følgende år sikrede Knud sin position yderligere ved at undertvinge de vendiske stammer militært, og øge sin indflydelse i fyrstedømmet Pommern. Det lod sig gøre, fordi ingen rigtig bød ham modstand. Denne udvikling vakte bekymring hos kong Niels og hans søn Magnus den Stærke. Kongevalget i Danmark var op til stormændene, og sandsynligvis ville disse foretrække den garvede kriger Knud Lavard fremfor den uerfarne Magnus. Knud havde skabt sig et betydeligt grænserige mellem Danmark, Tyskland og Vendland; men ved at kombinere stillingen som dansk hertug med et afhængigt lensforhold til kongen i Sachsen, var han også kommet i en tvetydig stilling. Vel var der omsider blevet fred ved Danmarks sydgrænse; men kong Niels var rasende og begyndte at se Knud som en rival.
Sammensværgelsen og mordet Det er ikke usandsynligt, at Knud på grund af sin ny værdighed som hersker eller "knees" har betragtet sig som sin farbroder kong Niels' ligemand; i alt fald bebrejdede Niels ham dette på et møde i Ribe, men Knud forsvarede sig så godt, at angrebene på ham foreløbig ophørte. Men i det stille sammensværgede Henrik Skadelår sig med Niels' søn Magnus den Stærke, der tidligere ved sin moder Margrete Fredkullas forsonende indflydelse var blevet holdt tilbage fra anslag mod Knud. Da Knud drog til julegilde i Roskilde 1130, besluttede de, sikkert med Niels' vidende, at få Knud dræbt. Efter gentagne forgæves forsøg besluttede de at benytte lejligheden, da Knud var taget nogle dage på besøg hos Knud den Helliges datter Cæcilia og hendes mand, Erik jarl, der boede i Haraldsted ved Ringsted. De sammensvorne lagde sig på lur i skoven ved Haraldsted, hvor Knud Lavard og Magnus havde aftalt at mødes. Tidligt om morgenen 7. januar 1131 sendte Magnus et bud, en tysk sanger, til Knud for at hente ham. Sangeren turde ikke at advare Knud i rene ord, men fremførte i stedet sangen om Krimhilds svig, Anders Bæksted: Guder og helte i Norden (s. 257), Politikens Forlag, 1965 hun, der på dansk kaldes Gudrun Gjukesdatter og i Vølsunga saga dræber sin mand Atle og deres to børn som hævn for hans drab på hendes brødre. Men Knud lod sig ikke skræmme; eller han opfattede ikke advarslen. Efter et kort ordskifte greb Magnus sit sværd, og inden Knud fik sit sværd draget, havde Magnus kløvet hans hoved.
Helgenkåringen thumb|Ruinerne af Knud Lavards kapel.