Slaget ved Salamis (græsk: Ναυμαχία τῆς Σαλαμῖνος, Naumachia tēs Salaminos) blev udkæmpet mellem en alliance af græske bystater og Persien (Cuomos) i september 480 f.Kr. i stræderne mellem fastlandet og øen Salamis, som ligger i den Saroniske Bugt nær Athen. Det var kulminationen på den anden persiske invasion af Grækenland, som var begyndt i 480 f.Kr.

For at blokere den persiske fremrykning spærrede en lille styrke fra Sparta passet i Thermopylæ, mens den allierede flåde, som var domineret af Athen, angreb den persiske flåde i det nærliggende stræde ved Artemisium. I det følgende slag ved Thermopylæ blev spartanerne udryddet, mens grækerne havde store tab i slaget ved Artemisium og trak sig tilbage efter tabet af Thermopylæ. Dette gjorde det muligt for perserne at erobre Boiotien og Attika. De allierede forberedte sig på at forsvare Peloponnes, mens flåden blev trukket tilbage til den nærliggende ø Salamis.

Selv om de var stærkt i undertal blev de græske allierede overtalt af den atheniensiske general Themistokles til igen at angribe den persiske flåde, i håb om at en sejr kunne forhindre flådeoperationer mod Peloponnes. Den persiske konge Xerxes var også ivrig efter at udkæmpe et afgørende slag. Themistokles lokkede den persiske flåde ind i stræderne ved Salamis, hvor perserne forsøgte at blokere begge indgange. I det snævre farvand udgjorde det store antal persiske skibe en aktiv forhindring, da skibene havde svært ved at manøvrere og dermed kom ud af formation. Den græske flåde greb chancen og sikrede sig en afgørende sejr ved at sænke eller erobre mindst 300 persiske skibe.

Som følge af nederlaget trak Xerxes sig tilbage til Asien med størstedelen af sin hær, og overlod det til Mardonius at fuldføre erobringen af Grækenland. Det følgende år blev resten af den persiske hær imidlertid afgørende slået i slaget ved Platæa og den persiske flåde blev slået i slaget ved Mycale. Herefter forsøgte perserne ikke igen at erobre det græske fastland. Disse slag ved Salamis og Platæa udgjorde således et vendepunkt i Perserkrigene. Herefter var det de græske poleis som gik i offensiven. En række historikere mener, at en persisk sejr ville have forhindret udviklingen af antikkens Grækenland, og som konsekvens udviklingen af den vestlige civilisation. De mener derfor, at Salamis er et af de vigtigste slag i menneskehedens historie.

Kilder

Den vigtigste kilde til perserkrigene er den græske historiker Herodot. Herodot, som er blevet kaldt 'Histories fader',Cicero, De legibus I, 5 blev født i 484 f.Kr. i Halikarnassos, Lilleasien (som dengang var under persisk overhøjhed). Han skrev sin 'historie' omkring 440–430 f.Kr. i et forsøg på at spore årsagerne til perserkrigene, som stadig var forholdsvis nye begivenheder (krigene sluttede endeligt i 450 f.Kr.). Herodots tilgangsvinkel til stoffet var helt ny, og indenfor den vestlige kulturkreds lader det til at han opfandt begrebet 'historie', som vi kender det. Som Holland skriver: "For første gang satte en skribent sig den opgave at spore oprindelsen af en konflikt, ikke som noget, der havde sin oprindelse i en fjern fortid, eller som følge af en guddoms luner og ønsker, eller som et folks krav på en fastlagt skæbne, men i stedet forklaringer, som han selv kunne efterprøve."

Nogle senere antikke historikere kritiserede Herodot på trods af, at de fulgte i hans fodspor, først Thukydid.Thucydides, History of the Peloponnesian War, e.g. I, 22Finley, p. 15. Alligevel valgte Thukydid at begynde sin historie, hvor Herodot sluttede (ved belejringen af Sestos) og mente derfor tydeligvis, at Herodots historie var tilstrækkelig præcis til at den ikke behøvede omskrivning eller korrektion. Plutarch kritiserede Herodot i sit essay "Om Herodots ondartethed", hvor han beskrev Herodot som "Philobarbaros" (barbar-elsker), for ikke at være tilstrækkelig pro-græsk, hvilket antyder, at Herodot nok rent faktisk har været god til at dele sol og vind lige.Holland, p. xxiv. Et negativt syn på Herodot blev videregivet til renæssancens Europa, selv om han stadig blev læst af mange. Men fra 1800-tallet er hans ry blevet dramatisk rehabiliteret af arkæologiske fund, som gentagne gange har bekræftet hans version af begivenhederne.Holland, p. 377. Det gennemgående syn i nutiden er, at Herodot i almindelighed gjorde en bemærkelsesværdig indsats i sin Historia, men at nogle af hans specifikke detaljer (især troppestyrker og datoer) skal betragtes med skepsis. Trods det er der stadig historikere, som tror, at Herodot digtede meget af sin historie.Fehling, pp. 1–277.

Den sicilianske historiker Diodorus Siculus skrev i det 1. århundrede f.Kr., og havde i sin Bibliotheca Historica også en beretning om perserkrigene, som især var baseret på den tidligere græske historiker Eforos. Denne beretning passer rimeligt overens med Herodots.Diodorus Siculus, Bibliotheca Historica, XI, 28–34 Perserkrigene er også beskrevet i knap så stor detaljeringsgrad af en række andre antikke historikere, herunder Plutarch, Ctesias af Cnidus, og er omtalt af andre forfattere såsom skuespilforfatteren Aischylos. Arkæologiske fund, såsom slangesøjlen, støtter også nogle af Herodots specifikke påstande.Note til Herodot IX, 81

Baggrund

De græske bystater (polis) Athen og Eretria havde støttet det fejlslagne joniske oprør mod det persiske rige under Dareios 1. i 499-494 f.Kr., som blev anført af statholderen i Milet, Aristagoras. Det persiske rige var stadig forholdsvis ungt, og udsat for oprør blandt de underkastede folk.Holland, p47–55 Hertil kom at Darius var en usurpator, som havde brugt meget tid på at nedkæmpe revolter mod sit styre. Det joniske oprør truede med at få hans rige til at falde fra hinanden, og Dareios svor, at han ville straffe deltagerne (især dem, som ikke allerede tilhørte imperiet).Herodot V, 105 Darius så også en mulighed for at udvide sit rige ind det delte antikke Grækenland.Holland, 171–178 En indledende ekspedition i 492 f.Kr. under Mardonius, som skulle sikre adgangen over land til Grækenland, endte med generobringen af Thrakien og tvang Makedonien til at blive vasal af Persien.Herodot VI, 44

I 491 f.Kr. sendte Dareios udsendinge til alle de græske bystater, og bad om en gave i form af 'jord og vand' – dvs. et symbol på deres underkastelse.Holland, pp178–179 Efter at have set en demonstration af hans magt det følgende år gav hovedparten af de græske bystater efter. I Athen derimod blev ambassadørerne stillet for retten og derpå henrettet. I Sparta blev de simpelthen smidt ned i en brønd. Det betød, at Sparta nu også officielt var i krig med Persien.

Dareios opstillede derfor en amfibiestyrke under Datis og Artafernes i 490 f.Kr., som angreb Naxos inden de modtog underkastelsen fra de andre øer i Kykladerne. Styrken fortsatte herefter til Eretria, som blev belejret og ødelagt.Herodot VI, 101 Endelig fortsatte den mod Athen. Styrken gik i land i bugten ved Marathon, hvor den blev mødt af en langt mindre hær fra Athen. I det efterfølgende slag ved Marathon vandt athenienserne en bemærkelsesværdig sejr, som resulterede i at den persiske hær trak sig tilbage til Lilleasien.Herodot VI, 113

thumb|left|300px|Et kort, som viser den græske verden i tiden omkring slaget

Dareios begyndte derfor at rejse en enorm ny hær, som fuldstændig skulle underlægge sig Grækenland, men i 486 f.Kr. gjorde hans undersåtter i Ægypten oprør, hvilket betød en udsættelse af ekspeditionen til Grækenland på ubestemt tid.Holland, p203 Darius døde derpå mens han forberedte sig på at marchere mod Ægypten, og den persiske trone overgik til hans søn Xerxes 1.Holland, pp206–206 Xerxes knuste det ægyptiske oprør og gik meget hurtigt i gang med forberedelserne til invasionen af Grækenland.Holland, pp208–211 Da dette skulle være en storstilet invasion krævede den lang tids planlægning, oplagring af forsyninger og udskrivning af tropper. Xerxes besluttede, at der skulle bygges bro ved Hellespont så hæren kunne krydse over til Europa, og at der skulle graves en kanal over tangen ved Athosbjerget (en persisk flåde var blevet ødelagt ved denne pynt i 492 f.Kr.). Det var begge yderst ambitiøse projekter, som ingen anden stat på daværende tidspunkt ville have kunnet gennemføre.Holland, pp213–214 I begyndelsen af 480 f.Kr. var forberedelserne afsluttet og hæren, som Xerxes havde mønstret ved Sardis, marcherede til Europa ved at krydse to pontonbroer ved Hellespont.Herodot VII, 35

Athenienserne havde også forberedt sig på krig med perserne siden midten af 480'erne f.Kr. og i 482 f.Kr. blev det efter råd fra den atheniensiske politiker Themistokles besluttet at bygge en stor flåde af trierer, som ville være nødvendig for at kunne kæmpe mod perserne.Holland, p217–223 Athenienserne havde imidlertid ikke den nødvendige mandskabsstyrke til både at kunne kæmpe til lands og til vands, og derfor ville kampen mod perserne kræve en alliance mellem de græske bystater. I 481 f.Kr. sendte Xerxes ambassadører til Grækenland for at bede om jord og vand, men undlod bevidst Athen og Sparta.Herodot VII, 32 Støtten begyndte således at samle sig om disse to førende stater. En kongres mellem bystaterne blev afholdt i Korinth i det sene efterår i 481 f.Kr.,Herodot VII, 145 og der blev dannet en konføderation af græske bystater. Den fik magt til at sende udsendinge med anmodning om assistance og til at sende tropper fra medlemsstaterne til forsvarsstillinger efter fælles konsultation. Dette var bemærkelsesværdigt i den usammenhængende græske verden, især da mange af de deltagende bystater teknisk set stadig var i krig med hinanden.

right|thumb|300px|Bevægelser inden Salamis

Indledningsvis besluttede kongressen at forsvare den snævre Tempedal på grænsen til Thessalien, og derved blokere Xerxes' fremrykning.Holland, pp248–249 Da de nåede frem blev de imidlertid advaret af Alexander 1. af Makedonien om at dalen kunne omgås gennem passet ved nutidens landsby Sarantaporo, og at Xerxes' hær var overvældende. Grækerne trak sig tilbage.Herodot VII, 173 Kort tid efter fik de meddelelse om at Xerxes havde krydset Hellespont. En ny strategi blev derfor valgt af de allierede. Vejen til det sydlige Grækenland (Boiotien, Attica og Pelopennes) gik gennem det snævre pas ved Thermopylæ, og det kunne let blokeres af de græske hoplitter uanset det store antal persere. Desuden kunne grækerne forhindre perserne i at omgå Thermopylæ ad søvejen ved at blokere strædet ved Artemisium. Denne dobbeltstrategi blev vedtaget af kongressen.Holland, pp255–257 Byerne på Peloponnes forberedte imidlertid også planer om at falde tilbage og forsvare Korinthtangen hvis det skulle blive nødvendigt og alle kvinder og børn i Athen blev evakueret til byen Troezen på Pelopennes.Herodot VIII, 40

De berømte 300 spartanere holdt ud i passet ved Thermopylæ mod perserne i tre dage inden de blev omgået over en bjergsti. En stor del af den græske hær trak sig tilbage inden spartanerne og thespianerne, som havde fortsat med at blokere passet, blev omringet og dræbt.Holland, pp292–294 Det samtidige slag ved Artemisium havde indtil da været uafgjort;Herodot VIII, 18 men da nyheden om Thermopylæ nåede dem trak den allierede flåde sig tilbage idet det ikke længere var vigtigt at holde stræderne ved Artemisium.Herodot, VIII, 21

Forspil