thumb|Kronborg slot blev opført for at bevogte indgangen til Østersøen Øresundstolden indførtes i 1429 af kong Erik 7. af Pommern. Ethvert udenlandsk skib, der passerede en linje mellem Helsingør og Helsingborg, skulle betale en afgift. I senere tid nærmere bestemt mellem Kronborgs flagbatteri og Helsingborgs nordligste del. Det var dengang ikke tilladt for udenlandske skibe at gå gennem Storebælt eller Lillebælt. For at styrke magten som kongen udøvede over Øresund, lod han bygge Malmøhus fæstning, grundlagde købstaden Landscrone (Landskrona) og gjorde København til hovedstad. Ved Helsingør lod han borgen Ørekrog eller Krogen opføre, Kronborgs forgænger, samtidig med at Helsingborgs slot (Kernen) blev forstærket, LIBRIS - Arvefjenden : LIBRIS - Skåneland II :Kärnan: från dansk riksborg till svenskt kulturarv - Google Böcker hvilke sammen overvågede tolden.
Øresund blev det, man i moderne sprogbrug kalder geopolitisk. Erik Arup kaldte det "verdens vigtigste handelsvej",Arup, s. 506 mens Eli F. Heckscher betegnede det som "en af den ældre europæiske søhandels hovedveje".Heckscher, s. 249 For de store søfarende nationer var tolden anledning til stadige indblandinger i den nordiske magtpolitik. Den kontroversielle sundtold var altid med som en faktor i krigenes årsager og forløb og de standpunkter, som stormagterne tog. Sverige var fri for Øresundstold i perioden 1658-1720. thumb|Kort over tvillingbyerne Helsingborg og Helsingør med Helsingborg slot og Kronborg, som kontrollerede Øresundstolden 1588. Det var ved Helsingør, de fremmede skibe måtte ligge og vente på at betale Øresundstold. Det fik en enorm økonomisk betydning for byen, og gjorde den kendt i hele Europa. Måske er det anledningen til, at William Shakespeare lod sit mest berømte drama, Hamlet, foregå i Helsingør (Elsinore).Christensen (1957), s. 23
Historie thumb|Satirisk hollandsk billede fra 1640'erne. Den svenske rigsforstander Axel Oxenstierna (til venstre), som ledte den svenske formynderregering, og den danske konge Christian IV spiller terning om Øresundstolden på den skånske kyst ved Helsingborg. Pengekisterne er fyldte til randen, men der er hul i bunden.
Baggrund I løbet af vikingetid og ældre middelalder fik Øresund en voksende international betydning. Allerede i vikingetiden var det her, at slaget ved Svold fandt sted,Christensen (1957), s. 25 omkring 1170 lod biskop Absalon opføre det første Københavns Slot og omtrent samtidig blev den sydlige del af sundet et sted af international vigtighed i form af det årlige sildefiskeri med dertil hørende marked, som voksede op ved Skanør, ikke mindst fremmet af tyske købmænd, der havde adgang til salt fra Oldesloe og Lüneburg til nedsaltning af silden og dermed muligheden for omfattende eksport og handel.Christensen (1957), s. 27 Samtidig med skånemarkedet skete en stadig stigning i handel og skibsfart mellem Nordvesteuropa og Østersøen, især Rusland. Tidligere var denne transithandel foregået over Hedeby (senere Slesvig), og efter grundlæggelsen af Lübeck i 1143 ad en transitrute med Hamborg via floderne Elben og Trave, men i løbet af det 13. århundrede fik en ny rute norden om Jylland, kaldet "ummelandsfarten" hurtigt voksende betydning og blev derved en farlig konkurrent til handelen over Lübeck.Christensen (1957), s. 29f For at bremse denne udvikling foretog Lübeck flere angreb på København, og opbygningen af Hanseforbundet betød, at byen styrkede sin stilling, herunder sikrede den sig privilegier på Skånemarkedet, men den kunne ikke forhindre, at skibe fra Holland og England sejlede til vigtige udskibningshavne i Østersøen: Danzig, Elbing, Königsberg, Riga og Reval.Christensen (1957), s. 30 Det var især træ og korn, som blev hentet i Østersøen, men andre varer kom til, fx aske og tjære, mens skibene fragtede blandt andet salt fra Frankrig og Portugal til Østersøen.
Under disse forhold var der en latent modsætning mellem Hansaen og den danske konge. I 1423 afviste Erik af Pommern at forny hansestædernes privilegier, og i 1427 og 1428 forsøgte Lübeck og dets allierede endnu en gang at vinde kontrollen over Øresund men led begge gange nederlag. Dette styrkede Eriks position betydeligt, og han besluttede at udnytte den gunstige situation.Christensen (1957), s. 31
Oprindelse Det nøjagtige tidspunkt for toldens indførelse er usikkert. Normalt nævnes 1429 som det år, hvor tolden ubestrideligt var indført, men indførelsen skete muligvis nogle år før. Erik af Pommern var utvivlsomt den første danske konge, som, antagelig fra slutningen af 1425, opkrævede told i Helsingør af fartøjer, der sejlede gennem Øresund.Fries, sp. 142 Afgiften var 1 engelsk nobel pr. mersskib.Fridericia, s. 16 Et mersskib havde en mastekurv til udkig, og små både og pramme gik derfor fri af tolden.Hvidegaard, s. 203 For at sætte trumf bag kravet lod Erik opføre fæstningen Krogen eller Ørekrog (senere ombygget til Kronborg) i 1426 og forhøjede tårnet i Helsingborg, ligesom han i 1434 lod opføre Malmøhus.Hvidegaard, s. 200 Som en bivirkning af kongens politik fik Helsingør købstadsprivilegier i 1425.
Allerede tidligere havde danske konger formået at udnytte de gunstige forhold i Øresund. I 1361 blev indført en såkaldt pundtold af hansestæderne som godtgørelse for, at den danske konge beskyttede handelsskibe i Øresund mod sørøvere, og ligeledes blev opkrævet såkaldte havnepenge.
Næppe overraskende forsøgte hansestæderne lige fra begyndelsen at få Sundtolden afskaffet igen. Det lykkedes ikke, i stedet udviklede der sig en tendens til, at kongen kunne give enkelte byer det privilegium at betale nedsat told eller helt at blive fritaget for at betale. Allerede i 1436 lykkedes dette for Hamburg, Lübeck, Lüneburg og Wismar, noget senere for Stralsund, Greifswald og Rostock.Hvidegaard, s. 201 Følgelig forblev Sundtolden af mindre betydning så længe, at Lübeck var langt den største handelsby ved Østersøen. Andre lande accepterede tolden, således Nederlandene i 1462 og England i 1465 (bekræftet i 1490).
Nye toldafgifter Under Christoffer af Bayern blev i 1444 indført en ny mindre afgift i tilknytning til Sundtolden, såkaldte skriverpenge til tolderen i Helsingør.
Kong Hans lod indføre nye toldafgifter, således vintold fra 1472 og toldsalt fra 1475. Fra samme tid blev ligeledes for at undgå lurendrejere (skibe der forsøgte at undgå betaling) indført toldbetaling i Nyborg og Fredericia af fartøjer, som sejlede gennem Bælterne.Fries, sp. 143 For at sætte magt bag kravet blev der senest fra midten af 1500-tallet udstationeret bevæbnede vagtskibe både i StorebæltMortensøn, s. 72 og i Øresund,Mortensøn, s. 69 og denne praksis blev opretholdt også senere.Seerup, s. 73-99 Det var også kong Hans, der fra omkring 1508 indførte en differentiering af tolden således, at skibe i ballast skulle betale mindre end skibe med ladning.
Læstetold Christian II besluttede i 1517, at tolden i fremtiden skulle beregnes efter læstetal: "en gylden for hver tiende læst". Dette indebar en vigtig forandring, idet det herefter var skibenes fragtevne, som blev lagt til grund for toldens størrelse. De følgende år forhøjedes tolden. Både den tyske kejser og Nederlandene protesterede, og der blev ført langvarige forhandlinger. Ligeledes indførte Christian betaling af tøndepenge til dækning af omkostningerne ved fyrtønder i 1519.
Grevens Fejde 1534-1536 fik også en indflydelse på Øresundstolden. Først og fremmest sikrede Sverige sig toldfrihed, idet Gustaf Vasa udtrykkeligt i 1535 havde krævet dette som modydelse for den hjælp, som han ydede kongen under Grevens Fejde. Magtpolitisk bevirkede udfaldet af fejden, at Lübecks magt blev brudt, og at de hidtil ikke privilegerede Nederlande nu fik voksende interesse i Østersøhandelen. Efter Grevens Fejde blev i 1544 indgået en aftale mellem den tyske kejser og Nederlandene på den ene side og Danmark på den anden kendt som Speyertraktaten. I denne traktat indgik løfte om gensidig frihandel mod betaling af de sædvanlige toldbetalinger. Danmark fik dog ret til at købe varer af gennemsejlende skibe og i krigstider at beslaglægge varer mod at kompensere herfor. Sundtolden blev ikke direkte nævnt i traktaten, idet Nederlandene formelt vægrede sig ved at anerkende denne, men i realiteten var det den, som traktaten handlede om. Da Danmark indførte nye toldforhøjelser i 1549, protesterede Nederlandene da også med henvisning til bestemmelserne i Speyertraktaten. Danske konger hævdede senere sin forpligtelse til at sikre fri gennemfart som modydelse, fx nægtede Christian III at blokere Sundet under striden mellem Frankrig og den tyske kejser i 1552, men i praksis handlede Danmark som regel efter sit forgodtbefindende.
En ny vareafgift, kobbertold, blev indført af Christian III fra 1537, og i 1548 lod han indføre en toldsats på 1% af alt upriviligeret gods.Christensen (1957), s. 32f I 1557 rettede han imidlertid tolden til, at nederlandske skibe under 100 læster skulle betale 1 rosenobel, hvis de var i ballast, men 2 rosenobler, hvis de havde ladning, mens danske skibe skulle betale 1 rosenobel, selv om de havde ladning. Desuden skulle nederlandske skibe betale vareafgifter af vine og kobber, mens engelske, skotske og franske skibe skulle betale 1% af værdien af alle varer. Ydermere skulle alle skibe betale skriver- og tøndepenge på grundlag af deres fragtevne.Mortensøn, s. 67
Det engelske omgåelsesforsøg I midten af 1500-tallet indtraf en begivenhed, som i en periode også skulle få indflydelse på Øresundstolden. I 1553 lod det engelske handelskompagni "Company of Merchant Adventurers to New Lands" udruste en ekspedition på 3 skibe under ledelse af Sir Hugh Willoughby og med Richard Chancellor som søkyndig for at søge efter Nordøstpassagen. Ekspeditionen forlod Themsen den 11. maj og nåede i begyndelsen af august nordkysten af Norge, men ved Nordkap splittede en storm flåden. Mens Sir Willoughby senere døde af sult, lykkedes det Chancellor at nå til Dvinas munding nær klosteret Sankt Nicolaus den 24. august. Herfra rejste han så over land til Moskva, som han nåede i slutningen af 1553. I Moskva blev den engelske ekspedition velvilligt modtaget, og der blev indgået en aftale, der blev forløberen for en egentlig handelstraktat mellem de to riger. Ekspeditionen var således mislykket med hensyn til sit egentlige formål men fik som sin – utilsigtede – gevinst etableringen af en engelsk-moskvitisk handelsrute uden om Øresund og dermed uden om Øresundstolden.Hassø, s. 556ff
Christian III foretog sig intet i anledning af de ændrede forhold,Hassø, s. 563 men efter, at Frederik II var blevet konge, lagde han pres på den engelske dronning Elisabeth I for at få stoppet handelen eller i det mindste anerkendt Danmarks ret til at afkræve en told heraf på linje med Øresundstolden med henvisning til, at denne var blevet formindsket ved den nye sejlrute. Efter lange og omstændelige forhandlinger lykkedes det endelig den 22. juni 1583 at få indgået en aftale, hvorefter England skulle betale en årlig afgift for sin ret til fortsat at bruge denne nordlige sejlrute.Hassø, s. 601 En sådan betaling skete frem til 1594, men ophørte derefter.Hassø, s. 604 Andre lande, blandt andet Frankrig skaffede sig søpas for retten til en lignende sejlads.Hassø, s. 606
Fyrpenge og lastetold
I 1562 lod Frederik II indføre en ny afgift, "fyrpenge", på alle varer, herunder dansk og såkaldt "privilegeret" gods til finansiering af en forbedring af fyrvæsenet i danske farvande.Christensen (1957), s. 33