thumb|Mindemærke for studenten Jan Palach, der tog sit liv den 16. januar 1969 i protest over, at den tjekkoslovakiske reformbevægelse var blevet knust. Foråret i Prag var en udvikling med reformer for at liberalisere og demokratisere staten, som det kommunistiske parti under ledelse af Alexander Dubček iværksatte i Tjekkoslovakiet fra januar 1968 til 21. august 1968. Pragforåret forsøgte at skabe "socialisme med et menneskeligt ansigt".
Betegnelsen dækker over dels den indenrigspolitiske kamp for at gennemføre reformerne, som især kom til udtryk i hovedstaden Prag, dels i verdenspolitisk sammenhæng den voldsomme reaktion fra Warszawapagtens medlemmer under ledelse af Sovjetunionen. Med magt søgte den at forhindre Tjekkoslovakiets brud med de kommunistiske grundideer (jævnfør Brezjnevdoktrinen).
Reformerne endte med en militær invasion fra Warszawapagtlandene Sovjetunionen, Polen, Ungarn og Bulgarien den 21. august 1968. Der blev indsat en Moskva-venlig tjekkoslovakisk regering og partiledelse.
Forløbet kan sammenlignes med Revolutionen i Ungarn 1956, men Prag-foråret var en fredelig og langsommere proces, indtil invasionen.
Historisk sammenhæng Pragforåret var et led i en række forsøg på at reformere kommunismen eller gøre oprør mod kommunistiske diktaturer. Stormagterne havde på Jaltakonferencen mod slutningen af 2. verdenskrig opdelt Europa i en vestlig og østlig (sovjetisk) interessezone. Grænsen herimellem blev senere til jerntæppet mellem vestblokken og østblokken. Efter afslutningen af krigen blev det østlige Europa besat af sovjetisk militær. Ved hjælp af kup eller valgsvindel overtog kommunisterne magten i Central- og Østeuropa i løbet af 1946-48.
Magtovertagelse i Tjekkoslovakiet I Tjekkoslovakiet var der delvis frie valg i 1946, hvor det tjekkoslovakiske og det slovakiske kommunistparti tilsammen fik 38 % af stemmerne (114 af 300 mandater). Der blev dannet en regering af fem partier med 26 ministre, hvoraf kommunisterne havde ni poster. Statsministeren var kommunisten Klement Gottwald. Efter statskuppet i 1948 overtog kommunisterne magten fuldstændig, støttet af Stalin og Sovjetunionen.
Tidlige opstande i Østeuropa Andre protester eller oprør mod de kommunistiske regimer var: Arbejderopstanden i Østberlin i 1953, hvor sovjetiske tropper slog oprøret ned Opstandene i Poznan i Polen i 1956, i Stettin og Gdansk m.fl. i 1970, i Lublin 1980 og folkestrejker i 1981 og 1988 Den ungarske revolution i 1956, som også endte med sovjetisk invasion
Tøbrud i 1980'erne I Polen blev oprettelsen af det frie fagforbund Solidaritet i 1980 bekæmpet af det kommunistiske regime, der indførte undtagelsestilstand i 1981-83 og blev til et militærdiktatur under general Jaruzelski. Han anmodede om sovjetisk intervention, men Sovjetunionen sagde nej.
Reformerne kendt som glasnost og perestrojka under Gorbatjovs ledelse i Sovjetunionen i 1986-91 mindede på mange måder om Tjekkoslovakiets bestræbelser i 1968. Formålet var ikke at afskaffe socialismen eller kommunistpartiets ledende rolle, men at demokratisere samfundet, tillade diskussion og liberalisere økonomien.
Efter Gorbatjov blev det mindre sandsynligt at Sovjetunionen ville gribe ind i andre landes forhold. De kommunistiske regimer ophørte efter revolutioner i hele Østeuropa: I DDR var der i maj-oktober 1989 protester mod valgsvindel, en bølge af flugt til vest og demonstrationer mod regeringen, hvilket kulminerede med Berlinmurens fald 9. november 1989, frie valg og genforeningen i 1990 I Polen blev der afholdt forhandlinger mellem oppositionen og regimet i 1988 og frie valg i 1989 I Bulgarien begyndte protesterne med demonstrationer mod miljøproblemer i efteråret 1989. Den kommunistiske leder Zhivkov blev afsat dagen efter Berlinmurens fald. Kommunistpartiet indførte en reformkurs, og der blev afholdt samtaler med oppositionen og frie valg i 1990, som blev vundet af det tidligere kommunistparti (nu socialister) med 47 % af stemmerne. I Rumænien var der et oprør i Brașov i 1987. I foråret 1989 skrev seks fremstående kommunister et åbent brev med kritik af præsident Ceauşescu, hans økonomiske politik og undertrykkelse af menneskerettighederne. I december 1989 gav Ceauşescu ordre til at nedkæmpe demonstranter, men militæret skiftede side. Ceauşescu blev efter få dage henrettet i en summarisk proces. Kampene udartede sig til en kortvarig borgerkrig med 1100 ofre. Reformkommunisten Iliescu og reformbevægelsen Fronten for nationens frelse overtog magten. Iliescu fortsatte efter de frie valg i maj 1990, men der var voldelige sammenstød mellem oppositionen og prokommunister både før og efter valget. Minearbejdere afholdt protester flere gange i 1990'erne. Der har i de senere år været retssager om begivenhederne i 1989-90.
Fløjlsrevolutionen i 1989 I Tjekkoslovakiet fandt fløjlsrevolutionen sted via folkelige protester i november 1989, og kommunisterne opgav magten i december. Reformlederen fra 1968, Alexander Dubček, blev valgt til parlamentsformand, og oppositionslederen Václav Havel blev præsident. Der blev afholdt frie valg i juni 1990. De sidste sovjetiske tropper forlod landet i juni 1991.
Tidslinje for PragforåretKilden til denne tidslinje er Open Society Archives (Radio Free Europe): Czechoslovakia in 1968 – A Chronology . Radio Free Europe var en amerikansk propagandasender, som søgte at påvirke forholdene bag "Jerntæppet". Denne kronologi blev dog offentliggjort umiddelbart efter årsskiftet 1968-69, hvor alle kunne huske begivenhederne. Derfor er den pålidelig som kilde for en simpel opregning af kendsgerninger. Januar 1968 3.-5. Plenarmøde i det tjekkoslovakiske kommunistpartis centralkomité. 4.-5. Det bliver kendt, at Antonin Novotný har planer om et kupforsøg mod de progressive ved hjælp af hæren. 5. Ved en afstemning bliver Novotny afsat som partiets førstesekretær, og kompromiskandidaten Alexander Dubček bliver valgt. 22. Vasiľ Biľak bliver valgt af det slovakiske kommunistparti som førstesekretær i stedet for Dubček. 29.-30. Dubček er i Moskva indbudt af den sovjetiske centralkomité for at drøfte det sovjetisk-tjekkoslovakiske forhold og den internationale kommunistiske bevægelses tilstand. Kommunikeet bemærker, at samtalerne foregik i en atmosfære af "hjerteligt venskab, oprigtighed og venlig forståelse", og at man nåede "fuldstændig enighed" om alle emner, der blev diskuteret.
Februar 1968 1.-3. Dubček taler ved den 7. kongres for kollektivbrug og opridser planer, der skal øge tempoet i socialismens udvikling ved at forøge det socialistiske demokrati på alle områder. Han annoncerer et ”handlingsprogram”, der skal udarbejdes, men fastholder den hidtidige linje i udenrigspolitikken. Josef Smrkovský taler i Radio Prag for, at man bør adskille partiets og regeringens administrative organer. 6. Kommunistpartiets præsidium mødes og vælger grupper, der skal formulere politikken, men som ikke tilhører partiapparatet. 16. Partiets ideologiske kommission godkender adskillelsen af parti og stat. Jiří Hendrych bliver formand for kommissionen. 19. Vaclav Prchlik bliver ny chef for centralkomiteens afdeling for statsadministration (sikkerhedstjenesten). Han er Dubček-tilhænger og erstatter Mamula, kaldet "mini-Berija". 22. Festligheder i anledning af 20-årsdagen for det kommunistiske kup i 1948. Der afholdes et fællesmøde mellem partiets centralkomité, regeringen og den Nationale Front, hvor Warszawapagtens ledere deltager. Leonid Bresjnev lægger vægt på udviklingen af det internationale, kommunistiske fællesskab og roser de tjekkoslovakiske anstrengelser imod nationalismen. 25. Generalmajor Jan Sejna flygter til USA. 28. Marskal Yakubovsky, der er øverstkommanderende for Warszawapagten, ankommer til Prag og mødes med Dubček, Novotny, forsvarsminister Bohumir Lomsky.
Marts 1968 5. Partipræsidiet holder møde: detaljerede rapporter om centralkomiteens plenummøder i december og januar sendes til de store organisationer, og det vedtager gensidig information mellem alle dele af partiet. Man diskuterer også presseloven. Den progressive Josef Spacek afløser Jiří Hendrych som chef for partiets ideologiske kommission. 7. Det tjekkoslovakiske partipræsidium diskuterer oprettelsen af en National Front og partiets position i den. 8. Den tjekkoslovakiske hærs generalstab offentliggør et "åbent brev" om general Sejnas afhopning. Det indeholder direkte angreb på Novotný og Mamula og forlanger deres tilbagetræden. 9.-10. I alt 67 konferencer med kommunistpartiets distrikt- og regionalorganisationer, hvor 17-18 fra partipræsidiet deltager. Præsidiet vedtager aktivisering af partiets liv med et aktionsprogram og nye valg med hemmelig afstemning. 12. Præsidiet i det tjekkoslovakiske folkeparti holder møde og nedsætter kommissioner, der har til opgave af aktivere en selvstændig partipolitik. Valgkommissionen for den Nationale Front holder møde og beslutter, at valg skal afholdes efter planen (den 19. maj). Valgene skal være hemmelige, og kommissionen forslår ændringer af valgloven. 13. Kommunistpartiets gruppe i det centrale fagforbundsråd (URO) holder møde. Der bliver fremsat kritik af den hidtidige praksis, og man forlanger, at fagforeningerne selv skal formulere deres stillingtagen, politik og program. Tre af de ledende fagforbundsledere træder tilbage. Sovjetunionen bliver kritiseret i Prag Radio for tavshed om udviklingen i Tjekkoslovakiet. 14. Viceforsvarsminister generaloberst Janko begår selvmord, da det bliver kendt, at han har været indblandet i et fejlslagent militærkup. Nationalforsamlingens præsidium vedtager en mistillidserklæring mod rigsadvokat Jan Bartuska og indenrigsminister Jan Kudrna. Den konservative Michal Chudik, der er formand for det slovakiske nationalråd, indgiver sin afskedsbegæring. Den bliver ikke accepteret, og i stedet foretages der en offentligt mistillidsafstemning om Chudiks tilbagekaldelse. Det slovakiske nationalråd foreslår, at der bliver lavet en forfatning, som gør Tjekkoslovakiet til en ægte føderation. 13.-15.Partipræsidiet holder møde og udsteder erklæringer om ) Personændringer skal forelægges næste plenummøde i centralkomitéen; ) Ophør af alle "omskolinger"; ) Skridt til rehabilitering; ) "Mere effektive valg"; ) Advarsel mod ekstremistiske handlinger. 16. Den centrale udgivelsesbestyrelse (den øverste censurinstans), som er en kommunistisk organisation, forlanger et ophør af censur. 18. Dubček taler i Brno og støtter kommunistpartiets progressive politik. Han opridser punkter i aktionsprogrammet (uafhængige domstole osv.) og fastholder båndene til Sovjetunionen og andre socialistiske lande. 19. Det tjekkoslovakiske kommunistpartis avis, Rude Pravo, slår følge med andre aviser og erklærer sin delvise uafhængighed ved at fastslå, at den må yde sit uafhængige bidrag til skabelsen af partiets politik. 20. Telegrambureauet Ceteka offentliggør forberedelse af et forslag til en sammenslutning af ungdomsorganisationer efter sociale, aldersmæssige, interessemæssige og muligvis nationale retningslinjer. 22. Novotny træder tilbage som præsident "af helbredsmæssige grunde". 23. Møde i Dresden: Dubček mødes med lederne fra Sovjetunionen, DDR, Ungarn, Polen og Bulgarien for at udveksle synspunkter. De tjekkiske repræsentanter forklarer iværksættelsen af beslutningerne fra januars plenummøde. Det offentliggøres, at man vil holde et økonomisk topmøde i den nærmeste fremtid (hvad der afspejler Sovjetunionens og andres uro over formen for socialisme i Tjekkoslovakiet). Plenarmøde i det centrale fagforbundsråd (UROK): Flere ledere træder tilbage, og man beslutter at sammenkalde en national konference af fagforeninger, som skal behandle fagforeningernes funktion og rolle, den forøgede ansvarlighed hos de lavere fagforeninger og en ny definition af det slovakiske fagforeningsråds status.