Nauru, officielt Republikken Nauru, tidligere kendt som Pleasant Island, er en østat i Mikronesien i det sydlige Stillehav. Øen Banaba i Kiribati er Naurus nærmeste nabo og ligger 300 km mod øst. Med et areal på 21 km² er Nauru verdens mindste republik, mens befolkningstallet på 9.378 gør det til verdens næstmindste selvstændige stat efter Vatikanstaten.
De første mennesker på Nauru var mikronesere og polynesiere, mens det Det Tyske Kejserrige annekterede øen og gjorde krav på den som koloni i slutningen af det 19. århundrede. Efter første verdenskrig blev Nauru mandatområde under Folkeforbundet og administreret af New Zealand, Australien og Storbritannien. Under anden verdenskrig blev øen besat af japanske tropper, som de amerikanske styrker i første omgang lod være, men som efter det japanske kejserdømmes nederlag overgav sig til australske tropper i september 1945. Efter krigen kom Nauru igen under internationalt formynderskab, som varede, til øen blev selvstændig i 1968.
De øverste jordlag på øen er meget fosfatrige på grund af guano med flere koncentrerede forekomster umiddelbart under overfladen, hvilket har muliggjort udvinding ved afskrælning af selve overfladelaget. Imidlertid er beholdningerne i 2010'erne efterhånden så begrænsede, at udvindingen ikke er rentabel. Nauru havde i slutningen af 1960'erne og 1970'erne den højeste indkomst pr. indbygger i nogen selvstændig stat i verden. Da fosfatreserverne var udvundet, og øen stod tilbage med et voldsomt hærget miljø på grund af minedriften, faldt værdien drastisk i den fond, der var blevet oprettet for at tage hånd om øens indtægter. For at skaffe sig nye indtægter blev Nauru derpå kortvarigt skattely og centrum for hvidvaskning af penge. I perioden 2001-2008 modtog staten støtte fra den australske regering for at opretholde et stort flygtningecenter.
Præsidenten for Nauru er Baron Waqa, der står i spidsen for et 18 personer stort etkammerparlament. Landet er medlem af de Forenede Nationer, Commonwealth of Nations, Asian Bank of Development og Pacific Islands Forum. Nationen deltager i både Commonwealth Games og de Olympiske Lege.
Etymologi
Oprindelsen til navnet "Nauru" er ukendt. Da øen blev opdaget, kaldte indbyggerne den, som de fortsat gør i dag, "Naoero". Tyskeren Paul Hambruch, som besøgte øen i maj 1909, og fra september til november 1910, gav forklaringen om at "Naoero" var et sammendrag af sætningen "A-nuau-A-A-ororo" (i dag ville det blive skrevet "A nuaw ea arourõ"), som oversættes med "jeg går til stranden".Paul Hambruch: Nauru. In: Ergebnisse der Südsee-Expedition. Hamburg 1914/15, Reihe II B, Bd. 1. I det tyske kolonileksikon blev denne forklaring brugt. Missionæren Alois Kayser afviste imidlertid, at dette var sandsynligt (han havde boet på øen i over 30 år, og hele tiden arbejdet med sproget) fordi det nauriske ord for "strand", som et mål for et verbum om bevægelse, ville fortrænge ordet rodu "nedover (til)"Zitiert nach: Hermann Joseph Hiery (Hrsg.): Die deutsche Südsee 1884–1914. Ein Handbuch- 2. Auflage. Schöningh, Paderborn u. a. 2002, , S. 22.; nauruerne anser stranden som øens laveste punkt. Det faktum, at "rodu" mangler i Hambruchs ordforklaring, gør, at dette er en usandsynlig tolkning af navnet "Nauru".Aloysius Kayser: Die Eingeborenen von Nauru (Südsee). (i: Anthropos. Bd. 12/13, 1917/18, S. 315–316.)
Øen har også haft andre navne. De britiske koloniherrer før 1888 kaldte øen for Pleasant Island eller Shank Island, og de tyske koloniherrer kaldte den Nawodo eller Onawero. Navnet "Nauru" blev senere skabt fra navnet "Naoero" for, at europæere og amerikanere skulle kunne udtale navnet rigtigt.
Historie
thumb|left|Traditionelt hus og kano i Nauru Nauru blev oprindeligt beboet af mikronesere og polynesiere for mindst 3000 år siden. Der boede oprindelig tolv stammer i Nauru: Deiboe, Eamwidamit, Eamwidara, Eamwit, Eamgum, Eano, Emeo, Eoraru, Irutsi, Iruwa, Iwi og Ranibok. Alle disse er i dag repræsenteret i flaget, som har en tolvtakket stjerne. Traditionelt har nauruerne fulgt deres slægt via kvindelinjerne. Indbyggerne levede af akvakultur: De fangede yngel fra mælkefisk, kaldet ibija, akklimatiserede dem til ferskvand og lod dem vokse op i Buada-lagunen, hvor de nemt kunne fanges, hvorpå de fungerede som en pålidelig fødekilde. Af andre lokale produkter hørte kokosnødder og pandanusfrugter. Navnet "Nauru" kan stamme fra det nauruanske ord "Anáoero", der betyder "Jeg tager til stranden".
Den britiske kaptajn John Fearn, der var hvalfanger, blev den første fra Vesten, der satte sine fødder på Nauru, hvilket skete i 1798. Fearn kaldte øen Pleasant Island. Fra omkring 1830 havde nauruerne regelmæssig kontakt med europæere i form af hvalfangere og handelsmænd, der fik fyldt op af fornødenheder, særligt frisk vand, på øen. Fra samme tid begyndte desertører fra europæiske skibe at bosætte sig på Nauru. Øboerne byttede sig til alkoholisk palmevin og skydevåben. Skydevåbnene blev brugt blev blandt andet anvendt under den nauruanske stammekrig, der begyndte i 1878.
thumb|left|Den tyske annektering af Nauru, 1888 I 1888 blev øen annekteret af det Tyske Kejserrige og blev en del af deres protektorat Marshalløerne. Med tyskernes ankomst sluttede stammekrigen, og der blev indsat konger til at råde over forskellige dele af øen. Den mest kendte af disse konger var Aweida. Samme år som tyskerne overtog overherredømmet, ankom kristne missionærer fra Gilbertøerne. Tyskerne havde herredømmet over Nauru i næsten tre årtier. Robert Rasch, en tysk handelsmand, der giftede sig med en lokal kvinde, var den første leder på øen og blev udpeget i 1890.
I 1900 blev de enorme fosfatresurser opdaget af mineralsøgeren Albert Fuller Ellis. Pacific Phosphate Company begyndte at udvinde fosfatet i 1906 efter en aftale med tyskerne og eksporterede de første skibsladninger det følgende år. I 1914 blev Nauru efter udbruddet af første verdenskrig indtaget af australske tropper, og i 1919 undertegnede Australien, Storbritannien og New Zealand en aftale om udvindingen af fosfatet, idet de dannede British Phosphate Commission (BPC), der overtog rettighederne til udvindingen.
Øen blev ramt af en influenzaepidemi i 1920 med en dødelighedsrate på 18 % blandt de indfødte nauruere. I 1923 gav Folkeforbundet Australien et forvaltningsmandat over Nauru og indsatte Storbritannien og New Zealand som medforvaltere. Den 6. og den 7. december 1940 blev Nauru angrebet af de to tyske bevæbnede krydsere Komet og Orion, der sænkede fem forsyningsfartøjer i nærheden af øen. Efterfølgende bombarderede Komet fosfatudvindingsområderne, oliedepoter og ladningsbroen.
thumb|right|Stumper af japansk krigsudstyr fra 2. verdenskrig Japanske tropper besatte Nauru 25. august 1942. Japanerne byggede en landingsbane på øen, og denne blev bombarderet første gang 25. marts 1943, hvilket forhindrede fødevarer i at blive fløjet til Nauru. Japanerne deporterede 1200 nauruere til tvangsarbejde på Chuuk-atollen. Nauru, som amerikanerne ikke havde interesseret sig for og som blevet ladt tilbage for at "visne på vinstokken" af de amerikanske styrker, blev omsider befriet 13. september 1945, da kommandør Hisayaki Soeda overgav øen til den australske hær og den australske flåde. Overgivelsen blev modtaget af brigadegeneral J.R. Stevenson på vegne af generalløjtnant Vernon Sturdee, øverstbefalende for First Australian Army, om bord på krigsskibet HMAS Diamantina. Der blev derpå truffet foranstaltninger for at hente de 737 overlevende nauruere fra det japanske fangenskab på Chuuk. De vendte tilbage til Nauru på BPC-skibet Trienza i januar 1946. I 1947 blev der oprettet et nyt formynderskab for Nauru, denne gang af Forenede Nationer, der igen indsatte Australien, New Zealand og Storbritannien som formyndere.
Nauru opnåede selvstyre i 1966, og efter to års mødevirksomhed om en forfatning blev øen selvstændig i 1968 under ledelse af høvding Hammer DeRoburt, der blev den nye nations første præsident. I 1967 købte det nauruanske folk alle rettigheder fra og værdier i BPC til fosfatudvinding. I juni 1970 blev kontrollen med udvindingen overdraget til Nauru Phosphate Corporation. Indtægterne fra mindedriften gav nauruerne en af de højeste levestandarder i Stillehavsområdet. I 1989 indklagede Nauru Australien for Den Internationale Domstol i Haag for deres ledelse af Nauru, i særdeleshed Australiens manglende evne til at råde bod på de miljømæssige skader, der var opstået som følge af fosfatudvindingen. Sagen med titlen Certain Phosphate Lands: Nauru v. Australia endte med en aftale uden om retten om at genetablere de ødelagte mineområder i Nauru.
Politik og retsforhold
thumb|Parlamentsbygningen i Nauru Nauru er en parlamentarisk-demokratisk republik. Præsidenten er både statsoverhoved og regeringschef. Der vælges atten medlemmer til et parlament med et kammer hvert tredje år. Parlamentet vælger præsidenten blandt sine medlemmer, og præsidenten udpeger en regering bestående af fem til seks medlemmer. Nauru har ikke nogen formel struktur med politiske partier, og parlamentkandidaterne stiller typisk op som uafhængige; femten af de atten nuværende medlemmer er således uafhængige. Der er fire partier, der har været aktive i nauruansk politik: Nauru-partiet, Naoero Amo ("Nauru først"), Naurus Demokratiske Parti og Centerpartiet. De spiller dog ikke så store roller, og alliancer i parlamentet indgås oftere ud fra familiemæssige bånd end ud fra partitilhørsforhold.
I perioden 1992-1999 havde Nauru et lokalstyresystem kaldet Nauru Island Council (NIC). Dette ni mand store råd havde til opgave at sikre lokal service. NIC blev imidlertid opløst i 1999, hvorpå alle rådets opgaver og midler overgik til det nationale parlament. Jordbesiddelse i Nauru har en usædvanlig form: Alle nauruere har nogen ret til al landets jord, som ejes af enkeltpersoner eller familiegrupper. Regeringen og virksomheder ejer ingen jord, og de er nødt til at indgå en lejeaftale med jordbesidderne for at få mulighed for at bruge jord. Personer uden for Nauru kan ikke eje jord i landet.
Nauru havde sytten regeringsskift i perioden 1989-2003. Bernard Dowiyogo døde som siddende præsident i 2003, hvorpå Ludwig Scotty overtog embedet. I oktober 2004 blev han genvalgt som præsident for en hel periode. Efter en mistillidsafstemning blev Scotty afsat 19. december 2007 og erstattet af Marcus Stephen. Denne trak sig tilbage i november 2011, hvorefter Frederick Pitcher blev præsident. Han holdt dog kun fem dage i embedet, inden Sprent Dabwido via et mistillidsvotum til Pitcher overtog posten. Dabwido stillede ikke op ved valget i 2013, og i stedet blev Baron Waqa valgt til præsident.
Nauru har et komplekst retssystem. Højesteret under ledelse af en statsdommer har fuld beslutningsret over forfatningsmæssige forhold. Andre retssager kan appelleres til Appelretten bestående af to dommere. Parlamentet kan ikke omgøre domstolsafgørelser, men Appelrettens afgørelser kan appelleres til Australiens højesteret. I praksis sker dette dog kun meget sjældent. De lavere domstole består af en distriktsdomstol og en familiedomstol, der begge ledes af en residensdommer, som også er registrator for højesteret. Der findes to andre halv-domstole: Høringsrådet for offentlig tjeneste og høringsrådet for politiet, som begge ledes af en statsdommer.
Den officielle præsidentbolig var frem til 2001 Bush Lodge i Aiwo, men denne blev brændt ned under demonstrationer mod den daværende præsident René Harris og hans finans- og flygtningepolitik.
Administrativ opdeling Nauru er opdelt i fjorten administrative distrikter, som er fordelt på otte valgområder.
right|280px|Kort over de administrative distrikter i Nauru