Italien (), officielt Den Italienske Republik () er en republik i det sydlige Europa ved Middelhavet. Det har grænse med Frankrig i vest, Schweiz og Østrig i nord og Slovenien i øst. Italien omslutter desuden to småstater og enklaver i Italien: Vatikanstaten, der ligger i Rom, og San Marino, der ligger i Apenninerne omtrent midtvejs mellem Rom og Venedig. Udover den Apenniniske halvø består landet af cirka 800 øer heriblandt de autonome regioner Sardinien og Sicilien. Italien er Europas 10. største land med et samlet areal på 301.338 km², heraf landareal 294.140 km², og et mildt, tempereret middelhavsklima. På grund af landets form kaldes det Støvlelandet (på Italiensk: lo Stivale, "Støvlen"). Landets hovedstad og største by er Rom, mens andre store byområder bl.a. omfatter Milano, Napoli, Torino, Palermo og Genova.
De omkring 61 millioner indbyggere er de fjerdestørste blandt den Europæiske Unions medlemslande. Italien var opdelt i række småstater, men blev i 1861 samlet i et kongerige under Sardiniens konge Victor Emanuel 2.
Italien er et veludviklet industriland og er i 2023 verdens 8. største økonomi målt på BNP.https://nyheder.tv2.dk/udland/2024-02-15-tyskland-overhaler-japan-og-bliver-verdens-tredjestoerste-oekonomi Italien har historisk spillet en signifikant rolle indenfor økonomi, kultur, litteratur, gastronomi og mode. Landet er en af medgrundlæggerne af EU samt medlem af en række væsentlige internationale organisationer som NATO og G7. Italien er det land med flest attraktioner på UNESCO's Verdensarvsliste (60).https://whc.unesco.org/en/statesparties/it
Historie
Det moderne Italien blev dannet med foreningen i 1861. Italien har både før og efter præget den kulturelle og sociale udvikling i hele Middelhavsområdet og påvirket hele den europæiske kultur.
I det 8. og 7. århundrede f.Kr. koloniserede grækerne det sydlige Italien og kaldte det Magna Graecia (Stor-Grækenland). På omtrent samme tid udviklede den etruskiske civilisation sig i den nordlige del af den italienske halvø. Fra det 7. til det 5. århundrede f.Kr. regerede de romerske konger efterfulgt af den Romerske republik og det Romerske kejserrige, Imperium Romanum, Romerriget. Tiden fra det 6. århundrede og indtil samlingen i 1861 var præget af stridende småstater. Den tid var ligeledes præget af rige handelsbyer som Venedig og Firenze og renæssancen, il rinascimento (genfødsel, renaissance er den franske oversættelse heraf), dvs. af antikkens storhed. Den italienske renæssance regner sin begyndelse fra år 1300, med Dantes guddommelige komedie (La Divina Commedia). Renæssancen, der i lige høj grad var en økonomisk-civilisatorisk epoke som et kulturelt eller kunsthistorisk, kulminerede i begyndelsen af 1500-tallet og havde allerede da spredt sine idealer ud over hele den vestlige, kristne verden. Columbus, der opdagede Amerika, var italiener af fødsel (født i Genova). Amerika som verdensdel blev senere opkaldt efter den italienske kartograf Amerigo Vespucci. Til Danmark kom renæssancen via Nederlandene ad handelsvejene ad Rhinen og især fra Frankrig. Det forklarer den danske betegnelse for denne "genfødsel", der indvarslede den nye tids afløsning af middelalderen.
1848-1914
Italiens samling skete over flere år. Den første af de tre italienske befrielseskrige mod Østrig-Ungarn foregik fra Piemonte i 1848. Italien tabte, da de ikke fik stormagtstøtte. Ved den anden uafhængighedskrig i 1859 vandt Italien, da de får støtte fra Frankrig. Piemonte havde ydet militær støtte til den fransk-britiske indsats mod Rusland. Derfor kvitterede Napoleon 3. med en hemmelig aftale, der forpligtede Frankrig til at kæmpe for Piemonte. Derudover opgav Piemonte Nice og Savoyen i forventning om at kunne overtage nye områder med Frankrigs hjælp. Efter den anden krig var Lombardiet nu en del af Piemonte. Mange andre italienske småstater sluttede sig efter den anden uafhængighedskrig til det nye rige blandt andet på grund af nationalfølelse. Da Garibaldi i 1860 gik i land i Marsala på Siciliens vestkyst, blev den tidligere aftale med Frankrig brudt. Få måneder efter brød Frans 2.'s kongerige (Kongeriget Begge Sicilier) i 1861 sammen, og store dele af det, man i dag kender som Italien, var nu samlet. Efter den tredje krig i 1866 blev Veneto også en del af Piemonte, men først i 1870 faldt de sidste rester af kirkestaten, og derefter blev Rom det nye kongeriges hovedstad. I 1882 sluttede Italien sig til Tripelalliancen med Tyskland og Østrig og indledte en kolonipolitik i Østafrika. I 1890'erne kom den industrielle revolution til Italien. I begyndelsen af 1900-tallet blev de tre norditalienske byer Milano, Torino og Genova banebrydende inden for industri og økonomi med Fiat-fabrikkerne i centrum.
Mellemkrigsårene Italien var på den vindende side i 1. verdenskrig. Mussolinis fascisme, der var en småborgerlig reaktion på den russiske oktoberrevolution (Sovjetunionen), afløste den demokratiske forfatning (dog med formel bevaring af kongehuset) og indførte fra 1922 det enevældige diktatur med Benito Mussolini som Il Duce (føreren). Mussolini var det store politiske forbillede for den tyske politiker, rigskansler og "fører" (nazistisk diktator) Adolf Hitler, som Mussolini i starten stod på kølig fod med (spørgsmålet om det tysksprogede Sydtyrol, som Østrig efter 1. Verdenskrig måtte afstå til Italien), men Hitler, der selv var østriger, afstod fra at kræve Sydtyrol "heim ins Reich" sammen med Østrig (Anschluß). Men Hitler lod sig imponere - og skræmme - af Mussolinis militæropvisninger (der var delvis bluff). Fra og med et gensidigt statsbesøg og med fra Münchenaftalen i 1938, hvor Mussolini under falsk dække spillede neutral mægler mellem England-Frankrig og Nazityskland mht. Hitlers ønske om anneksion af Tjekkiet, fik den italienske fascistleder at nært forhold til Hitler, og det blev skæbnesvangert for Italien. Den fascistiske hybris kastede Italien ud i imperialisme, der gik ud over Albanien og Abessinien (Etiopien). Med hensyn til sidstnævnte stat, benyttede Italien sin tilstødende koloni Italiensk Somaliland som base for overfaldet, der foregik med uhørt barbari overfor den dårligt udrustede abessinske hær. Den abessinske kejser Haile Selassie talte for døve øren i Folkeforbundet i Genève; de vestlige demokratier udviste en laissez faire-holdning (appeasement) til Italien og Tyskland, der oprustede og kun havde krig og had i tankerne (for Hitlers vedkommende revanchisme og en stærk antisemitisme, som Mussolini og fascisterne efter tysk pres først sent nølende antog, men som aldrig blev accepteret af den brede italienske befolkning. Italien havde i forvejen to kolonier i Afrika, Italiensk Somaliland og Libyen). I den fascistiske jargon var især vendingen "mare nostrum" (latin for "vort hav", der hentyder til Romerriget).
2. Verdenskrig Ved Anden Verdenskrigs begyndelse var Mussolinis fascistiske Italien og Hitlers nationalsocialistiske (nazistiske) Tyskland nære allierede. Men krigslykken vendte. Mussolini overvurderede i den grad Italiens militære og rustnings-industrielle kapacitet (og befolkningens loyalitet når soldaterne i store tal faldt på fremmed jord). Bl.a. forregnede han sig med den græske modstand ved angrebet på Grækenland (Kreta var italiensk), et angreb, hvor Hitler måtte ile til hjælp. Det blev afgørende for Hitlers fatale angreb på Sovjetunionen. Da amerikanerne gjorde landgang på Sicilien og langsomt arbejdede sig op gennem støvlelandet, vendte folkestemningen, og det fascistiske statsråd afsatte Mussolini og internerede ham i en øde bjergegn i Abruzzerne. 8. september 1943 offentliggjordes en italiensk våbenhvile med de allierede, som var indgået i hemmelighed 3. september 1943 i Cassibile på Sicilien. 12. september befriede tyske faldskærmsjægere Mussolini vha. svævefly under en eventyrlig mission (Operation Eiche). Hitler installerede ham i Saló ved Gardasøen i det nordligste Italien, hvor han fungerede som statsoverhoved for "Den sociale republik Italien", der reelt var en marionetstat styret af Gestapo og den hårde kerne af italienske fascister. Baggrunden var, at det italienske militær havde strakt våben - mens den tyske "Wehrmacht" med en million soldater holdt Italien besat helt ned til fronten i syd (undtagen Rom, der af tyskerne var erklæret åben by, det vil sige, at de ville rømme den, hvis eller når amerikanerne nåede den italienske hovedstad (og Vatikanstaten). Det skete næppe af humanitære årsager, men utvivlsomt for at frede de uvurderlige kulturskatte mod bombardementer og undgå den håbløse og grufulde "Stalingrad-situation", hvor der blev kæmpet fra hus til hus. Ved afslutningen af verdenskrigen blev Mussolini i Milano hængt sammen med sin elskerinde under flugten til det neutrale Schweiz.
Efter 1945 Efter krigen, hvor det italienske kommunistparti blev landets næststørste (en position det bevarede en fyrre års tid), blev der afholdt en folkeafstemning om kongedømmet, og resultatet var, at republikken blev indført, og den italienske konge drog i eksil (til Portugal). Gennem Marshallplanen og medlemskabet af NATO blev Italien knyttet til den vestlige verden og privatkapitalismen. Italien blev medstifter af forløberen for det nuværende EU, Rom-traktaten fra 1956, der sammen med den tysk-franske kul- og stålunion blev til "de seks" (Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene).
Politik
Italien er en parlamentarisk republik. Republikkens forfatning trådte i kraft i 1948 efter en folkeafsteming om afskaffelse af monarkiet. Den lovgivende magt er et tokammerparlament som består af henholdsvis Senatet og Deputeretkammeret. Senatet har 315 valgte medlemmer mens Deputeretkammeret har 630 medlemmer. Valgperioden er 5 år i begge kamre.https://www.senato.it/sites/default/files/media-documents/COST_INGLESE.pdf Artikel 55
Præsidenten vælges af parlamentet for en syvårig periode og fungerer som republikkens statsoverhoved. Præsidenten udnævner en premierminister som regeringsleder, som efterfølgende nedsætter en regering af ministre. Regeringen skal før udnævnelse have støtte i begge kamre. https://www.senato.it/sites/default/files/media-documents/COST_INGLESE.pdf Artikel 83-91 og 92-96
De administrative lag under staten består af regioner, provinser og kommuner, som i høj grad nyder selvbestemmelse. Regionerne har lovgivende magt på mange områder, som er reguleret i republikkens forfatning.
Siden anden verdenskrig har Italien haft 61 regeringer. I gennemsnit har de siddet ca. 1 år.
Regioner thumb|300x300px|Geografisk placering af Italiens regioner Italien er inddelt i 20 regioner (regioni). Fem af dem har en særlig autonom status og markeres i listen nedenfor med *:
Abruzzi (Abruzzo) (tidligere delt i to – deraf flertalsformen) Aostadalen (Valle d'Aosta) * Apulien (Puglia) Basilicata Calabrien (Calabria) Campania Emilia-Romagna Friuli-Venezia Giulia * Lazio Liguria Lombardiet (Lombardia) Marche Molise Piemonte Sardinien (Sardegna) * Sicilien (Sicilia) * Trentino-Alto Adige * Toscana Umbria Veneto Med undtagelse af Aosta-dalen er alle regioner inddelt i provinser (province). Under provinserne er kommunerne (comuni) næste trin i forvaltningen. Fra januar 2024 vil der være 7.896 kommuner.
Militær
Italiens militær er underlagt det Øverste Forsvarsråd, der ledes af republikkens præsident. I 2008 bestod militæret af 186.798 personer i aktiv tjeneste plus 114.778 i gendarmeriet (Carabinieri). Som led i NATOs atomvåbenstrategi huser Italien 90 amerikanske atombomber på flybaserne i Ghedi Torre og Aviano.NRDC: U.S. Nuclear Weapons in Europe • Hans M. Kristensen / Natural Resources Defense Council, 2005 . De samlede militærudgifter var i 2007 33,1 mia. $, svarende til 1,8% af BNP.
Italiens væbnede styrker er fordelt på fire værn:
Hæren thumb|right|Dardo IFV (infanterikampkøretøj) på øvelse