thumb|Hermann Ernst Freund malet af C.A. Jensen i årene 1819-1820.Portrætsamlingen på Frederiksborg Slot. Hermann Ernst Freund (født 15. oktober 1786 i Uthlede ved Bremen, død 30. juni 1840) var billedhugger.
Starten Hermann Freund var af tysk oprindelse, søn af en hannoveransk dyrlæge, Julius Conrad Freund, og Catharine Elisabeth født v. Würden. Moderen havde en broder, som var klejnsmed i København; hos ham blev Hermann Freund, ligesom hans ældre broder, sat i lære i en alder af 17-18 år. Det var dog først 1807, da han under det engelske overfald gjorde tjeneste som artillerist ved Københavns belejring og derved også kom til at gøre fjendtlig front mod sine landsmænd, hannoveranerne, at han i sind og karakter helt sluttede sig til Danmark; dansk indfødsret blev ham bevilget 1811. Imidlertid havde han uddannet sig til fuldkommenhed i smedehåndværket og gav sig af med gravering; efter at have gennemgået Kunstakademiets lavere skoler begyndte han også at uddanne sig som medaljør under vejledning af Johannes Conradsen. Da hans mangesidige evner vakte opmærksomhed, ville arkitekten C.F. Hansen, den almægtige mand i vor daværende kunstverden, anvende ham som stukkatør ved arbejdet på det nye Christiansborg. Men Freund ville ikke gå ind herpå; han ville have tiden til sin rådighed for at uddanne sig til billedhugger eller, hvis det ikke skulle lykkes, blive medaljør. Dette fandt Hansen noget fordringsfuldt og lod den elskværdige bemærkning falde, at når Freund havde sultet nogle gange og i denne tilstand havde tænkt videre over sagen, kunne de jo atter tales ved. Den indbyrdes misstemning mellem de to mænd, der allerede blev sagt under denne irriterede samtale, groede siden op og fik uheldsvangre følger for hele Freunds øvrige liv. Det varede ikke mange år, før Hansen virkelig blev nødt til at sætte Freund i arbejde som billedhugger; men han undlod blot at betale ham.
Modgang og første præmie I årenes løb udførte Freund flere medaljestempler og blev så fortrolig med Møntvæsenets teknik, at Finanskollegiet 1813 sendte ham til Kongsberg for at lede en forandring af møntmaskinerne. Men han måtte arbejde sig tungt frem, for en stor del som autodidakt; en statue (Eurydice), som han havde modelleret, og som både han selv og andre ventede sig meget af, styrtede ned, før den havde fået form; hans nederlag ved Akademiets guldmedaljekonkurrencer voldte ham også et par gange skuffelser. Men endelig vandt han i efteråret 1817 den store guldmedalje for et relief af Abraham, som forviser Hagar, et besynderlig uslebent arbejde, men påfaldende ved en egen jætteagtig storladenhed i figurernes stil. Med medaljen fulgte et rejsestipendium for 3 år. Freund tiltrådte rejsen så snart som muligt, besøgte først sit barndomshjem og sine forældre, derpå sine brødre, dygtige mænd, af hvilke den ene var møntmester i Altona, den anden havde en maskinfabrik i Berlin; her tilbragte Freund vintermånederne i vækkende og oplivende omgang. I foråret 1818 var han allerede i Italien og gjorde kortere ophold i Venedig og Florents. Det fortjener opmærksomhed, at han blev stærkt grebet ved synet af Michelangelos storværker i San Lorenzo i Firenze, fordi det ellers i denne periode var kætteri at beundre Michelangelo.
Mødet med Thorvaldsen i Rom I april kom Freund til Rom og søgte naturligvis straks til Bertel Thorvaldsen, som netop på denne tid modellerede sin Mercur , det værk, hvormed han betrådte den højeste tinde af sin kunstneriske udvikling. Freund var den første billedhugger, som blev sendt til Thorvaldsen fra Danmark, og jævn og vennesæl, som Thorvaldsen var, uagtet han snart betragtedes mere som en Gud end som et menneske, modtog han sin unge landsmand broderlig, gav ham plads i sine værksteder og optog ham endog kort efter som ven i sin bolig. Han rettede ham godmodig under hans arbejde, hvad Freund selv følte, at han trængte til; thi han var, efter hans egne ord, endnu rå som Kunstner, lig en Sten med skarpe og hårde Kanter, der skulde blødgøres ved Thorvaldsens påvirkning, når man blot ikke rørte ved Kærnen. Men Thorvaldsen agtede denne kerne; han roste også Freund, således at man i hans ord fornemmer den sande sympati og forståelse. Da Freund udførte et af sine første arbejder i marmor og måtte døje skuldertræk og smil af værkstedets øvede marmorarbejdere for sin mangel på rutine, sagde Thorvaldsen, at han netop var tilfreds: i de andres arbejder mærkede man stenhuggeren, men hos Freund billedhuggeren; de andres var gjort med Jernet, men hans med Hjernen.
Arbejdet i Rom Det første arbejde, som Freund tog fat på i Rom, var en statue af en ganske ung hyrdepige, Chloe ” der holder et lam på skødet og lader det drikke af en skål, et naivt idyllisk livsbillede i antik stil. Derefter genoptog han sin tidligere idé til en Eurydice og udførte en stående Mercur i streng antik Stil. Til hans tidligste romerske arbejder hører også to portrætbuster af hans venner maleren Christian Albrecht Jensen og digteren B. S. Ingemann; under hans ophold i Rom kom senere et par buster til, af digteren Friedrich Leopold Stolberg og den tyske billedhugger J. M. Wagner. Alle disse buster er højst betydelige arbejder, især Wagners. I overlegen lethed i behandlingen stå de tilbage for Thorvaldsens portrætbuster, de vidner endog snarere om en næsten besværlig grundighed i arbejdet. Men den individuelle karakter er gengivet med virkelig monumental storhed og lysende plastisk klarhed og tillige med et gennemtrængende blik for dens liv i enkelthederne. Grundlaget for opfattelsen er den græske portrætstil; men den er her forenet med en skarp og djærv realisme, som er i slægt med Donatellos eller Dürers. Det er en plastik, som har næb og kløer. Her, som i alle sine arbejder, går Freund ud på at give, hvad man i form og udtryk kan kalde kernen i sagen; ved Behandlingen af overfladen var han -- som de fleste jævnaldrende billedhuggere – en afgjort modstander af Canovas glatte delikatesse og overhovedet af al stræben efter at opfatte legemet fra den stoflige side, at fremkalde et illusorisk indtryk af kødets blødhed og ”morbidezza”. Han gik endog videre end Thorvaldsen til den modsatte side, så at man i hans arbejders strengt behandlede overflade unægtelig ikke ganske glemmer materialets, marmorets eller bronzens, hårdhed og kulde
Skibbrud Det manglede ikke på anerkendelse af Freunds evner; men han kunde alligevel ikke ret få vind i sejlene og led desuden snart en alvorlig skuffelse. Ved genopførelsen af Frue Kirke i København havde man påtænkt at lade udføre 12 apostelfigurer til nicher i kirkens indre; oprindelig ville man have dem fra Thorvaldsen og lod hans venner i private breve berøre opgaven for ham. Men man fik ikke et ord til svar, og man måtte gå varsomt til værks, da hans hurtig stigende berømmelse let kunne blive for dyr at honorere. Så overdrog man arbejdet til Freund endnu inden hans afrejse fra Danmark, og uagtet Freund ikke fik egentligt brev på bestillingen, betragtede han dog det givne tilsagn som sin væsentligste økonomiske støtte under opholdet i Rom. Han gav sig snart til at modellere nogle apostelfigurer i mindre målestok, en af dem, Thaddæus, gjorde han endog færdig i fuldt mål. Imidlertid rejste Thorvaldsen i årene 1819-20 til Danmark, overladende bestyrelsen af sine værksteder til sine to ypperste medhjælpere, Pietro Tenerani og Freund under Thorvaldsens forhandlinger i København med kommissionen for kirkebygningen gled bestillingen på apostlene atter over til ham, dog vel at mærke som et led af den store cyklus af kristelig plastik, der senere blev udført til Frue Kirke, og som netop ved sin storartede sammenhæng, som værk af en enkelt kunstner, blev en af de mærkeligste begivenheder i skulpturens nyere historie. Når man ser sagen fra denne side, vil man betænke sig på at anklage Thorvaldsen for at have givet anledning til, at en bestilling blev frataget Freund, hvor meget end denne i økonomisk henseende havde den nødig. Alligevel følte Thorvaldsen sig meget trykket ved sagen lige over for sin yngre ven, og han glemte heller ikke, at han skyldte ham at skaffe ham erstatning ved andre bestillinger og inderlige anbefalinger. Han udvirkede virkelig tilsagn fra slotsbygningskommissionen om en hel række arbejder for Freund; men skønt kommissionen gav meget formelle erklæringer, synes man langt mere at have tænkt på at berolige Thorvaldsens samvittighed i øjeblikket end på at indfri løfterne til Freund i tidens løb. Freund følte sig som ”en mand, der har lidt skibbrud”. I et fortroligt brev skriver han: «Hvor meget har ikke den hele Sag sat mig tilbage, og hvilket Forhold til Thorvaldsen og Kunstnerne! Jeg forholder mig aldeles lidende. -- Jeg må binde mit lille, men kraftige Fartøj til Thorvaldsens store og lade drive -- hvorhen og hvortil, det må Gud vide!»
Kampen om Retten Som erstatning for de 12 apostle skulle Freund blandt andet udføre 4 evangelister til Slotskirken. Det eneste, som kom ud deraf, var en statue af Lucas (1825); den hører ikke til de værker, i hvilke hans originale begavelse bryder kraftig frem, men vidner i alt fald om stor plastisk dannelse. Da den blev sendt hjem, blev den under et dårligt påskud magasineret indtil efter Freunds død og ligeledes først betalt -- med halvdelen af prisen -- til hans enke. Om man end noget mere end Freunds søn og biograf har øje for de vanskeligheder, som disse kommissioner havde at kæmpe med, der skulle tilvejebringe store førsterangs pragtbygninger under nødstilstand eller ebbe i statskassen, så må deres, og det vil da egentlig sige: C.F. Hansens, færd imod Freund i flere tilfælde kaldes aldeles uforsvarlig. Efter Freunds død undskyldte Hansen sig offentlig med kunstnerens vedblivende tavshed om sagen og overdrevne delikatesse. Om Hansen just dermed er undskyldt, er rigtignok tvivlsomt; men i hvert fald rammer han et karakteristisk træk hos Freund, som altid mødte uret og krænkelser med tavshed, skønt han vel en gang imellem havde skyldt sig selv at tage sig kraftig til rette. Det, som man senere har kaldt Kampen om Retten, indlod han sig aldrig på: han led under en vis stolt tilbageholdenhed, og desuden går det vistnok hyppig således med mennesker, hvis indre liv er stærkt optaget af tanker og ideer, at de betragter kævl om pengesager og verdslige vanskeligheder som en indrømmelse til de fjendtlige magter, der griber forstyrrende ind i deres ånds fredede helligdom.
Hyrden Freund