thumb|I dag udgør universitetsuddannelsen og akademiske bedrifter en måde at vurdere merit på.Meritokrati (af merit, fra , "jeg fortjener", og -krati, fra , krátos – "styre") er en politisk styreform hvor magten uddeles til dem der anses for at fortjene den, altså på basis af merit. Man kan få magten i et sådant system ved at klare sig godt i eksaminationer og/eller ved at kunne demonstrere indsigt, kunnen, viden og erfaring inden for et relevant område.
Princippet er, at "dem der fortjener magten (dem med størst merit) har magten", men det kan være vanskeligt at vurdere hvem, der har størst merit, idet der ikke nødvendigvis er fastlagt en metode, der fortæller hvordan man skal vurdere folk, og hvad man skal vurdere folk på baggrund af. I dag er den mest almindelige form for vurdering af meritter universitetsuddannelsen, akademiske bedrifter og erhvervserfaring.
Termen meritokrati blev brugt for første gang af den britiske politiker og sociolog Michael Young i hans satiriske essay The Rise of the Meritocracy (1958), hvor termen havde en udpræget negativ ladning. Konceptet stammer dog helt tilbage fra det 6. århundrede f.Kr. i Kina hvor den kinesiske filosof Konfutse udtænkte tanken om at magten skulle have hjemmel i merit, hvilket førte til et kinesisk administrativt meritokrati med eksaminationer af de offentlige ansatte. I det 4. århundrede f.Kr. talte de græske filosofer Platon, Sokrates og Aristoteles også for meritokrati i og med de talte for at de vise, altså filosofferne, skulle regere. I det 7. århundrede efter Muhammads død blev Rashidun-kalifatets valg og lederskab baseret på merit. I det 17. århundrede spredes meritokratiet som koncept fra Kina til det britiske Indien og derefter til det kontinentale Europa og USA. Voltaire og Quesnay skrev positivt om ideen. Den første europæiske stormagt som implementerede meritokratiske embedseksamener var det britiske Imperium i deres administration over Indien. I det 19. århundrede blev det danske tidlige enevælde i stadig højere grad gjort meritokratisk siden der blev indført en juridisk og teologisk embedseksamen som forudsætning for adgang til offentligt embede. I USA blev "the Pendleton Civil Service Reform Act" gennemført, hvilket betød at embedsjob skulle baseres på merit, gennem konkurrencedygtige embedseksamener. De australske offentlige universiteter fik i selv samme periode meritokratiske idealer. I det 20. århundrede markerede Erik Scavenius, Danmarks 27. statsminister, starten på meritokratiets indtog i dansk politik.
I nutiden finder man bl.a. regeringer med meritokratiske idealer i Storbritannien, Singapore og Ecuador. Tidligere regeringsleder Theresa May ønskede at Storbritannien blev et godt meritokrati. Det Singaporeanske parti, People's Action Party, der udgør regeringen, har beskrevet meritokrati som et af deres fire vigtigste idealer. Ecuadors Arbejdsministerium implementerer meritokratiske idealer for embedsmændene.
Definitioner
Tidlige definitioner Den mest almindelige definition af meritokrati konceptualiserer kvalifikationerne i form af testede kompetencer og evner, som højst sandsynligt er målt med IQ-tests eller standardiserede tests. I en stat eller et andet forvaltningssystem er meritokrati i en administrativ forståelse et system, hvor opgaver og ansvar uddeles til individer baseret på deres "meritter", dvs. deres intelligens, kvalifikationer og uddannelse, ud fra evaluering og eksaminationer.
I en mere generel forstand kan et meritokrati forstås som en hvilken som helst form for regering eller styreform, der er baseret på kvalifikationer. Ordet "meritokratisk" har udviklet en bredere definition, og kan dermed bruges til at betegne enhver regering, som styres af "en indflydelsesrig klasse af veluddannede mennesker."
Dette står i kontrast til Michael Youngs oprindelige, men fordømmende, brug af udtrykket i 1958. Her definerede han det som et system, hvor "merit sidestilles med intelligens-plus-indsats, og besidderne af dette identificeres i en tidlig alder og udvælges til en passende intensiv uddannelse, samt en besættelse af kvantificering og beståelse af tests."
Meritokrati er i en bredere forstand en hvilken som helst bedømmelse med grundlag i udviste meritter. Sådanne bedømmelser beskrives ofte i sociologi og psykologi. Tilhængere af meritokratier er ikke nødvendigvis enige om, hvad der ligger i merittens natur. De er dog ofte enige om, at merit i sig selv bør være den primære faktor i et sådan system. Således kan meritterne strække sig ud over intelligens og uddannelse til alle former for psykisk eller fysisk talent eller til arbejdsmoral.
Retorisk set, er det at kunne demonstrere ens merit og ekspertise inden for et specielt område knyttet til det aristoteliske begreb "Ethos". Den tilsvarende aristoteliske opfattelse af meritokratiet er baseret på aristokratiske eller oligarkiske strukturer, frem for den moderne stats rammer.Aristoteles, Politics.
Nyere definitioner Selvom meritokrati er et relativt nyopfundet ord (1958), så stammer konceptet om en regering, der er baseret på standardiserede prøver helt tilbage fra Konfutses værker. Det første meritokrati var implementeret i det andet århundrede af Han-dynastiet, som introducerede verdens første embedseksamener, der evaluerede embedsmændenes meritter. Meritokratiet spredte sig som koncept fra Kina til det britiske Indien i det 17. århundrede og derefter ind i Europa og USA.
Med oversættelsen af de konfucianske tekster under oplysningstiden nåede konceptet ud til intellektuelle i Vesten, der begyndte at se det som et alternativ til de traditionelle gamle europæiske regimer. Snigmordet på den amerikanske præsident James A. Garfield i 1881 kaldte på en udskiftning af det amerikanske spoilssystem med et meritokrati. I 1883 blev "The Pendleton Civil Service Reform Act" gennemført. Det betød, at job i regeringen skulle tildeles på baggrund af meritter vurderet ved konkurrencedygtige eksamener, snarere end på baggrund af politiske venskaber eller politiske tilhørsforhold.
I dag er den mest almindelige form for vurdering af meritter universitetsuddannelsen. Det er dog et uperfekt meritokratisk vurderingssystem blandt andet på grund af manglen på globale ensartede standarder,Journal of College Teaching & Learning – maj 2008, 5. bind, nummer 5 AACSB Akkreditering manglende omfang (ikke alle hverv er inkluderet) og mangel på tilgængelighed (nogle talentfulde personer har ikke muligheden for at deltage pga. prisen, især i udviklingslande). Ikke desto mindre tjener akademiske grader alligevel en grad af meritokratisk vurdering af merit i mangel på en bedre metode. Uddannelse kan ikke alene udgøre et meritokratisk system siden meritokratiet automatisk må betro magt og autoritet, hvilket et uddannelsessystem ikke kan opnå alene.
Etymologi Ordet "meritokrati" er en hybriddannelse af det latinske ord for "fortjeneste" og det græske for "styre" - den korrekte græske form vil være axiokrati.Lund Madsen, Peter: Meritokrati. Hentet 17. februar 2017. Arkiveret 17. februar 2017.
Selvom konceptet har eksisteret i århundrede er termen "meritokrati" relativt ny. Den var først brugt af den britiske politiker og sociolog Michael Young i hans satiriske essay The Rise of the Meritocracy, der afbildede Storbritannien som under styre af en regering, der favoriserede intelligens og evne (merit) over alt andet. Han beskriver styret som en kombination af , "jeg fortjener", og -krati, fra , krátos – "styre", som bliver til meritokrati. I hans bog har udtrykket en udpræget negativ ladning. Young stiller spørgsmålstegn både ved legitimiteten af udvælgelsesprocessen, som giver adgang til at blive en del af eliten, og ved konsekvenserne af at blive styret af en så smalt defineret gruppe. Essayet er skrevet i førsteperson hvor det skal forstille at være en fiktiv historisk fortæller fra 2034 der skriver. Den fiktive fortæller beskriver den britiske politisk situation før og efter krigen med fiktive fremtids-begivenheder som skal forstille at være både kortsigtede og langsigtede konsekvenser af meritokratiet.
Essayet var baseret på en tendens hos de daværende regeringer om at ignorerede uddannelsessystemet mangler og uddannelsessystemets uegnethed til at udvælge samfundets talentfulde.
Youngs fiktive fortæller forklarer, at de som bidrager mest til samfundet ikke er den massive befolkning, men i stedet den kreative minoritet. På den anden side hævder han, at der er ofre for fremgang hvis indflydelse undervurderes, og at der fra en sådan upåvirkelig tilslutning til naturvidenskab og intelligens opstår arrogance. Dette problem udtrykker han med frasen "Enhver udvælgelse af én er en fravælgelse af mange".
Essayet var også brugt i Hannah Arendts essay Crisis in Education(Krise i uddannelsen), fra 1958, hvor hun referer til meritokrati i det engelske uddannelsessystem.
Historie
Oldtiden thumb|Den kinesiske filosof Konfutse udtænkte tanken om at magt skulle have hjemmel i merit, hvilket dannede baggrunden for udviklingen af et meritokratisk embedssystem i Kina.
Kina Skolesystemet i oldtidens Kina er det tidligste eksempel på et administrativt meritokrati. Det var baseret på eksaminationer af de offentlige ansatte.: "China not only produced the world's first "bureaucracy", but also the world's first "meritocracy"": "China is the world's oldest meritocracy" Konceptet stammer fra det 6. århundrede f.Kr., da systemet forsvares af den kinesiske filosof Konfutse, som "udtænkte tanken om at de der havde magten skulle have den på grund af merit, og ikke på grund af arvet status. Dette starter udvikling af rigs-eksaminationerne man skal bestå for at have mulighed for at blive en del af bureaukratiet."
Som Qin- og Han-dynastierne udviklede et meritokratisk system for at beholde magten over det store imperium, så blev det også nødvendigt for regeringen, at opretholde et komplekst netværk af embedsmænd. Embedsmænd kunne komme fra fattige områder, og embederne var ikke forbeholdt adlen. Efter Han-dynastiets fald blev ni-rangs-systemet etableret under "tre-kongeriger" perioden.
Ifølge Princeton Encyclopedia on American History (Princetons Enclopedia om Amerikansk Historie):
Grækenland
Både Platon og Aristoteles var fortalere for meritokrati. Platon argumenterede i Staten for, at de vise skulle regere, og dermed skulle regenterne være filosoffer. Sokrates mente, at folk kun vil modstride ideen om denne styreform fordi de har en forkert ide om hvad en ægte filosof er. Sokrates og Adeimantus er enige om at det vil være svært at lave en stat der ledes af filosofer - men bestemt ikke umuligt.
Sokrates siger, at regenterne i et land skal have en god uddannelse, og de skal testes om de er kvalificeret til at lede en stat. Sokrates taler også for at regenterne skal have moderation, balance og selvkontrol. Sokrates udtrykker at den mest vigtige del af regentens uddannelse er noget Sokrates finder vigtigere end selveste retfærdighed, visdom og mod: ideen om det gode. Dermed mente Sokrates, at regenterne også skulle være dydige.Shmoop Editorial Team. The Republic Book VI Summary:(Philosophers as Kings: The Nitty-Gritty Details), Shmoop. Shmoop University, Inc., publiceret 11. nov. 2008. Web . Hentet 18. feb. 2017.
Middelalderen: Mellemøsten Efter Muhammads død 632 år e.Kr. debatterede ansvaret om hvem der skulle overtage Muhammads muslimske affærer mens Muhammads familie havde travlt med hans begravelse. Umar og Abu Ubaidah Ibn Al-Jarrah lovede deres loyalitet til Abu Bakr hvorefter Ansar og Quraysh fulgte trop. Abu Bakr blev derfor den første Khalīfatu Rasūli l-Lāh "Efterfølgeren til Guds budbringer", eller kalif, og indledte kampanger for at udbrede islam. Først undertvang han sig de arabiske stammer der havde hævdet, at selvom de havde løftet deres troskab til Mohammad og accepteret islam så skyldte de ikke Abu Bakr noget. Som kalif var Abu Bakr ikke monark og fik aldrig en sådan titel. I stedet var Rashidun-kalifatets valg og lederskab baseret på merit.