Napoléon Bonaparte (født 15. august 1769, død 5. maj 1821) var Frankrigs førstekonsul fra 1799 og var franskmændenes kejser under navnet Napoléon I fra den 18. maj 1804 – 11. april 1814 og igen 20. marts – 22. juni 1815. Han erobrede og regerede det meste af det vestlige og centrale Europa.

Napoleons liv & levned Ungdom og karriere thumb|upright|left|Napoleon som oberstløjtnant i den korsikanske nationalgarde (1792). Napoleon Bonaparte blev født i byen Ajaccio på Korsika som Napoleone di Buonaparte i en lavadelig familie af italiensk afstamning. Skønt han ikke var den ældste søn, blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han blev uddannet på franske militærskoler, men kæmpede i det meste af sin ungdom for et selvstændigt Korsika. Under revolutionen sluttede han sig, mest af praktiske grunde, til jakobinerne og gjorde hurtigt karriere som general. Han fik sit militære gennembrud gennem sin indsats under Toulons generobring 1793. Jakobinernes fald 1794 bragte ham en overgang i unåde, men 1796 blev han leder af hæren i Italien med hjælp fra overdirektøren Barras, hvis forhenværende elskerinde, Joséphine de Beauharnais, han samtidig giftede sig med. Gennem de to felttog til Italien 1796-97 og Egypten-Syrien 1798-99 skabte han sig en position som landets mest succesrige general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med Østrig, da han giftede sig med den østrigske Marie Louise fra Habsburg familien. Det andet felttog endte trods begyndende sejre i fiasko, men skabte også sensation om hans navn. Ved sit statskup i efteråret 1799 (Brumairekuppet) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.

Den Franske Revolution

Den 14. juli 1789 råbte den fængslede Marquis de Sade til borgerne udenfor, at man var begyndt at dræbe fangerne derinde. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Rygtet spredtes hurtigt gennem Paris’ gader, og selv medlemmer af kongens garde mødte op. De havde fire kanoner med, og alle uden for Bastillen blev enige om at vælte kongen. Det gjorde de ved at overtage Bastillen og bemægtige sig dens arsenal af våben og ammunition. Det var startskuddet til borgerkrigen, hvor forskellige fraktioner fik magten.

Frankrigs Forfatning I 1791 kom det første resultat af borgerkrigen: En forfatning, der gav borgerne større frihed. Det var Napoleon rigtig tilfreds med.

Frankrigs Nationalsang Forfatningen blev hyldet med en sang La Marseillaise – i dag Frankrigs Nationalsang.

Frankrig kom i krig mod Egypten og Syrien. I 1796 gik Napoleon mod Norditalien, mens en anden fransk hær tog en mere direkte vej mod Wien. Han slog ikke kun den østrigske hær i Norditalien, men nåede tillige næsten frem til Wien. Derefter drog han til Paris, hvor han blev hyldet som en helt.

Invasion af Egypten I 1798 sendtes han til Egypten med 38.000 mand og vandt her Slaget ved Pyramiderne. Slaget kostede omkring 20.000 døde mamelukker, mens napoleonshærens tab beløb sig til omkring 300 døde eller sårede franskmænd.

Napoleon fortsatte sit felttog mod Palæstina, hvor han mødte en helt anden modstand og led store tab. Napoleon fandt det klogest at vende hjem. Hjemturen blev foretaget så hurtigt, at den næstkommanderende ikke engang nåede at få noget at vide om sin forfremmelse, før Napoleon sendte ham et brev fra Paris.

Tilbage i Paris blev han hyldet som helt igen.

Napoleons Statskup I begyndelsen af 1799 blev revolutionen mere og mere ustabil, og Napoleon brugte lejligheden til at lave et statskup, Brumairekuppet. Navnet skyldes datoen den 18. Brumaire VIII i Den franske republikanske kalender, svarede til den 10. november 1799. Direktoratet blev væltet, og Napoleons konsuler overtog magten. Han blev selv førstekonsul og var den styrende magt i Frankrig. Hans mål var at genforene Frankrig.

Førstekonsulen

thumb|upright|Bonaparte i Store Sankt Bernhard-passet.. thumb|left|Napoleon uddeler fortjenestesorden Légion d'honneur i 1804 på Camp de Boulogne. Napoleons styre som førstekonsul cementerede hans magt. Udadtil gennemførte han sejrrigt en krig mod den Anden Koalition, og 1802-03 herskede endog en kortvarig fred med England. Indadtil arbejdede han med stor energi og skabte orden og disciplin efter omvæltningerne. Organiseringen af landets provinser blev konsekvent gennemført. Der blev oprettet en række eliteskoler og militærakademier, som skulle uddanne en loyal embeds- og officersstand, og endelig indførtes den store lovsamling Code Civil (også kaldet Code Napoléon) i 1804. Lovene beskyttede bøndernes nye ejendom og accepterede lighed for loven, men forringede både arbejderes og kvinders rettigheder. Samtidig forsonede han sig med kirken (1801) og anerkendte katolicismen som landets religion, ligesom han gav landflygtige adelige fuld ret til at vende tilbage og arbejde i hans tjeneste. Styret fungerede i øvrigt som et effektivt diktatur med censur og politistatsmetoder, men større ændringer legitimeredes af "folkeafstemninger". I disse år nød han sandsynligvis stor opbakning fra befolkningen, dels på grund af den indre ro, dels fordi landet ikke berørtes direkte af krig. Blandt Napoleons nærmeste medarbejdere var udenrigsministeren Talleyrand og politiministeren Fouché. Efter handelsstridigheder brød krigen med England atter ud 1803, og et stigende behov for mere formel magt førte til, at Napoleon 1804 opgav sin officielt republikanske rolle og indførte kejserdømmet.

Kejserdømmet til 1812 thumb|Kejser Napoleon i kroningsudstyr (1806), malet af Jean-Auguste-Dominique Ingres. Musée de l'Armée. thumb|Frankrig med mørk lilla og lydstater med lys lilla ved den største udstrækning af Napoleons magt i 1812. Den 2. december 1804 lod Napoleon sig udnævne til kejser. Målet var at sikre magten for sin slægt og at skaffe sig mere prestige i udlandet. Hans status som kejser pegede desuden tilbage til det romerske rige og derved på kravet om et imperium. Hele hans regeringstid blev præget af krigen. Da han ikke kunne gennemføre en invasion i England, satsede han på landkrig. 1805 foretog han et sejrrigt fremstød mod den Tredje Koalition, slog den østrigsk-russiske hær ved Austerlitz (december 1805), tvang Østrig ud af koalitionen og opløste 1806 det Tysk-romerske Rige. Krigen mod Rusland fortsatte endnu et par år, hvor Preussen trådte ind på allieret side 1806, men landet blev næsten omgående overvundet og besat. Ved freden i Tilsit 1807 trådte Rusland ud af koalitionen og accepterede Napoleons dominans mod ikke selv at afstå noget; Preussen måtte foretage store afståelser, og hele Tyskland blev reelt en vasalstat af Frankrig. Den franske flådemagt var imens gået tabt i søslaget ved Trafalgar 1805. Napoleon prøvede derfor at blokere England til kapitulation ved fastlandsspærringen fra 1807 med det mål at afskære landet fra al handel med kontinentet. Det medførte en udvidelse af krigen for at få alle med, hvorunder Napoleon besatte Spanien og Portugal 1807-08. Det resulterede i åbent oprør, og fra 1808 rasede en blodig og hensynsløs krig i Spanien, hvor England hurtigt intervenerede. Napoleon kørte fast her, men beholdt overtaget på andre fronter. En østrigsk genindtræden i krigen 1809 førte til ny fransk sejr, og 1810 nåede Napoleon sin største sociale succes, da han blev den østrigske kejsers svigersøn. I Tyskland gærede så småt et oprør mod hans styre, men endnu omkring 1810 havde han stort set styr på situationen. I hele sin regeringstid oprettede han flere steder lydstater og "uafhængige" provinser, som reelt var under fransk kontrol. Han indsatte familie og medkæmpere som regenter, således broderen Jérome Bonaparte i "Kongeriget Westfalen". Og en anden broder Joseph Bonaparte først i Napoli – hvor han afløstes af svogeren Murat – og derefter i Spanien.

Fald og fangenskab

Det blev forholdet til Rusland, der markerede begyndelsen til enden for Napoleon. Russerne havde ikke haft økonomisk fordel af fastlandsspærringen og begyndte at tage afstand fra ham, indtil de til sidst fremtvang et brud i 1812. Samme år foretog han et stort felttog til Rusland, hvor han besatte Moskva. Russerne afbrændte byen og ødelagde forsyningsmulighederne, således at han måtte føre hæren tilbage. Størstedelen af den gik tabt af kulde og sult. Af de omkring 500.000 mand, som var draget i krig sammen med Napoleon, var det kun 25.000 som kom hjem i live. Nederlaget blev signalet til åbent oprør i Tyskland, og skønt Napoleon vandt flere store sejre, blev han omsider besejret ved Leipzig 1813, hvorefter hans herredømme brød sammen. De allierede invaderede Frankrig. Hær og politikere faldt fra, og april 1814 blev han tvunget til at abdicere og tage ophold på Elba, som han styrede som en slags lokalfyrste. I 1815 forsøgte han et come-back som kejser, gik i land i Sydfrankrig og satte sig i spidsen for de tropper, der var blevet sendt dertil for at pågribe ham. På kort tid lykkedes det ham at sikre sig magten i Frankrig (regeringsperioden kaldes de 100 dage), at opstille en ny hær og at indlede kampen mod de samlede europæiske magter. Ved Slaget ved Waterloo i juni led hans hær det endelige nederlag. Han blev taget til fange og deporteret til øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Her døde Napoleon den 5. maj 1821. Der har været rygter om, at han blev myrdet på initiativ af den franske regering. Påstande om arsenikforgiftning har været fremført, men er hver gang blevet afvist som usikre og utilfredsstillende. Den officielle dødsårsag var kræft. En myte påstår, at hans klassiske positur med højre hånd stukket ind mellem knapperne og hvilende på venstre side af maven skyldes smerterne fra en kræftknude i maven. I 1840 overførtes hans lig til Frankrig, hvor hans sarkofag står i Invalidekirken

Tilbage igen – de 100 dage thumb|upright|Buste af Napoleon.