Gallerkrigene var en serie af felttog og sammenstød, der blev udkæmpet i årene mellem 58 f.Kr. og 50 f.Kr. mellem den Romerske Republik og befolkningen i Gallien (det nuværende Frankrig, Belgien, Tyskland og Schweiz).
De romerske styrker blev anført og ledet af Julius Cæsar, som i 58 f.Kr. var blevet udpeget guvernør over de romerske provinser i Gallien (Gallia Transalpina og Gallia Cisalpina) samt Illyricum. Omvendt kæmpede galliske, germanske og keltiske stammer for at forsvare deres hjemlande mod de romersk felttog. Krigene kulminerede i det afgørende slag ved Alesia i år 52 f.Kr., der resulterede i en komplet romersk sejr og den Romerske Republiks erobring af hele Gallien. Selvom de samlede galliske hære var lige så stærke som de romerske styrker, afstedkom de galliske stammeres interne splittelse, at det var lettere for Cæsar at overvinde dem. Den galliske høvding Vercingetorix' forsøgte mod slutningen af Gallerkrigene at forene gallerne under ét banner. Cæsar fremstillede invasionen som en forebyggende og defensiv handling, men historikere er enige om, at han primært førte krigene for at fremme sin politiske karriere og for at tilbagebetale sin gæld. Således bekrigede Cæsar flere gange galliske stammer, som ikke udgjorde nogen trussel mod romerske interesser. Gallien havde dog stor militær betydning for romerne. Indfødte stammer i regionen – både galliske og germanske – havde angrebet Rom flere gange. Erobringen af Gallien tillod Rom at sikre den naturlige grænse ved floden Rhinen.
Gallerkrigene kan groft set inddeles i tre faser: Romersk indblanding i interne galliske konflikter (58 f.Kr. – 57 f.Kr.); forfølgelser af anti-romerske styrker (56 f.Kr. – 55 f.Kr.); og konsolideringsfasen (54 f.Kr. – 51 f.Kr.), hvor romerne bekæmpede flere galliske oprør.
Krigene begyndte i 58 f.Kr. med en konflikt over Helvetiernes folkevandring, hvilket indblandede nabostammer og den germanske Suebi-stamme. Allerede i 57 f.Kr. havde Cæsar besluttet sig for at erobre hele Gallien. Han førte felttog mod øst, hvor Nervierne næsten besejrede ham. I 56 f.Kr. besejrede Cæsar Veneti-folket i et søslag og indtog størstedelen af det nordvestlige Gallien. I 55 f.Kr. forsøgte Cæsar at styrke sit offentlige image. Han foretog de første ekspeditioner nogensinde over Rhinen og Den Engelske Kanal. Ved sin tilbagevenden fra Britannien blev Cæsar hyldet som en helt i Rom, selvom han ikke havde opnået andet end at lande, da hans hær var for lille. Det efterfølgende år vendte han tilbage med en reel hær og erobrede store dele af Britannien. Stammer gjorde oprør på kontinentet, og romerne led et ydmygende nederlag. I 53 f.Kr. blev der udkæmpet en brutal pacificeringskampagne, der dog mislykkedes. Herefter indledte Vercingetorix et oprør i 52 f.Kr. Galliske styrker vandt en bemærkelsesværdig sejr i forbindelse med slaget ved Gergovia, men romernes uovervindelige belejringsarbejder ved slaget ved Alesia knuste den galliske alliance.
I 51 og 50 f.Kr. var modstanden begrænset, og Cæsars tropper koncentrerede sig primært om mindre rydningsaktioner. Gallien var erobret, men området blev først en romersk provins i 27 f.Kr., og sporadisk modstand fortsatte helt frem til år 70 e.Kr. Krigen har ikke én præcis slutdato, men den forestående romerske borgerkrig ledte til en tilbagetrækning af Cæsars tropper i 50 f.Kr. Cæsars store successer i krigen gjorde ham både rig og gav ham et legendarisk ry. Gallerkrigene var en afgørende faktor for, at Cæsar kunne vinde den efterfølgende borgerkrig og udråbe sig selv til diktator, hvilket i sidste ende kulminerede i den Romerske Republiks fald og etableringen af det Romerske Kejserrige.
Gallerkrigene er beskrevet i Julius Cæsars berømte erindringer om krigene, Commentarii de Bello Gallico. Dette værk er i dag den primære kilde til den information, som vi har om konflikten. Moderne historikere anser dog i dag værket som dygtig propaganda, der havde til formål at styrke Cæsars . Derfor er historikere i dag kritiske overfor nøjagtigheden af værker, ligesom det vurderes, at værket har en tilbøjelig til at overdrive.Breindel, R. L. (2016). Who Wrote the Gallic Wars? . New England Classical Journal, 43(4), 253–283. Eksempelvis fremsætter Cæsar usandsynlige påstande om antallet af dræbte gallere (over en million), mens han samtidig hævder næsten ingen romerske tab. Moderne historikere mener, at de galliske styrker var langt mindre, end romerne påstod, og at romerne led betydelige tab. Uanset nøjagtigheden af Commentarii de Bello Gallico, var felttoget stadig ekstremt brutalt. Et utal af gallere blev dræbt, gjort til slaver eller lemlæstet, herunder et stort antal civile.
Baggrund
Sociopolitisk De galliske stammer var civiliserede og velhavende og udgjorde det, arkæologer kalder La Tène-kulturen. De fleste havde kontakt med romerske handelsfolk, og nogle – såsom æduerne – der var styret af republikker, havde tidligere haft stabile politiske alliancer med Rom. I løbet af det første århundrede f.Kr. blev dele af Gallien urbaniseret, hvilket koncentrerede rigdom og befolkningscentre, hvilket (utilsigtet) gjorde det lettere for romerne at erobre området. Selvom romerne betragtede gallerne som barbarer, lignede deres byer dem, der fandtes ved Middelhavet. Gallerne prægede mønter og handlede vidt og bredt med Rom, idet de forsynede romerne med jern, korn og mange slaver. Modsat akkumulerede gallerne stor rigdom og udviklede en smag for romersk vin. Den samtidige forfatter Diodor forklarer, at en del af opfattelsen af gallisk barbari skyldtes, at de drak deres vin ufortyndet, i modsætning til de (angiveligt) civiliserede romere, der først fortyndede deres vin med vand. Romerne indså dog, at gallerne var en stærk militær magt, og betragtede nogle af de mest "barbariske" stammer som de mest frygtindgydende krigere, da de angiveligt ikke var blevet fordærvet af romerske luksusvarer.
Militær
Gallerne og romerne kæmpede på vidt forskellige måder. Den romerske hær var ekstremt disciplineret, permanent mobiliseret mellem konflikter, og bestod hovedsageligt af tungt infanteri. Auxilia ("hjælpetropper") blev rekrutteret blandt romernes mindre disciplinerede allierede, herunder fra 58 f.Kr. og frem også blandt nogle allierede galliske stammer. Gallerne var i modsætning hertil en uregelmæssig og mindre disciplineret styrke. Ligesom romerne forsynede de enkelte galliske krigere sig selv med udstyr – en praksis der vedblev ind i det tidlige Romerske Kejserrige. Velhavende krigere havde naturligvis bedre udstyr.
I modsætning til romerne var gallerne en decideret krigerkultur. De værdsatte tapperhed og individuelt mod, og hyppige plyndringer af nabostammer holdt deres kampfærdigheder skarpe. Sammenlignet med romerne kæmpede gallerne med længere sværd og havde et langt bedre kavaleri. Gallerne var generelt højere end romerne (hvilket tilsyneladende pinte romerne), og kombineret med de længere sværd gav det dem en rækkeviddefordel i kamp. Begge sider benyttede bueskytter og slyngekastere. Der vides lidt om gallernes krigsstrategi, ligesom effektiviteten af deres bueskytter og slyngekastere er ukendt. De sparsomme kilder indikerer, at strategien varierede mellem stammerne, men at åbne slag – for at demonstrere tapperhed – var almindelige. Ikke alle stammer udfordrede dog romerne direkte, da Romerriget var en frygtindgydende fjende. Gallerne benyttede ofte nedbrydende krigsførelse mod romerne. Selvom gallerne kæmpede med langt mere panache (f.eks. i udsmykket rustning eller endda nøgne), gav romernes overlegne disciplin og formationer dem en generel fordel i mand mod mand kamp.
Gallerkrigene cementerede den romerske hærs skifte fra at bruge manipler til kohorter. Maniplen, der først blev beskrevet af Polybius som en administrativ enhed brugt i et slag i 206 f.Kr., var blevet en taktisk enhed omkring år 130 f.Kr. Men maniplen – der typisk var en fjerdedel af størrelsen på en kohorte – havde vist sig at være for lille og ineffektiv. Kohorten var derimod en effektiv modsvar til galliske og germanske taktikker. Systemet skabte variation i rækkerne ved at kombinere mænd fra forskellige social-økonomiske niveauer. I modsætning til manipel-systemet kæmpede rige og fattige nu side om side i en ensartet enhed, hvilket øgede den generelle moral betydeligt ved at fjerne bitterhed. En kohorte bestod af 480 mænd. Ti kohorter kombineret med en lille kavalerienhed, ingeniører og officerer udgjorde en legion – i alt omkring 5.000 mand.
Den romerske hærs praksis omkring bagagetroppen viste sig utilstrækkelig på visse tidspunkter under krigene. Ifølge den gængse praksis blandt romerske generaler, helt tilbage til Scipio Aemilianus, skulle hver legionær selv bære en væsentlig del af sit eget udstyr, herunder våben og rationer nok til at klare sig uafhængigt af bagagetroppen i et par dage. Dette reducerede markant størrelsen på bagagetroppen og gjorde det muligt for en legion at marchere langt foran bagagetroppen. Alligevel havde en legion typisk omkring tusind lastdyr med til at fragte telte, belejringsudstyr, reservemad, forsyninger til lejrgravning, dokumenter, personlige ejendele og alle andre genstande, som en stor hær havde brug for. Under marchen strakte en gennemsnitlig legion med bagagetrop sig over cirka 4 kilometer. Et så stort antal dyr krævede også store mængder græsning eller foder, hvilket begrænsede felttogene til tider med græs eller tilstrækkelige forsyninger. De logistiske udfordringer ved bagagetroppen tvang romerne i knæ mange gange under krigene.
Romerne nærede både respekt og frygt for de galliske stammer. I år 390 f.Kr. havde gallerne plyndret Rom, hvilket affødte romerne en dyb frygt for barbariske erobringer – en frygt de aldrig glemte. I år 121 f.Kr. erobrede Rom en gruppe galliske stammer i syd og etablerede provinsen Gallia Transalpina på de erobrede landområder. Kun 50 år før Gallerkrigene – i år 109 f.Kr. – var Italien blevet invaderet fra nord. Det var Gajus Marius (onkel og faderfigur til Julius Cæsar), der efter flere blodige og kostbare slag reddede landet. Omkring år 63 f.Kr. lukkede romerne øjnene for en sammensværgelse mellem en romersk klientstat – arvernerne – og de galliske sequanere og de germanske svebere øst for Rhinen. Sammensværgelsen gik ud på at angribe de galliske hæduere, som var en stærk romersk allieret. Sequanerne og arvernerne havde besejret hæduerne i år 63 f.Kr. i Slaget ved Magetobriga.
Julius Cæsar alt=Marble bust of a balding man|thumb|Portræt af Julius Cæsar|299x299px Den ambitiøse politiker og general Julius Cæsar blev øverstbefalende og drivkraft bag krigen. Som følge af de finansielle byrder, der var forbundet med at have været konsul (det højeste magistrat i den Romerske Republik) i år 59 f.Kr., havde Cæsar pådraget sig betydelige gæld. For at styrke Roms position blandt gallerne havde han betalt en stor sum penge til Ariovistus – konge af sveberne – for at cementere en alliance. Gennem sin indflydelse som del af det Første Triumvirat (den politiske alliance bestående af Marcus Licinius Crassus, Pompejus og ham selv) under sit konsulat, havde Cæsar sikret sig posten som prokonsul (guvernør) for to romerske provinser – Gallia Cisalpina og Illyricum – i forbindelse med vedtagelsen af Lex Vatinia. Da guvernøren for Gallia Transalpina, Metellus Celer, pludselig døde, blev provinsen også overdraget til Cæsar på opfordring fra Pompejus og Cæsars svigerfar, Lucius Calpurnius Piso Caesoninus. I loven, der gav Cæsar kommandoen over provinserne, fik Cæsar en embedsperiode på fem år som prokonsul. Dette var længere end den traditionelle ét-årige periode, som konsuler fik, hvilket gjorde det muligt for ham at engagere sig i en militær kampagne uden frygt for at blive udskiftet.