thumb|Resultatet af folkeafstemningen i 1920 Det tyske mindretal i Nordslesvig eller Sønderjylland (tysk: deutsche Minderheit eller deutsche Volksgruppe in Nordschleswig) er betegnelsen for de tysksindede i Nordslesvig (den danske del af Sønderjylland). Fra dansk side og somme tider af mindretallet selv kaldes de også hjemmetyskere.

Man vurderer, at mellem 15.000 og 18.000 mennesker i dag er knyttet til mindretallet. Af de tyske nordslesvigere taler omkring to tredjedele dansk (ofte sønderjysk) som hjemmesprog.Den Store Danske Encyclopædi, Bind 4, København 1996 Tysk er fortsat mindretallets kultursprog.

Mindretallet danner en parallel til det danske mindretal i Sydslesvig på den anden side af grænsen. Begge mindretal er som nationale mindretal defineret af sindelag, tilhørsfølelse og kultur.

Mindretallet opstod da Sønderjylland/Slesvig blev delt ved genforeningen i 1920, og Nordslesvig kom tilbage til Danmark, men tysk sprog og kultur været til stede i Sønderjylland i århundreder.

Historisk baggrund Sønderjylland (Hertugdømmet Slesvig) tilhørte Danmark indtil anden slesvigske krig i 1864. Fra 1300-tallet havde det været et selvstændigt styret område, som på mange måder udviklede sig anderledes. Det blev især efter reformationen i 1534 præget af mødet med tysk sprog og kultur samt forbindelser sydpå. Administrationssproget var tysk, og Slesvig blev efterhånden administreret sammen med hertugdømmet Holsten. I området nord for den nuværende grænse var kirkesproget primært dansk, og det gjaldt også skolesproget efter indførelse af almueskolen i 1814. Land- og bondebefolkningen talte stort set dansk (sønderjysk), men der var udbredt kendskab til højtysk eller plattysk især blandt de velhavende eller uddannede bønder. Ved vestkysten var der også berøring med frisisk. I byerne blev der talt både dansk og tysk.

Kongeåen var en intern toldgrænse i den danske helstat. Indtil 1813 havde Slesvig og Holsten også egen møntfod. Handel og kontakter gik både mod nord og syd. Nørrejylland – området nord for Kongeåen – var økonomisk tilbagestående i forhold til Slesvig og Holsten. Man var generelt bevidst om områdernes særlige status, for eksempel de små lokale hertugdømmer, som var underlagt den danske konge som over-hertug. Hertugdømmet Gottorp eksisterede til 1773, og hertugen af Sønderborg (Augustenborg) eksisterede i kraft af sin titel indtil 1800-tallet.

Nationalitetsstriden i 1800-tallet Tanken om demokrati blev udbredt i årtierne efter den franske revolution. Snart kom også nationalismen, idéen om en opdeling i nationer baseret på den brede befolknings sprog og kultur. Både nationalismen og ønsket om demokrati vandt frem i det tysktalende område, som bestod af mange småstater. I Danmark oplevede man fattige årtier i tiden efter pengereformen ("statsbankerotten") i 1813 og tabet af Norge i 1814, og den danske konge havde ingen planer om politiske reformer. Hertugdømmerne var de rigeste dele af den danske stat og måtte stå for en stor del af udgifterne, hvilket skabte nogen utilfredshed.

I 1830'erne og 40'erne opstod der to lokale bevægelser for tysk og dansk sprog og kultur i Slesvig, som kom til at stå i modsætning til hinanden. På grund af diskussionen om Slesvigs fremtidige tilknytning mod nord eller syd under en fri forfatning, udviklede det sig til en national og politisk modsætning, som ophidsede den offentlige mening i de forskellige tyske stater og i Danmark.

Fra 1830'erne opstod slesvigholstenismen blandt en del af hertugdømmernes tysk-orienterede middel- og overklasse, der ønskede at styrke båndene mellem de to områder og gøre dem til én selvstændig stat, som kun havde kongen til fælles med Danmark. Der opstod en modbevægelse for at synliggøre det danske sprog i Nordslesvig, kendt fra Christian Paulsens skrift i 1842 og Peter Hiort Lorenzens danske tale i stænderforsamlingen samme år. Som fronterne skærpedes, udviklede det sig til en kamp mellem tre muligheder. Et tysk Slesvig-Holsten blev foreslået af Uwe Jens Lornsen i 1830; et Danmark til Ejderen af Orla Lehmann i 1842, og andre var mere besindige og ønskede at bevare den dansk-tyske helstat. De dansksindede begyndte at genindføre det gamle navn for Slesvig, Sønderjylland, og grundlagde Rødding Højskole i 1844.

Treårskrigen Da revolutionerne greb Europa i 1848, samledes borgere to steder i den danske helstat for at kræve frie grundlove. I marts 1848 var der møder næsten samtidig i Rendsborg, hvor en gruppe adelige og borgere krævede en slesvig-holstensk grundlov og stat gennemført, og i København, hvor man krævede en dansk grundlov. Både de tyske og danske reformatorer var nationalliberale, men uenige om Slesvig. De tyske i Rendsborg og Kiel krævede at Slesvig skulle sluttes sammen med Holsten og optages i det Tyske Forbund. De danske i København ville indføre en fælles grundlov for Danmark og Slesvig, dvs. et Danmark til Ejderen, dog med selvstyre for Slesvig.

Embedsmænd, officerer og borgere i Kiel udnyttede rygterne, forvirringen og den forsinkede kommunikation med hovedstaden til et oprør, en provisorisk regering for hertugdømmerne. Dermed var borgerkrigen brudt ud. Selve Slesvig havde indtil da ikke været meget præget af skarpe modsætninger mellem dansk- og tysksindede. Forkæmperne for det tyske Slesvig-Holsten fik i en periode støtte fra Preussen, men borgerkrigen endte med den danske regerings sejr i 1850.

Efter krigen var modsætningerne skærpede, men der var stadig forsonlighed i store dele af Sønderjylland. Efterspillet viste at forholdene var forskellige i Syd- og Nordslesvig.

Sydslesvig fortyskes I Sydslesvig (egentlig Mellemslesvig) var det danske (sønderjyske) sprog stadig udbredt på landet, om end i tilbagegang, og det havde lav status. Der skete et langsomt sprogskifte til plattysk. Regeringen søgte i 1851 at redde det danske sprog i Mellemslesvig ved at ændre skolesproget fra tysk til dansk og indføre skiftende dansk/tysk kirkesprog, de såkaldte sprogreskripter. Befolkningen, eller i hvert fald de magtfulde og førende bønder og borgere, reagerede med stor modstand. Resultatet var at mange sogne opgav det danske sprog ret hurtigt, et skifte som længe havde været undervejs.

Det stod efterhånden klart at den tyske kultur var temmelig eneherskende i Sydslesvig, også i områderne i Mellemslesvig hvor man reelt stadig brugte sønderjysk. Hverdagens sønderjyske dialekt blev ikke et udtryk for danskhed som sådan. (Sådan var det fortsat indtil 1950'erne i sognene lige syd for grænsen, hvor der endnu i dag findes stadig enkelte sønderjysktalende). Da tyskheden var altdominerende, opstod der ikke specifikke organisationer for den tyske folkegruppe. Der opstod derimod danske organisationer, forløberen for det danske mindretal, især i Flensborg, som primært var tysktalende, men dansksindet.

Dansk og tysk i Nordslesvig Den gamle grænse mellem dansk og tysk kirkesprog, som omtrent svarer til den nuværende dansk-tyske grænse, kom til at markere en skillelinje mellem det tyskorienterede Syd-/Mellemslesvig og et Nordslesvig med to strømninger.

I Nordslesvig fandtes den sønderjyske dialekt alle steder, og det danske skriftsprog var udbredt i kraft af det danske skole- og kirkesprog. Samtidig var tysk sprog og kultur også nærværende, især i købstæderne, og mest i Tønder. I købstædernes højeste sociale lag var det muligt at leve på tysk uden særlig meget kontakt til dansk.

Der tegnede sig et billede hvor den gamle elite, der havde fået en vis tysk uddannelse eller interesse for tysk kultur, ønskede at videreføre traditionen. Det omfattede mange af de større gårdmænd på landet og en del af borgerne i byerne. Navnlig mennesker med høj status valgte tyskheden. Nogle af dem havde måske ikke kendskab til rigsdansk sprog og kultur.

I Nordslesvig måtte tyskheden være bevidst og organisere sig, fordi danskheden var i flertal, og også fordi tyskheden markerede et højere socialt tilhørsforhold.

Der opstod danske og tyske organisationer, som lagde grunden til henholdsvis det senere tyske mindretal og de danske nordslesvigeres bevægelse efter 1864. Spredt over Nordslesvig fandtes der både tilhængere af en dansk løsning og et tysk Slesvig-Holsten. Befolkningen var under Treårskrigen blevet konfronteret med de to nationalpolitiske opfattelser, og nogle valgte side, hvilket kunne skabe skel tværs gennem familier. Den slesvigholstenske patriotisme opfattede sig stadig som en modstandsbevægelse mod dansk herredømme og undertrykkelse, især mod den Ejderdanske bevægelse.

Den preussiske tid Efter Danmarks nederlag i krigen i 1864 kom der ikke et selvstændigt Slesvig-Holsten, som de tysksindede havde håbet på. Området blev indlemmet som provins i Preussen, som fra 1871 var den vigtigste stat i det Tyske Rige. Den danske stat mistede sin betydning som fjendebillede, hertugdømmet var forsvundet, og grundlaget for en lokal tysk-slesvigsk eller slesvigholstensk bevægelse var væk. De to identiteter blev forsimplet til at være dansk eller tysk i et grænseland mellem to nationalstater.

I den preussiske tid fra 1866 til 1920 blev tyskheden langsomt styrket af mange faktorer. Dansk blev gradvis fjernet fra skoleundervisningen. De preussiske myndigheder overvågede dansk arbejde og presse, og det udartede sig især i Köller-perioden til chikane, undertrykkelse og udvisninger. Der skete en tilflytning af tyske arbejdere og embedsmænd, især i købstæderne og stationsbyerne. Det Tyske Kejserrige var en stor, selvbevidst stat og verdens førende industrination. Danmark fik også økonomisk fremgang, men var en småstat.

Pragfredens paragraf 5 lovede en folkeafstemning om grænsen i Nordslesvig, så der var lagt op til at grænsekampen fortsatte, og fronterne blev i løbet af perioden trukket skarpere op. I de senere årtier blev de danske sønderjyder meget velorganiserede og selvbevidste. De udgjorde fortsat et flertal – i hvert fald i landområderne. Tyskheden gik derfor til modoffensiv. Selv om Nordslesvig lå inden for det magtfulde Tyske Kejserriges grænser, var tyske nationalister meget bevidste om den fortsatte kamp for fortyskning af Nordslesvig.

Der blev grundlagt tyske foreninger, men de havde ikke til formål at organisere hjemmetyskerne folkeligt, snarere at udbrede tysk kultur og nationalisme og danne modvægt til det danske arbejde. Lokale embedsmænd oprettede i 1890 på initiativ af pastor C. J. Jacobsen i Skærbæk "Deutscher Verein für das nördliche Schleswig" ("Nordmarkverein") som en "fast organisation af rigstro elementer". Foreningens intentioner om et tysk kulturarbejde med bogsamlinger og foredragsmøder lykkedes kun til dels, men foreningen bidrog med kejserkult og nationalistisk magtforherligelse. Krigerforeningerne fik stor udbredelse og arbejdede i samme retning. Den nye tyskhed, der ideologisk ikke havde meget til fælles med den ældre liberale slesvig-holstenisme, afholdt fra 1894 folkefester på Knivsbjerg. På Knivsbjerg opførtes i 1895-1901 en 45 meter høj Bismarck-statue, et af de største monumenter i det Tyske Rige.

Arbejderbevægelsen Undtagelsen fra den skarpe dansk/tyske opdeling var Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen, som havde et internationalistisk grundsyn og venskabelige forbindelser med socialdemokratierne i de nordiske lande. Resultatet blev en mild fortyskning af arbejderne i byerne, hvor sønderjyske og tyske tilflyttede arbejdere mødtes. De politisk bevidste af dem kunne bedst forestille sig en fremtid i en socialistisk tysk republik, hvor Socialdemokratiet stod stærkt. Fra Danmarks side var Socialdemokratiet og det Radikale Venstre ikke specielt interesseret i at kræve Sønderjylland/Nordslesvig tilbage. Den danske vælgerforening prøvede uden held at knytte de dansksindede arbejdere til sig med oprettelsen af Nordslesvigsk Arbejdersekretariat i 1908 og Dansk Arbejderforening for Nordslesvig i 1911.