Johan Gottfried Herder eller Johann Gottfried von Herder (født 25. august 1744 i Mohrungen i Østpreussen som på dette tidspunkt hørte under Preussen, død 18. december 1803 i Weimar) var en tysk digter, filosof og teolog under den tyske Weimar-klassicisme og på sin tid en af de mest indflydelsesrige forfattere og tænkere i Tyskland; han regnes til den klassiske «firstjerne» fra Weimar – zum klassischen „Viergestirn“ von Weimar Om "klassischen „Viergestirn“ von Weimar":Johann Gottfried Herder på tysk Wiki – sammen med Christoph Martin WielandChristoph Martin Wieland, 1733–1813, den ene af den klassiske «firstjerne» fra Weimar, tysk digter, oversætter og udgiver fra Weimar., Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich von Schiller.
Efter almindelig skolegang i de lokale skoler påbegyndte Herder i 1762 sine studier i teologi, filosofi og litteratur i Königsberg. Her stiftede han bekendtskab med både Immanuel Kant og Johann Georg Hamann og hentede inspiration fra dem begge. __TOC__ Kritisk over for fokusering på menneskets rationelle evner Herder blev, som Giambattista Vico, kritisk indstillet over for oplysningstidens fokusering på menneskets rationelle evner. I modsætning til Vico så Herder ikke sproget som funderet på forestillingskraft og forsynethed, givet af Gud, men på de umiddelbare menneskelige følelser.
Giambattista Vico og følelserne Det kan minde om Vico, der på baggrund af det menneskelige forsyn og den menneskelige forestillingskraft talte om det menneskelige sjæleliv, der giver sig til udtryk igennem stræben, kæmpen, mål, motiver, håb og frygt, der jo er menneskelige følelser. Denne form for følelser må dog ifølge Herder være mere afledte komplekse følelser. De følelser Herder henviser til er de mere direkte følelser mennesket har igennem dets sanser. På den vis er han mere inspireret af empirismen end Vico. Sanserne forbinder mennesket til virkeligheden på umiddelbart samme vis, som ved empirismen.
Den menneskelige fornuft og sproget Mennesket er i sit udgangspunkt, som John Locke beskriver det, uden medfødt fornuftsindhold. Der er ingen a priori kategorier som mennesket erkender verden igennem fra første færd. Der er intet artikuleret før-sprogligt sprog, der er betingende for vort første sprogs opbygning og derved vores verdensforståelse.
Nærmest analogt til Giambattista Vico var Herder overbevist om, at mennesket med svie og smerte må erhverve sig en veludviklet fornuft. Det er ikke noget vi er givet fra fødselen. Hverken fra det enkelte menneskes barnsben eller menneskeslægtens fødsel.
Fornuften arbejder med og ud fra begreber. Begreber er ikke blot billeder af fænomener, forstået som direkte kopier af et fænomener. Begreber er mere almene og dækker fænomener og ikke et enkeltstående partikulært fænomen, som ellers ville være tilfældet, hvis der var tale om den slagt direkte kopiering af et fænomen. Fænomen er dog også et begreb, et begreb der først må have indhold for brugeren, inden denne overhovedet kan siges at se et bestemt fænomen forskelligt fra et andet. At bruge begreber er at bruge sprog, og sprog er ikke kun ord bestående af tegn, så som bogstaver. Sprog består af begreber og dermed må fornuft også være sprogligt betinget, på samme måde som sproget må være betinget af sproget. Pointen her er blot at mennesket ifølge Herder først ud fra sine medfødte evner igennem udvikling skaber sig et sprog og dermed en fornuft. Hvorledes det må gå for sig behandles i næste afsnit om sprogets oprindelse.
Herder lagde vægt på menneskehedens og slægtens historie. Herudfra kan vi allerede nu slutte, og se, at han dermed lægger vægt på hvordan denne udvikling forløber. Herder var overbevist om, at denne udvikling måske nok sker i faser, men at disse faser ikke er tydeligt afmærket. Herders forståelse af menneskeslægtens udvikling er meget dynamisk. Menneskeslægtens udvikling må komme ubetinget fra menneskets egen natur. Kort sagt ville den titel David Hume valgte til sit hovedværk være lige så passende på Herders afhandling om sprogets oprindelse. En afhandling om sprogets oprindelse må nødvendigvis samtidig være en afhandling om menneskets natur.
"Afhandling om sprogets oprindelse" fra 1772 thumb|300px|right|"Afhandling om sprogets oprindelse" fra 1772 Herders Abhandlung über den Ursprung der Sprache, "Afhandling om sprogets oprindelse" Trykversion af Herders afhandling om sproget. udkom første gang i 1772, som resultat af en essaykonkurrence omkring netop sprogets oprindelse. Det kunne umiddelbart se ud som om, det ikke bekymrede Herder synderligt om hans argumenter rent stringent hænger sammen, eller følger hinanden. Der er argumenter i Herders afhandling, og mange af dem er stringente, men det synes ikke umiddelbart vigtigst om der i den teori Herder opstillede, skulle være dele, der ikke ganske stringent hænger sammen efter logikkens regler. Dette kan forekomme tilsigtet. Logik er ifølge Herder en menneskelig opfindelse, hvorfor den har sine begrænsninger og ikke kan beskrive alt.
Herders variant af empirismen Så meget empirist er Herder, at han tror på at vi kan få viden om verden og os selv igennem empiriske undersøgelser, hvor man dog må huske på at selv sådanne ikke er umiddelbare som hos for eksempel John Locke. Empiriske undersøgelser er, som alt hvad mennesket kan foretage sig, sprogligt ladet. Her kan Herder minde om Kant, man må dog igen huske på, at det menneskelige sprog er i udvikling og ikke givet fra begyndelsen som hos Kant. Så selv om vi måtte erfare verden igennem kategorier, så er disse kategorier flygtige og ikke evig gyldige. Dette må man have for øje, hvis man vil dyrke empirisk videnskab.
Verden, menneskets natur og sproget Det betyder, at vil man ifølge Herder vide noget om verden, eller menneskets natur, eller sproget, så må man ud fra den sammensætning disse tre gensidigt afhængige størrelser udgør i og for os undersøge dem alle på en gang. Dette vil igen sige, at sådan noget som eviggyldige universelle sandheder om nogen af disse størrelser ikke kan findes uden at de alle tages i betragtning i deres forhold til hinanden. En epistemologisk undersøgelse vil altså samtidig være både en antropologisk, etymologisk, grammatisk, og historisk undersøgelse.
"Allerede som dyr har mennesket et sprog" Men det er forskellen mellem sprogene der er afgørende
Herder indledte sit essay med ordene Schon als Tier hat der Mensch Sprache, "Allerede som dyr har mennesket et sprog". Denne bemærkning handler ikke kun om, hvad mennesker er for nogen størrelser, men ligeledes om, hvad forholdet imellem dyr og mennesker er og ikke mindst om, hvad sprog er for en størrelse. Vi får her i første sætning at vide, at mennesket ikke er et dyr, og ser man på mennesket som dyr, da må man ligeledes sige, at det har en slags sprog. Hermed får man implicit også at vide, at det sprog mennesker har ikke er af samme slags som det dyr har, og hermed også at det ifølge Herder netop er i forskellen imellem disse former for sprog forskellen imellem dyr og mennesker skal findes.
Sprog består ikke kun af grammatik Samtidig får Herder sagt, at sprog ikke udelukkende er at forstå som sammensætningen af grammatiske tegn eller ytringen af disse. Hvis mennesket allerede som dyr har sprog, så kan sprog ikke være begrænset til at bestå af abstrakte tegns relationer, da dyr ikke kan tænke abstrakt på samme måde som mennesker. Herders begreb om sprog må da være meget mere omfattende. Sprog er for Herder det medie gennem hvilket både dyr og mennesker udtrykker deres følelser, og vi mennesker tænker ikke kun rationelt.
Trods fælles udgangspunkt, forskelligt resultat Inden vi så faktisk kan tillade os at slutte til, at sprog ikke kun kan bestå af grammatik, så må vi dog undersøge hvorledes sprog hos såvel dyr som mennesker kan komme i stand. Hvad er det dyr og mennesker har tilfælles, og hvor er det mennesket adskiller sig fra dyr. Herder har allerede igennem sin første sætning antydet, at grundbetingelsen for sprog hos dyr og mennesker er den samme. I udgangspunktet må vi (dyr og mennesker) være betinget af det samme. Dog på en måde, hvor dette det samme kan føre til forskellige resultater for dyr og mennesker.
Det smertens skrig, som det sårede dyr og det sårede menneske udstøder har noget tilfælles. De er begge betinget af, hvilket væsen de er. Og hvilket væsen man er, er ikke kun betinget af, hvad Vico kalder det indre. Det er også betinget af det ydre. Legemet og ånden er forbundet og uadskillelige. Hvad der sker i det indre må afhænge af, hvilke ydre instanser man har, og hvordan disse formidler indtryk af virkeligheden. Det er ved hjælp af og ud fra disse et væsens virkelighedssfære dannes. Og det er inden for denne sfære at et væsens verden dannes.
Alle i arten deler dette sprog Selv om sproget for mennesker altså er tankens medie, så er det ikke tilfældet, at sproget består af ideer, som enten kausalt er dannet af indtryk, eller via konvention er blevet associeret med bestemte udtryk, der så udgør en sproglig kode, som af andre væsner, der har nøglen til denne kode, kan blive afkodet, hvorved tanker bliver formidlet. Sprog er ikke et nødvendigt onde opfundet på grund af manglende evne til telepati. Sprog er noget naturligt ved et væsen. Hvordan dette sprog så dannes og udvikles må afhænge af væsenets indre såvel som ydre egenskaber. Et væsens sprog må da være noget fælles, som alle medlemmer af arten deler. Herder skriver:
Eigentlich ist diese Sprache der Natur eine Völkersprache für jede Gattung unter sich, und so hat auch der Mensch die seinige.
Egentlig er dette naturens sprog et (folke)sprog for hver art for sig, og således har også mennesket et sådant sprog.
Der findes intet "Det Naturlige Sprog" Et væsens naturlige sprog er dog ikke Det Naturlige Sprog. Der er ikke ét sprog, der er fælles for alle arter. Der er sprog, der er fælles for arterne, men ikke arterne imellem. Des større forskel der er imellem arterne des mindre mulighed er der for de forskellige arter at komme til at forstå det. Herder formulerer det således:
Ich merke also an, daß je weniger die menschliche Natur mit einer Tierart verwandt, je ungleichartiger sie mit ihr am Nervenbaue ist: desto weniger ist ihre Natursprache uns verständlich
Jeg bemærker altså, at jo mindre den menneskelige natur er forbundet med en dyreart, jo mere forskellig den er i nerveopbygningen, desto mindre er denne dyrearts natursprog forståeligt for os.
Det er mennesketsprogets oprindelse der ledes efter Desto mindre det minder om et menneske, desto mindre er det os muligt at forstå dets natursprog. Herder nærmer sig her den senere Wittgensteins bemærkning ”Wenn ein Löwe sprechen könnte, wir könnten ihn nicht verstehen“ – 'Hvis en løve kunne tale, kunne vi (alligevel) ikke forstå den'. – Mennesker benytter sig af menneskesprog, ikke af et universelt sprog, det være Fornuftens eller Naturens. Hermed har vi også fået afklaret hvorfor Herder har kaldt sit essay for ”en afhandling om sprogets oprindelse”, og ikke ”en afhandling om sprogenes oprindelse”. Det er menneskesprogets oprindelse vi med Herder er på udkig efter, og den finder vi samme sted som naturens sprogs oprindelse. Dette kan man ifølge Herder ikke se direkte i vores eget nutidige sprog, da:
In einer feinen, spät erfundnen metaphysischen Sprache, die von der ursprünglichen wilden Mutter des menschlichen Geschlechts eine Abart vielleicht im vierten Gliede und nach langen Jahrtausenden der Abartung selbst wieder Jahrhunderte ihres Lebens hindurch verfeinert, zivilisiert und humanisiert worden: eine solche Sprache, das Kind der Vernunft und Gesellschaft, kann wenig oder nichts mehr von der Kindheit ihrer ersten Mutter wissen