thumb|Den græske treenighed og fordelingen af de tre riger på jorden: Zeus (himlen), Poseidon (have og hav) og Hades (underverdenen). Theos (mindre guder) er børn af denne treenighed. thumb|upright|Byste af Zeus, gudernes konge i antik græsk mytologi. Skulpturen blev fundet i Otricoli i Italien og er i dag udstillet i Vatikanmuseet i Roma. Græsk mytologi består af en række mytologiske historier fra Oldtidens Grækenland. Disse historier eller myter omhandler grækernes guder og helte, forklarer hvordan verden fungerer, og hvordan religionen er opstået. Moderne forskere refererer til myterne og studerer dem i et forsøg på at kaste lys over de gamle grækeres religiøse og politiske institutioner og for at få en forståelse for mytedannelsens natur. Moderne forsøg på at genoplive den græske religion kaldes hellenisme eller Nyhedenskab.
Den græske mytologi består af en stor samling fortællinger, som forklarer verdens oprindelse og en række vidt forskellige guder, gudinder, helte, heltinder og andre mytologiske væseners liv og oplevelser. Fortællingerne blev oprindeligt fortalt fra mund til mund. I dag kendes de primært fra nedskrevne værker. Mange af fortællingerne er også overleveret gennem kunstværker som vasemalerier. De ældste kendte litterære kilder er de episke digte Iliaden og Odysseen af Homer, der fokuserer på begivenheder omkring den trojanske krig. To digte af Homers næsten samtidige Hesiod Theogonien og Værker og dage indeholder optegnelser om verdens fødsel, de guddommelige herskeres arvefølge, menneskealdrenes rækkefølge, oprindelsen til menneskets skæbne og oprindelsen til ofringer. Myterne er ligeledes kendt fra de Homeriske hymner, i fragmenter af episke digte af den Episke cyklus, i lyriske digte, fra tragedierne fra det 5. århundrede f.Kr., i tekster fra lærde og digtere fra den hellenistiske tid og fra Romerrigets forfattere, som for eksempel Plutark og Pausanias.
De store udgravninger af mykenske og minoiske fund har hjulpet til at besvare mange af de spørgsmål, der har været stillet om Homers historier og har fremskaffet beviser på mange af detaljerne i myterne om guder og heroer. Græsk mytologi blev afbildet på kult(ur)genstande: Geometrisk dekoration på keramik fra det 8. århundrede f.Kr., som bl.a. viser scener fra den trojanske krig og Herakles' tolv arbejder. I de følgende arkaiske, klassiske og hellenistiske perioder supplerer de homeriske og andre mytologiske scener de eksisterende litterære vidnesbyrd.
Græsk mytologi har haft en omfattende indflydelse på den vestlige civilisations kultur, kunst og litteratur og vedbliver at være en vigtig del af den vestlige kulturarv. Digtere og kunstnere har siden oldtiden fundet inspiration i den, og de mytologiske temaer har givet relevans og vigtighed.J.M. Foley, Homer's Traditional Art, 43
Etymologi Alle kulturer har deres egne myter. Begrebet mytologi er af græsk oprindelse og havde i den græske kultur en specialiseret betydning.
Det græske begrebet mythologia er sammensat af to mindre ord:
mythos (μῦθος) som på klassisk græsk betyder noget i retningen af "mundtlig tale", "ord uden handling" (Aischylos: "ἔργῳ κοὐκέτι μύθῳ "fra ord til gerning"Aischylos: Prometheus Bound, 1080), og ved udvidelse; "en ritualiseret talehandling" som til en høvding ved et råd, en poet, en præst eller en fortælling (Aischylos: Ἀκούσει μῦθον ἐν βραχεῖ λόγῳ "Hele fortællingen du vil høre i kort tidsperiode".Aischylos: Persians, 713 logos (λόγος) som i klassisk græsk står for: a) det mundtlige eller skriftlige udtrykket af tanker og b) en persons mulighed for at udtrykke deres tanker (indre logoer).«logos»: Encyclopaedia The Helios, 1952
Kilder til den græske mytologi thumb|right|Prometheus (1868 af Gustave Moreau). Myten om Prometheus blev først fortalt af Hesiod og lagde så grundlaget for en tragisk trilogi af skuespil, muligvis af Aiskhylos; trilogien bestod af Prometeus bundet, Prometeus ubundet og Prometeus pyrforos.thumb|right|Den romerske digter Virgil, her afbildet i et manuskript til Vergilius Romanus fra 400-tallet, tog vare på detaljer i græsk mytologi i mange af sine skrifter. De græske myter, som er kendt i dag, kommer primært fra den græske litteratur. I tillæg til de skrevne kilder er der mytiske repræsentationer på visuelle medier, som stammer fra den geometriske periode (ca. 900-800 f.Kr.) og fremefter. Litterære kilder Mytologiske fortællinger spiller en vigtig rolle i næsten alle den græske litteraturs genrer. Den eneste generelle mytografiske håndbog, der har overlevet fra den græske antik, er Bibliotheca, som forsøger at samle de modstridende fortællinger fra poeterne samt give en oversigt over traditionel græsk mytologi og de heroiske legender.Hard, Robin (2004): The Routledge Handbook of Greek Mythology, Psychology Press, s. 1
Blandt de ældste litterære kilder er Homers to episke digte, Iliaden og Odysseen. Andre digtere fuldførte den "episke cyklus", men disse, senere og mindre digte, er nu næsten alle gået tabt. Til trods for deres traditionelle navn har homeriske hymner ingen forbindelse med Homer, men er korhymner fra den tidligere del af den såkaldte lyriske periode.Miles, Geoffrey (2003): Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology, Taylor & Francis, s. 7 Hesiod, som muligvis var samtidig med Homer, giver i Theogonien ("Gudenes oprindelse") den mest omfattende beretning om de tidligste græske myter, der omhandler verdens skabelse, gudernes oprindelse, titanerne og giganterne, et samlet slægtstræ for guderne, folkeeventyr og ætiologiske myter. Hesiods Værker og dage er et didaktisk digt om bondelivet, som også indeholder myterne om Prometheus, Pandora og Menneskets tider. Digteren giver råd om den bedste måde at klare sig i en farlig verden, der er blevet efterladt endnu farligere af dets guder. Lyriske digtere tager undertiden karakterer op fra myter, men behandlingen bliver i mindre grad fortællende og i højere grad billedlig. Græske lyriske poeter, inkluder Pindaros, Bacchylides, Simonides, og hyrdepoeter som Teokritos og Bion giver individuelle mytologiske hændelser.Klatt-Brazouski, Ancient Greek nad Roman Mythology, xii Derudover var myter centrale for det klassiske athenske drama. De tragiske dramatikere Aischylos, Sofokles og Euripides hentede deres handlinger fra heltenes tidsalder og den trojanske krig. Mange af de store tragiske fortællinger (f.eks. Agamemnon og hans børn, Ødipus, Jason, Medea etc.) tog deres klassiske form i disse tragiske skuespil. Den komiske dramatiker Aristofanes brugte myter i Fuglene eller Frøer.Miles, Geoffrey (2003): Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology, Taylor & Francis, s. 8.
Historikerne Herodot og Diodorus Siculus og geograferne Pausanias og Strabo, som rejste rundt i den græske verden, nedskrev de fortællinger, som de fik fortalt. Dette gav mange lokale myter, som ofte kunne være alternative versioner af de mindre kendte. Især Herodot søgte i de forskellige traditioner og fandt de historiske eller mytologiske rødder i konfrontationen mellem grækerne og østen.Cartledge, Paul (2003): The Spartans: The World of Warrior-Heroes of Ancient Greece, from Utopia to Crisis and Collapse, Overlook Press, s. 60; Cartledge, Paul (1993): The Greeks: A Portrait of Self and Others, Oxford University Press, s. 22
Poesien i de hellenistiske og romerske tidsaldre som var rolige litterært frem for kultisk udøvelse, indeholdt alligevel mange vigtige detaljer, der ellers ville gå tabt. Denne kategori omfatter værker af:
De hellenistiske poeter Apollonios Rhodios, Kallimachos, Pseudo-Eratosthenes og Parthenios. De romerske poeter Ovid, Statius, Valerius Flaccus og Virgil. De senantikke græske poeter Nonnos, Antoninus Liberalis og Kointos Smyrnaios. De antikke romaner af Apuleius, Petronius, Lollianus og Heliodor.
Fabulae og Astronomica af den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus er to vigtige, ikke poetisk kompendium af myter.
Endelig gav en række byzantinske græske forfattere vigtige detaljer om myter med kilder fra tabte græske værker, herunder leksikon af Hesykhios fra Alexandria og Suda og traktater til Johannes Tzetzes og Eustathios fra Thessalonike.
Arkæologiske kilder Opdagelsen af den mykenske civilisation af den tyske amatørarkæolog Heinrich Schliemann i det 19. århundrede og opdagelsen af minoisk kultur på Kreta af den britiske arkæolog Arthur Evans i 1900-tallet hjalp til med at forklare mange spørgsmål om Homers epos og gav arkæologiske beviser for mange af de mytologiske detaljer om guder og helte. Desværre er beviserne om myter og ritualer ved mykenske og minoiske steder helt monumental, da Linear B-skrifttypen, en antik form for græsk i både Kreta og i Hellas, primært blev brugt til at skrive lister over lagre, selv om navnene på guderne og helte med tvivl er blevet afsløret.
Geometriske mønstre på keramik fra 700-tallet f.Kr. skildrer scener fra den trojanske cyklus samt Herakles' oplevelser. Disse visuelle repræsentationer af myter er vigtig af to grunde. På den ene side bliver mange græske myter bekræftet på vaser tidligere end i litterære kilder. Af Herakles' tolv arbejder er det kun tilfangetagelsen af Kerberos, som første gang optræder i tekster.Homer: Iliaden, Åttende sang, 366-369 På den anden side dukker de første kendte repræsentationer af en myte i geometrisk kunst op flere hundrede år før den sene arkaiske poesi. I de arkaiske (ca. 750-500 f.Kr.), klassiske (ca. 480-323 f.Kr.) og hellenistiske perioder ser det ud til at homeriske og forskellige andre mytologiske scener dukker op for at supplere eksisterende litterære beviser.
Myternes historie Grækernes mytologiske struktur forandrede sig gennem tiden for at absorbere de ændringer der var i deres egen kultur. De tidligere indbyggere på Balkanhalvøen var et jordbrugsfolk, som tilskrev alle aspekter af naturen en ond ånd. Til slut tog disse vage ånder menneskelig form og trådte ind i den lokale mytologi som guder og gudinder. Da stammer fra nord invaderede, bragte de med sig et nyt sæt guder baseret på erobring, styrke, mod i kamp og voldelig heltemod. Andre ældre guder i jordbrugsverden blandede sig med dem til de magtfulde invaderende folk eller blev ubetydelig.
Efter midten af den arkaiske periode blev myter om kærlighedsforhold mellem mandlige guder og mandlige helte mere og mere almindeligt, hvilket indikerer en parallel udvikling af pædagogisk pæderasti (Eros paidikos, παιδικός ἔρως), som antages at have været indført omkring 630 f.Kr. Ved udgangen af 400-tallet f.Kr. havde poeterne tillagt mindst en eromenos til alle vigtige guder undtagen Ares og til mange legendariske figurer.Calimach, A.: Lovers' Legends: The Gay Greek Myths;, 12-109 Tidligere eksisterende myter som den om Achilles og Patroklos blev også set i en pæderastisk synsvinkel.Percy, William A. (1998): Pederasty and Pedagogy in Archaic Greece, University of Illinois Press, s. 54 Alexandrinske poeter til at begynde med og senere mytografer i det tidlige romerske imperium tog generelt fortællinger med figurer i græske myter op på måder, der ikke afspejler den tidligere tro. Mange af de mest populære versioner af disse myter vi har i dag var faktisk fra disse opfindsomme genfortællinger, der kan skygge for den arkaiske tro.
Episk poesi opnår at skabe fortællings-cyklusser og som følge, at udvikle en ny forståelse af den mytologiske kronologi. Dermed folder græsk mytologi sig ud som en fase i udviklingen af verden og mennesket.Dowden, Ken (2002): The Uses of Greek Mythology, Taylor & Francis, s. 11 Mens selvmodsigelser i fortællingerne gør en absolut tidslinje umulig, kan en omtrentlig kronologi sættes op. Den mytologiske verdenshistorie kan deles ind i tre eller fire bredere perioder:
Oprindelsesmyterne eller gudernes tidsalder (Theogonies, "gudernes fødsel"): Fortællinger om oprindelsen af verden, guderne og mennesket. Tiden da guderne og dødelige blandede sig frit: Fortællinger fra tidlig samhandling mellem guder halvguder og dødelige.