Adam Copeland (født 30. oktober 1973), bedre kendt under ringnavnet Edge, er en tidligere canadisk wrestler, der wrestlede i World Wrestling Entertainment (WWE) fra 1998 til 2011.

I WWE blev Edge en 11-dobbelt verdensmester: Han vandt WWE World Heavyweight Championship syv gange og WWE Championship fire gange. Derudover opnåede han rekorden i flest tagteam-titler, idet han vandt 14 VM-titler for tagteams i sin karriere. Edge blev den eneste wrestler, der vandt alle nuværende titler (foruden kvindernes WWE Divas Championship) i WWE (WWE Championship, World Heavyweight Championship, WWE Intercontinental Championship, WWE United States Championship og WWE Tag Team Championship). I 2001 vandt han også King of the Ring-turneringen, og i 2005 blev han den første vinder af WWE's money in the bank ladder match ved WrestleMania 21.

Han startede med at se wrestling, da hans onkel døde i en bilulykke, og han følte, han kunne overvinde alt, når han så Hulk Hogan i ringen. Nogle af hans favoritwrestlere er Hulk Hogan, Bret Hart, Ric Flair og Shawn Michaels. Han indstillede karrieren efter WrestleMania XXVII i april 2011, mens han stadig var den regerende verdensmester. I 2012 blev han indsat i WWE Hall of Fame.

Wrestlingkarriere

World Championship Wrestling (1996)

Igennem 1990'erne wrestlede Adam Copeland som indie-wrestler under ringnavnet Adam Impact hos en række mindre amerikanske og canadiske wrestlingorganisationer, bl.a. sammen med sin gode ven Jason Reso. I 1996 fik han dog chancen i World Championship Wrestling (WCW), der var en af verdens største wrestlingorganisationer. Under ringnavnet Damon Striker wrestlede han et par kampe på WCW Pro mod "The Taskmaster" Kevin Sullivan og Meng, begge medlemmer af heel-gruppen Dungeon of Doom.

World Wrestling Federation / Entertainment (1996-nu)

Tagteam med Christian (1996-2001)

Kort tid efter sin debut i WCW blev han tilbudt at wrestle i World Wrestling Federation (WWF), hvor han fik en prøvekamp i marts 1996. Den tidligere WWF-verdensmester Bret Hart lagde et godt ord in for Adam Copeland, og han fik skrev kontrakt med WWF året efter. Efter at have wrestlet i WWF's udviklingsterritorium fik han sin debut i november 1997, tilfældigvis aftenen efter at Bret Hart havde forladt WWF på grund af Montreal Screwjob. Adam Copeland wrestlede under ringnavnet Sextion Hardcastle og mødte Christian Cage (Jason Reso) i sin første kamp.

Adam Copeland fik sin tv-debut i juni 1998 under ringnavnet Edge, og hans gimmick gik ud på, at han var lidt af en enspænder, der kom til ringen gennem publikummet. Edge fik sin pay-per-view-show-debut ved WWF's SummerSlam i august 1998 som Sables mystiske tagteam-partner. Edge startede en fejde med vampyr-wrestleren Gangrel, og igennem ham blev han introduceret til Christian Cage, der nu blot kaldte sig Christian. På tv var Christian og Edge brødre. De tre wrestlede blev kendt som The Brood. De blev senere medlem af The Undertakers Ministry of Darkness, men i maj 1999 forlod de gruppen.

Edge vandt sin første titel i WWF, da han vandt WWF Intercontinental Championship i juli 1999 ved at besejre Jeff Jarrett i Toronto, Canada. Edge tabte dog titlen igen allerede aftenen efter ved WWF's Fully Loaded.

Derefter startede Edge og Christian en fejde med The Hardy Boyz (Jeff og Matt). Ved WWF's No Mercy i oktober wrestlede de to tagteams mod hinanden i en mindeværdig ladder match, som de dog tabte. Edge fik sin WrestleMania-debut, da han sammen med Christian vandt WWF Tag Team Championship ved at besejre to tagteams – The Hardy Boyz og The Dudley Boyz (Bubba Ray og D-Von) i en triangle ladder match, der i sidste første til skabelsen af en TLC match i WWF på grund af alle de borde, stiger og stoler, der havde været involveret i kampen.

Efter titelsejren ved WrestleMania 2000 lykkedes det Edge og Christian at vinde VM-bælterne yderligere seks gange. De deltog som tagteam i de første tre TLC-kampe. Ved WWF's Royal Rumble i januar 2001 blev Edge og Christian besejret af The Dudley Boys og mistede VM-bælterne. Måneden efter forsøgte de at genvinde bælterne, men det skete først ved WrestleMania X-Seven, hvor de besejrede The Dudley Boys og The Hardyz i endnu en TLC match.

Intercontinenal Championship (2001-2003)

I 2001 gik Edge i gang med at profilere sig selv som single-wrestler, og i maj vandt han King of the Ring-turneringen. Han blev face-wrestler, da han sluttede sig til WWF-holdet i The Invasion-storylinen, hvor WWF mødte The Alliance (wrestlere fra WCW og ECW). Christian gik imod Edge kort efter. Edge vandt WWF Intercontinental Championship ved SummerSlam i august, og Edge og Christian fejdede over titlen derefter. Christian vandt WWF Intercontinental Championship ved WWF's Unforgiven, kun for at tabe den tilbage til Edge igen. Edge mistede titlen til Test, men fik endnu en titel på cv'et, da han vandt den traditionsrige WCW-titel, WCW United States Championship, med sejr over Kurt Angle. Ved WWF's Survivor Series i november 2001 lykkedes det Edge at besejre Test i en rematch, og han forenede dermed WWF Intercontinental Championship og WCW United States Championship. I starten af 2002 mistede han titlen til William Regal.

Ved WrestleMania X8 lykkedes det Edge at besejre den tidligere WCW-verdensmester Booker T. Kort tid efter blev han en del af SmackDown-brandet, da WWF delte organisationen op i to brands. Det betød, at Edge udelukkede skulle wrestle på tv-programmet SmackDown i stedet for på RAW. I denne periode blev WWF nødsaget til at skifte navn til World Wrestling Entertainment (WWE), fordi organisationen tabte en retssag til Verdensnaturfonden (WWF) om brugen af forkortelsen.

I juli 2002 fik Edge sig en højtprofileret tagteam-partner i form af den 12-dobbelte verdensmester Hulk Hogan. Sammen med Hulk Hogan vandt Edge endnu en gang WWE Tag Team Championship. De mistede dog VM-bælterne kort tid efter igen. Edge var særlig stolt over bedriften, da han som barn havde været en "Hulkamanic" (dedikeret fan af Hulk Hogan) og overværet hans VM-titelkamp mod Ultimate Warrior ved WrestleMania VI i 1990. Edge dannede også et tagteam med Rey Mysterio, og de gik efter WWE Tag Team Championship, men tabte til Kurt Angle og Chris Benoit ved WWE's No Mercy. Kampen blev kåret til årets kamp af Wrestling Observer Newsletter. De fik dog revanche og vandt VM-bælterne ved under en episode af SmackDown. De mistede bælterne til Los Guerreros.

I starten af 2003 blev Edge nødsaget til at tage en pause fra wrestling på grund af en skade i nakken.

Jagt på VM-titel (2004-2005)

På grund af operationen, skaden og genoptræningen var Edge ude i næsten et år. Han blev ført over på RAW-brandet efter WrestleMania XX og vendte tilbage til ringen kort derefter. Han og Chris Benoit vandt i april 2004 WWE World Tag Team Championship, og de to wrestlere fortsatte et tæt samarbejde, også efter de mistede VM-bælterne. Det ophørte dog, da Edge endnu en gang vandt WWE Intercontinental Championship ved WWE's Vengeance med sejr over Randy Orton. Edge blev dog frataget titlen af RAW's adm. direktør, Eric Bischoff, da han igen blev skadet.

Da Edge vendte tilbage igen, viste han nogle anderledes karaktertræk, der tydede på, at han var ved at blive heel-wrestler. Han blev besat af at vinde WWE World Heavyweight Championship, WWE's ene af to VM-titler (den anden er WWE Championship). Ved WWE's Taboo Tuesday kunne WWE-fans stemme om, hvem af Edge, Shawn Michaels og Chris Benoit der skulle få en VM-titelkamp mod Triple H. Michaels vandt afstemningen, og i stedet for måtte Edge og Benoit nøjes med en kamp om WWE World Tag Team Championship. Edge efterlod Benoit til at kæmpe for sig – og Benoit vandt – og senere samme aften blandede Edge sig i VM-titelkampen, hvor han var skyld i, at Shawn Michaels tabte. Senere på RAW lod Edge igen Benoit kæmpe for sig selv, og efter kampen angreb han Benoit og blev dermed heel-wrestler. Edge og Chris Benoit blev placeret i en triple threat match om WWE World Heavyweight Championship mod Triple H, men kampen endte uafgjort, og VM-titlen blev erklæret for ledig.

I januar 2005 deltog Edge i sin første elimination chamber match ved WWE's New Year's Revolution. Kampen var om den ledige VM-titel. Shawn Michaels, der var kampens dommer, var skyld i, at Edge var den første til at blive elimineret. Ved WWE's Royal Rumble senere samme måned lykkedes det Edge at besejre Michaels.

Mr. Money in the Bank (2005–2006)

Ved WrestleMania 21 vandt Edge den første money in the bank ladder match nogensinde, hvilket gav ham en kontrakt på en VM-titelkamp, der kunne indløses når som helst. Blandt fans blev Edge endnu mere upopulær, end han var i forvejen som heel-wrestler. Det kom nemlig frem, at han i det virkelige liv havde haft en affære med Matt Hardys kæreste, WWE-wrestleren Amy Dumas, kendt under ringnavnet Lita. Kort efter at det kom frem, blev Matt Hardy fyret fra WWE, og det ødelagde endnu mere Edges og Litas popularitet. Da Matt Hardy vendte tilbage til WWE, brugte de Edges affære som en del af en storyline.

I WWE's storyline var Lita kæreste med Kane, og under en kamp mellem Edge og Kane, forrådte hun Kane. I juli under en episode af RAW blev en ny kamp mellem Edge og Kane afbrudt af Matt Hardy, der vendte tilbage til WWE. Da Matt Hardy konfronterede både Edge og Lita direkte på RAW, var det det virkelig liv, der udspillede sig på tv, og Hardy kaldte Edge ved sit rigtige fornavn, Adam. Ved WWF's SummerSlam måneden efter blev Matt Hardy besejret af Edge. Edge og Matt Hardy fejdede videre over de næste par måneder med sejre til dem begge. I oktober vandt Edge en kamp, hvor taberen skulle forlade RAW-brandet.

Edge blev skadet kort efter fejden med Matt Hardy og var ude et par uger. I mellemtiden startede han et interview-segment på RAW kaldet "The Cutting Edge", og Edge begyndte at kalde sig selv for "The Rated-R Superstar". Edge brugte sit nye talkshow til at starte en fejde med Ric Flair. Ric Flair forsvarede WWE Intercontinental Championship mod Edge i en kamp ved WWE's New Year's Revolution i januar 2006.

VM-titelkampe mod John Cena (2006)

Senere samme aften ved WWE's New Year's Revolution efter Edges kamp mod Ric Flair kom WWE-ejeren Vince McMahon op i ringen, umiddelbart efter den regerende verdensmester John Cena netop havde forsvare sin VM-titel i en voldsom elimination chamber match mod fem andre wrestlere. McMahon annoncerede, at John Cena blev nødt til at sætte sin VM-titel på spil mod Edge, der netop havde fortalt, at han ville bruge sin kontrakt på en VM-titelkamp nu. På under to minutter lykkedes det Edge at besejre en smadret John Cena, og dermed vandt Edge for første gang WWE Championship. Det var også Edges første VM-titelsejr i karrieren.

I et interview foretaget efter showet med wwe.com annoncerede Edge, at han og Lita ville dyrke hed sex i midten af ringen den efterfølgende aften på RAW for at fejre VM-titelsejren. Edge holdt sit ord, og de to kærester lå helt nøgne i midten af ringen med en dyne over sig, indtil de blev afbrudt af den 16-dobbelte verdensmester Ric Flair, som kaldte episoden for pinlig. Segmentet med Edge og Lita blev det meste sete klip på RAW i over et år. Tre uger senere tabte Edge VM-titlen tilbage til John Cena.

Edge fik sig en rematch, som han dog også tabte. Derefter gav han skylden til kampens dommer Mick Foley. Ved WrestleMania 22 i april lykkedes det Edge at besejre Mick Foley i en voldsom hardcore match. Under kampen fløj både Edge og Foley igennem et brændende bord, så begge wrestlere fik andengradsforbrændinger.