thumb|Marmorkirken i København er en ikonisk bygning i den danske folkekirke. Folkekirken, også kaldet den danske folkekirke, er et evangelisk-luthersk trossamfund og det største kirkesamfund i Danmark. Den indtager en grundlovsfæstet særstilling i den danske stat og er historisk blevet betegnet som Danmarks statskirke, men der er ikke enighed om, hvorvidt folkekirken i nutidig statsretlig forstand bør karakteriseres som en egentlig statskirke. Folkekirken er det retligt ordnede og styrede evangelisk-lutherske trossamfund, som flertallet af det danske folk har tilhørt siden reformationen i 1536, da den lutherske lære blev indført i kirken i Danmark. Indtil da var Danmark officielt romersk-katolsk.
Ordet "folkekirke" blev første gang brugt af P. Chr. Kierkegaard i 1840'erne og blev ved D.G. Monrad indført i grundloven af 5. juni 1849 (§§ 3, 80 og 83). Herfra gik betegnelsen videre til grundloven af 28. juli 1866 og grundloven af 5. juni 1915 og blev siden almindelig i lovgivningen. Per 1. januar 2023 var knap 4,3 millioner mennesker, svarende til 72,1 pct. af befolkningen, registreret som medlemmer af Folkekirken; andelen har længe været faldende.Medlemmer af Folkekirken (Danmarks Statistik, tilgået 2019-08-27) Et ikke opgjort antal danskere bosiddende i udlandet er desuden medlemmer af Folkekirken uden at indgå i denne opgørelse.
Folkekirken styres lokalt af menighedsråd valgt af medlemmerne i de enkelte sogne og er organiseret i provstier og stifter under kirkeministeriet. Der er ti stifter i Danmark og ét for Grønland, og stifterne ledes af biskopper. Rammerne for Folkekirken fastlægges af Folketinget gennem lovgivning, og i sidste ende er Folketinget kirkens øverste myndighed. Folkekirken har ingen egne centrale organer, der samlet fastlægger kirkens holdninger, og mange retninger inden for luthersk kristendom er derfor repræsenteret. Biskopperne kan dog udstede retningslinjer for de enkelte stifter og mødes i uformelle bispemøder, men de udgør ikke et samlet besluttende organ.
Folkekirken udstrækker sig som udgangspunkt kun over det danske riges område, men der findes også menigheder og præster i udlandet, herunder sømands- og missionspræster, som er indordnet under den. Den evangelisk-lutherske kirkeform hører til protestantismen og er i øvrigt fremherskende i Norden, Nordtyskland, Estland, Letland, dele af USA og Namibia. Folkekirken indgik i 2010 i Porvoo-fællesskabet sammen med andre lutherske og anglikanske kirker.
Historie thumb|right|Roskilde domkirke, alter. Indtil gennemførelsen af den lutherske reformation i Danmark i 1536 havde den romersk-katolske kirke nydt stor autonomi og været økonomisk privilegeret. Med indførelsen af reformationen blev kirkernes og klostrenes jorde underlagt kongemagten, og der blev oprettet en statskirke med kongen som den øverste myndighed. Kongens magt over kirken blev yderligere styrket i forbindelse med indførelsen af enevælden i 1660. Den lutheranske kirke var dog ikke den eneste tilladte religion i Danmark, eftersom Den Katolske Kirke i Danmark, Det mosaiske trossamfund og Den Reformerte Kirke blev anerkendte trossamfund ved kongelig resolution i 1682. Ved Grundlovens vedtagelse i 1849 blev der indført religionsfrihed, og i den forbindelse blev betegnelsen folkekirke indført. Ifølge folkekirken selv skal betegnelsen markere, at kirken er folkets og ikke statens kirke.Kirke og stat. Folkekirken.dk, besøgt 17. februar 2023. Begrebet "folkekirke" hævdes at stamme fra den tyske teolog og filosof Friedrich Schleiermacher.
Kirkeforfatning thumb|200px|Altertavle. Kors Ifølge Grundlovens § 66 skal Folkekirkens forfatning ordnes ved lov, en såkaldt løfteparagraf, der er videreført uændret fra Junigrundloven af 1849. Hensigten var, at der skulle vedtages kirkelov, der fastsatte, hvordan folkekirken selv kunne bestemme eller i det mindste være medbestemmende om egne forhold. Der findes forskellige love, som regulerer specifikke forhold inden for folkekirken, men der er aldrig lavet en samlet lov om kirkens styreform og indre forhold. Emnet har til stadighed været diskuteret, idet nogle ønsker centrale organer i folkekirken, f.eks. en central synode eller folkevalgte stiftsråd. Der har fire gange været nedsat kommissioner (1853-54 og 1868-70) eller udvalg (1904-07 og 1928-40) til at løse spørgsmålet, der alle har udarbejdet forslag til en kirkeforfatning, men hver gang har Folketinget afvist gennemførelsen, og der har været intern uenighed i udvalgene. Både internt i Folkekirken og i Folketinget er emnet kontroversielt. Tilhængerne af en reform nævner demokratisering og medlemsindflydelse, kirkens mulighed for at tale med en samlet stemme, og at en kirke ikke bør være underlagt politisk styring. Tilhængerne af status quo hævder, at et kirkeligt selvstyre risikerer at føre til politisering, skade kirkens bredde (der er traditionelt plads til både grundtvigianere og Indre Mission), at den nuværende ordning fungerer udmærket, og at et selvstyre kan føre til total adskillelse af kirke og stat.
Medlemstal, udmeldelse og dåb Medlemstal og gudstjenestedeltagelse Folkekirkens medlemsprocent for hele befolkningen er faldet hvert år siden i hvert fald 1990, hvor der var en medlemsprocent på 89,3, frem til 2023, hvor medlemsprocenten var 72,1.
Hvis man alene kigger på den del af den danske befolkning, som har dansk oprindelse, er faldet mindre markant: Her er sket et fald i andelen, som er medlemmer af Folkekirken, fra ca. 90 % i 2002 til 85,9 % i 2017 og videre til 83,9 % i 2023.En stor del af faldet i Folkekirkens relative medlemsandel af befolkningen skyldes derfor demografiske ændringer, hvor en større andel af befolkningen har indvandrerbaggrund. Samtidig er andelen af medlemmer af Folkekirken blandt indvandrere og efterkommere af indvandrere faldet fra 16,5 % i 2002 til 7,3 % i 2023.
I 2023 udgjorde indvandrere og efterkommere 1,4 % af Folkekirkens samlede medlemsskare. Hvad angår indvandreres aldersfordeling viste tal fra 2011, at kun i aldersgruppen af indvandrere over 75 år var mere end 50 % af aldersgruppen medlemmer af Folkekirken. Blandt indvandrere fra andre nordiske lande, samt indvandrere fra lande med store evangelisk-lutherske kirkesamfund som f.eks. Tyskland og Holland, er der ifølge tal fra 2009 tale om en ganske pæn medlemsprocent af Folkekirken, når sammenlignes med indvandrere fra andre lande.
Den højeste medlemsandel af befolkningen (1. januar 2023) finder man i Mandø Sogn med en andel på 100 % blandt de 31 indbyggere, mens den laveste medlemsandel findes i Tingbjerg Sogn med 14,4 %.
I januar 2023 var Københavns Stift med en medlemsprocent på 54,4 det stift i landet, der havde den mindste medlemsandel, mens Viborg Stift med 82,0 % havde den højeste medlemsandel.Folkekirkens medlemmer. Folkekirken.dk besøgt 17. februar 2023.
En undersøgelse i 2008 viste at ca. 2,4 % af danskerne går til gudstjeneste på ugentlig basis.
Udmeldelse af Folkekirken Udmeldelse af Folkekirken (ophør af medlemskab) er reguleret af samme lovgivning. Man kan udmelde sig ved skriftlig henvendelse til bopælssognet, hvilket er gratis. Er den, der ønsker udmeldelse, under 18 år, kræves forældrenes samtykke. 20,2 % af Folkekirkens medlemmer var pr. 1. januar 2013 under 18 år gamle.
Derudover bliver man udmeldt, hvis man tilslutter sig et trossamfund udenfor Folkekirken. Desuden kan man ekskluderes fra folkekirken ved at stille sig uden for folkekirkens bekendelsesgrundlag. Siden indførelsen af medlemsloven i 1991 er ét medlem blevet indstillet til eksklusion af Folkekirken, nemlig kirketjener Steen Ribers fra Skt. Andreas Kirke i Københavns Stift. Sagen er kendt som Ribers-sagen og blev afsluttet ved domsafsigelse i Højesteret i 2005, hvor Steen Ribers fik medhold, idet Højesteret erklærede eksklusionen ugyldig.
Dåbstal og indmeldelsestal Man bliver medlem af folkekirken ved dåben eller ved senere indmeldelse på baggrund af dåb foretaget i et andet kirkesamfund. Borgere, der for første gang indrejser til Danmark, kan også efter eget ønske lade sig registrere som medlem af Folkekirken. Nærmere bestemmelser omkring medlemskab og ophør af medlemskab af Folkekirken er reguleret efter “Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken” af 19. juni 2012, i henhold til §4 i medlemskabsloven fra 2012.
Knap 41.000 personer blev døbt i Folkekirken i 2022. Dåbsprocenten (procentdelen af en børneårgang, der bliver døbt, inden de fylder 1 år) var i 2022 ca. 56,2 % af en årgang. I 1990 var dåbsprocenten 80,6.Dåb i folkekirken. Folkekirken.dk besøgt 17. februar 2023.
I 2022 meldte 11.124 personer over 1 år sig ind i Folkekirken, mens 12.751 personer aktivt meldte sig ud.Ind- og udmeldelser. Folkekirken.dk, besøgt 17. februar 2023.
Blandt de evangelisk-lutherske nationale kirker i Norden havde Folkekirken med sine 73,8 % medlemmer i 2021 den højeste relative medlemsandel for tiden. De øvrige nordiske kirkers medlemsandel var Norge: 70,6 % (2018), Finland: 69,8 % (2018), Island: 67,2 % (2018), og Sverige: 59,4 % (2018).
Organisation og økonomi Folkekirken bestyres af Kirkeministeriet og den til enhver tid siddende kirkeminister er den øverste administrative autoritet. Folkekirken har ingen egen synode, men når det er nødvendigt kan Folketinget i stedet fungere som sådan. Administrativt er kirken inddelt i 11 stifter, hver under ledelse af en biskop (heraf en på Grønland. Den færøske kirke er pr. 29. juli 2007 blevet selvstændig og er ikke længere en del af folkekirken). Disse 11 stifter er igen underinddelt i 103 provstier (), 1340 pastorater og 2133 sogne (),Statistik om indbyggertal – Danmarks Statistik hvori der findes ca. 2400 kirker. Folkekirken har i alt ca. 2400 sognepræster, og sognene bestyres af 2200 menighedsråd med i alt ca. 18.000 menighedsrådsmedlemmer (i denne tekst er tallene for pastorater, kirker, sognepræster og menighedsråd ikke korrigeret efter den færøske kirkes adskillelse fra folkekirken, men antallet af provstier og sogne er).
Folkekirken finansieres via kirkeskatten, der pålignes medlemmer af folkekirken, og som opkræves af staten via skattemyndighederne. Den blev indført i 1920 efter, at den hidtidige jordtiende var blevet afskaffet med tiendeafløsningen. Derudover modtager folkekirken årligt et bloktilskud fra den danske stat i henhold til Grundloven §4. I den statslige administration varetager folkekirken civilregistrering i Danmark med undtagelse af Sønderjylland.
Folkekirkens indtægter og udgifter er årligt på ca. 6 mia. kroner. I 2004 var det på indtægtssiden sådan, at landskirkeskatten, der går til Folkekirkens Fællesfond, udgjorde 954 mio. kroner, mens lokal kirkeskat udgjorde 3.878 mio. kroner, dvs. at kirkeskatterne udgjorde knap 80% af indtægterne. Dertil kom andre indtægter på 540 mio. kroner (knap 9%) og et bloktilskud på 704 mio. kroner (knap 12%), som primært går til præstelønninger. Præster har siden 1969 været ansat som statslige tjenestemænd i Kirkeministeriet som ansættelsesmyndighed.
De fleste kirkebygninger er selvejende, men i 2003 fandtes der stadig 16, der ikke var selvejende. Før tiendeafløsningen var det ganske normalt, at en privat person ejede kirketienden og dermed også havde ansvaret for kirkebygningen.
Civilregistrering Folkekirken varetager dele af civilregistreringen (registrering af fødsel, navneskift, død m.v.) for alle borgere. Det gælder dog ikke i Sønderjylland (de sønderjyske landsdele), hvor dette arbejde udføres af kommunerne. Det skyldes, at civilregistrering blev overført fra kirken til kommunerne i 1873, da området hørte under Prøjsen, og ordningen blev fortsat efter Genforeningen i 1920. Efter folkekirkens overgang til elektronisk personregistrering samt vedtagelse af ny navnelov i 2005, kan sognene i Sønderjylland dog godt gennemføre navneændringer for borgere, der ikke er født i Sønderjylland.