Totalitarisme er en styreform, hvor staten gennem en altomfattende ideologi søger at kontrollere samfundets politiske, økonomiske, sociale og kulturelle liv. Totalitære regimer er kendetegnet ved et monopol på den politiske magt, et dominerende parti, omfattende propaganda, censur, politisk terror og bestræbelser på at mobilisere befolkningen til støtte for statens ideologiske mål.
Begrebet opstod i mellemkrigstiden og fik sin moderne betydning gennem analyser af fascismen, nazismen og stalinismen.
Inden for statskundskaben betragtes totalitarisme som en selvstændig styreform, der adskiller sig fra traditionelle diktaturer ved at søge total dominans over samfundet gennem en altomfattende ideologi.
Studiet af totalitarisme blev især udviklet af forskere som Hannah Arendt, Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski. Deres teorier har haft stor betydning for forståelsen af det 20. århundredes totalitære regimer, men begrebet og dets anvendelse er fortsat genstand for videnskabelig debat.
thumb|center|1000px|Diagram, der illustrerer totalitarismens centrale kendetegn i den komparative statskundskab. Figuren sammenfatter officiel ideologi, etpartistyre, massemobilisering, propaganda, censur, terror og statens gennemgribende kontrol over samfundet.
Begreb
Begrebet totalitarisme blev introduceret i Italien i begyndelsen af 1920'erne. Den liberale politiker Giovanni Amendola anvendte i 1923 betegnelsen totalitario som en kritisk karakteristik af den fremvoksende fascistiske stat under Benito Mussolini og beskrev fascismen som en styreform, der var grundlæggende forskellig fra tidligere former for diktatur. Kort efter overtog fascisterne selv udtrykket, og filosoffen Giovanni Gentile anvendte det i en positiv betydning som betegnelse for en stat, der skulle udgøre nationens totale repræsentation og omfatte alle samfundets områder.
Efter 2. verdenskrig fik begrebet en ny og bredere betydning. Statskundskab og politisk teori begyndte at anvende totalitarisme som en analytisk betegnelse for en særlig type styreform, der adskiller sig fra både traditionelle diktaturer og autoritære regimer. Fokus blev flyttet fra den italienske fascisme til en sammenlignende analyse af især Nazityskland og Sovjetunionen under Josef Stalin.
Der findes ikke én almindeligt accepteret definition af totalitarisme. Forskellige forskere lægger vægt på forskellige institutionelle og ideologiske karakteristika, men de fleste definitioner fremhæver en kombination af et altomfattende ideologisk projekt, et monopoliseret politisk magtapparat, omfattende kontrol med massekommunikation og organisationer samt systematisk anvendelse af terror og propaganda.
I den moderne statskundskab anvendes totalitarisme som et analysebegreb for en styreform, hvor staten søger at underlægge sig hele samfundet og omforme både institutioner og borgere i overensstemmelse med en officiel ideologi.
Historisk udvikling
Totalitarisme som politisk begreb opstod i mellemkrigstiden, hvor de nye massebevægelser udfordrede de liberale demokratier. Fascismen i Italien, nationalsocialismen i Tyskland og stalinismen i Sovjetunionen blev af samtidige i stigende grad opfattet som styreformer, der adskilte sig fra både traditionelle diktaturer og enevældige monarkier ved deres ambition om at omforme hele samfundet gennem ideologi, masseorganisationer og statslig kontrol.
Efter 2. verdenskrig blev totalitarisme et centralt analysebegreb inden for statskundskab og moderne historie. Forskere som Hannah Arendt, Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski udviklede teorier, der beskrev totalitarisme som en ny regeringsform med karakteristiske institutionelle og ideologiske træk. Samtidig blev begrebet et vigtigt redskab til at sammenligne Nazityskland og Sovjetunionen under Josef Stalin.
Under Den kolde krig blev totalitarismeteorien en central tilgang til studiet af kommunistiske og fascistiske regimer. Samtidig blev begrebet genstand for omfattende videnskabelig debat. Nogle forskere fremhævede lighederne mellem de totalitære regimer, mens andre kritiserede teorien for at overse væsentlige forskelle mellem fascisme og kommunisme.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 fik forskningen adgang til omfattende arkivmateriale, hvilket førte til nye undersøgelser af totalitære regimers opbygning og funktionsmåde.Fitzpatrick 2015 Samtidig er totalitarismebegrebet fortsat genstand for videnskabelig debat, både med hensyn til dets analytiske værdi og dets anvendelse på nyere autoritære regimer.
Kendetegn
Selv om der ikke findes én almindeligt accepteret definition af totalitarisme, peger de fleste teorier på en række fælles karakteristika. Ikke alle totalitære regimer udviser disse træk i samme omfang, men tilsammen beskriver de den idealtype, som anvendes i komparativ statskundskab. Kendetegnene skal derfor ikke opfattes som en tjekliste, men som analytiske dimensioner, der gør det muligt at sammenligne konkrete regimer med den totalitære idealtype. De enkelte kendetegn forekommer ikke nødvendigvis samtidig eller i samme styrke, men deres indbyrdes samspil er centralt for forståelsen af totalitarisme som styreform.
Totalitarismeteorier
Hannah Arendt
thumb|Hannah Arendt
Den tysk-amerikanske politiske filosof Hannah Arendt regnes som en af de mest indflydelsesrige teoretikere inden for studiet af totalitarisme. I The Origins of Totalitarianism (1951; revideret udgave 1967) argumenterede hun for, at totalitarisme ikke blot er en særlig brutal form for diktatur, men en ny regeringsform, der adskiller sig grundlæggende fra tidligere former for tyranni, enevælde og autoritært styre.
Ifølge Arendt er totalitarismens mål ikke alene at monopolisere den politiske magt, men at opnå total dominans over samfundet. Staten søger at underlægge sig alle sociale institutioner og opløse de selvstændige fællesskaber, som normalt begrænser statsmagten. Individet isoleres fra civilsamfundet og integreres i masseorganisationer, der styres af staten og dens officielle ideologi.
Arendt fremhæver især samspillet mellem ideologi og terror som totalitarismens afgørende kendetegn. Ideologien fremstiller historiens eller naturens udvikling som uundgåelig og giver dermed regimet en begrundelse for ubegrænset magtanvendelse. Når først ideologiens grundlæggende præmis accepteres, kan alle statens handlinger retfærdiggøres som nødvendige led i virkeliggørelsen af historiens eller naturens påståede lovmæssighed. Terroren bliver ikke blot et middel til at bekæmpe modstandere, men et permanent styringsredskab, der skal virkeliggøre ideologiens påståede historiske nødvendighed.
Arendt analyserede især Nazityskland og Sovjetunionen under Josef Stalin og betragtede disse regimer som de historiske hovedeksempler på totalitarisme. Hun skelnede samtidig mellem totalitære og autoritære regimer og understregede, at ikke alle diktaturer er totalitære. I den reviderede udgave af værket fremhævede hun desuden, at begrebet totalitarisme bør anvendes med forsigtighed og forbeholdes regeringsformer, der faktisk søger total dominans over samfundet.
Carl J. Friedrich og Zbigniew Brzezinski
Statsforskerne Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski udviklede i Totalitarian Dictatorship and Autocracy (1956; 2. udgave 1965) en af de mest indflydelsesrige modeller til analyse af totalitære regimer. I modsætning til Hannah Arendt, der især beskrev totalitarismen som en ny regeringsform, søgte Friedrich og Brzezinski at opstille en systematisk idealtype med en række institutionelle kendetegn.
Ifølge Friedrich og Brzezinski er et totalitært regime karakteriseret ved en kombination af seks grundlæggende elementer:
en officiel og altomfattende ideologi ét masseparti, som normalt ledes af en enkelt leder et systematisk terrorapparat statsligt monopol over massekommunikation statsligt monopol på organiseret magtanvendelse, herunder de væbnede styrker central styring af økonomien.
Forfatterne understregede, at disse elementer udgør et sammenhængende system, hvor de enkelte institutioner gensidigt understøtter hinanden. Totalitarisme skal derfor ikke forstås som summen af enkelte karakteristika, men som en særlig form for politisk organisation, hvor ideologi, parti, stat og terror er integreret i én samlet magtstruktur.
Friedrichs og Brzezinskis model fik stor indflydelse på den komparative statskundskab under den kolde krig og blev i mange år anvendt som standarddefinition af totalitarisme. Senere forskning har imidlertid kritiseret modellen for at være relativt statisk og for i begrænset omfang at forklare, hvordan totalitære regimer udvikler sig og forandres over tid.
Juan Linz
Den spansk-amerikanske statskundskaber Juan Linz videreudviklede teorien om autoritære og totalitære regimer ved at flytte fokus fra institutionelle tjeklister til regimernes grundlæggende karakteristika og måde at udøve magt på.
Linz definerede autoritære regimer som politiske systemer med begrænset politisk pluralisme, uden en gennemarbejdet og styrende ideologi, men med karakteristiske mentaliteter frem for ideologier, begrænset politisk mobilisering og en leder eller en mindre elite, der udøver magten inden for relativt forudsigelige, om end ofte uklart definerede rammer.
Et centralt bidrag hos Linz er sondringen mellem totalitære og autoritære regimer. Hvor totalitære regimer søger at omforme samfundet gennem en omfattende ideologi og vedvarende mobilisering af befolkningen, er autoritære regimer normalt præget af pragmatisme, begrænset pluralisme og en mere begrænset politisk mobilisering. Autoritære regimer søger typisk at bevare orden og stabilitet snarere end at gennemføre en total samfundsomdannelse.
Linz understregede samtidig, at autoritære regimer ikke er ensartede. De varierer blandt andet efter graden af pluralisme, mobilisering og ideologisk orientering, hvilket dannede grundlag for hans senere typologi over forskellige former for autoritære regimer.
Ifølge Linz er totalitære regimer karakteriseret ved en officiel og altomfattende ideologi, fravær af reel politisk pluralisme, omfattende politisk mobilisering af befolkningen og en politisk ledelse, der søger at omforme samfundet i overensstemmelse med ideologiens mål.
Linz skelnede mellem totalitære og autoritære regimer. Autoritære regimer er kendetegnet ved begrænset politisk pluralisme, fravær af en gennemarbejdet ideologi og begrænset politisk mobilisering. Totalitære regimer søger derimod aktivt at omforme samfundet gennem en officiel ideologi, omfattende politisk mobilisering og kontrol med statslige og samfundsmæssige institutioner.
Linz introducerede desuden betegnelsen post-totalitært autoritært regime om politiske systemer, der udviklede sig fra et tidligere totalitært styre. Regimerne bevarede centrale institutioner fra den totalitære periode, men var samtidig kendetegnet ved svækket ideologisk mobilisering, øget institutionel stabilitet og en gradvis bureaukratisering. Linz anvendte især kategorien om Sovjetunionen og de østeuropæiske kommunistiske stater efter afstaliniseringen.
Linz' typologi har haft stor betydning inden for komparativ politik og danner fortsat udgangspunkt for analyser af ikke-demokratiske regimer. Senere forskning har videreudviklet typologien med yderligere regimetyper og større vægt på regimers udvikling og forandring over tid.
Raymond Aron
Den franske sociolog og politiske filosof Raymond Aron opstillede i Démocratie et Totalitarisme (1965) en operationel definition af totalitarisme med fem hovedbestanddele.