Skandinaviens historie er de skandinaviske landes — Danmark, Norge og Sveriges samlede historie.
Forhistorisk tid
I det træfyldte Skandinavien var der ikke noget stort behov for at lave værktøj af mineraler. Derfor er der i dag ikke mange fund fra den skandinaviske stenalder, bronzealder eller jernalder bortset fra et begrænset antal af sten, bronze og jern, nogle få smykker, andre pyntegenstande og stendysser. Dog eksisterer en vigtig samling af udbredte stentegninger, kendt som helleristninger.
Stenalderen
Palæolitikum (ældre jægerstenalder)
Da isen trak sig tilbage, begyndte rensdyr at æde på de sletter, som befinder sig i det nutidige Danmark og sydlige Sverige. Her eksisterede Ahrensburgkulturen: stammer, som jagede i 100.000 km² store landområder og boede i tipier på tundraen. I disse områder var der ikke mange træer ud over arktisk hvid birk og røn, men nåleskoven blev langsomt udbredt.
Mesolitikum (yngre jægerstenalder)
I det 7. årtusinde f.Kr., hvor rensdyrene og deres jægere var begyndt at drage mod det nordlige Skandinavien, var der vokset skove op rundt omkring. En kultur kaldet Maglemosekulturen levede i Danmark og det sydlige Sverige, og nord for dem. I Norge og det meste af det vestlige Sverige, opstod Fosna-Hensbackakulturen, som hovedsageligt levede langs de rigtvoksende skoves kyster. Ved at bruge ild, både og stenværktøj kunne disse stenaldermennesker overleve i det nordlige Europa. De nordlige jægere/samlere fulgte hjordene og laksestimerne sydpå om vinteren og nordpå om sommeren.
Disse tidlige folkeslag havde kulturelle traditioner meget lig dem, der i vore dage kendes i de nordligste regioner – områder som Finland, Rusland og over Beringstrædet til den nordligste del af Nordamerika (med dele af nutidens Alaska og Canada).
Op gennem det 6. årtusinde f.Kr. var det sydlige Skandinavien dækket af frodige skove. I disse skove fandtes dyr som urokser, bisoner, elge og kronhjorte. De lokale stammer, kaldet Kongemosekulturen, levede af disse dyr. Ligesom deres forgængere jagede de også sæler og fiskede i de fiskefyldte farvande. Nord for Kongemosefolket levede andre jægere og samlere i det meste af det sydlige Norge og Sverige, kaldet Nøstvet- og Lihultkulturen, efterkommere af Fosna-Hensbackakulturen. Disse kulturer jagede stadig i slutningen af det 6. årtusinde f.Kr., hvor Kongemosekulturen blev afløst af Ertebøllekulturen sydpå.
Neolitikum (bondestenalder)
Gennem det 5. årtusinde f.Kr. lærte Ertebøllefolket at lave lergenstande fra nabostammer sydpå, som var begyndt at opdyrke jorden og holde husdyr. Snart begyndte Ertebøllefolket også at dyrke jorden, og omkring 4000 f.Kr. blev de en del af den megalitiske tragtbægerkultur. Gennem det 4. årtusinde f.Kr. bredte disse tragtbægerstammer sig ind i Sverige op til Uppland. Nøstvet- og Lihultstammerne lærte nye teknologier af de fremrykkende jordbrugere, dog ikke landbrug, og blev til grubekeramisk kultur hen imod slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. Disse grubekeramiske stammer stoppede jordbrugernes fremtrængen og tvang dem sydpå ind i det sydvestlige Sverige. Nogle mener, at jordbrugerne ikke blev dræbt eller jaget bort, men i stedet frivilligt blev en del af den grubekeramiske kultur. Mindst én boplads lader således til at have været blandet, nemlig Alvastra bopladsen.
Bronzealder
Skandinavien nåede bronzealderen senere end resten af Europa via handel. Alligevel kan skandinaviske fund fremvise omfattende og velbevarede genstande af uld, træ og importeret bronze og guld fra Centraleuropa. I denne periode opstod den først kendte højtstående civilisation i området. Skandinaverne overtog mange symboler fra Centraleuropa og Middelhavsområdet samtidig med, at de skabte nye stilarter og genstande. Man har sporet træk fra den mykeniske, fønikiske og oldegyptiske kultur samt Villanova-kulturen blandt de mulige påvirkninger i skandinavisk kunsthåndværk fra denne periode. Baggrunden for disse påvirkninger menes at stamme fra handlen med rav, og der er i mykenske grave fra perioden fundet rav fra Østersøen. Adskillige helleristninger viser skibe, og de store stenformationer, kaldet stenskibe viser tydeligt, at søfart spillede en vigtig rolle i datidens liv. Adskillige helleristninger viser skibe, der kan stamme fra Middelhavsområdet.
Fra denne periode stammer mange gravhøje og helleristningsfelter, hvis betydning fortsat er uklar. Ligeledes er der fundet adskillige genstande af bronze og guld. De ret grove træk i helleristningerne sammenlignet med bronzearbejderne har givet anledning til en teori om, at de blev skabt af forskellige kulturer eller sociale grupper. Der eksisterede ikke noget skriftsprog i de nordiske lande i bronzealderen.
Efter at have set lignende helleristninger i Qobustan-området i Aserbajdsjan opstillede arkæologen og historikeren Thor Heyerdahl en teori om, at oprindelsen til den skandinaviske befolkning kan spores til området, der nu kendes som Aserbajdsjan. Han foreslog ligeledes, at den øverste nordiske gud, Odin, var en historisk skikkelse, der kom til Skandinavien fra Aserbajdsjan. azer.com: Se beskrivelsen: Scandinavian Ancestry Tracing Roots to Azerbaijan
Den nordiske bronzealder var karakteriseret ved et varmere klima end Middelhavsområdet. Det muliggjorde en relativt stor befolkningstæthed, men den blev afsluttet i forbindelse med en klimaændring i form af mere nedbør og kulde (det er blevet foreslået, at begrebet fimbulvinter stammer fra denne periode), og det er meget sandsynligt, at klimaet sendte de germanske stammer mod syd til det centrale Europa. I denne periode påvirkede skandinaverne de østeuropæiske kulturer i stort omfang, og i Jordanes' Getica nævner forfatteren, at goterne stammede fra Skandinavien (eller Scandza, som han kaldte det). Tilsvarende skal flere andre østgermanske stammer have skandinavisk oprindelse f.eks. longobarder, burgunder og heruler. Det falder i tråd med, at det i oldtiden var en udbredt opfattelse, at Norden var nationernes skød.
Jernalder
Førromersk jernalder Den nordiske bronzealder fandt sin afslutning med det koldere og fugtigere klima. Fra denne periode er det småt med arkæologiske fund. Det er også i denne periode, at de germanske stammer begynder at blive kendt i Middelhavsområdet og hos romerne.
I begyndelsen var jernet en luksusartikel, der blev brugt til smykker. De første genstande var nåle, men der er fundet sværd og segl. Bronze blev fortsat brugt i hele perioden, men mest til smykker. Traditionerne fra bronzealderen fortsatte, men der kom stærke påvirkninger fra Hallstattkulturen i Centraleuropa. Man fortsatte bronzealdertraditionen med at brænde de døde og komme asken i urner. Man taler her om urnemarkskulturen. Mod slutningen af perioden spredte påvirkninger fra den centraleuropæiske La Tène-kultur sig til Skandinavien over det nordvestlige Tyskland, og der er fund fra denne periode i alle områder i det sydlige Skandinavien. Fra den tid har arkæologer fundet sværd, skjoldbukler, spydspidser, sakse, segl, tænger, knive, nåle, spænder, kedler etc. Bronze blev fortsat brugt til halssmykker og kedler i en stil, der er fortsat fra bronzealderen. Et af de mest imponerende fund er Dejbjergvognen fra Ringkøbing-egnen, en firhjulet trævogn med bronzebeslag.
Romersk jernalder Mens mange germanske stammer opretholdt fast kontakt med Romerriget i form af deres kultur og militære tilstedeværelse, befandt det meste af Skandinavien sig i den yderste periferi af den latinske verden. Med undtagelse af enkelte henvisninger til sveerne og göterne forblev Skandinavien ubeskrevet hos romerske forfattere.
I Skandinavien var der stor import af varer, så som mønter (der er fundet mere end 7.000), kar, bronzefigurer, glasbægre, lakspænder, våben etc. Ydermere var mønstre på metalgenstande og lerkar tydeligt romersk præget. Man stødte også for første gang på ting som fåresakse og spillebrikker. I det 3. og 4. århundrede blev der også indført teknologier fra germanske stammer, som havde slået sig ned på nordsiden af Sortehavet, så som runer.
Fra perioden kender man mange fund af moselig i Danmark, Slesvig og det sydlige Sverige. Sammen med ligene fandtes også våben, husholdningsgenstande og uldklæder. I Nydam Mose i Slesvig er der fundet store robåde fra det 4. århundrede.
Mange blev begravet uden at være brændt i de første tre århundreder, men traditionen med ligbrænding vendte tilbage.
I det 5. og 6. århundrede blev guld og sølv mere og mere almindeligt. Tiden var præget af germanske stammers plyndringer af Romerriget, og skandinaver bragte guld og sølv med herfra. En ny jernalder var ved at blive etableret i det nordlige Europa: Germansk jernalder.
Germansk jernalder Perioden efter Romerrigets fald kaldes germansk jernalder og opdeles i ældre germansk og yngre germansk jernalder, i Sverige kendt som Vendeltiden (550-800) med rige gravfund i området omkring Mälaren. Ældre germansk jernalder er den periode, hvor daner dukker op i historien som – ifølge Jordanes – stammer fra sveerne, som havde overtaget efter herulerne.
I forbindelse med Romerrigets fald flød store mængder af guld til Skandinavien, og der er fremragende guldsmedearbejder fra den periode. Guldet blev blandt andet anvendt til pynt på skeder og brakteater. Særligt kendt er Guldhornene fra Gallehus.
Efter opløsningen af Romerriget blev guld sjældnere, og skandinaverne begyndte at lave genstande af forgyldt bronze med fletmotiver af dyr i skandinavisk stil. I den tidlige periode er dyrene i motiverne ret naturtro, mens de i den sene periode bliver til mere komplicerede former i flettede og sammenblandede kanter, noget der senere også kendes fra vikingetiden.
Vikingetiden
Vikingetiden er betegnelsen for perioden mellem 793 og 1066 i Skandinavien. I denne periode foretog vikingerne (skandinaviske krigere og handelsmænd) plyndringer, kolonisering og udforskning af store dele af Europa, Mellemøsten, det nordlige Afrika, og de nåede endda til Nordamerika, mere præcist til Newfoundland.
Begivenheden, der markerer begyndelsen på vikingetiden i 793, er vikingernes plyndring af det indflydelsesrige kloster Lindisfarne, mens afslutningen regnes til året for den mislykkede invasion af England forsøgt af Harald Hårderåde i 1066 og normannernes erobring efter slaget ved Hastings samme år.
Koloniseringstiden Koloniseringstiden begyndte omkring år 800. Vikingerne invaderede og slog sig i større eller mindre omfang ned i England, Grønland, Færøerne, Island, Irland, Livland, Normandiet, Shetlandsøerne, Sicilien, Rusland og Vinland. Svenskerne drog mest i Østerled, dvs. til Rusland, Livland og andre østlige områder, mens norske og danske koncentrerede sig om det vestlige og nordlige Europa, kaldet Vesterled. De, der rejste mod øst, kaldtes også væringer (ordet betyder edsvorne mænd), og de grundlagde ifølge de ældste slaviske kilder Kiev-Rusland, den største østeuropæiske magt før mongolernes invasioner. Krigerne i Vesterled, som primært blev kendt som vikinger, efterlod sig omfattende kulturelle spor i områder som Normandiet, England og Irland, hvor Dublin blev grundlagt af invaderende vikinger. Island blev først koloniseret i 9. århundrede.