Ordet vegetation kommer af middelalderlatin: vegetatio = "vækst", som på sin side kommer af latin vegeto = "oplive", "bevæge". I økologien bruges ordet om den systematiske beskrivelse af et områdes plantevækst, dvs. helheden af de plantesamfund, som vokser i et område. Vegetationen bliver bestemt af det naturgivne: klima, nedbør, evapotranspiration, undergrund, jordbund, topografiske forhold og afvandingsforhold, men også af brande, dyreliv og menneskers brug af området. De klimatisk bestemte vegetationstyper er indordnet i zoner (klima- og plantebælter).
Begrebet vegetation henviser til den jorddækkende plantebestand, som er langt det mest forskelligartede element i biosfæren. Udtrykket siger i sig selv intet om biodiversitet, livsformer, struktur, rumlig udstrækning eller andre, karakteristiske botaniske eller geografiske træk. Det er et mere bredt dækkende udtryk end f.eks. flora, der udelukkende henviser til artsammensætning. Plantesamfund er omtrent synonymt med vegetation, men vegetation dækker ofte et bredere perspektiv på de botaniske forhold. Oprindelige Rødtræskove, mangrovebestande, Tørvemossumpe, ørkenklipper, vejkantens ukrudtsbevoksning, hvedemarker, villakvarterer og sportspladser omfattes alle af begrebet vegetation. thumb|right|Efterårsbillede af den blandede skovvegetation i Alaska, domineret af aspe (gule blade) og graner (stedsegrønne).
Vegetationen er den dominerende del af den landbaserede biosfære, og den har flere funktioner, som er helt nødvendige for biosfæren – lige fra det mikrobielle niveau til de globale processer: Vegetationen regulerer intensiteten i flere af de biogeokemiske kredsløb. De vigtigste af disse er vand-, kulstof- og kvælstofkredsløbene. Vegetationen er også vigtig for den globale energibalance. Disse forhold er vigtige, ikke bare for de globale spredningsmønstre for de forskellige vegetationstyper, men også for klimaudviklingen. Vegetationen har afgørende betydning for dannelsen af jordbunden, blandt andet for dens dybde, kemiske sammensætning og mekaniske egenskaber. Dette har omvendt også kraftige tilbagevirkninger på vegetationen og det påvirker f.eks. dens artsammensætning og produktivitet. Vegetationen er levested og energikilde for dyrelivet. Vegetationen har central betydning for verdensøkonomien. I særdeleshed fordi den har produceret de fossile brændstoffer, som er den største energikilde. Vegetationen danner grundlaget for al mad og skaber en stor del af råvarerne til andre materialer, f.eks. papir.
Betydning Et områdes vegetation har på alle mulige niveauer flere afgørende roller i biosfæren. For det første styrer vegetationen gennemstrømningen i talrige biogeokemiske kredsløb (se biogeokemi), mest afgørende i vandets, kulstoffets og kvælstoffets kredsløb. Den har desuden stor betydning i de lokale og globale energistrømme, som er vigtige ikke blot for globale vegetationsmønstre, men også for klimaforholdene.
For det andet påvirker vegetationen jordbundens karakter meget kraftigt. Det drejer sig om kemiske forhold, porøsitet og jordstruktur, som omvendt virker tilbage på forskellige vegetationsfaktorer som f.eks. primærproduktion, succession og biodiversitet.
For det tredje tjener vegetationen som levested og som energikilde for planetens lange række af dyrearter. Vegetationen er også afgørende vigtig for verdensøkonomien, i særdeleshed for anvendelsen af fossilt brændsel som energikilde, men også for den globale produktion af fødevarer, tømmer, brændsel og andre materialer. Den mest afgørende betydning bliver ofte overset, men det drejer sig om, at den globale vegetation (heri medregnet algebestandene) har været og er den væsentligste kilde til ilt i atmosfæren. Det gør det muligt, at der kan dannes vedvarende, biologiske systemer, baseret på aerobt stofskifte.
Endelig er vegetationerne psykologisk vigtige for menneskearten, der udviklede sig i afhængighed og direkte kontakt med en vegetation, som betød mad, ly og lægemidler.
Klassificering Det er europæiske og nordamerikanske forskere, som har foreslået det meste af den klassificering, som er foretaget på vegetationer. Desværre anvender de helt forskellige systemer, som ikke er sammenlignelige. I Nordamerika baserer man klassificeringen på en kombination af følgende kriterier: klimagennemsnit, planternes vækstform, deres fænologiske udseende og de dominerende arter. I Europa, derimod, hviler klassificeringen for det meste på artssammensætningen alene, dvs. uden henvisning til klima eller vækstformer. Den europæiske klassificering fremhæver ofte bestemte indikatorarter, som bruges til at skelne den ene vegetationstype fra andre lignende.
Vegetationstyper i Danmark Klit Overdrev Kulturgræsland Hede Lavmose Højmose Eng Strandeng Strand Skov
Tredimensionel struktur Et af de vigtigste kendetegn ved vegetationer er deres tredimensionelle struktur. Den omtales af og til som deres ansigt eller arkitektur. De fleste har et begreb om denne tanke gennem deres kendskab til udtryk som "jungle", "skov", "prærie" eller "eng". Det er udtryk, som fremkalder indre billeder af disse vegetationers udseende. Enge er græsdækkede og lysåbne, tropiske regnskove er højtvoksende, tætte og mørke, savanner er græsdækkede landskaber med spredte træer osv.
En skov har tydeligvis en helt anden struktur end en ørken eller en græsplæne. Vegetationsøkologer skelner mellem strukturer, der er meget mere detaljerede end det nævnte, men princippet er det samme. Forskellige skovtyper kan have meget forskellige strukturer: Tropiske regnskove er meget forskellige fra nordlige nåletræskove, og begge typer afviger fra tempererede, løvfældende skove. De oprindelige græssletter Ukraine er tydeligt forskellige fra de tilsvarende i Michigan, og garriguen tæt ved kysten afviger meget fra den, som findes højere oppe i bjergene osv.
Vegetationens struktur afgøres af den gensidige påvirkning mellem miljømæssige og historiske faktorer på den ene side og artsammensætningen på den anden. Den er først og fremmest kendetegnet af sin vandrette og lodrette fordeling af planternes biomasse, og mest af alt af bladenes biomasse. Den vandrette fordeling drejer sig om mønstret af mellemrum mellem plantestængler på jorden. Planterne kan være ensartet fordelt, som de er det i en plantage, eller de kan være meget uensartet fordelt, som det er tilfældet i mange skove på klippefyldt bjergterræn, hvor områder med høj og lav plantetæthed veksler i overensstemmelse med den rumlige fordeling af jordbundstyper og lokalklima. Man kan se tre forskellige fordelingsmønstre: jævn, tilfældig og sammenklumpet fordeling. De svarer direkte til den forventelige variation i afstanden mellem tilfældigt udvalgte steder og den nærmeste plantestængel. Den lodrette fordeling af biomassen bestemmes af områdets grundlæggende produktivitet, den dominerende arts mulighed for højdevækst og om skyggetålende arter findes eller mangler i områdets flora. Samfund med høj produktivitet og mindst én skyggetålende træart har høje niveauer af biomasse på grund af deres store bladtæthed i hele det lodrette plan.
Selv om det her drejer sig om biomasse, er den i virkeligheden besværlig at måle. Økologer måler derfor ofte på en erstatning, ”plantedække”, der defineres som den procendel af jordoverfladen, der har plantebiomasse (især blade) lodret ovenover. Hvis den lodrette fordeling af bladarealet opdels i forud bestemte niveauer, kan dækningen bestemmes for hvert niveau, og den totale dækningsgrad kan på den måde overstige 100 %. Men ellers svinger målingerne mellem nul og 100. Denne målemetode er beregnet på at give en grov, men nyttig tilnærmelse til biomassens størrelse.
I visse vegetationstyper kan den underjordiske fordeling af biomassen også gøre det muligt at se væsentlige forskelle. Et græsområde, der danner grønsvær, har et mere uafbrudt og forbundet rodsystem, mens samfund af tuegræsser er meget mindre sammenhængende med flere åbne områder mellem planterne (selv om forholdene ikke altid er lige så markante under jorden, fordi rodsystemerne almindeligvis ikke er nær så begrænsede i deres vandrette vækstmønstre, som skuddene er). Men den underjordiske del af vegetationen er tidskrævende at måle, så vegetationens struktur bliver næsten altid beskrevet ud fra den overjordiske del af samfundet.
Udviklingsforløb thumb|right|Vejlerne er et stort ferskvandsområde ved Limfjorden. Som alle biologiske systemer er også plantesamfundene underkastet ændringer i rum og tid. De udvikles på alle tænkelige niveauer. Forandringerne i vegetationerne bestemmes hovedsagelig som skift i enten artssammensætning eller vegetationsstruktur eller eventuelt i begge dele på én gang (se succession).
Ændringer over tid Set i et tidsperspektiv kan mange processer eller begivenheder blive årsag til ændringer, men for enkelhedens skyld kan de grupperes enten som pludseligt eller gradvist virkende årsager. De pludselige skift kaldes almindeligvis for forstyrrelser. Det kan være brand, storm, jordskred, oversvømmelse, lavine og lignende. De fremkaldes som regel af grunde, som skal søges uden for plantesamfundet, det er naturlige begivenheder, der som regel indtræffer uafhængigt af samfundets egne, naturlige processer (spiring, vækst, blomstring, død osv.). Den slags begivenheder kan ændre vegetationens struktur og artssammensætning meget pludseligt og med langvarige følger over store områder. Det er meget få okosystemer, der helt kan undgå én eller anden form for forstyrrelse, og ofte er det ting, der indtræffer regelmæssigt og gentagne gange. På den måde bliver forstyrrelserne til en langtidsvirkende faktor i systemets dynamik. Brand- og vindskader er temmelig almindelige i mange af verdens vegetationstyper. Brand har en særlig kraftig virkning, fordi den kan ødelægge ikke bare de levende planter, men også de frø eller sporer, der repræsenterer den næste generation, og desuden også på grund af ildens virkning på stedets fauna og jordbund.
Langsomme ændringer over lange tidsrum findes alle vegne, og de skaber vilkårene for succession i vegetationen. Succession er den forholdsvis glidende ændring i struktur og sammensætning, der opstår, efterhånden som vegetationen selv langsomt ændrer forskellige miljøforhold som f.eks. mængden af lys, vand og næringsstoffer. Disse forandringer fremkalder udskiftninger i rækken af arter, der er bedst tilpasset til at vokse, overleve og formere sig på området, og på den måde sker der ændringer i stedets flora. Disse ændringer skubber til nogle omskiftelser i strukturen, som på forhånd ligger indbygget i planternes vækst, selv når der ikke sker noget med artsssammensætningen (særligt, når der er tale om planter med en stor maksimumhøjde). Det fremkalder langsomme forandringer i vegetationen, som kan forudsiges i grove træk. Successionen kan afbrydes når som helst ved en forstyrrelse, som enten sætter systemet tilbage på et tidligere trin i udviklingen, eller tvinger det ud i en helt anden retning. Af samme grund fører udviklingsprocesser kun nogle gange frem til en vedvarende sluttilstand (klimaks), og andre gange sker det ikke. Desuden er det ikke altid muligt at forudsige præcist, hvordan sådan en sluttilstand vil være, selv ikke i de tilfælde, hvor den faktisk indtræffer. Kort sagt, vetationer er udsat for påvirkning fra mange og uforudsigelige faktorer, som begrænser mulighederne for at lave forudsigelser.
Rumlige ændringer thumb|left|Klitvegetation på Californiens stillehavskyst.