thumb|Warren R. Austin udøver filibuster.|266x266px En filibuster er en politisk procedure, hvor et eller flere parlamentsmedlemmer debatterer (typisk i form af en meget lang tale) over et givet lovforslag, med det formål for øje at forsinke eller helt forhindre, at der træffes en beslutning om det pågældende forslag. Det omtales undertiden som at "tale et lovforslag til døde" og er karakteriseret som en form for obstruktion i den lovgivende magt eller et andet beslutningsorgan.BBC (15. maj 2007): "MPs renew info exemption effort ". Hentet d. 01-08-2020Election Glossary: "Filibuster", Polyas. Hentet 01-08-2020 Oftest anvendes udtrykket "politisk stonewalling" (på dansk også: "blokeringspolitik") som synonym for at filibuster.
Da det oftest er en forudsætning for en vellykket filibuster, at man taler i ekstremt lang tid, ses det oftest, at taleren – efter at have udtømt det oprindelige emne – begynder at fravige fra dette og taler om andre ting, der ikke direkte er relateret til emnet. Man har derfor eksempelvis set, at talere er begyndt at gengive andre personers taler, anden lovgivning eller sågar begyndt at læse op fra koge- og telefonbøger i et forsøg på trække tiden ud.Kelly, Jon (12. december 2012): "The art of the filibuster: How do you talk for 24 hours straight?" . BBC. Hentet d. 01-08-2020
Denne form for politisk obstruktion kendes historisk fra blandt andet antikkens Rom, hvor det bl.a. vides, at Cato den Yngre gjorde brug af denne taktik i et forsøg på at forhindre sine politiske modstandere i at få gennemført deres politik.Horn, Joshua (11. marts 2013): "History of the Filibuster ". Discerning History. Hentet d. 01-08-2020 i dag anvendes filibusteraktiviteter i tilbagevendende omfang i flere forskellige lande såsom USA, Canada, Storbritannien og Frankrig – men fænomenet er dog ikke ukendt i blokpolitik, med to eller flere meget store blokke, der står stejlt over for hinanden.
I dag kendes filibusters dog særligt i Senatet i USA, hvor forretningsordenen ikke tillader, at man tager ordet fra en senator, der taler. Den længste tale i det amerikanske Senat blev holdt af Cory Booker d. 1. april 2025 og varede 25 timer og 5 minutter, hvilket overgik den tidligere rekord fra Strom Thurmonds filibuster af borgerrettighedslovgivning fra 1957, der "kun" varede i 24 timer og 18 minutter. I henhold til nogle var Bookers tale "ikke teknisk set en filibuster", da den ikke havde til formål at forhindre et stykke lovgivning i at blive vedtaget. Thurmonds filibuster-tale fra 1957 havde derimod til formål at forhindre vedtagelsen af borgerrettighedslovgivningen, hvilket dog ikke lykkedes, da forslaget blev vedtaget til trods for Thurmonds filibusteren.
Etymologi Udtrykket "filibuster" kommer fra engelsk. Det stammer dog oprindeligt fra det hollandske "vrijbuiter" ("fribytter", eller en plyndrende eventyrer), men den præcise historie om ordets lån ind til det engelsk sprog er uklar.Oxford English Dictionary, "filibuster", pp. F:212–213. Oxford English Dictionary finder den eneste kendte brug i tidlig moderne engelsk i en bog fra 1587, der beskriver "flibutors", som røvede forsyningstransporter. I slutningen af det 18. århundrede blev udtrykket genlånt til engelsk fra dets franske form, "flibustier", en form der blev brugt indtil midten af det 19. århundrede.
Den moderne engelske form "filibuster" blev lånt i begyndelsen af 1850'erne fra det spanske "filibustero" (lovløs plyndrer). Udtrykket blev brugt om private amerikanske militære eventyrere – fortrinsvis folk fra de sydlige stater – såsom William Walker, der dengang angreb og plyndrede spanske kolonier i Centralamerika. Spanien mistede alt sit centralamerikanske territorium i 1821. Ordets betydning blev derefter overført til det politiske: Analogien blev, at ligesom disse militære eventyrere kaprede skibe eller lande, kaprede senatorer debatten i Kongressen for at forhindre lovgivning. Formålet var således netop at forlænge debatten (for at løbe tiden ud), sabotere processen eller "kapre" dagsordenen, så en afstemning ikke kunne finde sted. I løbet af midten til slutningen af det 19. århundrede blev udtrykket "filibustering" således almindeligt i amerikansk engelsk i betydningen "at obstruere fremgang i en lovgivende forsamling".
Antikkens Rom Filibuster, som en politisk taktik, er ikke en moderne opfindelse. Allerede i antikkens Rom var der politikere, der anvendte marathon-taler, som en taktik til forhindre lovgivning i at blive vedtaget. Således beklager bl.a. Julius Cæsar i sin Commentarii de Bello Civili sig over, at hans ærkefjende – Cato den Yngre – talte hele dagen i Senatet i et forsøg på at forhindre specifikt politik i at blive vedtaget. Alle sager i Senatet i Rom skulle dengang afsluttet inden solnedgang, hvorfor Cato ganske enkelt kunne tale indtil solnedgang og på denne måde forhindre et givet lovforslag i at blive vedtaget.
Filibuster i USA thumb|Capitolbygningen i Washington D.C. der huser SenatetFilibuster kendes i dag særligt fra Senatet i den amerikanske kongres, men har også tidligere været anvendt i kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus. De to kamre har dog i dag forskellige forretningsordener på området, hvorfor det i dag kun er muligt at filibuster lovforslag i Senatet.
Den forretningsorden, som omhandler brugen af filibusters i Senatet, har dog løbende ændret sig, omend den stadig den dag i dag er meget omdiskuteret. Således er der flere amerikanske politikere som fortaler, at man helt afskaffer muligheden for at filibuster lovforslag i Senatet – heriblandt flere fremtrædende politikere såsom Barack Obama, Elizabeth Warren og Bernie Sanders – da disse mener, at filibusteren anvendes af et mindretal til at blokere væsentlig lovgivning.Hulse, Carl (30. juli 2020): "Obama’s Call to Abolish Filibuster Puts Further Spotlight on the Tactic ". New York Times. Hentet d. 01-08-2020Knutson, Jacob (30. juli 2020): "Sanders endorses ending filibuster to pass voting rights legislation " Axios. Hentet 01-08-2020Golshan, Tara (5. april 2019): "Elizabeth Warren: 'We should get rid of the filibuster' ". Vox. Hentet 01-08-2020 Fortalere af filibusteren påpeger omvendt, at en begrænsning af den politiske debat vil afstedkomme at nogle synspunkter ikke bliver hørt, ligesom muligheden for at filibuster også fungerer som mindretalsbeskyttelse.The Harward Crimson (11. februar 1963): "The Case for the Filibuster ". Hentet 01-08-2020 Sidstnævnte argument i forhold til mindretalsbeskyttelse skal ses i lyset af den amerikanske forfatning og den dertilhørende forståelse af føderalisme, hvor mindre delstater var bekymret for at blive pålagt lovgivning, som var diktereret af et snævert flertal af større og mere folkerige delstater. Således fortaler disse, at føderallovgivning vedtages med et bredere flertal (kvalificeret flertal) end fx delstatslig-/lokallovgivning.
Repræsentanternes Hus I Repræsentanternes Hus var filibusteren (retten til ubegrænset debat) anvendt frem til 1842, hvor en permanent regelændring til forretningsordenen gjorde, at varigheden på debatten blev indskrænket. I den efterfølgende periode blev en anden politisk taktik, benævnt "disappearing quorum", anvendt til at obstruere og forhindre vedtagelsen af lovforslag i Repræsentanternes Hus. Ved at være fysisk tilstede men forblive tavse, når de enkelte medlemmernes navne blev kaldt i forbindelse stemmeafgivelse, kunne medlemmer forhindre et lovforslag i at blive vedtaget.Downs, Gregory P. (6. maj 2015): "Congressional Rules Remembered and Forgotten ". New York Times. Hentet 01-08-2020 I 1890 blev muligheden for gøre brug af denne taktik dog elimineret af den daværende speaker Thomas Brackett Reed.
De meget tidlige regelændringer til Repræsentanternes Hus' forretningsorden, skal ses i lyset af, at antallet af medlemmer i Repræsentanternes Hus steg meget hurtigere end antallet af senatorer i Senatet. Således har Repræsentanternes Hus af praktiske årsager set sig nødsaget til tidligere at ændre forretningsordenen for på denne måde at sikre, at de forskellige debatter kunne kontrolleres og begrænse evt. forsinkelser.U.S. Senate: "Filibuster and Cloture ". Hentet 01-08-2020 Endvidere skal det bemærkes, at der er nogle, der argumenterer for, at det forfatningsmæssigt giver god mening, at Senatet har muligheden for at filibuster, mens Repræsentanternes Hus ikke har samme mulighed. Dette skal ses i lyset af, at Repræsentanternes Hus i henhold til forfatningen repræsenterer det amerikanske folk, mens Senatet repræsenterer de enkelte delstater. Intentionen med Senatet var endvidere, at dette skulle være det "overvejende" kammer, hvorfor senatorer bl.a. også forfatningsmæssigt er valgt til 6-årige valgperiode, fremfor de 2-årige valgperiode i Repræsentanternes Hus.
Den 7. februar 2018 satte den demokratiske mindretalsleder Nancy Pelosi en ny rekord for længste tale i Repræsentanternes Hus på 8 timer og 7 minutter. Her udnyttede hun, at mindretalslederen i Repræsentanternes Hus har ret til at tale på ubestemt tid uden at blive afbrudt. Talen omhandlede immigrations-politikken Deferred Action for Childhood Arrivals (DACA), som Nancy Pelosi ønskede at udtrykke støtte for.Parkinson, John & Ebbs, Stephanie (8. februar 2018): "Pelosi ends immigration speech after more than 8 hours, setting record ". ABC News. Hentet 01-08-2020
Senatet Indtil 1917 fandtes der ingen regler for, hvor længe den enkelte senator måtte tale i Senatet. Imidlertid indførte man i Senatet en forordning om, at trefemtedele af Senatets medlemmer kan stemme om, at få afbrudt en debat. Imidlertid skal en anmodning om en sådan afstemning indgives to dage før afstemningen kan finde sted, og i tilfælde af at forslaget bliver vedtaget, kan debatten altid fortsætte yderligere 30 timer (hvilket er længere end den hidtil præsterede filibuster i Senatet). En filibuster er således forsat et effektivt redskab i Senatet til at vinde tid i forbindelse med et lovforslag.
Fra 1917 til 1949 gjaldt der en regel om, at debatten kunne afsluttes med totredjedeles flertal af de afgivne stemmer. I 1959 blev reglen imidlertid skærpet, så det kun var 2/3 af samtlige senatorer, der kunne beslutte dette. Siden gik man tilbage til den oprindelige regel for endelig i 1975 at indføre den nuværende 3/5dels regel. Med de nuværende 100 senatorer i Senatet betyder det, at der skal være mindst 60 stemmer for, før man kan afbryde en filibuster.
Teoretisk kunne Senatet ændre den generelle taletid gennem en ændring af forretningsordenen, men det er imidlertid ikke aktuelt. Begge partier i Senatet har i forskellige sammenhænge benyttet filibuster som strategi, og den ubegrænsede debatret anses som en del af Senatets væsen. Det hænger sammen med, at i forbindelse med forfatningen blev Senatet etableret som et modstykke til Repræsentanternes Hus, hvor lovforslagene drøftes og afstemmes efter noget mere regulerede forhold. Den amerikanske kongres arbejder efter et såkaldt checks-and-balances-princip, hvor Senatet har en særlig rolle i at sikre, at lovgivning samt præsidentens embedsførelse sker i overensstemmelse med forfatningens grundprincipper. Derfor anser man også en grundig debat af lovene som en ret og forpligtelse for Senatet. Derfor accepteres det også, at Senatet kan have en længere beslutningsproces, og filibuster anses som et vigtigt led i sikring af forfatningskonformiteten.
Da Senatet under en filibuster ikke kan behandle andre spørgsmål, og da en filibuster er opslidende for alle parter, forsøger man at undgå overhovedet at sætte forslag på dagsordenen, hvor mindst 41 senatorer truer med en filibuster. Derfor kommer det sjældent til en filibuster i Senatet.