thumb|Maleri af evangelisten Markus fra 1598 på prædikestolen i Tjølling kirke ved Larvik, Norge. Fordi evangeliet åbner med historien om Jesus og Johannes i ørkenen, har Markus fået ørkendyret løve som sit symbol. thumb|Korsfæstelsen, Isenheim-alteret. thumb|Korsfæstelsen, Leonberg bykirke. Markusevangeliet er det andet skrift i Det Nye Testamente, og det er det korteste og sandsynligvis det ældste evangelium. Sammen med Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet regnes det til de såkaldte synoptiske evangelier.
Markusevangeliets forfatter er ukendt, men tidligt i kirkehistorien fik det overskriften "ifølge Markus". Denne "Markus" er måske den samme Markus, der refereres til i Peters Første Brev 5:13 ("Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer"1. Peter 5:13), og som deltog på nogle af Paulus' missionsrejser og omtales i Apostlenes Gerninger 15:37 som "den Johannes, der også kaldtes Markus".Ap.g 15:37
Markusevangeliet forkortes Mark. Der er bred enighed om, at Markusevangeliet er skrevet før Lukas- og Matthæusevangelierne, der har benyttet Markus som kilde.
Datering Markusevangeliet tidsfæstes normalt til omkring år 70, hvor templet blev ødelagt. Dette skyldes følgende passage: Mark. 13:1-2: "Mester, se hvilke sten og hvilke bygninger!" og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store bygninger? – der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned." Mark 13:1-2 Dette anses i almindelighed som en henvisning til Jerusalems ødelæggelse i år 70. Ødelæggelsen af templet beskrives mere udfyldende i Matthæusevangeliet, som er skrevet nogle år efter Markusevangeliet.
Da Jesu genkomst ikke indtraf i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse, vendte de kristnes interesse sig fra den himmelske Kristus til den Jesus, der havde levet på Jorden, ligesom de kristne nu måtte indstille sig på jordelivet. Markusevangeliet afspejler denne ændring i teologien.
Forfatteren og affattelsessted Evangeliet er oprindelig overleveret anonymt uden forfatterangivelse. Dets første læsere var sandsynligvis hedningekristne, idet jødiske skikke forklares, og alle aramæiske udtryk i teksten oversættes. Irenæus (død omkring år 200) mente, at evangeliet var rettet til kristne i Rom,Markusevangeliet – Store norske leksikon og en række latinske låneord i evangeliet leder tanken i den retning. Denne tradition står dog hen i det uvisse. De fortællinger, evangeliet indeholder, anses normalt for at være overtaget efter mundtlig tradition og overlevering, og sammenføjet til en helhed af evangelisten.
Efter oldkirkelig tradition var Markus, Peters tolk, forfatteren. Om ham siges det i Ap.G 12:25: "Barnabas og Saulus var i Jerusalem. Så snart de havde udført deres arbejde der, vendte de tilbage til Antiochia og tog Johannes Markus med sig." I 12:12 står der: "Efter at have sundet sig lidt, fortsatte han [Peter] til Marias hjem (Johannes Markus' mor), og der var mange mennesker samlet til bøn." Efter denne beskrivelse lå Markus' mors hjem et sted i Jerusalem.
Arrestationen af Jesus i Getsemane beskrives i Mark 14:47: "En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham."Mark 14:47 I Johannesevangeliet 18:10 navngives Peter som den, der huggede øret af: "Men Simon Peter trak et sværd, som han havde med, og slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham; tjeneren hed Malkus."Joh 18:10 Hvis det er korrekt, og Markus skrev sit evangelium i Rom, kan Markus have kendt til, at Peter var gerningsmanden, men valgt at beskytte hans identitet, fordi Peter var menighedens forstander i Rom.
Mark 14:50-52 beretter videre fra arrestationen: "I mellemtiden var alle disciplene flygtet. Dog var der en ung mand, der fulgte med ham. Han havde kun et langt svøb om sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham, viklede han sig ud af det og flygtede nøgen." Én tradition har villet have det til, at den unge mand var Markus selv, mens andre har tolket den unge mand som den engel, der viste sig ved den tomme grav påskemorgen.Jonas Gardell: Om Jesus (s. 246), forlaget Tiden, Oslo 2009,
Forholdet til de andre evangelier Markusevangeliet anses som det ældste af evangelierne. Det er samtidig det korteste; dets indhold svarer kun til ca 60% af Matthæusevangeliets, og kun meget lidt af materialet fra Markusevangeliet går ikke igen i Matthæusevangeliet. Derfor mente man i den tidlige kirke, at Markusevangeliet bare var en forkortet udgave af Matthæusevangeliet. Derfor blev Matthæusevangeliet sat først i Det Nye Testamente.
Markusevangeliet må have været kendt af forfatterne til både Matthæus- og Lukasevangeliet, og disse tre evangelier er kendt som De synoptiske evangelier, da mange historier går igen. Selv om Matthæus- og Lukasevangeliet til tider har alternative udgaver af de samme fortællinger, er ét af dem altid enigt med Markusevangeliet. Det er således aldrig i Markusevangeliet, man finder den afvigende historie, Markus' eget redaktionelle bidrag består ikke mindst i arrangering af tidligere overleveringer som "sandwich-fortællinger", hvor mellem-historien leverer nøglen til helheden, og udpeger den teologiske pointe.
Som det ældste evangelium giver Markus indtryk af, at det haster, og at kun lidt tid genstår før Jesu genkomst, som i Mark 13:35-37: "Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry; lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer. Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!" Når det trækker ud med genkomsten, skyldes det angiveligt, at "ja, det gode budskab skal først forkyndes for alle nationerne". (Mark 13:10). Markusevangeliet lover ovenikøbet, at Jesu genkomst skal ske meget snart: "Jeg siger jer: Denne slægt skal ikke forgå, førend alt dette er sket." (Mark 13:30) Dette modereres til sammenligning stærkt i Lukasevangeliet, hvor det hedder, at "Se til, at I ikke bliver ført vild. For der skal komme mange i mit navn og sige: Det er mig! og: Tiden er nær! Følg dem ikke! Hør ikke på dem!"" (Luk 21:8) I Matthæus-, Lukas- og Johannes-evanglierne er opstandelsen et tegn på Jesu status som Guds søn, ikke – som hos Markus – et tegn på at Enden er nær. Jonas Gardell: Om Jesus (s. 166), forlaget Tiden, Oslo 2009,
Markus lader Jesus være irritabel, nedtrykt og tvivlende. Om natten i Getsemane blandt oliventræerne fremstilles Jesus helt menneskelig: "»Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt." (Mark 14:34-35) Markus kan her have ladt sig inspirere af profeten Elias' flugt fra kong Akab i Første Kongebog 19:3-4: "Elias blev skrækslagen og flygtede for livet. Da han kom til byen Be'ersjeba i Juda, efterlod han sin tjener der og fortsatte alene ud i ørkenen. Hele dagen gik han, indtil han om aftenen udmattet satte sig ned i skyggen af en gyvelbusk. Det eneste, han ønskede, var at dø." Elias får dog besøg af en Herrens engel, der indgiver ham styrke, og i Lukasevangeliet sendes på samme måde en engel til støtte for Jesus i hans dødsangst; men det kender Markus ikke til i sit evangelium.
Mirakelmand og helbreder I sin samtid var Jesus først og fremmest kendt som mirakelmand. Kong Salomo blev ligeledes anset som en stor magiker. Moses' bror Aron havde udfordret faraos troldmænd til duel, da han forvandlede sin stav til en slange, og vandet i Nilen til blod. Profeten Elias blev ligesom Jesus tillagt evnen til at genopvække døde; kendt er historien om enkens søn i Zarepta. Markus fortæller, at Jesus udførte en djævleuddrivelse i Gerasa (selv om han ellers sjældent begav sig til helleniserede områder), hvorefter griseflokken, han havde manet dæmonen ind i, kastede sig ud i Genesaret sø. Da søen ligger 53 km fra Gerasa, ændrede Matthæus stedet for uddrivelsen fra Gerasa til Gadara, Jesus the Miracle Worker: A Historical and Theological Study - Graham H. Twelftree - Google Bøker mens Lukas stedfæster det til Gergesa. Den formbevidste Markus fylder miraklerne ud i 8. og 9.kapitel, så de udgør tre grupper af mirakler. Jonas Gardell: Om Jesus (s. 118-9) Både i den døves helbredelse i Mark 7:33-35 og den blindes i 8:23-25 tager Jesus den syge til side for at slippe for tilskuere. Ved den døves helbredelse anvender den ellers græske tekst det aramæiske ord "Effata!" (= Luk dig op) som om det var en trylleformel. Da Jesus i Mark 5:41-42 genopvækker en død tolvårig pige, er hans aramæiske ord også bevaret: "Talitha, kumi!" (= Lille pige, stå op!) Med én undtagelse (nemlig Johannesevangeliet 9:6-12, den blindes helbredelse ved Siloam) er det kun hos Markus, Jesus udfører magiske ritualer. Magi havde en biklang af humbug, og selv om Matthæus og Lukas gengiver hver eneste helbredelse, Markus fortæller om, udelader de alle passager, der kan minde om magi i det ældre evangelium. Jonas Gardell: Om Jesus (s. 122)
En interessant forskel gør sig gældende mellem dansk og svensk bibeloversættelse. I dansk oversættelse hedder det i Mark 1:40-41: "En dag kom der en spedalsk mand til ham. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. "Hvis du vil, kan du gøre mig rask igen!" sagde han. Jesus fik dyb medlidenhed med ham og rakte hånden ud og rørte ved ham." I dansk oversættelse følte Jesus altså "dyb medlidenhed", mens der i svensk oversættelse står: "Jesus greps av vrede." Jonas Gardell: Om Jesus (s. 343)
Indhold Inddeling efter geografi thumb|Jesus døbes af Johannes Døberen, Dåben af Adi Holzer, 1997 Markusevangeliet følger nøje et geografisk tema, hvor Jesus efter sin dåb i Jordanfloden og fristelsen i ørkenen, først befinder sig i Galilæa, og så rejser gennem Judæa til Jerusalem, hvor han korsfæstes og genopstår. Dette forløb findes også hos Mætthæus og Lukas, og kan kaldes det synoptiske grundskema.
1,1-13: Jesus døbes af Johannes Døberen i Jordan, og fristes derefter i ørkenen i 40 dage. 1,14- 9,50: Jesus kommer til Galilæa, hvor han prædiker Guds rige og helbreder. Jesu virksomhed i og omkring Kapernaum (kap 1). Jesu sammenstød med farisæere (kap 2-3). Lignelser om Guds Rige (kap 4). Rejser over Genesaret sø (kap 5). Afvisning i Nazaret, udsendelse af disciplene, fortællingen om Døberens død, bespisningsunderet af de 5.000 (kap 6). Tema om renhed og urenhed, rejse til hedningeland, samt bespisningsunder for hedningerne (kap 7-8,26). Jesus som Kristus (8,27-9,13). Peters bekendelse af Jesus som Kristus. Jesus som den lidende Kristus (første forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse). Disciplene som efterfølgere i lidelsen. Forklarelsen på bjerget af Jesus som Kristus. Forskellig discipeloplæring (9,14-50) vedrørende helbredelse, tro, og om at være den største eller den sidste. 10:1-52: Jesus drager gennem Judæa til Jerusalem. 11:1-16:8: Jesus kommer til Jerusalem. Indtoget i Jerusalem (11:1-11). Konfrontation med jøderne (11:12-12:44). Jesu eskatologiske tale (kap 13). Jesu sidste dage – salvingen i Betania, nadveren og tilfangetagelsen (kap 14). Jesus dømmes til døden af Pilatus og korsfæstes (kap 15). Jesu opstandelse (kap 16).
Inddeling efter Kristus-erkendelse Markus indleder sit evangelium med ordene: ”Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn”. Flere steder i evangeliet bekendes det igen, at Jesus er Guds søn. Det er altså vigtigt for Markus at påvise, at Jesus virkeligt var Messias eller Kristus som det hedder på græsk. Dette budskab er som sådan forståelsesnøglen til hele evangeliet, og derfor kan evangeliet også deles op efter et kognitivt princip, hvor temaet for evangeliet er disciplenes erkendelse af Jesus som Kristus. Først fortæller Markus hvordan de gradvis erkender at Jesus er Kristus, og siden gradvist og besværligt erkender at Jesus er den lidende Kristus, der skal dø og opstå.
1,1-9: Indledning og temaet slås an: Jesus Kristus, Guds Søn 1,2-8,26 Gradvis erkendelse af Jesus som Kristus 8,27-30 Peters bekendelse af Jesus som Kristus