The Chester Grosvenor Hotel er et hotel i Chester i Cheshire, England. Bygningen, der er fredet i kategori II, blev opført mellem 1863 og 1865 og ejes af hertugen af Westminster.

Det traditionsrige hotel har en restaurant, som havde haft en Michelinstjerne siden 1990, men mistede den i Michelinguidens 2022-udgave efter en længere lukning som følge af COVID-19. Restauranten er siden genåbnet og er ved at blive vurderet med henblik på at genvinde Michelinstjernen. Hotellet drives nu af Bespoke Hotels.

Beliggenhed The Chester Grosvenor ligger på en historisk placering på Eastgate i det centrale Chester. Det ligger ved siden af vartegnet Eastgate Clock og tæt på andre af byens seværdigheder, herunder Grosvenor Park, The Mall Chester, Chester Cathedral og de gamle bymure.

Historie Før den nuværende bygning blev opført i 1863–66, lå først pubben The Golden Talbot og senere The Royal Hotel på stedet. The Golden Talbot blev beskrevet som "gammel", da den i 1751 blev omtalt i en af de lokale ugeaviser, og havde været i drift under Elizabeth 1.s regeringstid. I 1784 blev pubben revet ned for at gøre plads til The Royal Hotel, som blev opført af politikeren John Crewe. Det blev hovedkvarter for Independent Party, der var i opposition til Grosvenor-familien (de senere hertuger af Westminster). I 1815 blev det købt af Robert Grosvenor, som dengang var jarl Grosvenor og senere blev den 1. markis af Westminster. Hotellet blev derefter omdøbt til Grosvenor Hotel og blev byens "førende overnatningssted". I 1863, mens bygningen tilhørte den 1. markis' søn, Richard Grosvenor, 2. markis af Westminster, blev den revet ned.

Den nuværende bygning på stedet hed oprindeligt Grosvenor Hotel. Den blev tegnet af Chester-arkitekten Thomas Mainwaring Penson og var Pensons sidste større værk. Efter hans død blev den færdiggjort af hans ældre brors firma, R. K. Penson & A. Ritchie. Hotellet blev en del af hertugen af Westminsters godsbesiddelser, da Richards søn, Hugh Grosvenor, blev ophøjet til 1. hertug af Westminster i 1874. Den 10. januar 1972 blev bygningen fredet i kategori II.

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Bygninger, konstruktioner og anlæg i Chester Kategori:Hoteller i Storbritannien Kategori:Etableret i 1865