Inge Elisabeth Jespersen (født 4. oktober 1919 på Frederiksberg, død 26. december 2008) var en dansk læge, der var stadslæge i København fra 1983 til 1989.

Familie, bopæl og uddannelse Inge Jespersen blev født 4. oktober 1919 på Frantz Howitz's Fødehjem på Frederiksberg som datter af ekspeditionssekretær i Overformynderiet, senere højesteretsdommer, Christian Magdalus Jespersen (1885-1940) og hustru Johanne Elisabeth, født Djørup. Familien var på det tidspunkt bosat Hollænderdybet 34 på Amagerbro.Kirkebog for Christians SognChristian Magdalus Jespersen i Politiets RegisterbladeStamtavle over den bornholmske familie Jespersen i slaegtsbibliotek.dk side 224-226

Efter at have fuldført sin studentereksamen (nysproglig) fra Ordrup Gymnasium i 1937, hvor hendes familie var bosiddende på Holgersvej 3 i Gentofte, påbegyndte Inge Jespersen det medicinske studium, som hun afsluttede i 1945; hun var i studietiden formand for Studenterrådets legatudvalg 1943-44. Inge Jespersen blev gift første gang den 13. april 1949 med læge Tage Søttrup (1919–1961), med hvem hun fik en søn i 1950. Efter sin første mands tidlige død i 1961 giftede hun sig anden gang den 8. april 1963 med direktør Henning Palludan (1920–2012), et ægteskab der blev opløst i 1972.Studenter juni 1937 fra Ordrup GymnasiumHolgersvej i Vejviser for Gjentofte Kommune 1937

Hun var fra 1960 og i 1979 fortsat bosiddende på Rygårds Allé 52 i Hellerup.Gjentofte Kommunes Vejviser 1960Kraks Blå Bog 1979

Karriere Efter at have fuldført den lægevidenskabelige embedseksamen i 1945 arbejdede Inge Jespersen i den første del af sin karriere med klinisk arbejde på forskellige hospitalsafdelinger. Hendes faglige fokus skiftede tidligt mod det socialmedicinske område og den offentlige hygiejne. I 1957 blev hun ansat som sanitetslæge i Københavns Kommunes Sundhedskommission med opgaver vedrørende hovedstadens almene sundhedstilstand og hygiejniske forhold, hvorigennem hun også opnåede stor erfaring med kommunal sundhedsadministration. I 1968 avancerede hun til posten som kommunens vicestadslæge. I 14 år var hun konsulent i Sundhedsstyrelsen, særligt med opgaver vedrørende plejehjem.

Stadslæge Inge Jespersen tiltrådte i 1983 som stadslæge i Københavns Kommune, hvor hun efterfulgte stadslæge Hans Erik Knipschildt som øverste lægelige rådgiver for Københavns Borgerrepræsentation og Magistraten. Hun spillede en central rolle i en periode, hvor hovedstaden stod over for store forandringer og sociale udfordringer, og hvor hun markerede sig med et stærkt socialt engagement i en forbedring af vilkårene for hovedstadens mest udsatte og marginaliserede grupper. Hendes indsats omfattede blandt andet forbedring af de sundhedsmæssige forhold for storbyens hjemløse og socialt belastede borgere, modernisering af den kommunale sundhedskontrol, indsatsen for folkesundheden og fokus på de særlige sundhedsmæssige udfordringer, der prægede de ældre generationer i København. Allerede i midten af 1980'erne erkendte hun risikoen ved den begyndende udbredelse af aids-smitte og fik overbevist de københavnske politikere om betydningen af forebyggelse over for særlige grupper i form af gratis uddeling af sprøjter og kanyler til stofmisbrugere og af kondomer til homoseksuelle mænd og blandt helt unge. Hun varetog i det hele sit embede med stor faglig autoritet frem til sin pensionering i 1989, hvor hun blev efterfulgt som stadslæge af Claus Lundstedt (1937-2020), der blev hovedstadens sidste stadslæge i årene frem til 2002.Mindeord i Ugeskrift for Læger 2020

Tillidshverv m.v. Ved siden af sit virke som stadslæge bestred Inge Jespersen en række tillidshverv inden for det sociale, pædagogiske og sundhedsfaglige område, herunder:

Kong Frederik den Syvendes Stiftelse: Hun lagde en stor og langvarig indsats i bestyrelsen for stiftelsen på Jægerspris Slot. Her arbejdede hun tæt sammen med blandt andre nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer om at modernisere institutionen og videreføre stiftelsens sociale arbejde i grevinde Louise Danners ånd. I forlængelse af dette arbejde trådte hun i 1991 også ind i bestyrelsen for det socialpædagogiske seminarium, der var tilknyttet slottet.

Diakonissestiftelsen: Hun var i en længere årrække et aktivt medlem af både bestyrelsen og forretningsudvalget for Diakonissestiftelsens private sygehus. Hun udtrådte af forretningsudvalget i 1990.

Red Barnet: Hun var virksom i Red Barnet, hvis formand hun var i over 20 år – fra 1965 til 1986.

U-landsarbejde: Hun var aktiv i internationale børneorganisationer under FN. I Danida-regi var hun i en årrække medlem af U-landsstyrelsen.Markering af 85 års fødselsdag i Globalnyt, 4. oktober 2004

Næstformand i bestyrelsen for Kvindelige Lægers Klub 1958.

Medlem af den danske delegation til FN's generalforsamling i 1965 og 1971 som repræsentant for Danske Kvinders Nationalråd.

Medlem af Lægeforeningens Hygiejnekomité 1967.

Medlem af bestyrelsen for Statens Byggeforskningsinstitut 1971.

Medlem af Executive Board for International Union for Child Welfare, Genève.

Medlem af bestyrelsen for Dansk Selskab for Samfundsmedicin

Særligt sagkyndig i Kvindekommissionen (1965-1974)Betænkning 715/1974

Medlem af Ældrekommissionen (1980-1982)

Kilder

Eksterne henvisninger Inge Jespersen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på lex.dk Mindeord for Inge Jespersen i Ugeskrift for Læger