Det Apostoliske Nuntiatur i Norden (oprindeligt Det Apostoliske Nuntiatur i Skandinavien) er Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation for Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Det ledes af en apostolisk nuntius og fungerer som Pavestolens faste gesandtskab i de nordiske lande, både i diplomatiske forhold til staterne og som kirkeligt forbindelsesled mellem paven og de lokale katolske kirker. Siden 2023 har nuntius været Julio Murat (født 1961), titulær-ærkebiskop af Orange.

Repræsentationen blev oprettet i 1960 af pave Johannes 23. som Apostolisk Delegation til Skandinavien, oprindeligt med ansvar for Danmark, Norge og Sverige. Finland blev omfattet i 1966 og Island i 1976. I den tidlige periode havde Den Hellige Stols repræsentant ikke samme status i alle de nordiske lande: Finland og senere Island havde diplomatiske forbindelser med Pavestolen, mens Danmark, Norge og Sverige endnu kun havde relationer på delegatniveau. Repræsentanten kunne derfor være pro-nuntius eller nuntius over for nogle nordiske lande og apostolisk delegat over for andre.

I 1982 blev der oprettet diplomatiske forbindelser mellem Danmark, Norge og Sverige og Pavestolen, og den 2. oktober samme år blev delegationen reorganiseret til landespecifikke nuntiaturer. Samme år akkrediterede Den Hellige Stol sin første apostoliske nuntius hos den danske monark, Margrethe 2. Selv om nuntiaturerne formelt er knyttet til de enkelte nordiske stater, har posterne hidtil været varetaget af samme vatikanske diplomat, idet de nordiske titler siden 1959 har været samlet hos én repræsentant, dog ikke altid udnævnt samtidig til alle embeder.

Nuntiaturet havde fra 1960 sæde i Vedbæk nord for København, i villaen Rønhave, tegnet af Carl Brummer og opført i 1928-1929 som sommerbolig for DFDS-direktøren A.O. Andersen. Pave Johannes Paul 2. overnattede her under sit besøg i Danmark i 1989. I 2002 flyttede Den Hellige Stol nuntiaturets hovedsæde til Djursholm i Sverige. Rønhave forblev ejet af Bispedømmet København og blev omdannet til Præstekollegiet "Redemptoris Mater", og benyttes som seminarium til katolske præster under uddannelse.

Historie

Apostolisk delegation i Skandinavien Den Hellige Stols repræsentation i de nordiske lande blev etableret den 16. marts 1960 som Apostolisk Delegation til Skandinavien med ansvar for at varetage pavens og den katolske kirkes interesser i Danmark, Norge og Sverige, senere også Finland og Island. var den første apostoliske delegat, og det blev på tidspunktet anslået, at der levede ca. 60.000 katolikker i de nordiske lande.

Den Hellige Stols repræsentants kirkelige embede har haft skiftende titel alt efter forholdet til de enkelte staters regeringer. Betegnelsen apostolisk delegat bruges om en udsending uden fuld diplomatisk status hos værtsstaten, mens titlen normalt udvikles til pro-nuntius og siden nuntius, efterhånden som diplomatiske forbindelser etableres og formaliseres mellem Den Hellige Stol og den pågældende stat. Den første apostoliske delegat til de nordiske lande blev udnævnt 7. marts 1960, men havde da allerede som apostolisk visitator besøgt de regerende monarker i Danmark, Norge og Sverige og meddelt planer om at besøge Finlands præsident.

Pro-nuntiaturer og blandet diplomatisk status I februar 1966 etablerede Pavestolen og Finland diplomatiske forbindelser på ambassadørniveau, og delegaten fik i den forbindelse den yderligere titel som apostolisk pro-nuntius til Finland den 16. februar 1966. Pave Paul 6. udnævnte ærkebiskop Bruno B. Heim til posten. Han fortsatte samtidig som apostolisk delegat for de øvrige nordiske lande og beholdt sin bopæl på Immortellevej 11 i Vedbæk. Den 8. oktober 1976 fik delegaten tilsvarende titel som apostolisk pro-nuntius til Island.

Før en reorganisering i oktober 1982 havde Den Hellige Stols nordiske repræsentation dermed ikke samme diplomatiske status i alle de nordiske lande. Finland havde fulde diplomatiske forbindelser med Pavestolen, og Island havde senere oprettet tilsvarende forbindelser, mens Danmark, Norge og Sverige alene havde relationer på delegatniveau. Repræsentanten kunne derfor betegnes som pavelig nuntius eller pro-nuntius over for Finland og Island, men fungerede over for Danmark, Norge og Sverige som pavelig delegat, dvs. som pavens kirkelige repræsentant over for de lokale katolske menigheder og ikke som fuldt akkrediteret diplomatisk ambassadør over for regeringerne.

I 1969, kort før Bruno Bernhard Heim forlod Danmark for at overtage andre opgaver, samledes omkring 20 demonstranter tilhørende Katolske Arbejdere uden for nuntiaturet i Vedbæk for at protestere mod, hvad de kaldte Vatikanets "luksuriøse diplomati". Ifølge samtidig avisomtale forsøgte Heim at afspænde situationen ved at sende to søstre ud til demonstranterne med en kasse øl. Episoden fandt sted i forbindelse med en reception på årsdagen for indsættelsen af pave Paul 6., der samtidig var en afskedsfest for Heim.

Oprettelse af nuntiaturer Den 2. oktober 1982 blev den apostoliske delegation reorganiseret til landespecifikke nuntiaturer forud for etableringen af diplomatiske forbindelser med de enkelte nordiske lande, og disse blev først ledet af en pro-nuntius. Samme år akkrediterede Den Hellige Stol sin første apostoliske nuntius hos den danske monark, Margrethe 2., og pave Johannes Paul 2. oprettede den apostoliske nuntiatur. Ved denne lejlighed blev den hidtidige apostoliske delegation og det senere apostoliske pro-nuntiatur i Vedbæk ophøjet til apostolisk nuntiatur.

Den Hellige Stol har siden haft diplomatiske forbindelser med hvert af de nordiske lande og udnævner en nuntius til Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Hidtil har det altid været samme person, der har varetaget alle disse poster. Siden 1959 har de titler, der er knyttet til de nordiske lande, uanset deres antal, været samlet hos én vatikan-diplomat, selv om udnævnelserne til de enkelte embeder ikke altid er sket samtidig, da diplomatiske udnævnelser krævede værtslandets godkendelse.

Sæde

Vedbæk Den Hellige Stols nordiske repræsentation havde fra 1960 sæde i Vedbæk nord for København. Villaen Rønhave blev tegnet af arkitekt Carl Brummer og blev opført i 1928-29 som sommerbolig for A.O. Andersen, direktør for DFDS. Da pave Johannes Paul 2. besøgte Danmark i 1989, overnattede han på det daværende nuntiatur i Vedbæk.

Flytning til Djursholm I 2002 flyttede Den Hellige Stol den apostoliske nuntius fra Vedbæk til et nyindrettet nuntiatur i Djursholm i Sverige. Flytningen blev i samtidig omtale beskrevet som en ordre fra Den Hellige Stol, og Vatikanets daværende ambassadør, Piero Biggio, blev ikke nærmere citeret om baggrunden ud over denne forklaring. Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, pegede på, at Sverige antalsmæssigt var blevet det mest katolske land i Norden, en stilling Danmark havde haft ved nuntiaturets oprettelse i 1960, og på, at Sverige gennem flere år havde haft et tæt diplomatisk forhold til Vatikanstaten med egen ambassadør. Den svenske ambassade ved Vatikanet var året forinden blevet sparet væk, men dette ændrede ikke beslutningen om at flytte nuntiaturet til Sverige.

Villaen Rønhave i Vedbæk blev ikke sat til salg, men forblev ejet af Bispedømmet København og blev omdannet til Præstekollegiet "Redemptoris Mater", et katolsk seminarie og bolig for seminarister under uddannelse til præsteordenen. Kollegiet ledes af bevægelsen Den Neokatemunale Vej. Bygningen anvendes fortsat som base for Vatikanets ambassadør under ophold i Danmark.

Referencer

Kategori:Ambassader Kategori:Diplomati Kategori:Romerskkatolske kirke Kategori:Romerskkatolske kirke i Danmark Kategori:Vatikanstaten