En tørflue er en type , der anvendes inden for fluefiskeri. Modsat vådfluer og nymfer, som fiskes under vandoverfladen, er en tørflue designet til at flyde oven på vandets overflade. Formålet er at imitere voksne vandinsekter, der klækker, parrer sig eller dør på vandoverfladen, samt landinsekter, der ved et uheld er faldet i vandet.
Tørfluefiskeri anses af mange lystfiskere for at være en af de mest klassiske og visuelt fascinerende former for fiskeri, da fiskeren kan observere fisken bryde overfladen i det øjeblik, den tager fluen.Ulnits, Steen (1999). Fluefiskeriets Grundbegreber. Gads Forlag. .
Historie Historisk set stammer det moderne tørfluefiskeri fra midten af 1800-tallet i de sydengelske kalkstrømme (chalk streams) som River Test og floden Itchen. Indtil da var fluefiskeri primært foregået med vådfluer kastet nedstrøms.
Den engelske forfatter og lystfisker (1844-1914) krediteres ofte som "tørfluefiskeriets fader". Gennem udgivelsen af bøger som Floating Flies and How to Dress Them (1886) og Dry-Fly Fishing in Theory and Practice (1889) systematiserede Halford insekternes livscyklus og udviklede præcise imitationer. Halfords strenge regelsæt dikterede, at man udelukkende måtte kaste til fisk, man aktivt kunne se spise insekter på overfladen, og at fluen skulle kastes opstrøms for at drive naturligt med strømmen.Halford, Frederic M. (1889). Dry-Fly Fishing in Theory and Practice. S. Low, Marston, Searle, & Rivington.
I løbet af 1900-tallet blev teknikken eksporteret til USA og videreudviklet til de hurtigere strømmende floder, hvilket førte til skabelsen af mere robuste og stærkt flydende fluer som den berømte Royal Wulff, designet af Lee Wulff.
Design og materialer For at få en krog af stål til at flyde på vandet, er det nødvendigt at anvende specifikke materialer og byggeteknikker:
Kroge: Tørfluer bindes traditionelt på meget tyndtrådede letvægtskroge for at minimere fluens samlede vægt. Hackle: Fluen forsynes ofte med en krans af stive fjer (et hackle), typisk fra nakken af en hane. De stive fjerstråler hviler på vandets overfladespænding og holder fluen oppe. Flydende materialer: Moderne fluebindere anvender ofte hule dyrehår (som fra hjort eller rensdyr), kork, skumgummi eller CDC (Croupion de Canard – fjer fra andens gump), som fra naturens side indeholder vandafvisende olier. Imprægnering: Inden kastet påføres fluen ofte et flydemiddel (floatant), som kan være gel, fedt eller pulver, for at gøre den ekstra vandafvisende.
Typer af tørfluer Tørfluer inddeles overordnet i tre hovedkategorier:
1. Imitationer Disse fluer bindes med det formål at ligne et specifikt insekt i en bestemt livsfase så præcist som muligt. De vigtigste ordner af vandinsekter, der imiteres, er: Døgnfluer (Ephemeroptera): Imitationer af nyligt klækkede insekter (duns) eller døende insekter med udbredte vinger (spinners). Vårfluer (Trichoptera): Karakteriseret ved deres taglagte vinger. Slørvinger (Plecoptera): Insekter der primært lever i rindende, iltrigt vand. Myg (Chironomidae): Små imitationer, der især er vigtige i stillestående vand og i de koldere måneder.
2. Attraktorer Attraktorfluer er ikke designet til at ligne et specifikt insekt. De er i stedet bundet med prangende farver, kraftige materialer og en profil, der skal fange fiskens opmærksomhed og udløse dens huginstinkt gennem nysgerrighed eller aggression.
3. Terrestrials (Landinsekter) Dette er imitationer af insekter og smådyr, der ikke lever i vandet, men som ofte falder i af blæsten fra nedhængende grene eller højt græs. Typiske eksempler inkluderer myrer, græshopper, biller og hvepse. Disse er særligt effektive i sensommeren.
Fisketeknik Den mest fundamentale teknik inden for tørfluefiskeri er det naturlige drev (dead drift). Når fluen lander på vandet, skal den flyde fuldstændig frit med strømmen, præcis som et rigtigt insekt ville gøre.
Hvis fluelinen trækker i fluen på grund af forskellige strømhastigheder mellem fiskeren og fluen, opstår der et unaturligt spor i vandet, kendt som drag. Dette vil ofte skræmme fisken. For at undgå dette bruger fiskeren en teknik kaldet "mending", hvor fluelinen løftes og flyttes på vandet under drevet, uden at fluen forstyrres.Rosenbauer, Tom (2007). The Orvis Fly-Fishing Guide. Lyons Press. .
Da tørfluer under fiskeriet uundgåeligt suger vand til sig, tørres fluen ofte undervejs ved at udføre en række "falske kast" (hvor linen holdes i luften uden at ramme vandet), hvilket svinger vandet af fluen.
Se også
Speykast Catch and release
Referencer
Kategori:Fluefiskeri